Fra krak til krak

Lasse Dyrbye ser på perspektiverne mellem den store depression og den nuværende finanskrise.

Jeg skriver pædagoisk og uden alt for mange fagøkonomiske ord om en korupt organisation ved Navn Federal Reserve, der skabte den ene krise efter den anden.

Man kan undre sig over, hvorfor vi igen i dag ser på en stor krise i USA. Har det frie marked slået fejl, og virker planøkonomi alligevel? Har folk været grådige? Eller er folk blot dumme?

Her er en kort gennemgang af kriserne med fokus på fjende nummer 1 lige nu: Central Banken.

Økonomisk historie op til 1929
Den 22/12 1913 ved Federal Reserve Act fik USA sin centralbank i form af Federal Reserve, som er en delvis offentlig og delvis privat bank. Dog er det egentlige ejerskab ukendt, selvom politikere som Ron Paul forgæves har spurgt ind til det.

Fra Federal Reserve, eller Fed som den kaldes, kom i spil og frem til 1929, steg inflationen ganske betydeligt. Baggrunden for at oprette Federal Reserve var for at have et organ, der kunne hindre eller i hvert fald mindske de økonomiske kriser, der med mellemrum ramte amerikansk økonomi.

Der spekuleres dog i, at det var rige bankfolk som Rockefeller og Morgan, der støttede Woodrow Wilson i hans bestræbelser på at blive præsident, mod til gengæld at få Fed oprettet. Rockefeller er citeret for at have sagt ”give me control of a nations money and I care not who makes its laws”.

På trods af at målsætningen officielt gik på at forhindre kriser i bedste Keynes stil, så gik der ikke mere end 7 år, før der var en mindre krise. Op til den mindre recession i 1920-1921 var pengemængden øget med 100%. I 1920-1921 var der svag deflation og recession, hvorefter pengemængden fra 1921 til 1929 steg med 63,4%. Pengene blev kanaliseret ud i aktiemarkedet, hvor folk stod i kø for at investere i den nye teknologi i form af blandt andet radioen og bilen. Det blev hjulpet godt på vej af en ny lånetype, der blev kaldt marginloan. Det gik ud på, at man kunne låne penge til 90% af en akties værdi, blot man smed 10 % kontant med det samme. Det betød, at man kunne tjene på kursstigninger af en aktie til 100$, selvom man kun havde betalt 10 dollars for den. Dog var der en hage, kaldet ”margincall”, ved at låne penge på den måde. Ved margincall kunne bankerne kræve lånet tilbagebetalt med 24 timers varsel. Det skete den 24. oktober 1929, hvorefter folk flokkedes til børsen for at sælge.

Federal Reserve skiftede kurs og førte i stedet deflationær politik. Endnu en gang uden at holde sig til guldstandarden, som de ellers skulle. Samtidigt havde præsident Hoover luftet ideen om højere told. Det førte han ud i praksis i 1929 sammen med højere skatter og reguleringer af aktiemarkedet. Pga. reguleringerne tabte aktiemarkedet en tredjedel i værdi. Det kan ses på nedenstående graf på Dow Jones indexet.

Det er dog ikke kun politiske økonomiske beslutninger, der kan drages til ansvar for hele krisen. Man skal også se på den mentalitet, som fik folk til at investere på et tyndere og tyndere grundlag. Både deres privatøkonomi og deres kendskab til det de investerede i. Som man kan se, så steg Dow Jones indexet heftigt, og det kan undre, at folk ikke vægrede sig ved, at Hoover blev præsident. I det han var kendt for at være meget kritisk overfor aktiemarkedet.

