Kollektivistens tale

Et udsnit fra bogen ”Kun den stærke er fri” af Ayn Rand med intro af Mr. Smith.

[Intro af Mr. Smith: “I bogen ”The Fountainhead” (Kun den stærke er fri), forekommer en scene, hvor en socialist redegør nærmere for, hvad han altid har sagt og hvad han ønsker. Bogen er fra 1943 og scenen finder sted i 1930erne. Jeg redegør først for de tre vigtigste personer, der nævnes ved navn i scenen, og derefter er den fulde scene afskrevet fra bogen.

Ellsworth Toohey trækker i trådene i det politiske miljø I New York og Washington. Han er den ultimative Socialist; en forbedret udgave af Amdi Petersen. Alle hans tilhængere anser ham for at være utrolig rar, og verdens mest uselviske menneske. Han har fra barnsben indset, hvordan man, ved den mest indirekte metode, får den mest direkte magt: Ved at angribe alt, hvad der er selvstændigt og uafhængigt, alt det selviske, jeget. Dette ’jeg’ er i bogen personificeret ved især arkitekten Howard Roark.

Howard Roark tænker og handler uafhængigt af, hvad andre mener og siger. Howard Roark blev smidt ud af arkitektskolen, fordi han tegnede som han fandt det bedst og ikke som hans undervisere ville have det. Han bygger ligeledes bygninger udelukkene i overensstemmelse med, hvad hans sans for logik tilsiger, uafhængigt af, hvad andre mener om dem.

Ellsworth Toohey har i scenen opsøgt et af sine mange ofre (disciple), Peter Keating. Peter Keating har været en yngling i skolen med de højeste karakterer. Han har altid lært, sagt og gjort, hvad han mente andre ville have ham til, om end med det formål at fremme sig selv, så stadig grundlæggende fordi han næsten intet ’jeg’ besidder. Keating hader, beundrer og frygter Howard Roark, fordi Roark ved sin person afslører Keatings ynkelighed for Keating selv. Keating er en stor beundrer af Ellsworth Toohey fordi mange andre også er det. Ellsworth Toohey holder den samme tale for Keating, han altid har holdt for ham og alle andre, men nu aldeles direkte. Han tør det fordi offeret, Peter Keating, er den usleste medløber; tæt på at være en tom skal, et menneske, der dårligt eksisterer.

Og nu til scenen, hvor Ellsworth Toohey sidder på Keatings arbejdsværelse og fremlægger sin redegørelse for Keating.”]

Kollektivistens tale
”Jeg kunne brække mig over dig, sagde Toohey, og over alle de andre sentimentale hyklere! I render i halen på mig, I indsuger alt, hvad jeg siger, I udnytter det – men I vil ikke indrømme for jer selv, hvad I gør. I bliver grønne i ansigtet, når I ser sandheden. Det ligger vel i jeres karakter, og det er netop mit vigtigste våben, men Gud bevare mig vel, hvor jeg bliver led ved det. En gang imellem må jeg unde mig selv at være fri for jer et øjeblik. Det er for usle små middelmådigheder af din slags, at jeg har måttet spille komedie hele mit liv. For at beskytte jeres maske, jeres samvittighed og den indre fred, I ikke har. Det er den pris, jeg må betale for det, jeg vil have – men jeg ved da i det mindste, at jeg må betale. Og jeg gør mig ingen illusioner – hverken om prisen eller det, jeg køber.”

”Hvad er det… du vil have, Ellsworth?”

”Magt, Peter.”

De kunne høre skridt i lejligheden ovenover, nogle få muntre dansetrin, som om nogen bankede mod loftet fire-fem gange. Lysekronen klirrede, og Keating løftede hovedet og lyttede. Så vandrede blikket tilbage igen. Toohey smilede ligegyldigt.

”Du … du har altid sagt…”, begyndte Keating, tyk i mælet, og tav.

”Jeg har altid sagt – netop det. Klart og tydeligt og åbent. Det er ikke min fejl at du ikke har kunnet høre det. Men det kunne du selvfølgelig også. Du ville ikke. Og det var mere betryggende end døvhed – for mig. Jeg sagde, jeg ville herske. Som alle mine åndelige forgængere. Men jeg har været heldigere, end de var. Jeg har arvet frugterne af deres anstrengelser, og jeg vil blive den, der vil se den store drøm blive til virkelighed. Jeg ser det overalt i dag. Jeg erkender det. Jeg kan ikke lidet det. Jeg ventede ikke at kunne lide det. Men det er ikke min bestemmelse at skulle nyde livet. Jeg vil finde den tilfredsstillelse, mine evner tillader. Jeg vil herske.”

”Over hvem?”

