Velfærdsstatens veje er forunderlige: Først gjaldt det om at gøre borgerne i stand til at hjælpe sig selv. Eftersom dette hurtigt slog fejl, gjaldt det i den efterfølgende periode om, at staten nu skulle hjælpe dens undersåtter, primært økonomisk. Sidenhen er vi nået til det punkt, hvor alle bliver hjulpet, og ingen længere kan finde ud af noget som helst. Det var derfor på tide for velfærdsstatens stormtropper (politikere, bureaukrater og deslige godtfolk) at finde på noget andet at gå op i – det er jo vigtigt, at de ”gør noget”
Et af disse nye projekter er at redde ”folkesundheden”. Det vil sige, at man nu ikke blot vil helbrede almindelige skadelige sygdomme såsom kræft, lungebetændelse og brækkede knogler. Nej, nu skal man også til at helbrede og ikke mindst forebygge livsstilsygdomme, som – når alt kommer til alt – ikke er rigtige sygdomme, men snarere resultatet af valg, vi foretager.
I min verden er det absurd at påstå, at eksempelvis fedme skulle være en sygdom. En sygdom er en tilstand, man ikke umiddelbart kan slippe af med: Uanset hvor meget man anstrenger sig, forsvinder kræftknuden i brystet ikke. Hosten går heller ikke lige væk. Men den fede kan jo bare lade være med at æde og gå i gang med at dyrke lidt motion. Nuvel, det kan være hårdt at give slip på marcipangrisen – men muligheden er bestemt tilstede.
Politiker-hobbyen med at blande sig i andres sundhed er bestemt ikke ny. I mange år har der været forbud mod hash og narkotika – ”forbrydelser” som ikke har noget offer, men alene er forbudt af den grund, at den herskende klasse mener, at det er skadeligt for folk. Det ligger en smule uden for denne artikels formål at beskrive konsekvenserne af kriminaliseringen af narkotika. Men det bør være klart for enhver, at resultatet har været øget kriminalitet, dødsfald, usle liv for narkomanerne osv. Reguleringen har overhovedet ikke skabt noget positivt – tværtimod.
Det nye ”gesundheits-trend” adskiller sig fra tidligere ved, at det nu ikke er så væsentligt, hvad vi putter i munden (da man allerede har lavet så mange forbud, at det øjensynligt er svært for politikerne at komme på flere); nu handler det om mængderne. Igen for at ”redde” folkesundheden. Jævnligt flyder medierne over med undersøgelser fra et eller andet quasi-statsligt organ, som fortæller os, hvad der nu er sundt ”i de rette mængder”. Det er naturligvis unødvendigt at sige, at et andet institut har sagt det stik modsatte få dage forinden. Hvis det ikke var nok, så skal DR nok sørge for at lave en række udsendelser, hvor det bliver fortalt, hvor farligt det er at spise McDonalds eller ikke-økologiske fødevarer.
Argumenterne for at det er nødvendigt med at statslig kampagne for en bedre folkesundhed er overordnet set todelt: Det første er, at folk ikke kan finde ud af at tage vare på sig selv. Derfor bliver politikerne nødt til at lave en masse love, regulering og ikke mindst ”hensigtserklæringer” (newspeak for trusler), så folk kan lære at spise det, bureaukraterne finder mest rigtigt. Dette princip er i og for sig ikke nyt. Hele velfærdsstaten hviler på dette fundament. Og når folk er villige til at parkere hele deres privatøkonomi hos det offentlige, så kan de vel også ligeså godt tage skridtet videre. Det andet argument er i højere grad økonomisk: Når staten betaler for hospitalsindlæggelser og lignende, så er det kun rimeligt, at man ved overdreven usund levevis ikke kan belaste sundhedsbudgetterne i alt for høj grad. Argumentet er i øvrigt det samme ved påbud om sikkerhedssele, styrthjelm osv.
Lad os starte med det sidste først. Det burde stå klart for de fleste, at argumentet er absurd af flere grunde: For det første betaler staten, eller ”samfundet” som bæstet slet og ret bliver kaldt nu, ikke noget som helst. Det er skatteyderne, som betaler hele gildet. For det andet kan man ikke melde sig ud af de statslige sundhedsordninger. Eller rettere: Man kan godt blive behandlet for egne penge på et privathospital, men man kan ikke undgå også at betale til de offentlige af slagsen. Af samme grund er det også helt hen i vejret, at det offentlige skulle have nogen som helst ret til at bestemme – eller forsøge at bestemme over dine kostvaner. Fordi man mod folks vilje tvinger dem til A, giver det ikke en naturlig ret til også at tvinge dem til B. Anderledes ville det naturligvis forholde sig, hvis der var tale om et privat forsikringsselskab. På et frit marked kan man jo sagtens forestille sig, at nogle mennesker kan få en særlig billig sundhedsforsikring, hvis de opfylder nogle bestemte krav; f.eks. at være ikke-rygere, have et BMI-tal indenfor en vis grænse, ikke dyrke ekstremsport osv. Her vil forsikringsselskabet naturligvis være i sin gode ret til enten at bede folk om at holde sig sunde og raske eller annullere kontrakten. Forskellen er, at staten opererer ved tvang. Derimod er det helt frivilligt, om man vil acceptere de vilkår, som et forsikringsselskab stiller.
Så kan man påstå at mennesker ikke ved, hvad der er bedst for dem selv. Muligvis, men ved man ikke, hvad der er bedst for én selv, ved man heller ikke, hvad der er bedst for andre. Argumentet for, at staten skal gå ind og bestemme noget som helst, bider derfor sig selv i halen. Meget symptomatisk ligner den nuværende sundhedsminister, Jakob Axel, bestemt ikke en maratonløber, og hans forgænger på posten, Lars Løkke ”Jensen”s evner ved et frokostbord er nærmest legendariske.