It-boblen der braste (Dotcom krakket)
Internettet blev opfundet af det amerikanske militær i løbet af 70’erne og 80’erne. I 1991 blev det ved lov bestemt, at det skulle være lovligt at sælge teknologien, så det blev tilgængeligt for almindelige mennesker og virksomheder. Siden tog internetteknologien fart, og op gennem 90’erne blev det mere og mere udbredt, og virksomhederne begyndte at bruge det. Den første form for ”spam” kom i 1994, da to advokater sendte reklamer rundt. Selvom det var ilde set, så hævdede de ikke desto mindre, at de tjente 100.000$ på det.

I 1994-1995 begyndte der at komme webbaserede virksomheder på børsen. Inden 1994 var der 2, som begge blev børsnoteret i 1992. Man kan se udviklingen på NASDAQ indexet, da it-virksomheder primært blev børsnoteret her;

Som det fremgår af grafen, så eksploderede indexet fra 1999 til 2000. Perspektiverne for reklame og handel via internettet begyndte for alvor at gå op for diverse investorer, da Netscape, der solgte software, der kunne downloades via nettet, blev børsnoteret. Aktierne kom i “initial public offering (IPO)”, hvilket vil sige, at Netcom først melder hvor mange aktier de vil sælge og til hvilken pris. Dernæst fremlægger de deres perspektiver for potentielle investorer for at få højest mulige pris for aktierne. Det lykkedes langt over folkene bag Netcoms vildeste fantasi, da aktierne blev solgt til det dobbelte af den pris, de havde anslået, inden de fremlagde deres perspektiver. Den var steget med 108%, da handlen lukkede den første dag. Pludselig var drømmen om at lave en it-virksomhed, og tjene millioner på at sælge den, født. En anden drøm der blev født, var drømmen om at blive rig ved at handle med it aktier.

USA var kommet ud af 1987- recessionen, og var under demokraten Bill Clinton på vej mod fuld beskæftigelse, og økonomisk vækst igen. Bill Clinton havde hyret Alan Greenspan som Chairman of Federal Reserve. Selvom han oprindeligt blev ansat af Ronald Reagan, og siden genansat af George Bush senior, begge Republikanere. Han førte efter recessionen en lempelig rentepolitik for at stimulere arbejdsmarkedet. Federal Reserve var begyndt at hæve renten fra slutningen af 1994 til 1995 med 0,75 procentpoint. Men deflation i Japan og en deraf følgende exportkrise fik USA, Tyskland og Japan til at indgå en aftale, der blandt andet indebar, at USA skulle sænke renten. Fra 1995 til 1996 blev den sat ned igen med ca. 0,75 pctpoint, og i perioden 1995 til 1998 blev der kun reguleret lidt på renten. Nogen folk kaldte det for Laissez Faire. Gene Callahan og Roger W. Garrison fra Mises Institute mente derimod snarere, at det var udtryk for hans loyalitet overfor Clinton, der skulle være kendt for ikke at mene, at der er en nedre grænse for arbejdsløshed. At Alan Greenspan skulle føre Laissez Faire rentepolitik kan skyldes hans tidligere ytringer for guldstandarden, og hans ytringer mod centralbanken som koncept. Laissez Faire kan ikke siges at bruges i et system med fravær af guldstandarden, da renten er politisk bestemt, og dermed er det faktum, at renten ikke er udtryk for andet end, at man tilsyneladende er tilfreds med den eksisterende, og politisk bestemte, rente.

