Gesundheit Macht Frei!

Staten ejer din krop – og du har vær så god at spise din broccoli! Artikel af Erik Kofoed.

Velfærdsstatens veje er forunderlige: Først gjaldt det om at gøre borgerne i stand til at hjælpe sig selv. Eftersom dette hurtigt slog fejl, gjaldt det i den efterfølgende periode om, at staten nu skulle hjælpe dens undersåtter, primært økonomisk. Sidenhen er vi nået til det punkt, hvor alle bliver hjulpet, og ingen længere kan finde ud af noget som helst. Det var derfor på tide for velfærdsstatens stormtropper (politikere, bureaukrater og deslige godtfolk) at finde på noget andet at gå op i – det er jo vigtigt, at de ”gør noget”

Et af disse nye projekter er at redde ”folkesundheden”. Det vil sige, at man nu ikke blot vil helbrede almindelige skadelige sygdomme såsom kræft, lungebetændelse og brækkede knogler. Nej, nu skal man også til at helbrede og ikke mindst forebygge livsstilsygdomme, som – når alt kommer til alt – ikke er rigtige sygdomme, men snarere resultatet af valg, vi foretager.

I min verden er det absurd at påstå, at eksempelvis fedme skulle være en sygdom. En sygdom er en tilstand, man ikke umiddelbart kan slippe af med: Uanset hvor meget man anstrenger sig, forsvinder kræftknuden i brystet ikke. Hosten går heller ikke lige væk. Men den fede kan jo bare lade være med at æde og gå i gang med at dyrke lidt motion. Nuvel, det kan være hårdt at give slip på marcipangrisen – men muligheden er bestemt tilstede.

Politiker-hobbyen med at blande sig i andres sundhed er bestemt ikke ny. I mange år har der været forbud mod hash og narkotika – ”forbrydelser” som ikke har noget offer, men alene er forbudt af den grund, at den herskende klasse mener, at det er skadeligt for folk. Det ligger en smule uden for denne artikels formål at beskrive konsekvenserne af kriminaliseringen af narkotika. Men det bør være klart for enhver, at resultatet har været øget kriminalitet, dødsfald, usle liv for narkomanerne osv. Reguleringen har overhovedet ikke skabt noget positivt – tværtimod.

Det nye ”gesundheits-trend” adskiller sig fra tidligere ved, at det nu ikke er så væsentligt, hvad vi putter i munden (da man allerede har lavet så mange forbud, at det øjensynligt er svært for politikerne at komme på flere); nu handler det om mængderne. Igen for at ”redde” folkesundheden. Jævnligt flyder medierne over med undersøgelser fra et eller andet quasi-statsligt organ, som fortæller os, hvad der nu er sundt ”i de rette mængder”. Det er naturligvis unødvendigt at sige, at et andet institut har sagt det stik modsatte få dage forinden. Hvis det ikke var nok, så skal DR nok sørge for at lave en række udsendelser, hvor det bliver fortalt, hvor farligt det er at spise McDonalds eller ikke-økologiske fødevarer.

Argumenterne for at det er nødvendigt med at statslig kampagne for en bedre folkesundhed er overordnet set todelt: Det første er, at folk ikke kan finde ud af at tage vare på sig selv. Derfor bliver politikerne nødt til at lave en masse love, regulering og ikke mindst ”hensigtserklæringer” (newspeak for trusler), så folk kan lære at spise det, bureaukraterne finder mest rigtigt. Dette princip er i og for sig ikke nyt. Hele velfærdsstaten hviler på dette fundament. Og når folk er villige til at parkere hele deres privatøkonomi hos det offentlige, så kan de vel også ligeså godt tage skridtet videre. Det andet argument er i højere grad økonomisk: Når staten betaler for hospitalsindlæggelser og lignende, så er det kun rimeligt, at man ved overdreven usund levevis ikke kan belaste sundhedsbudgetterne i alt for høj grad. Argumentet er i øvrigt det samme ved påbud om sikkerhedssele, styrthjelm osv.

