Hvad er fattigdom?

Ifølge OECD lever 59.000 børn i fattigdom i Danmark.

Fra Berlingske Tidende:

“Det er især enlige og kontanthjælpsmodtagere, som lever i fattigdom viser de foreløbige resultater, som bygger på OECD’s relative fattigdomsgrænse. Det vil sige, at grænsen for at være fattig er sat til at være halvdelen af den midterste disponible indkomst i befolkningen.”

Altså – man har været nødt til at redefinere hvad fattigdom er, for at man kan snakke om fattige i Danmark. For en teenager i Danmark der ikke har sin egen hest er jo ikke helt det samme som et negetbarn i Afrika der render rundt med opspillet mave fordi det sulter eller en dreng i Indien der væver tæpper 12 timer om dagen eller arbejder med farlige kemikalier for at hjælpe med at brødføde sin familie.

Fattigdom må være en absolut ting – alt andet giver ikke mening. For at sætte tingene på spidsen: Hvis vi antager medianindkomsten på strandvejen i Hellerup/Klampenborg er 1 mio. kr. i disponibel indkomst er man fattig hvis man kun har en ½ mio. kr.

Men hvorfor er det nødvendigt at redefinere hvad fattigdom er for noget?

Well, for Red Barnets Mimi Jakobsen er der en klar agenda bag:

Fra artiklen: “Ifølge Red Barnet er der brug for, at man gør noget vid problemet og foreslår, at man fjerne økonomiske barrierer som kontanthjælpsloft og starthjælp, og sikre at skolerne og daginstitutionerne har ressourcerne til at hjælpe de fattige børn ud af isolation.”

Dvs. årsagen til der findes fattige i Danmark er, at staten ikke omfordeler nok. Det paradoksale er, at vi aldrig vil kunne forære de fattige penge nok til de ikke er relativt fattigere end medianen, medmindre vi tager pengene fra det arbejdende folk i et omfang de ikke kan tjene forholdsvist mere end de “fattige”.

Den eneste måde man kan afskaffe fattigdom, som defineret af Mimi Jakobsen, er derfor mere omfordeling – smart, hvis man er socialdemokrat.

Jeg har det derimod sådan: Når de engang bliver sulte nok, finder de såkaldt fattige nok et arbejde – de skal ikke have en krone.