Altruisme er betegnelsen for den moralske doktrin, der ser uselvisk opofrelse som ideal. På samme måde som lighed har altruismen også haft enorm indflydelse som politisk ideal – og ligeledes har altruisme nogle skyggesider, når det omsættes til politik. Som et udgangspunkt er det nødvendigt at skille en undersøgelse af, hvorvidt mennesket faktisk er altruistisk eller egennyttigt fra det moralske spørgsmål ved altruisme.
For at forstå altruisme kan man starte med at undersøge dens modpol: egoismen. At mennesker er egennyttige indikeres klart, hvis man beskæftiger sig med økonomiske analyser. Her tages det i reglen for givet som en antagelse, at mennesker er rationelle og egennyttemaksimerende i så høj grad, at det er et kendetegnende og dirigerende træk for menneskelig handlen. At det er en realistisk antagelse ses, når man opbygger systemer, hvor gevinsterne forsvinder. Under sådanne forhold bliver der ikke produceret goder og serviceydelser i et omfang, som sikrer en materiel velstand blot i nærheden af, hvad vi kender i den økonomisk udviklede del af verden i dag. Pointen er, at egennytte findes, og det motiverer mennesker.
Inden vi ser nærmere på altruismen, vil jeg foretage en distinktion og adskille altruisme fra fænomener som kærlighed og venskaber. Kærlighed og venskaber er noget, der giver tilfredshed og velvære, og typisk er der tale om en gensidig relation. At sige, at disse fænomener er decideret egoistiske, er måske i overkanten. Men som udgangspunkt er sådanne relationer noget, man får positiv nytte af på et psykologisk plan. Man kan opstille det sådan, at ens personlige nytte i et vist omfang udstrækkes til også at dække den nytte, som f.eks. kæresten nyder. Eller så sagt på en anden måde, når kæresten bliver glad, bliver man også selv glad.
Altruisme er derimod en anden sag, fordi der er tale om helt uselvisk handling. Derfor må altruisten ikke opleve nytte i form af glæde over sin handling. På den måde opstår det temmelig paradoksale forhold, at altruisme logisk må være forbundet med fravær af følelser, hvilket er et utiltalende ideal for mange mennesker. Hvis man derimod slækker på betingelsen om uselvisk opofrelse, kan man argumentere for, at handlinger, der fremstår som altruistiske, i virkeligheden er motiveret af egennyttige. Donerer man f.eks. penge til udviklingsprojekter i ulande, vil mange påstå, de gør det, fordi de kærer sig for mennesker i lande med lav materiel velstand. Den egentlige motivation kan være at opnå anerkendelse fra omverdenen. Mere sofistikeret kan man tænke sig, at donoren får det godt med sig selv, og på den måde har en personlig glæde ved at gennemføre handlingen. I og med der er tale om nytte, er det meget vanskeligt at fastslå præcist hvad, der faktisk forklarer, hvorfor folk afholder en sådan udgift – formentlig er de fleste heller ikke selv præcist klar over det. Når det kommer til altruisme, eller hvad der foregives at være det, gælder det særlige forhold, at man jo ikke kan indrømme andre motiver end netop uselvisk opofrelse for at hjælpe andre. Ellers mister den altruistiske handling sin værdi, betragtet på sine egne præmisser. Jeg fristes derfor til at konkludere, at altruisme måske slet ikke findes. Indrømmet, det er en temmelig kontroversiel pointe, som hverken kan be- eller afkræftes. Men det leder mig i hvert fald til den overbevisning, at altruisme ikke er så udbredt, som det umiddelbart foregives at være – specielt ikke i politik!
Altruisme i politik har nemlig en substantiel anden karakter end altruisme som det, der kan betegnes som en personlig leveregel. Man må nemlig spørge sig selv, om man egentlig kan være altruistisk for andres penge? Hvis en vælgerskare primært bestående af gymnasieelever på SU stemmer kommunister fra partiet Enhedslisten i folketinget, og disse kommunister er med til at inddrage skat til ulandsbistand fra den produktive del af befolkningen – er det så udtryk for, at gymnasieeleverne og de valgte kommunister er altruistiske? Har de egentlig gjort en god gerning? Svaret er nej. Politik kan ikke være udtryk for altruisme, for politikerne har ikke selv båret ofrene ved at fremskaffe de midler, der ødsles ud af, og så brydes præmissen om opofrelse.
