I dagens tante kan man læse er interview med den debuterende instruktør Christian Dyekjær der i år har debuteret med en eller anden film kun 5.363 biografgængere løste billet for at se.
I interviewet bliver instruktøren spurgt om han ikke kunne have gjort noget anderledes for at filmen kunne have solgt lidt bedre end de 5.363 billetter. Til det svarer han:
“Men det hverken kan eller skal man skal spekulere i. Jeg synes altid, det går galt på den måde. Det bliver simpelthen en dårlig film. Det kan godt være, den får mange i biografen, men dårlige film får jo også folk i biografen. Film, der ikke formår andet end bare at slå halvanden time ihjel for folk.”
Jeg vil give manden ret så langt som til at han ikke skal lave en film med en 2. generationsindvandrer, en hundevalp, en rocker og en rød ballon bare for at ramme så bred en målgruppe som muligt. Historien skal kunne bære filmen.
Og det er jo netop der hvor sådan nogle kulturradikale går galt i byen. Det var ikke fordi de bevarede deres integritet at filmen ikke solgte – det var fordi det var en pissedårlig (undskyld mit sprog) historie. Var historien præsenteret for noget så bizart som en fokusgruppe var filmen forhåbentligt aldrig blevet til noget. At noget er kommercielt er ikke et mål – det er faktisk kun et middel. Når man vurderer en films kommercielle muligheder er det jo faktisk bare det samme som at spørge: “Er der mon nogen der vil se det vi har lavet. Kan vi være bekendt at tage penge for det produkt vi selv har lavet.”