Lad os starte med det sidste først. Det burde stå klart for de fleste, at argumentet er absurd af flere grunde: For det første betaler staten, eller ”samfundet” som bæstet slet og ret bliver kaldt nu, ikke noget som helst. Det er skatteyderne, som betaler hele gildet. For det andet kan man ikke melde sig ud af de statslige sundhedsordninger. Eller rettere: Man kan godt blive behandlet for egne penge på et privathospital, men man kan ikke undgå også at betale til de offentlige af slagsen. Af samme grund er det også helt hen i vejret, at det offentlige skulle have nogen som helst ret til at bestemme – eller forsøge at bestemme over dine kostvaner. Fordi man mod folks vilje tvinger dem til A, giver det ikke en naturlig ret til også at tvinge dem til B. Anderledes ville det naturligvis forholde sig, hvis der var tale om et privat forsikringsselskab. På et frit marked kan man jo sagtens forestille sig, at nogle mennesker kan få en særlig billig sundhedsforsikring, hvis de opfylder nogle bestemte krav; f.eks. at være ikke-rygere, have et BMI-tal indenfor en vis grænse, ikke dyrke ekstremsport osv. Her vil forsikringsselskabet naturligvis være i sin gode ret til enten at bede folk om at holde sig sunde og raske eller annullere kontrakten. Forskellen er, at staten opererer ved tvang. Derimod er det helt frivilligt, om man vil acceptere de vilkår, som et forsikringsselskab stiller.

Så kan man påstå at mennesker ikke ved, hvad der er bedst for dem selv. Muligvis, men ved man ikke, hvad der er bedst for én selv, ved man heller ikke, hvad der er bedst for andre. Argumentet for, at staten skal gå ind og bestemme noget som helst, bider derfor sig selv i halen. Meget symptomatisk ligner den nuværende sundhedsminister, Jakob Axel, bestemt ikke en maratonløber, og hans forgænger på posten, Lars Løkke ”Jensen”s evner ved et frokostbord er nærmest legendariske.

Men kan en usund levevis ikke bare være konsekvensen af et bevidst valg? Og er det nødvendigvis mere korrekt at spise en masse grønsager og dyrke motion 5 gange om ugen frem for at sidde hjemme foran fjernsynet med pizza i den ene hånd og en cola-dåse i den anden? Når alt kommer til alt, er sundhed i princippet bare et gode ligesom ethvert andet. Er man fattig, vil man være villig til at arbejde med at skrotte asbestfyldte skibe og fylde krudt i kanonslag, ligesom man heller ikke vil være villig til at bruge en alt for stor del af sin sparsomme indkomst på lægebesøg. I den vestlige verden har vi råd til at bruge forholdsvis mange penge på sundhed, men det har alligevel visse omkostninger at leve sundt og i pagt med alle de statslige råd. Det er trist at stå op tidligt lørdag morgen, når man kunne ligge hjemme og varme sig under dynen. Ligeledes er det kedeligt at stå og skrælle kartofler og røre frikadellefarsen, når man kunne sidde på sofaen og se ”Venner”, mens man fylder sig med fast food.

Problemet er, at dette trade off mellem en magelig og afslappet livsstil – man kan måske kalde den doven – og ”det sunde liv” ikke længere accepteres. Det er på det nærmeste blevet en forbrydelse at leve stærkt og dø ung. Nu skal vi alle motionere en time og dagen og proppe os med frugt og grønsager. Ikke kun for vores egen skyld, men fordi vi skal ofre os for i en højere sags tjeneste – for det bæst, hvis vinger vi ufrivilligt er blevet taget ind under. Som et anstændigt menneske bliver man naturligvis nødt til at bekæmpe denne udvikling. Indtil videre har vi mest fået serveret symbolpolitik – dvs. spis-sundt kampagner, opfordringer mv. Men den politiske snebold er allerede begyndt at rulle, og intet tyder på, at den vil sagtne farten i den kommende tid: Afgifter og moms på de af staten definerede usunde fødevarer vil blive sat op, forbud mod transfedtsyrer, tvungen sund mad i børneinstitutionerne, kig-i-madpakke regulativer osv. osv. De skal nok sørge for, at du kommer til at leve sundt. Omkostningen bliver kun din frihed, din tid og dine penge.

Bare se hvordan det er gået med rygning. Her accepteres grove indgreb i den private ejendomsret, som var det den mest naturlige ting i verden. Ingen frie valg godtages længere. Man må ikke selv bestemme, om man vil entrere et sted, hvor der ryges. Og man må da slet ikke arbejde et sted, hvor der bliver røget (bortset fra Folketinget forstås. Politikerne skal jo have deres tobak). Det valg træffes nu af staten – for samfundet skyld.

Folk har ikke ret til sund mad, ligesom de heller ikke har ret til noget usundt. Men vi har alle ret til at være i fred og selv bestemme, hvad vi putter i munden. Hvis nogen skulle ønske at få andre til at spise sundere, så må de gøre det ad frivillighedens vej. Og for deres egne penge. Vi har alt for længe været til grin for de horder af do-gooders, som ønsker at regulere hvert et aspekt af vores liv; som konstant missionerer, at Gesundheit Macht Frei.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password