Selvom det altså er temmelig grotesk at tale om altruisme for andres penge, er der alligevel stærke interesser i at bevare forestillingen om, at det er meningsfyldt. Under altruismens hellige kappe kan man skjule de altid nærværende egeninteresser. Uanset hvor mange empiriske og teoretiske beviser man fremsætter for, f.eks. at ulandsbistand ikke skaber udvikling, vil nødhjælps- og bistandsorganisationerne aldrig nedlægge sig selv. Så ville de jo blive arbejdsløse! Eller tænk på efterlønnen, som kritiseres fra alle leder og kanter af den økonomiske fagkundskab. Politikerne insisterer på, at den skal fastholdes ”af hensyn til de nedslidte”, uanfægtet, at der findes en særlig ordning til netop de fysisk nedslidte i form af førtidspensionen. Sagen er jo den, at egoistiske politikere og egoistiske vælgere bruger altruismen som belæg for at rage til sig. Politikerne rager stemmer til sig, vælgerne naboens penge. Når mennesker maksimerer deres egen nytte i et frit samfund, skaber det velstand og civilisation. Men når de gør det i et gennempolitiseret samfund, skaber det uhæmmet parasitteri. Hvis det samtidig sker under dække af altruisme, har vi det komplette moralske fordærv – velkommen til velfærdsstaten.
Ulækker altruisme
Glimrende artikel.
Jeg kommer øjeblikkeligt til at tænke på de sædvanlige lovprisninger af diverse “årets sociale helt”, “årets fredspris” osv.
Hvor er det bemærkelsesværdigt, at disse “priser” så ofte tilfalder politikere. Folk som har frarøvet andre deres ejendom, og efterfølgende er så uforskammede, at de glædeligt modtager anerkendelse for det.
Glimrende artikel.
Jeg kommer øjeblikkeligt til at tænke på de sædvanlige lovprisninger af diverse “årets sociale helt”, “årets fredspris” osv.
Hvor er det bemærkelsesværdigt, at disse “priser” så ofte tilfalder politikere. Folk som har frarøvet andre deres ejendom, og efterfølgende er så uforskammede, at de glædeligt modtager anerkendelse for det.
Glimrende artikel.
Jeg kommer øjeblikkeligt til at tænke på de sædvanlige lovprisninger af diverse “årets sociale helt”, “årets fredspris” osv.
Hvor er det bemærkelsesværdigt, at disse “priser” så ofte tilfalder politikere. Folk som har frarøvet andre deres ejendom, og efterfølgende er så uforskammede, at de glædeligt modtager anerkendelse for det.
Super artikkel.
Jeg har selv gået og tænkt i netop de baner, men har endnu ikke formået at være så klar i spyttet som ovenstående. Altruisme (selvopofrende handlinger) skal bekæmpes som ide. Jeg tror ikke på det findes.
@NJ.
Din sidste sætning er aldeles genial.
Super artikkel.
Jeg har selv gået og tænkt i netop de baner, men har endnu ikke formået at være så klar i spyttet som ovenstående. Altruisme (selvopofrende handlinger) skal bekæmpes som ide. Jeg tror ikke på det findes.
@NJ.
Din sidste sætning er aldeles genial.
Super artikkel.
Jeg har selv gået og tænkt i netop de baner, men har endnu ikke formået at være så klar i spyttet som ovenstående. Altruisme (selvopofrende handlinger) skal bekæmpes som ide. Jeg tror ikke på det findes.
@NJ.
Din sidste sætning er aldeles genial.
Hmmm… hvem kræver uselvisk opofrelse? Kan ikke lige huske at have hørt, at det var på programmet.
Hmmm… hvem kræver uselvisk opofrelse? Kan ikke lige huske at have hørt, at det var på programmet.
“Derfor må altruisten ikke opleve nytte i form af glæde over sin handling. På den måde opstår det temmelig paradoksale forhold, at altruisme logisk må være forbundet med fravær af følelser”
Godt logisk ræsonement!