Men kan en usund levevis ikke bare være konsekvensen af et bevidst valg? Og er det nødvendigvis mere korrekt at spise en masse grønsager og dyrke motion 5 gange om ugen frem for at sidde hjemme foran fjernsynet med pizza i den ene hånd og en cola-dåse i den anden? Når alt kommer til alt, er sundhed i princippet bare et gode ligesom ethvert andet. Er man fattig, vil man være villig til at arbejde med at skrotte asbestfyldte skibe og fylde krudt i kanonslag, ligesom man heller ikke vil være villig til at bruge en alt for stor del af sin sparsomme indkomst på lægebesøg. I den vestlige verden har vi råd til at bruge forholdsvis mange penge på sundhed, men det har alligevel visse omkostninger at leve sundt og i pagt med alle de statslige råd. Det er trist at stå op tidligt lørdag morgen, når man kunne ligge hjemme og varme sig under dynen. Ligeledes er det kedeligt at stå og skrælle kartofler og røre frikadellefarsen, når man kunne sidde på sofaen og se ”Venner”, mens man fylder sig med fast food.
Problemet er, at dette trade off mellem en magelig og afslappet livsstil – man kan måske kalde den doven – og ”det sunde liv” ikke længere accepteres. Det er på det nærmeste blevet en forbrydelse at leve stærkt og dø ung. Nu skal vi alle motionere en time og dagen og proppe os med frugt og grønsager. Ikke kun for vores egen skyld, men fordi vi skal ofre os for i en højere sags tjeneste – for det bæst, hvis vinger vi ufrivilligt er blevet taget ind under. Som et anstændigt menneske bliver man naturligvis nødt til at bekæmpe denne udvikling. Indtil videre har vi mest fået serveret symbolpolitik – dvs. spis-sundt kampagner, opfordringer mv. Men den politiske snebold er allerede begyndt at rulle, og intet tyder på, at den vil sagtne farten i den kommende tid: Afgifter og moms på de af staten definerede usunde fødevarer vil blive sat op, forbud mod transfedtsyrer, tvungen sund mad i børneinstitutionerne, kig-i-madpakke regulativer osv. osv. De skal nok sørge for, at du kommer til at leve sundt. Omkostningen bliver kun din frihed, din tid og dine penge.
Bare se hvordan det er gået med rygning. Her accepteres grove indgreb i den private ejendomsret, som var det den mest naturlige ting i verden. Ingen frie valg godtages længere. Man må ikke selv bestemme, om man vil entrere et sted, hvor der ryges. Og man må da slet ikke arbejde et sted, hvor der bliver røget (bortset fra Folketinget forstås. Politikerne skal jo have deres tobak). Det valg træffes nu af staten – for samfundet skyld.
Folk har ikke ret til sund mad, ligesom de heller ikke har ret til noget usundt. Men vi har alle ret til at være i fred og selv bestemme, hvad vi putter i munden. Hvis nogen skulle ønske at få andre til at spise sundere, så må de gøre det ad frivillighedens vej. Og for deres egne penge. Vi har alt for længe været til grin for de horder af do-gooders, som ønsker at regulere hvert et aspekt af vores liv; som konstant missionerer, at Gesundheit Macht Frei.
Gesundheit Macht Frei!
Fin kritik af den statslige sundhedsfascisme. Når man ser den efter i sømmene, afsløres den statslige omsorg (“kærlighed”)som tyranni, og drivkraften bag forebyggelses- og forbudspolitikken fremstår ikke bare som nedvurdering af avigere, men inderligt had til andres frihed.
En anden side af problemet er, at politikere har for lidt indflydelse på samfundsudviklingen. Velfærdsstaten er nu blevet så fossileret, at politikerne har ret få handlemuligheder. Derfor er de mest optaget af forbud, påbud og ny beskatningsobjekter, og når de kan kombinere forbud og beskatning, kan hyklerne ligefrem se sig selv som idealister.
Tak for en igangsættende artikel.
Fin kritik af den statslige sundhedsfascisme. Når man ser den efter i sømmene, afsløres den statslige omsorg (“kærlighed”)som tyranni, og drivkraften bag forebyggelses- og forbudspolitikken fremstår ikke bare som nedvurdering af avigere, men inderligt had til andres frihed.
En anden side af problemet er, at politikere har for lidt indflydelse på samfundsudviklingen. Velfærdsstaten er nu blevet så fossileret, at politikerne har ret få handlemuligheder. Derfor er de mest optaget af forbud, påbud og ny beskatningsobjekter, og når de kan kombinere forbud og beskatning, kan hyklerne ligefrem se sig selv som idealister.
Tak for en igangsættende artikel.
Ja, og det kunne være interessant, at se nogle kvalificerede bud på, hvorfor så mange idag finder sig i, at blive bosset rundt med, på stort set alle områder af et liv.
Ja, og det kunne være interessant, at se nogle kvalificerede bud på, hvorfor så mange idag finder sig i, at blive bosset rundt med, på stort set alle områder af et liv.
“er det nødvendigvis mere korrekt at spise en masse grønsager og dyrke motion 5 gange om ugen frem for at sidde hjemme foran fjernsynet med pizza i den ene hånd og en cola-dåse i den anden?”
Ja, det er sådan set bedre, men det skal jo ikke retfærdiggøre statslige indgreb i den enkelte persons valg. Der er ingen grund til at foregive, at dårlige valg er godt, men det er vigtigt, at holde fast i, at frihed ikke er er frihed hvis ikke man kan foretage disse dårlige valg. Frihed til kun at leve på én måde, er bare ikke frihed.
