A- eller B-hold?

Lige siden regeringen med Finansloven 2002 gjorde det muligt for arbejdsgivere at trække udgiften til medarbejdernes sundhedsforsikringer fra i skat, har det været fremført at dette ville skabe et A- og et B-hold.  Udbredelsen af sundhedsforsikringer, sikrer folk som er i arbejde en hurtig behandling mens arbejdsløse, pensionister og andre uden forsikring må behandles på offentlige hospitaler. Følger man postulatet til dørs er det de rige som får den bedste og hurtigste behandling, mens de fattige får en dårlig og langsom behandling. Men hænger det nu også sådan sammen? Hvis private sygehuse er en trussel for de offentlige, så må det være beviset på at det offentlige ikke bør drive sådan noget?
Det er korrekt, at der er ulighed i hvem der har adgang til arbejdsgiverbetalte forsikringer. Men løsningen bør være at give flere, ikke færre, mennesker adgang til forsikringer. Princippet om, at hvad alle ikke kan få, skal ingen have, er en garanti for et sundhedsvæsen i bundklasse. Hvis alle skal have fri adgang til sundhedsvæsenets ydelser, må de offentlige og private hospitaler stilles lige i konkurrencen. Dette kan let gøres, og skal afspejles i priserne for de forskellige operationer. Indkomst og formue skal ikke være afgørende for muligheden for at blive behandlet. Det betyder, at når man så bliver syg, skal man kunne vælge mellem at lade sig behandle på et offentligt sygehus, eller alternativt at få pengene, så man kan gå hen til et privat sygehus. Gør man det muligt for borgerne at flytte fra den offentlige sygesikring til private sygekasser eller forsikringsselskaber, så vil borgerne får en hurtigere behandling og hurtigere komme ovenpå efter endt sygdomsforløb. Sygekassen overtager forpligtelsen til at betale alle udgifter samt mulighed for at tilbyde ydelser udover en basispakken og opkræve præmier fra medlemmerne. Dette vil tilskynde sygekasser til at have særlige pakkeløsninger for kroniske patienter, som indeholder tilbud om kontrolbesøg, adgang til specialistcentre, bedre overvågning og ny medicin. Det kan på samme tid øge kvaliteten i behandlingen af kroniske patienter, give bedre patientforløb og spare dyre indlæggelser.
Det er derimod ikke korrekt, at alle andre over skatten betaler for at blive overhalet i køen. Tværtimod aflaster privathospitalerne det offentlige system, da de står for en mere effektiv udnyttelse af arbejdskraften. Lægen får lov til at lave det han er uddannet til i stedet for at spilde sin tid på det offentliges møde-kultur. På privathospitalerne bruger lægerne mere tid med deres ’værktøj’ i hånden, fordi de ikke skal til alle de morgenmøder, budgetmøder, planlægningsmøder og så videre, som de skal i det offentlige. En større privat sektor er derfor til gavn for alle patienter, både dem med og uden sundhedsforsikringer.
At skatteyderne betaler halvdelen af  arbejdsgivernes forsikringsudgifter er både korrekt og ukorrekt på samme tid. Hvad der behandles for på privathospitaler med forsikringspenge, er jo i virkeligheden penge sparet i det offentlige sygehusvæsen  – patienterne skal jo behandles alligevel. Privathospitalerne er derfor midlet til at kurere de offentlige hospitalers sygdom. Så længe det offentlige sygehusvæsen hverken kan eliminere eller tilnærmelsesvis afkorte ventelisterne tilfredsstillende og deraf lette personalets arbejdsbyrde, så længe vil privathospitalerne være berettiget til at eksistere i Danmark.
Det er også blevet fremført, at de private hospitaler tyvstjæler læger fra det offentlige, bl.a. ved at kunne tilbyde højere lønninger. Det er ganske indlysende at hårdtarbejdende læger og sygeplejersker vandrer over i det private, hvor det frie marked fører til betydeligt højere lønninger som kan hentes hjem på tilsvarende højere priser for behandling. Kirurg i det private sundhedsvæsen Claus Bak fremhæver netop dette faktum i en kronik i Berlingske Tidende:
”Det er i langt højere grad arbejdsforholdene, den høje produktion, arbejdsglæden og synliggørelsen af, at man gør en forskel. Det har det offentlige sygehusvæsen forsømt gennem mange år, og nu har de fået en lille prygelknabe at tørre alle deres frustrationer af på, og denne prygelknabe er ikke bare lille, men knap hørbar i medierne, fordi det ikke sælger aviser at bringe succeshistorier.”[1]
Det, som tværtimod sælger aviser, er Informations artikelserie ’Ulighed i Sundhedsvæsenet’, hvor fokus er at underminere det private sundhedsvæsen, fordi holdningen er, at det underminerer det offentlige sundhedsvæsen. Præmissen må være, at jo flere gange, det bliver sagt, desto mere rigtigt er det. Ved at bruge kvalificerende udsagn søger avisen hjemmel for sin redaktionelle påstand.[2] Læserne med særlige triste oplevelser indenfor det offentlige sygehusvæsen opfordres til at bidrage til artikelseriens troværdighed, men i dette tilfælde manipuleres bidragydernes udsagn, så den dårlige behandling vedkommende blev udsat for i det offentlige sygehusvæsen forvrænges og kommer til at dreje sig om, at indehavere af private sundhedsforsikringer har bedre vilkår end dem uden for at opnå et bedre behandlingsforløb. Det kommer i stedet til at dreje sig om sammenhængen mellem uddannelsesniveau og et succesfuldt behandlingsforløb.
”Det er nemlig op til patienterne selv at holde styr på, om de kommer til de rigtige behandlinger, og om tidsfrister og ventelister overholdes. Og det rammer særligt de ressourcesvage, som har svært ved at kommunikere med læger, og som har en ringe forståelse af systemet. Samtidig tilbyder forsikringsselskaber som Falck Healthcare deres kunder at fungere som ‘advokat’ i forhold til behandlingen i det offentlige sundhedsvæsen – en ydelse, som danskere uden privat forsikring ikke har mulighed for at benytte sig af, og som eksperter vurderer, vil bidrage til at uligheden i sundhedsvæsnet forøges yderligere.”[3]
Det reelle problem er hverken et lavt uddannelsesniveau som ikke kan sikre en ordentlig behandling, eller at patienter får for lidt hjælp til at forstå hvornår de skal møde op på hospitalet. Det er hele systemet, det er galt med! Det er langt ude at sådanne bortforklaringer og undskyldninger tages i brug for at forsvare et offentligt sygehusvæsen som ikke er i stand til at levere den service som patienterne ønsker. En af de væsentligste årsager til at det offentlige sygehusvæsen ikke leverer en sådan service, er, at der ikke er tilstrækkeligt med læger og sygeplejersker. Efterspørgslen er ganske simpelt større end udbuddet. Løsningen er naturligvis at få uddannet flere læger og sygeplejersker, men det ville også hjælpe gevaldigt, hvis man fik adskillige af de sygeplejersker som både har valgt at arbejde deltid og som vikar i private bureauer (her er der flere penge at tjene), til at gå over på fuld tid.
Løsningen er ikke at slagte privathospitalerne.
——-
[1] http://www.berlingske.dk/article/20090225/kronikker/702250052/
[2] http://www.information.dk/183396 & http://www.information.dk/183177
[3] http://www.information.dk/183400