Angående altruisme får jeg næsten lyst til at copy paste fra Matt kap 6:
Indhold
Det Gamle Testamente De Apokryfe Skrifter (GT) Det Nye Testamente Bog
Matthæusevangeliet Markusevangeliet Lukasevangeliet Johannesevangeliet Apostlenes Gerninger Romerbrevet Første Korintherbrev Andet Korintherbrev Galaterbrevet Efeserbrevet Filipperbrevet Kolossenserbrevet Første Thessalonikerbrev Andet Thessalonikerbrev Første Timotheusbrev Andet Timotheusbrev Titusbrevet Filemonbrevet Hebræerbrevet Jakobsbrevet Første Petersbrev Andet Petersbrev Første Johannesbrev Andet Johannesbrev Tredje Johannesbrev Judasbrevet Johannes’ Åbenbaring Kapitel
Kapitel 1 Kapitel 2 Kapitel 3 Kapitel 4 Kapitel 5 Kapitel 6 Kapitel 7 Kapitel 8 Kapitel 9 Kapitel 10 Kapitel 11 Kapitel 12 Kapitel 13 Kapitel 14 Kapitel 15 Kapitel 16 Kapitel 17 Kapitel 18 Kapitel 19 Kapitel 20 Kapitel 21 Kapitel 22 Kapitel 23 Kapitel 24 Kapitel 25 Kapitel 26 Kapitel 27 Kapitel 28
v1 Pas på, at I ikke viser jeres retfærdighed for øjnene af mennesker for at blive set af dem, for så får I ingen løn hos jeres fader, som er i himlene. v2 Når du giver almisse, så lad ikke blæse i basun for dig, som hyklerne gør det i synagoger og på gader for at prises af mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. v3 Når du giver almisse, må din venstre hånd ikke vide, hvad din højre gør, v4 for at din almisse kan gives i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.
Og det bliver bedre endnu
v5 Og når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. v6 Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.
Og så lige for at gøre det fuldendt:
v7 Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. v8 Dem må I ikke ligne. Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det.
Jeg forventer egentligt ikke at møde ret mange “altruister” i himlen 😉
“Derfor må altruisten ikke opleve nytte i form af glæde over sin handling. På den måde opstår det temmelig paradoksale forhold, at altruisme logisk må være forbundet med fravær af følelser”
Godt logisk ræsonement!
Angående altruisme får jeg næsten lyst til at copy paste fra Matt kap 6:
Indhold
Det Gamle Testamente De Apokryfe Skrifter (GT) Det Nye Testamente Bog
Matthæusevangeliet Markusevangeliet Lukasevangeliet Johannesevangeliet Apostlenes Gerninger Romerbrevet Første Korintherbrev Andet Korintherbrev Galaterbrevet Efeserbrevet Filipperbrevet Kolossenserbrevet Første Thessalonikerbrev Andet Thessalonikerbrev Første Timotheusbrev Andet Timotheusbrev Titusbrevet Filemonbrevet Hebræerbrevet Jakobsbrevet Første Petersbrev Andet Petersbrev Første Johannesbrev Andet Johannesbrev Tredje Johannesbrev Judasbrevet Johannes’ Åbenbaring Kapitel
Kapitel 1 Kapitel 2 Kapitel 3 Kapitel 4 Kapitel 5 Kapitel 6 Kapitel 7 Kapitel 8 Kapitel 9 Kapitel 10 Kapitel 11 Kapitel 12 Kapitel 13 Kapitel 14 Kapitel 15 Kapitel 16 Kapitel 17 Kapitel 18 Kapitel 19 Kapitel 20 Kapitel 21 Kapitel 22 Kapitel 23 Kapitel 24 Kapitel 25 Kapitel 26 Kapitel 27 Kapitel 28
v1 Pas på, at I ikke viser jeres retfærdighed for øjnene af mennesker for at blive set af dem, for så får I ingen løn hos jeres fader, som er i himlene. v2 Når du giver almisse, så lad ikke blæse i basun for dig, som hyklerne gør det i synagoger og på gader for at prises af mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. v3 Når du giver almisse, må din venstre hånd ikke vide, hvad din højre gør, v4 for at din almisse kan gives i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.
Og det bliver bedre endnu
v5 Og når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. v6 Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.
Og så lige for at gøre det fuldendt:
v7 Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. v8 Dem må I ikke ligne. Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det.
Jeg forventer egentligt ikke at møde ret mange “altruister” i himlen 😉
Ups, der kom jeg vist til at paste lidt for meget
Ups, der kom jeg vist til at paste lidt for meget
Tillykke. Du har nu fjernet alt mening fra begreberne rationalitet og egennyttemaksimering – de dækker nu al mulig menneskelig handlen.