Jeg ser den tendens til at sygeliggøre al “afvigende” adfærd, som meget problematisk. Folk der tager dårlige valg er ikke længere uansvarlige, men syge. Vi ved, at der kan være genetiske grunde til at nogle handler mere impulsivt f.eks. Det har man valgt at kalde for ADHD og se som en sygdom. Men det er kun en sygdom hvis man arbejder med et meget snævert normalitetsbegreb. SF har sagt, at de vil have at alle kriminelle skal testes for ADHD, så de kan behandles. Det sker ud fra ideen om at alle mennesker som udgangspunkt er ens, og at ADHD derfor må være en sygdom der skal behandles. Men vi er alle fra naturens hånd forskellige, så selve grundpræmissen for den slags sygeliggørelse er forkert. Nogle er genetiske disponerede for det ene eller det andet, men det gør dem ikke syge. Det gør dem bare til mennesker lige som alle andre, og en genetisk disposition er ikke deterministisk. Det betyder bare at det kan kræve større anstrengelse f.eks. at kæmpe mod afhængighed, eller at man skal passe mere på hvad man spiser, osv. Sygeliggørelsen af negativ adfærd er en virkelig uheldig tendens.
“er det nødvendigvis mere korrekt at spise en masse grønsager og dyrke motion 5 gange om ugen frem for at sidde hjemme foran fjernsynet med pizza i den ene hånd og en cola-dåse i den anden?”
Ja, det er sådan set bedre, men det skal jo ikke retfærdiggøre statslige indgreb i den enkelte persons valg. Der er ingen grund til at foregive, at dårlige valg er godt, men det er vigtigt, at holde fast i, at frihed ikke er er frihed hvis ikke man kan foretage disse dårlige valg. Frihed til kun at leve på én måde, er bare ikke frihed.
Jeg ser den tendens til at sygeliggøre al “afvigende” adfærd, som meget problematisk. Folk der tager dårlige valg er ikke længere uansvarlige, men syge. Vi ved, at der kan være genetiske grunde til at nogle handler mere impulsivt f.eks. Det har man valgt at kalde for ADHD og se som en sygdom. Men det er kun en sygdom hvis man arbejder med et meget snævert normalitetsbegreb. SF har sagt, at de vil have at alle kriminelle skal testes for ADHD, så de kan behandles. Det sker ud fra ideen om at alle mennesker som udgangspunkt er ens, og at ADHD derfor må være en sygdom der skal behandles. Men vi er alle fra naturens hånd forskellige, så selve grundpræmissen for den slags sygeliggørelse er forkert. Nogle er genetiske disponerede for det ene eller det andet, men det gør dem ikke syge. Det gør dem bare til mennesker lige som alle andre, og en genetisk disposition er ikke deterministisk. Det betyder bare at det kan kræve større anstrengelse f.eks. at kæmpe mod afhængighed, eller at man skal passe mere på hvad man spiser, osv. Sygeliggørelsen af negativ adfærd er en virkelig uheldig tendens.
Tak for en intelligent, velskrevet og velformuleret klumme, som behandler mange af de gængse indsigelser mod frihed på disse områder!
Tak for en intelligent, velskrevet og velformuleret klumme, som behandler mange af de gængse indsigelser mod frihed på disse områder!
God artikel! men føj for et billede
God artikel! men føj for et billede
Tak for det, det er så sandt 🙂
Og nej, ADHD er ikke en sygdom, jeg føler det som en del af mig selv, der er ikke kun negative ting i det.
Tak for det, det er så sandt 🙂
Og nej, ADHD er ikke en sygdom, jeg føler det som en del af mig selv, der er ikke kun negative ting i det.
“Men den fede kan jo bare lade være med at æde og gå i gang med at dyrke lidt motion. Nuvel, det kan være hårdt at give slip på marcipangrisen – men muligheden er bestemt tilstede.”
Jeg er ked af, at du er af denne opfattelse. Det her bevidnet i hvert fald folkeoplysningens nødvendighed, men da jeg ikke direkte vil behandle det her, vil jeg bare lade det ligge.
Jeg vil gerne tillade mig at fremføre mit argument uden direkte henvisning til artiklen, hvor koblingen dog vil fremstå til sidst:
Som bekendt er kapitalismen drevet af en indre logik, en selvregulerende indre logik, som ifølge liberalister etc. vil finde et equilibrium af sig selv, hvor alle er glade. Nuvel, det må formodes, at antagelsen er, at forbrugerne frit kan vælge, hvad der gør dem glade, og derved ikke er underlagt en “overideologi”, som definerer det gode, som gør dem glade. Hvis det var så vel, så er kapitalismen jo alle tiders. Hvis alle var fuldstændig lige (nød lige godt af samme mængde frihed) og var fuldstændigt uafghængige af markedskræfterne og var, ja så at sige fuldt ud autonome, så var kapitalismen jo rent faktisk en glimrende måde, at indrette samfundet på. Problemet med kapitalismen er dog blot, at 1) alle ikke nyder samme mængde frihed og 2) individerne under kapitalisme er ikke fuldt ud uafhængige af markedskaræfterne og kan derfor ikke autonomt vælge, hvad der er bedst for dem selv.
