Ulækker altruisme

Max hiver den altruistiske moral under luppen og analyserer dens grundlag og konsekvenser.

Altruisme er betegnelsen for den moralske doktrin, der ser uselvisk opofrelse som ideal. På samme måde som lighed har altruismen også haft enorm indflydelse som politisk ideal – og ligeledes har altruisme nogle skyggesider, når det omsættes til politik. Som et udgangspunkt er det nødvendigt at skille en undersøgelse af, hvorvidt mennesket faktisk er altruistisk eller egennyttigt fra det moralske spørgsmål ved altruisme.

For at forstå altruisme kan man starte med at undersøge dens modpol: egoismen. At mennesker er egennyttige indikeres klart, hvis man beskæftiger sig med økonomiske analyser. Her tages det i reglen for givet som en antagelse, at mennesker er rationelle og egennyttemaksimerende i så høj grad, at det er et kendetegnende og dirigerende træk for menneskelig handlen. At det er en realistisk antagelse ses, når man opbygger systemer, hvor gevinsterne forsvinder. Under sådanne forhold bliver der ikke produceret goder og serviceydelser i et omfang, som sikrer en materiel velstand blot i nærheden af, hvad vi kender i den økonomisk udviklede del af verden i dag. Pointen er, at egennytte findes, og det motiverer mennesker.

Inden vi ser nærmere på altruismen, vil jeg foretage en distinktion og adskille altruisme fra fænomener som kærlighed og venskaber. Kærlighed og venskaber er noget, der giver tilfredshed og velvære, og typisk er der tale om en gensidig relation. At sige, at disse fænomener er decideret egoistiske, er måske i overkanten. Men som udgangspunkt er sådanne relationer noget, man får positiv nytte af på et psykologisk plan. Man kan opstille det sådan, at ens personlige nytte i et vist omfang udstrækkes til også at dække den nytte, som f.eks. kæresten nyder. Eller så sagt på en anden måde, når kæresten bliver glad, bliver man også selv glad.

Altruisme er derimod en anden sag, fordi der er tale om helt uselvisk handling. Derfor må altruisten ikke opleve nytte i form af glæde over sin handling. På den måde opstår det temmelig paradoksale forhold, at altruisme logisk må være forbundet med fravær af følelser, hvilket er et utiltalende ideal for mange mennesker. Hvis man derimod slækker på betingelsen om uselvisk opofrelse, kan man argumentere for, at handlinger, der fremstår som altruistiske, i virkeligheden er motiveret af egennyttige. Donerer man f.eks. penge til udviklingsprojekter i ulande, vil mange påstå, de gør det, fordi de kærer sig for mennesker i lande med lav materiel velstand. Den egentlige motivation kan være at opnå anerkendelse fra omverdenen. Mere sofistikeret kan man tænke sig, at donoren får det godt med sig selv, og på den måde har en personlig glæde ved at gennemføre handlingen. I og med der er tale om nytte, er det meget vanskeligt at fastslå præcist hvad, der faktisk forklarer, hvorfor folk afholder en sådan udgift – formentlig er de fleste heller ikke selv præcist klar over det. Når det kommer til altruisme, eller hvad der foregives at være det, gælder det særlige forhold, at man jo ikke kan indrømme andre motiver end netop uselvisk opofrelse for at hjælpe andre. Ellers mister den altruistiske handling sin værdi, betragtet på sine egne præmisser. Jeg fristes derfor til at konkludere, at altruisme måske slet ikke findes. Indrømmet, det er en temmelig kontroversiel pointe, som hverken kan be- eller afkræftes. Men det leder mig i hvert fald til den overbevisning, at altruisme ikke er så udbredt, som det umiddelbart foregives at være – specielt ikke i politik!

Altruisme i politik har nemlig en substantiel anden karakter end altruisme som det, der kan betegnes som en personlig leveregel. Man må nemlig spørge sig selv, om man egentlig kan være altruistisk for andres penge? Hvis en vælgerskare primært bestående af gymnasieelever på SU stemmer kommunister fra partiet Enhedslisten i folketinget, og disse kommunister er med til at inddrage skat til ulandsbistand fra den produktive del af befolkningen – er det så udtryk for, at gymnasieeleverne og de valgte kommunister er altruistiske? Har de egentlig gjort en god gerning? Svaret er nej. Politik kan ikke være udtryk for altruisme, for politikerne har ikke selv båret ofrene ved at fremskaffe de midler, der ødsles ud af, og så brydes præmissen om opofrelse.

Selvom det altså er temmelig grotesk at tale om altruisme for andres penge, er der alligevel stærke interesser i at bevare forestillingen om, at det er meningsfyldt. Under altruismens hellige kappe kan man skjule de altid nærværende egeninteresser. Uanset hvor mange empiriske og teoretiske beviser man fremsætter for, f.eks. at ulandsbistand ikke skaber udvikling, vil nødhjælps- og bistandsorganisationerne aldrig nedlægge sig selv. Så ville de jo blive arbejdsløse! Eller tænk på efterlønnen, som kritiseres fra alle leder og kanter af den økonomiske fagkundskab. Politikerne insisterer på, at den skal fastholdes ”af hensyn til de nedslidte”, uanfægtet, at der findes en særlig ordning til netop de fysisk nedslidte i form af førtidspensionen. Sagen er jo den, at egoistiske politikere og egoistiske vælgere bruger altruismen som belæg for at rage til sig. Politikerne rager stemmer til sig, vælgerne naboens penge. Når mennesker maksimerer deres egen nytte i et frit samfund, skaber det velstand og civilisation. Men når de gør det i et gennempolitiseret samfund, skaber det uhæmmet parasitteri. Hvis det samtidig sker under dække af altruisme, har vi det komplette moralske fordærv – velkommen til velfærdsstaten.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password