Hvis økonomer gjorde som dig – og forudsagde forbrug og arbejdsvillighed – på baggrund af uendeligt vidde egennyttemaksimeringsdefinitioner, ville de aldrig konkludere noget.
Hvis jeg vælger at arbejde mere fordi skatten er lav, maksimerer jeg min nytte, fordi jeg tjener flere penge.
Hvis jeg vælger at arbejde mere fordi skatten er høj, maksimerer jeg min nytte, fordi jeg får det godt af at vide, at andre mennesker kan få en god uddannelse.
Hvis jeg vælger at beholde alle mine penge for mig selv, maksimerer jeg min nytte, fordi jeg kan købe ting, der gør mig lykkelige.
Hvis jeg vælger at sende alle mine penge til en fattig pige i Afrika, maksimerer jeg min nytte, fordi jeg får det godt indeni.
Man kan ikke efterprøve din teori! Den forklarer alt, og dermed intet, fordi den intet kan forudsige.
Tillykke. Du har nu fjernet alt mening fra begreberne rationalitet og egennyttemaksimering – de dækker nu al mulig menneskelig handlen.
Hvis økonomer gjorde som dig – og forudsagde forbrug og arbejdsvillighed – på baggrund af uendeligt vidde egennyttemaksimeringsdefinitioner, ville de aldrig konkludere noget.
Hvis jeg vælger at arbejde mere fordi skatten er lav, maksimerer jeg min nytte, fordi jeg tjener flere penge.
Hvis jeg vælger at arbejde mere fordi skatten er høj, maksimerer jeg min nytte, fordi jeg får det godt af at vide, at andre mennesker kan få en god uddannelse.
Hvis jeg vælger at beholde alle mine penge for mig selv, maksimerer jeg min nytte, fordi jeg kan købe ting, der gør mig lykkelige.
Hvis jeg vælger at sende alle mine penge til en fattig pige i Afrika, maksimerer jeg min nytte, fordi jeg får det godt indeni.
Man kan ikke efterprøve din teori! Den forklarer alt, og dermed intet, fordi den intet kan forudsige.
Svar:
Tak for kommentarerne.
Vedr. Davids kritik:
Det er en interessant pointe du rejser. Din kritik vedr. med et (meget) bredt defineret egennyttemaksimeringsbegreb har relevans, hvis man beskæftiger sig med socialvidenskabelig forskning, f.eks. økonomisk eller politologisk ”Rational Choice Theory”. Her er det oplagt, at man er nødt til at lave en afgrænsning – ellers kan vi jo ”forklare alt, og dermed intet” (var det ikke Poppers pointe?).
Mit ærinde dog ikke så meget at forklare adfærd, men jeg laver en derimod en kritik af altruisme som moralsk ideal, navnlig i politisk sammenhæng. Jeg indrømmer jo også, at jeg ikke helt kan afvise eksistensen af altrisme – men det er nok ikke så udbredt som vi går og tror. Når det er sagt, er det vel lige så problematisk at bruge den tilgang du ligger op til – nemlig blot at antage altruisme, for at få sin videnskabelige forklaring til at hænge sammen.
Endelig vil jeg lidt forsonende pointere, at f.eks. også politologien og sociologien opererer med bestemte og stereotype forestillinger om mennesket, hvor visse egenskaber ”overdrives”. Økonomiens ”Homo eoconomicus” betoner utvivlsomt i høj grad menneskets egoistiske og egennyttemaksimerende sider, men man har nået meget store, intellektuelle resultater herved. Derfor skal man ikke lade sig forskrække, når egennytte-antagelsen dukker op i analyser af politik.
Svar:
Tak for kommentarerne.
Vedr. Davids kritik:
Det er en interessant pointe du rejser. Din kritik vedr. med et (meget) bredt defineret egennyttemaksimeringsbegreb har relevans, hvis man beskæftiger sig med socialvidenskabelig forskning, f.eks. økonomisk eller politologisk ”Rational Choice Theory”. Her er det oplagt, at man er nødt til at lave en afgrænsning – ellers kan vi jo ”forklare alt, og dermed intet” (var det ikke Poppers pointe?).
Mit ærinde dog ikke så meget at forklare adfærd, men jeg laver en derimod en kritik af altruisme som moralsk ideal, navnlig i politisk sammenhæng. Jeg indrømmer jo også, at jeg ikke helt kan afvise eksistensen af altrisme – men det er nok ikke så udbredt som vi går og tror. Når det er sagt, er det vel lige så problematisk at bruge den tilgang du ligger op til – nemlig blot at antage altruisme, for at få sin videnskabelige forklaring til at hænge sammen.