Jeg vil gerne starte med punkt 2, da, efter min mening, det største problem, blandt mange, ved kapitalismen er, at individer ikke vælger frit selv. Individer bliver underlagt en varefetichisme, fordi den eneste måde de kan identificere sig med det produkt de producerer er ved, at købe sig til det. Dvs., at individerne i et samfund føler, at de skal købe sig til deres selvrealisering og forståelse af sig selv, hvilket skaber grundlag for, at virksomhederne via deres markedsføring kan plante yderligere falske behov i individerne, således deres ønsker om at købe lige netop Pepsi Max’en er fordi, at denne Pepsi Max er det bedste for dig. Det er jo ikke et tilfælde, at reklamer er livsstilsorienterede….
Dette fremmedgørelseselement munder ud i, at folk ikke længere kan skelne mellem, hvad de virkelig vil og hvad markedet vil have dem til at gøre. Så hvad individerne vælger at gøre, behøver ikke være et tegn på, at de frit vælger, men at de vælger, fordi de SKAL vælge. I en sådan situation, er det nødvendigt at “tvinge til frihed”, i den forstand, at en art paternalistisk stat skal gå ind og oplyse individerne, hvad der er det mest rigtige. I USA ser vi fx det omvendte: Her lever de fattige af det mest usle mad, delvist begrundet i fremmedgørelseselementet og i lighedsspørgssmålet. Når jeg derfor anvender ordet “paternalistisk” stat, så skal det ikke ses som et totalitært princip, og det rousseauske citat “tvang til frihed” skal ej heller tolkes i den retning, blot forstås således, at staten hjælper individerne til at træffe de valg, som de rent faktisk selv vil. Dette åbner op for tvungen skolegang (oplysning), generel folkeoplysning som ovenstående artikel handler om osv., altså tiltag som gør det muligt for individer selv at træffe valg på egen hånd. Vælger folk så alligevel at spise på McD er det jo deres eget valg. Jeg er bare af den overbevisning, at fordi vi har en så udbredt kapitalisme, så er det nødvendigt at tøjle de frie markedsmekanismer, netop ved folkeoplysningen, således borgerne kan træffe det rigtige valg.
Dette leder mig til næste punkt. Det er med vilje, at jeg sidestiller lighed med samme mængde frihed, da lighed for mig ikke er i økonomisk forstand, men defineret ud fra, hvor meget frihed man har. Min holdning er, at en stat skal skabe så meget frihed til så mange mennesker som muligt, hvilket naturligvis kræver noget omfordeling. Det vigtige er, at omfordelingen ikke er målet i sig selv, men friheden til så mange som muligt. Punkt 1 omhandler implicit frihedsbegrebet, da en befolkningsgruppe udsat for fremmedgørelseselementet ikke er frie.
Ideen med folkeoplysningen er også, som jeg ser det, at skabe frihed til så mange som muligt: Ved at folket bliver oplyst, opnår de frihed til at kunne vælge selv, en frihed der i sig selv også konstituerer muligheden for et rigtigt demokrati (hvis folk enten er for bundet af økonomiske faktorer eller af et statsorgan, som intervenerer i deres livsverdner, vil de ikke være frie og derfor ikke kunne indgå i en dialog i samfundet, som fremmer demokratiet).
Derfor:
“Men vi har alle ret til at være i fred og selv bestemme, hvad vi putter i munden. Hvis nogen skulle ønske at få andre til at spise sundere, så må de gøre det ad frivillighedens vej. Og for deres egne penge. Vi har alt for længe været til grin for de horder af do-gooders, som ønsker at regulere hvert et aspekt af vores liv; som konstant missionerer, at Gesundheit Macht Frei.”
Præcis, vi har ret til at vælge frit, men man må også bare erkende, at kapitalismen ikke opstiller disse forudsætninger af sig selv, og derfor er det nødvendigt at opstille fra statens side, de forudsætninger der fritstiller individer, så de selv frit kan vælge. At os velstillede så også “lider” under det, må jo bare følge med. I og for sig har du jo mulighed for bare at lukke ørerne for statens opfordring, altså har dem med de rette muligheder fra start, mulighed for at handle frit. Ideen er bare, at det er der nogle der ikke har, og de skal hjælpes på vej.
I virkeligheden, uden at komme ud på et helt skråplan, kan det vel næsten fremføres, at “frihed” til dels kan betragtes som et offentligt gode, fordi mere frihed til én befolkningsgruppe giver mindre frihed til en anden – under kapitalistiske forhold. Dette eksemplificeret i den mest ekstreme grad i det 19. århundrede, hvor proletarerne ikke nød samme frihed som kapitalisterne. Med et statsorgan kan “kagen” af frihed gøres større og en “begrænsning” på udnyttelsen af friheden kan indføres, således at ingen i virkeligheden fratages nogen frihed, men flere får frihed, hvillket vel i sin reneste form er socialismen projekt. Istedet for at ekskludere mennesker i samfundet, som det ses i USA, så inkluderer vi folk i samfundet og demokratiet. Mere frihed betyder nemlig ikke kun bedre muligheder for at træffe valg, men også bedre mulighed for at kunne overskue den demokratiske proces og på den led deltage mere i samfundet. I habermas’sk termonolgi, så er et autonomt civilt samfund vejen frem for et demokrati.
“Men den fede kan jo bare lade være med at æde og gå i gang med at dyrke lidt motion. Nuvel, det kan være hårdt at give slip på marcipangrisen – men muligheden er bestemt tilstede.”
Jeg er ked af, at du er af denne opfattelse. Det her bevidnet i hvert fald folkeoplysningens nødvendighed, men da jeg ikke direkte vil behandle det her, vil jeg bare lade det ligge.
