Farvel Peter

Hans Jonas Hansen mindes og siger farvel til rindalismens fader Peter Rindal.

For ca. et års tid siden fandt jeg på, at jeg ville lave en dokumentar om kunst, som skulle hedde ”Hvad er kunst?”. Det lykkedes mig aldrig at lave filmen færdig eller finde ud af, hvad kunst er.

Jeg fik dog stadig noget ud af projektet, fordi jeg fik en mulighed for at tale med Rindalismens fader, Peter Rindal.

Jeg snakkede med ham på Pårup Plejehjem, som ligger nær Odense. Han flyttede til Pårup for at være tættere på sin bror. Mødet med Peter Rindal var interessant, fordi han slet ikke var sådan, som jeg havde forestillet mig ham. Når man læser om Rindalisme, så er det gerne noget negativt, og Peter Rindal var blot en mand, som hadede kunst.

Men det gjorde han ikke. Han elskede kunst. Dog var han ikke så glad for abstrakt kunst, fordi han simpelthen ikke kunne se meningen med det. Han var blot modstander af, at man giver penge til kunstnere, da ingen kan afgøre, hvad god og dårlig kunst er.

Han viste mig en masse forskellige billeder, og der var ingen tvivl om, at manden elskede kunst. Især snakkede han meget om det skrevne ord. Han elskede grammatik. Han fortalte mig, at han i øjeblikket læste russisk grammatik, da det var utrolig fascinerende. Da jeg spurgte ham, hvorfor han ikke læste på universitet, svarede han ”Det var en anden tid.”

Og hvis Peter var blevet født i en anden tid, så havde han sikkert læst på universitetet, og han havde sikkert haft en større chance i de akademiske diskussioner, som han med sine egne ord oftest endte i om kunst.

Peter fortalte, at han ikke havde en chance i disse diskussioner. Han var blot en simpel lagerforvalter, der ikke kunne lide, at staten støttede kunstnere.

Det hele startede med, at en af hans ansatte spurgte ham, om han ikke vil skrive under på en underskriftsindsamling mod Statens Kunstfond, som netop var blevet oprettet. Han skrev under, og sendte den videre til en journalist, som han kendte. Efterfølgende gik det hurtigt, og det endte med, at 60.000 skrev under på landsplan.

Problemet skete ifølge Peter Rindal selv, da han skulle diskuttere med store kulturpersonligheder. Peter elskede ord, og disse mennesker kunne formulere flotte sætninger. Så stod han der og var utroligt fascineret over deres evner.

Men han mente dog stadig, at han gjorde en forskel. Han var ked af, at hans navn måske ville blive glemt i fremtiden. Det var noget, som betød meget for ham, at folk huskede ham.

Samtidig havde Peter dog også en mørk side, som sjældent bliver fortalt af liberale, når de snakker om Peter Rindal. Han blev i 2003 idømt 20 dagbøder af 50 kr. for racistiske udtalelser på Fremskridtpartiets landsmøde i 2001. Her sagde han fra talerstolen “Angående de muhamedanske gravpladser i Danmark: Selvfølgelig skal vi have sådan nogle. Og de må gerne være store, så der er plads til dem alle sammen – og helst på en gang.”

Peter Rindal fortalte mig, at han var stolt af udtalelsen, da der ikke er noget galt med at være racist. Fordi muslimer er en trussel mod velfærdsstaten.

Jeg spurgte ham, om det var et problem, hvis man fjernede velfærdsstaten, som Fremskridtspartiet gik ind for? Hans svarede, at det ville hjælpe, men da det var urealistisk at fjerne velfærdsstaten, så måtte man smide muslimerne ud i stedet.

Det, der er værd at huske om Peter Rindal, er hans kærlighed til kunst, og hans kamp for, at kunst er noget individuelt. Det er ikke noget, som staten skal hive ned over hovedet på os.

Et farvel til Peter Rindal er forhåbentlig ikke et farvel til Rindalisme, som i dag er mere vigtig end nogensinde før.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password