Endelig vil jeg lidt forsonende pointere, at f.eks. også politologien og sociologien opererer med bestemte og stereotype forestillinger om mennesket, hvor visse egenskaber ”overdrives”. Økonomiens ”Homo eoconomicus” betoner utvivlsomt i høj grad menneskets egoistiske og egennyttemaksimerende sider, men man har nået meget store, intellektuelle resultater herved. Derfor skal man ikke lade sig forskrække, når egennytte-antagelsen dukker op i analyser af politik.
Et par kritikpunkter med nogen forsinkelse:
Din definition for altruisme er lige smal nok. Hvis du definerer egoisme som enhver handling, man selv har nytteværdi af, og ikke inddrager folks motiver for handlingen, bliver det alt for let at postulere en nytteværdi for enhver handling og dermed definere altruisme ud af eksistens uden at beskæftige dig nærmere med det. De fleste filosoffer, som beskæftiger sig med altruisme har som definition, at handlingen skal have som ultimativt motiv at hjælpe en anden. Man må godt få en nytteværdi i form af øget selvværd el. lign, men dette skal være et “biprodukt”; og handlingen må ikke have denne nytteværdi som ultimativt motiv.
Når man sender nødhjælpspenge til Afrika kan det altså godt være, at man får det rart med sig selv, men så længe ens ultimative motiv rent faktisk var at hjælpe den anden, så er handlingen altruistisk.
Når man bruger denne (lidt mere almindelige) definition af altruisme, så er det højst sandsynligt ganske udbredt og er også påvist eksperimentelt af bl.a. socialpsykologer og eksperimentelle økonomer.
Hvis man pr. definition reducerer al motiveret handling til egoisme, så er det jo relativt let at sige, at man har handlet lige så moralsk ved at købe en Ferrari som ved at benytte et tilsvarende beløb på at hjælpe fattige – i begge tilfælde er det jo “Kun for at opnå nytteværdi for en selv”. For mig at se er det dermed ret vigtigt at beholde en skelnen mellem reelt altruistiske handlinger og egoistiske.
Mht. din pointe om at rage til sig under påkaldelse af altruisme kunne jeg godt tænke mig at høre, hvorledes den analyse kan benyttes på private, som giver til nødhjælpsorganisationer, som de i øvrigt ikke har nogen forbindelse til.
Et par kritikpunkter med nogen forsinkelse:
Din definition for altruisme er lige smal nok. Hvis du definerer egoisme som enhver handling, man selv har nytteværdi af, og ikke inddrager folks motiver for handlingen, bliver det alt for let at postulere en nytteværdi for enhver handling og dermed definere altruisme ud af eksistens uden at beskæftige dig nærmere med det. De fleste filosoffer, som beskæftiger sig med altruisme har som definition, at handlingen skal have som ultimativt motiv at hjælpe en anden. Man må godt få en nytteværdi i form af øget selvværd el. lign, men dette skal være et “biprodukt”; og handlingen må ikke have denne nytteværdi som ultimativt motiv.
Når man sender nødhjælpspenge til Afrika kan det altså godt være, at man får det rart med sig selv, men så længe ens ultimative motiv rent faktisk var at hjælpe den anden, så er handlingen altruistisk.
Når man bruger denne (lidt mere almindelige) definition af altruisme, så er det højst sandsynligt ganske udbredt og er også påvist eksperimentelt af bl.a. socialpsykologer og eksperimentelle økonomer.
Hvis man pr. definition reducerer al motiveret handling til egoisme, så er det jo relativt let at sige, at man har handlet lige så moralsk ved at købe en Ferrari som ved at benytte et tilsvarende beløb på at hjælpe fattige – i begge tilfælde er det jo “Kun for at opnå nytteværdi for en selv”. For mig at se er det dermed ret vigtigt at beholde en skelnen mellem reelt altruistiske handlinger og egoistiske.
Mht. din pointe om at rage til sig under påkaldelse af altruisme kunne jeg godt tænke mig at høre, hvorledes den analyse kan benyttes på private, som giver til nødhjælpsorganisationer, som de i øvrigt ikke har nogen forbindelse til.