Jeg vil gerne tillade mig at fremføre mit argument uden direkte henvisning til artiklen, hvor koblingen dog vil fremstå til sidst:
Som bekendt er kapitalismen drevet af en indre logik, en selvregulerende indre logik, som ifølge liberalister etc. vil finde et equilibrium af sig selv, hvor alle er glade. Nuvel, det må formodes, at antagelsen er, at forbrugerne frit kan vælge, hvad der gør dem glade, og derved ikke er underlagt en “overideologi”, som definerer det gode, som gør dem glade. Hvis det var så vel, så er kapitalismen jo alle tiders. Hvis alle var fuldstændig lige (nød lige godt af samme mængde frihed) og var fuldstændigt uafghængige af markedskræfterne og var, ja så at sige fuldt ud autonome, så var kapitalismen jo rent faktisk en glimrende måde, at indrette samfundet på. Problemet med kapitalismen er dog blot, at 1) alle ikke nyder samme mængde frihed og 2) individerne under kapitalisme er ikke fuldt ud uafhængige af markedskaræfterne og kan derfor ikke autonomt vælge, hvad der er bedst for dem selv.
Jeg vil gerne starte med punkt 2, da, efter min mening, det største problem, blandt mange, ved kapitalismen er, at individer ikke vælger frit selv. Individer bliver underlagt en varefetichisme, fordi den eneste måde de kan identificere sig med det produkt de producerer er ved, at købe sig til det. Dvs., at individerne i et samfund føler, at de skal købe sig til deres selvrealisering og forståelse af sig selv, hvilket skaber grundlag for, at virksomhederne via deres markedsføring kan plante yderligere falske behov i individerne, således deres ønsker om at købe lige netop Pepsi Max’en er fordi, at denne Pepsi Max er det bedste for dig. Det er jo ikke et tilfælde, at reklamer er livsstilsorienterede….
Dette fremmedgørelseselement munder ud i, at folk ikke længere kan skelne mellem, hvad de virkelig vil og hvad markedet vil have dem til at gøre. Så hvad individerne vælger at gøre, behøver ikke være et tegn på, at de frit vælger, men at de vælger, fordi de SKAL vælge. I en sådan situation, er det nødvendigt at “tvinge til frihed”, i den forstand, at en art paternalistisk stat skal gå ind og oplyse individerne, hvad der er det mest rigtige. I USA ser vi fx det omvendte: Her lever de fattige af det mest usle mad, delvist begrundet i fremmedgørelseselementet og i lighedsspørgssmålet. Når jeg derfor anvender ordet “paternalistisk” stat, så skal det ikke ses som et totalitært princip, og det rousseauske citat “tvang til frihed” skal ej heller tolkes i den retning, blot forstås således, at staten hjælper individerne til at træffe de valg, som de rent faktisk selv vil. Dette åbner op for tvungen skolegang (oplysning), generel folkeoplysning som ovenstående artikel handler om osv., altså tiltag som gør det muligt for individer selv at træffe valg på egen hånd. Vælger folk så alligevel at spise på McD er det jo deres eget valg. Jeg er bare af den overbevisning, at fordi vi har en så udbredt kapitalisme, så er det nødvendigt at tøjle de frie markedsmekanismer, netop ved folkeoplysningen, således borgerne kan træffe det rigtige valg.
Dette leder mig til næste punkt. Det er med vilje, at jeg sidestiller lighed med samme mængde frihed, da lighed for mig ikke er i økonomisk forstand, men defineret ud fra, hvor meget frihed man har. Min holdning er, at en stat skal skabe så meget frihed til så mange mennesker som muligt, hvilket naturligvis kræver noget omfordeling. Det vigtige er, at omfordelingen ikke er målet i sig selv, men friheden til så mange som muligt. Punkt 1 omhandler implicit frihedsbegrebet, da en befolkningsgruppe udsat for fremmedgørelseselementet ikke er frie.
Ideen med folkeoplysningen er også, som jeg ser det, at skabe frihed til så mange som muligt: Ved at folket bliver oplyst, opnår de frihed til at kunne vælge selv, en frihed der i sig selv også konstituerer muligheden for et rigtigt demokrati (hvis folk enten er for bundet af økonomiske faktorer eller af et statsorgan, som intervenerer i deres livsverdner, vil de ikke være frie og derfor ikke kunne indgå i en dialog i samfundet, som fremmer demokratiet).
Derfor:
“Men vi har alle ret til at være i fred og selv bestemme, hvad vi putter i munden. Hvis nogen skulle ønske at få andre til at spise sundere, så må de gøre det ad frivillighedens vej. Og for deres egne penge. Vi har alt for længe været til grin for de horder af do-gooders, som ønsker at regulere hvert et aspekt af vores liv; som konstant missionerer, at Gesundheit Macht Frei.”
Præcis, vi har ret til at vælge frit, men man må også bare erkende, at kapitalismen ikke opstiller disse forudsætninger af sig selv, og derfor er det nødvendigt at opstille fra statens side, de forudsætninger der fritstiller individer, så de selv frit kan vælge. At os velstillede så også “lider” under det, må jo bare følge med. I og for sig har du jo mulighed for bare at lukke ørerne for statens opfordring, altså har dem med de rette muligheder fra start, mulighed for at handle frit. Ideen er bare, at det er der nogle der ikke har, og de skal hjælpes på vej.