Arbejdsløsheden var i 1998 under det, som økonomer kalder fuldbeskæftigelse. Arbejdsløsheden var lavere, end man teoretisk troede var muligt. Man kunne derfor forvente højere rente for at hindre en overophedning af økonomien. Samtidig var banker begyndt at have færre reserver. Kritiske røster krævede, at reglerne skulle ændres, så bankerne skulle have en reserve på mindst 60% af udlån i stedet for 50%. Men verdensøkonomien kørte skidt, og det forplantede sig hos de amerikanske investorer. Det resulterede i, at kurserne faldt, og som følge deraf følte Federal Reserve sig nødsaget til at sænke renten. Som man kan se på den ovenstående NASDAQ-graf, så fortsatte de allerede høje kurser deres himmelfart. Netcoms succesfulde indtog på børsen, gav ikke kun opmærksomhed hos investorer, men også hos almindelige mennesker. Investorer så at internettet blev mere udbredt, og de begyndte at investere i firmaer som Netcom. Arbejdsløsheden var faldet op til 1995-96, og folk kunne låne til lav rente, hvilket gjorde det attraktivt at investere penge i stedet for at lade penge stå på en konto med lav indlånsrente. I løbet af de første 4 måneder af 1996 investerede amerikanske husholdninger 100 milliarder dollar i aktier, hvilket var i stærk kontrast til tidligere år. Aktiernes værdi var lang over både overskud og indtægter i mange af de it-virksomheder, der blev investeret i, og en af de mest afholdte økonomer, Milton Friedman, dragede tilmed paralleller til 1929. Men fremtrædende personer var ude med optimistiske ytringer, primært folk der selv allerede tjente på markedet.

Markedet fortsatte med at stige ud fra en forventning om, at der var tale om en ”New Economy”. En ny økonomi hvor produktiviteten ville stige meget, og at fuldbeskæftigelse ville tage en ny betydning. Den illusion holdt folk fast i selvom NASDAQ ville blive mere værd end USA’s samlede BNP i løbet af nogle år, hvis de høje vækstrater skulle fortsætte.

Resultatet af It-boblen/Dotcom krakket
Efter Dotcom krakket mente Greenspan, at der var brug for handling fra FED, og derfor satte han renten ned til 1 %. Der var naturligvis kritsiske røster, og allerede i 2002 kunne Peter Schiff, tidligere rådgiver for Ron Paul, se en boligbobbel forme sig. Resultatet af boligboblen, subprime-lån og gigantisk udenlands gæld, ser vi nu, hvor USA er bankerot. De skylder mindst 44.000 mia dollar væk, og har siden printet massevis af penge for at opkøbe den ene dårligdrevne gigant efter den anden. Prisen for det ”show” kommer ifølge Ron Paul og Peter Schiff næste år, hvor risikoen for hyperinflation er stor. USA har efter Schiffs mening brugt alle de lånte penge på forbrug i stedet for investeringer, og har derfor ikke gode muligheder for at betale noget tilbage forløbigt.

Tilbage til de spørgsmål jeg stillede i starten.

Har det frie marked slået fejl og virker planøkonomi alligevel? Har folk været grådige? Eller er folk blot dumme?

Nej til den første. Ja til det andet spørgsmål og Ja til det tredje.

For den førstes vedkommende har der ikke været et (næsten) frit marked i USA siden 1913. Politikere har været med til at ødelægge fleksibiliteten i markedet. De er med til at skabe kriser, og de er med til at forlænge kriser. I sidste ende er planøkonomi kun god til at skabe en ting. Fattigdom.

For den andens vedkommende har flere af topcheferne i de virksomheder, som er blevet “bailet out” af den amerikanske stat, tjent stort på at køre dem ud over afgrunden. De har igen i år høstet deres kæmpe årlige bonus, og den blev så betalt af skatteyderne. Hvordan kan det så være? Jo, de har givet store kampagnedonationer til især Demokraterne, heri blandt Barak Obama, John Kerry og Christopher Dodd, som de 3 der fik mest. Det er ikke underligt, at skatteyderne opfatter det som grådigt, at topcheferne holder fast i deres ret til bonusser i en virksomhed, der ellers var gået konkurs. Det har også vagt vrede på bl.a. Fox, se bare her, her og her.

Men er folk dumme, fordi de tror, de har taget lån, de dybest set ikke ville kunne betale? Folk har delvist været fristet af nemme penge fra friværdien eller billige lån til forbrug, og USA ville allerede have været i recession hvis ikke boligmarkedet var blevet pustet op af lav rente samt det politisk indførte subprimelån.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password