I virkeligheden, uden at komme ud på et helt skråplan, kan det vel næsten fremføres, at “frihed” til dels kan betragtes som et offentligt gode, fordi mere frihed til én befolkningsgruppe giver mindre frihed til en anden – under kapitalistiske forhold. Dette eksemplificeret i den mest ekstreme grad i det 19. århundrede, hvor proletarerne ikke nød samme frihed som kapitalisterne. Med et statsorgan kan “kagen” af frihed gøres større og en “begrænsning” på udnyttelsen af friheden kan indføres, således at ingen i virkeligheden fratages nogen frihed, men flere får frihed, hvillket vel i sin reneste form er socialismen projekt. Istedet for at ekskludere mennesker i samfundet, som det ses i USA, så inkluderer vi folk i samfundet og demokratiet. Mere frihed betyder nemlig ikke kun bedre muligheder for at træffe valg, men også bedre mulighed for at kunne overskue den demokratiske proces og på den led deltage mere i samfundet. I habermas’sk termonolgi, så er et autonomt civilt samfund vejen frem for et demokrati.
Og så vil jeg gerne lige tilføje en rettelse: Jeg mener ikke offentlige gode, men en fælles ressource. Jeg har skrevet et offentlige godt i sidste afsnit. Jeg beklager!
Og så vil jeg gerne lige tilføje en rettelse: Jeg mener ikke offentlige gode, men en fælles ressource. Jeg har skrevet et offentlige godt i sidste afsnit. Jeg beklager!
Kære Benne
Det er newspeak du bedriver.
Frihed kan aldrig være Statens massematrice, skabt til at forstå og vælge med.
Respekt for ulighed er selve forudsætningen for sund og fri udvikling og sundhed skal da ikke bekæmpes.
Det er disrespekt for individer, at nedgøre deres valg, for hvad er et lykkeligt liv.
Der er mange nok som idag frivilligt lader sig ofre for lighedstankegang. Det er så misforstået, og har intet med menneskeværd at gøre – tværtom.
Kære Benne
Det er newspeak du bedriver.
Frihed kan aldrig være Statens massematrice, skabt til at forstå og vælge med.
Respekt for ulighed er selve forudsætningen for sund og fri udvikling og sundhed skal da ikke bekæmpes.
Det er disrespekt for individer, at nedgøre deres valg, for hvad er et lykkeligt liv.
Der er mange nok som idag frivilligt lader sig ofre for lighedstankegang. Det er så misforstået, og har intet med menneskeværd at gøre – tværtom.
Staten bør beskytte folks negative rettigheder med hensyn til sundhed, men ellers blande sig lidt mindre. Folk kan selv vælge, om de vil ryge eller ej, men tobaksfirmaerne skal ikke have lov til i hemmelighed at putte kemikalier i cigeratterne, der gør folk mere afhængige. Staten kan forbyde disse kemikalier, og kræve åbenhed. Staten kan også hjælpe os andre imod passiv rygning. Staten kan beskytte borgere fra vildledende markedsføring fra McDonalds og f.eks kræve at de skilter med deres mads kalorieindhold.
Hvis staten blot beskytter folks negative rettigheder med hensyn til sundhed, vil en stor del af problemerne løse sig selv.
Staten bør beskytte folks negative rettigheder med hensyn til sundhed, men ellers blande sig lidt mindre. Folk kan selv vælge, om de vil ryge eller ej, men tobaksfirmaerne skal ikke have lov til i hemmelighed at putte kemikalier i cigeratterne, der gør folk mere afhængige. Staten kan forbyde disse kemikalier, og kræve åbenhed. Staten kan også hjælpe os andre imod passiv rygning. Staten kan beskytte borgere fra vildledende markedsføring fra McDonalds og f.eks kræve at de skilter med deres mads kalorieindhold.
Hvis staten blot beskytter folks negative rettigheder med hensyn til sundhed, vil en stor del af problemerne løse sig selv.
“… det største problem, blandt mange, ved kapitalismen er, at individer ikke vælger frit selv. Individer bliver underlagt en varefetichisme, fordi den eneste måde de kan identificere sig med det produkt de producerer er ved, at købe sig til det. Dvs., at individerne i et samfund føler, at de skal købe sig til deres selvrealisering og forståelse af sig selv, hvilket skaber grundlag for, at virksomhederne via deres markedsføring kan plante yderligere falske behov i individerne, således deres ønsker om at købe lige netop Pepsi Max’en er fordi, at denne Pepsi Max er det bedste for dig. Det er jo ikke et tilfælde, at reklamer er livsstilsorienterede…”
At mennesker er flokdyr, og optagede af deres image over for omverdenen er vel ingen hemmelighed – det betyder jo ikke, at man SKAL købe et produkt. Man bliver som forbruger påvirket af andre forbrugere, og af virksomhederne, men der er ingen tvang – du skal ikke betale for hverken din eller din nabos Pepsi Max, hvis du ikke har lyst til det.
Socialismens projekt er maksimum frihed for alle? Den tror jeg ikke holder helt i virkelighedens verden (og nok heller ikke i teoriens), eftersom socialismen netop ønsker at løfte de nederste ved at holde de øverste nede. Hvis man fjerner nogles frihed, fordi man ønsker at donere den til andre, fjerner man stadig frihed. I stedet ønsker liberalismen ikke økonomisk lighed, men i stedet en mere personlig lighed: Alle er lige til at vælge netop deres måde at leve på, og til at beholde deres retmæssige ejendom og forvalte den som de ønsker (selvfølgelig uden, at det går ud over andres frihed) – og alle er lige på den vis, at de er frie fra tvang, så de kan lave deres egne valg, eller hvis de ikke evner det, så i det mindste udpege en (frivillig) leder eller rådgiver for dem selv.
Derudover er det mere eller mindre uhyggeligt at tænke på, hvordan 179 personer (plus evt. EU-folk) mener, at de har ret til at forme og præge 5,5 millioner mennesker. De burde holde sig til computerspil…
“… det største problem, blandt mange, ved kapitalismen er, at individer ikke vælger frit selv. Individer bliver underlagt en varefetichisme, fordi den eneste måde de kan identificere sig med det produkt de producerer er ved, at købe sig til det. Dvs., at individerne i et samfund føler, at de skal købe sig til deres selvrealisering og forståelse af sig selv, hvilket skaber grundlag for, at virksomhederne via deres markedsføring kan plante yderligere falske behov i individerne, således deres ønsker om at købe lige netop Pepsi Max’en er fordi, at denne Pepsi Max er det bedste for dig. Det er jo ikke et tilfælde, at reklamer er livsstilsorienterede…”
At mennesker er flokdyr, og optagede af deres image over for omverdenen er vel ingen hemmelighed – det betyder jo ikke, at man SKAL købe et produkt. Man bliver som forbruger påvirket af andre forbrugere, og af virksomhederne, men der er ingen tvang – du skal ikke betale for hverken din eller din nabos Pepsi Max, hvis du ikke har lyst til det.
Socialismens projekt er maksimum frihed for alle? Den tror jeg ikke holder helt i virkelighedens verden (og nok heller ikke i teoriens), eftersom socialismen netop ønsker at løfte de nederste ved at holde de øverste nede. Hvis man fjerner nogles frihed, fordi man ønsker at donere den til andre, fjerner man stadig frihed. I stedet ønsker liberalismen ikke økonomisk lighed, men i stedet en mere personlig lighed: Alle er lige til at vælge netop deres måde at leve på, og til at beholde deres retmæssige ejendom og forvalte den som de ønsker (selvfølgelig uden, at det går ud over andres frihed) – og alle er lige på den vis, at de er frie fra tvang, så de kan lave deres egne valg, eller hvis de ikke evner det, så i det mindste udpege en (frivillig) leder eller rådgiver for dem selv.
Derudover er det mere eller mindre uhyggeligt at tænke på, hvordan 179 personer (plus evt. EU-folk) mener, at de har ret til at forme og præge 5,5 millioner mennesker. De burde holde sig til computerspil…
“At mennesker er flokdyr, og optagede af deres image over for omverdenen er vel ingen hemmelighed – det betyder jo ikke, at man SKAL købe et produkt. Man bliver som forbruger påvirket af andre forbrugere, og af virksomhederne, men der er ingen tvang – du skal ikke betale for hverken din eller din nabos Pepsi Max, hvis du ikke har lyst til det.”
Jeg er af en anden mening. Folk er flokdyr, præcis, det er også det socialismen påstår, hvorfor vi skal løfte i flok osv. At folk derimod er optagede af deres eget image er også rigtigt, man vil jo gerne gøre sig pæn for andre mennesker, gerne affødt fx af “dyriske” lyster. Min pointe er bare, at folk ikke selvrealiserer sig selv og derigennem plejer deres image. Fordi vi lever i en verden, hvor kapitalismen har så stor en rolle, så er folket underlagt markedsmekanismens kræfter. Der er ikke længere tid til sig selv; mobiltelefoner, computere, sprængning af arbejdstider osv., altsammen en konsekvens af, at vi ikke kan sige fra. Vi skal hele tiden nå lidt mere, hele tiden have det ekstra med. Arbejdet okkuperer vores livsverdner, vi er aldrig fri. Denne udvikling fremmedgør os fra os selv og måden hvorpå vi identificerer os selv på (og iscenesætter os selv på), er ved at købe os til en identitet. Vores identitet stammer ikke længere fra vores egne handlinger, men fra presset fra arbejdsgiveren, vores billede udadtil overfor andre mennesker, kravende fra vores børn osv. Her skabes grobunden for en falsk identitet, hvor vi identificerer os gennem vores produkter. Dette udnytter kapitalismen, da der indbygget i kapitalismen er en indre logik om, at tjene endnu flere penge. Derfor plantes der flere falske behov i os; istedet for at frigøre os fra de falske behov, så udbygger kapitalismen blot disse, og herved mener jeg “tvangen” opstår, da folk ikke længere kan skelne mellem, hvad de i virkeligheden selv vil og hvad markedet vil have dem til. Formuleret anderledes: Vores oprindelige behov er ikke længere til stede, de skubbes til side af kapitalismens ønsker.
“Socialismens projekt er maksimum frihed for alle? Den tror jeg ikke holder helt i virkelighedens verden (og nok heller ikke i teoriens), eftersom socialismen netop ønsker at løfte de nederste ved at holde de øverste nede.”
Her er jeg, overraskende nok, igen af en anden mening. Jeg mener, at kapitalismen gør friheden til en fælles ressource, da der i kapitalismen ligger et konstant behov for at udnytte andre til nogles fordel. Hvis proletarerne krævede mere frihed, var det på kapitalistens bekostning. Derfor mener jeg, at man ved omfordeling opnår en øget frihedsmængde, så endnu flere kan få frihed. Ser du, jeg mener ikke, at socialismens projekt er, at skabe lighed, som Eduard Bernstein formulerede det (ikke citeret ordret), så er der et ønske om, at skabe mest mulighed frihed til flest mulige mennesker, altså at maksimere nytten af frihed. Fordi jeg som højtlønnet er nødt til at bo i et lidt mindre hus (9 værelser istedet for 10 værelser) og ikke kan rejse 10 gange om året, men kun 8, så har jeg jo stadig frihed. Frihed til at vælge selv og være uafhængig af andre. Men fordi der er en lille begrænsning på min frihed, så opnår resten af samfundet mere frihed, og på den måde maksimeres den totale frihed i samfundet. Alle har stadig mulighed for at vælge deres eget liv, det er dog nu ikke kun begrænset til en lille andel af samfundet.
Og her mener jeg faktisk der opnås noget endnu mere essentielt: Et rigtig demokrati. I et rigtigt demokrati, er det folket der bestemmer. Og et folk bestemmer bedst ved mest mulig frihed; personlig frihed, ytringsfrihed, organisationsfrihed, frihed til at deltage i valg osv. Og når flere i befolkningen opnår frihed, opstår et ægte demokrati og så bestemmer vi – folket, individerne – selv over deres eget liv. Selv Hobbes og Locke erkendte behovet for en stat, og på denne måde opstår de bedste betingelser for en stat. I modsat fald, hvor kapitalismen undertrykker en befolkningsgruppe og begrænser friheden, opstår et direkte vej til et aristokrati, og det vil vel ingen forfalde til i dag. Se blot i USA, hvor meget demokrati har de, når kun 50 pct, stemmer? Givetvis har folket en teoretisk funderet frihed i kapitalismen, men kan denne frihed anvendes?
“At mennesker er flokdyr, og optagede af deres image over for omverdenen er vel ingen hemmelighed – det betyder jo ikke, at man SKAL købe et produkt. Man bliver som forbruger påvirket af andre forbrugere, og af virksomhederne, men der er ingen tvang – du skal ikke betale for hverken din eller din nabos Pepsi Max, hvis du ikke har lyst til det.”
Jeg er af en anden mening. Folk er flokdyr, præcis, det er også det socialismen påstår, hvorfor vi skal løfte i flok osv. At folk derimod er optagede af deres eget image er også rigtigt, man vil jo gerne gøre sig pæn for andre mennesker, gerne affødt fx af “dyriske” lyster. Min pointe er bare, at folk ikke selvrealiserer sig selv og derigennem plejer deres image. Fordi vi lever i en verden, hvor kapitalismen har så stor en rolle, så er folket underlagt markedsmekanismens kræfter. Der er ikke længere tid til sig selv; mobiltelefoner, computere, sprængning af arbejdstider osv., altsammen en konsekvens af, at vi ikke kan sige fra. Vi skal hele tiden nå lidt mere, hele tiden have det ekstra med. Arbejdet okkuperer vores livsverdner, vi er aldrig fri. Denne udvikling fremmedgør os fra os selv og måden hvorpå vi identificerer os selv på (og iscenesætter os selv på), er ved at købe os til en identitet. Vores identitet stammer ikke længere fra vores egne handlinger, men fra presset fra arbejdsgiveren, vores billede udadtil overfor andre mennesker, kravende fra vores børn osv. Her skabes grobunden for en falsk identitet, hvor vi identificerer os gennem vores produkter. Dette udnytter kapitalismen, da der indbygget i kapitalismen er en indre logik om, at tjene endnu flere penge. Derfor plantes der flere falske behov i os; istedet for at frigøre os fra de falske behov, så udbygger kapitalismen blot disse, og herved mener jeg “tvangen” opstår, da folk ikke længere kan skelne mellem, hvad de i virkeligheden selv vil og hvad markedet vil have dem til. Formuleret anderledes: Vores oprindelige behov er ikke længere til stede, de skubbes til side af kapitalismens ønsker.
“Socialismens projekt er maksimum frihed for alle? Den tror jeg ikke holder helt i virkelighedens verden (og nok heller ikke i teoriens), eftersom socialismen netop ønsker at løfte de nederste ved at holde de øverste nede.”
Her er jeg, overraskende nok, igen af en anden mening. Jeg mener, at kapitalismen gør friheden til en fælles ressource, da der i kapitalismen ligger et konstant behov for at udnytte andre til nogles fordel. Hvis proletarerne krævede mere frihed, var det på kapitalistens bekostning. Derfor mener jeg, at man ved omfordeling opnår en øget frihedsmængde, så endnu flere kan få frihed. Ser du, jeg mener ikke, at socialismens projekt er, at skabe lighed, som Eduard Bernstein formulerede det (ikke citeret ordret), så er der et ønske om, at skabe mest mulighed frihed til flest mulige mennesker, altså at maksimere nytten af frihed. Fordi jeg som højtlønnet er nødt til at bo i et lidt mindre hus (9 værelser istedet for 10 værelser) og ikke kan rejse 10 gange om året, men kun 8, så har jeg jo stadig frihed. Frihed til at vælge selv og være uafhængig af andre. Men fordi der er en lille begrænsning på min frihed, så opnår resten af samfundet mere frihed, og på den måde maksimeres den totale frihed i samfundet. Alle har stadig mulighed for at vælge deres eget liv, det er dog nu ikke kun begrænset til en lille andel af samfundet.
Og her mener jeg faktisk der opnås noget endnu mere essentielt: Et rigtig demokrati. I et rigtigt demokrati, er det folket der bestemmer. Og et folk bestemmer bedst ved mest mulig frihed; personlig frihed, ytringsfrihed, organisationsfrihed, frihed til at deltage i valg osv. Og når flere i befolkningen opnår frihed, opstår et ægte demokrati og så bestemmer vi – folket, individerne – selv over deres eget liv. Selv Hobbes og Locke erkendte behovet for en stat, og på denne måde opstår de bedste betingelser for en stat. I modsat fald, hvor kapitalismen undertrykker en befolkningsgruppe og begrænser friheden, opstår et direkte vej til et aristokrati, og det vil vel ingen forfalde til i dag. Se blot i USA, hvor meget demokrati har de, når kun 50 pct, stemmer? Givetvis har folket en teoretisk funderet frihed i kapitalismen, men kan denne frihed anvendes?