”Over dig. Over vreden. Det gælder bare om at finde det rette redskab. Hvis man kan lære at herske over et enkelt menneskes sjæl, kan man vinde hele verden. Det er sjælen, Peter, sjælen, det kommer an på. Ikke pisk eller sværd eller ild og kanoner”. Det er derfor, Cæsar og Attila og Napoleon og andre dumrianer ikke kunne klare sig. Men vi vil klare os. Sjælen, Peter. Sjælen er det, som ingen kan herske over. Den må ødelægges. Slå en lille revne, få fingrene ind – og manden er din. Du behøver ikke en pisk – han vil selv komme med den og bede om at blive pisket. Vend op og ned på ham – og hans egen mekanisme vil gøre arbejdet for dig. Brug ham mod ham selv. Vil du vide, hvordan det gøres? Se, om jeg nogensinde har løjet for dig. Se, om du ikke har hørt alt dette i årevis uden at ville høre, og fejlen var din og ikke min. Der er mange måder. En af dem er at få ham til at føle sig lille og skyldbevidst. Dræb hans ærgerrighed og ødelæg helheden i hans karakter. Det er svært. Selv den værste iblandt jer famler efter et ideal på jeres egen akavede måde. Ødelæg karakteren ved at fordærve den indefra. Lad den vende sig mod ham selv. Præk uselviskhed, sig til ham, at han skal leve for andre, at altruismen er idealet. Der er aldrig noget levende menneske, der har nået det eller vil komme til at nå det. Hvert instinkt i mennesket holder ham tilbage. Men ser du ikke, hvad du opnår ved det? Mennesket bliver klar over, at han er ude af stand til at leve i overensstemmelse med det, han har anerkendt som det højeste – og det giver ham en følelse af skyld, af uværdighed. Da det højeste ideal er uden for rækkevidde, opgiver han efter hånden alle idealer, forhåbninger og enhver fornemmelse af sit personlige værd. Han føler sig forpligtet til at prædike, hvad han ikke selv kan virkeliggøre. Men man kan ikke være halvvejs god og næsten ærlig. Det kræver kamp at bevare sin karakter. Hvorfor bevare noget, som man allerede ved er ormstukkent? Hans sjæl opgiver sin selvrespekt. Så har du ham. Han vil adlyde. Og han er glad ved det, fordi han ikke kan stole på sig selv, fordi han føler sig usikker og uren.

Det er én måde at gøre det på. Her er en anden. Dræb hans sans for værdier. Dræb hans evne til at fatte storhed – eller opnå den. Man kan ikke herske over store mænd. Vi har ikke brug for store mænd. Benægt ikke begrebet storhed. Ødelæg det indefra. Det store er det sjældne, det vanskelige, undtagelsen. Sæt standarden således, at selv de mindste og dårligst udrustede kan være med – og du fritager alle, store som små, for besværet ved at forsøge at gøre en indsats. Du standser menneskets trang til at søge at forbedre sig eller gøre noget stort og fuldkomment. Le ad Roark, og fremhæv Peter Keating som den store arkitekt. Så har du ødelagt arkitekturen. Gør propaganda for Lois Cook [En elendig forfatter, MRS], og du har ødelagt litteraturen. Lovpris Ike [En fupmager af en teaterforfatter, MRS], og du har ødelagt teatret. Hyld Lancelot Clokey [En elendig journalist, MRS], og du har ødelagt pressen. Prøv ikke at ødelægge alt, hvad der er helligt – det skræmmer folk. Men hvis du forherliger middelmådigheden, jævner du alle helligdomme med jorden.

Der er andre måder. Dræb med latter. Latter er et udtryk for menneskets glæde. Gør den til et ødelæggelsesvåben. Gør latteren til en grimasse. Det er let nok. Lær folk at le ad alt. Sig dem, at humoristisk sans er en stor dyd. Lad ikke noget være helligt i menneskets sjæl – så vil hans sæl heller ikke være ham hellig. Dræb ærefrygten, og du har dræbt helten i mennesket. Man kan ikke nære ærefrygt og samtidig grine. Han vil adlyde, og der vil ikke være grænser for hans lydighed – alt er antageligt – intet er for alvorligt. Her er en anden måde. Den er meget vigtig. Lad ikke menneskene være lykkelige. Lykke giver selvsikkerhed og uafhængighed. Lykkelige mennesker har ikke brug for andre. Lykkelige mænd er frie mænd. Derfor må du dræbe deres livsglæde. Berøv dem alt, hvad der er stort og dyrebart for dem. Lad dem aldrig få, hvad de vil have. Lad dem føle, at selve det personlige begær er noget ondt. Bring dem så vidt, at det at sige ”jeg vil” ikke længere er en naturlig ret, men en skammelig tilståelse. Her er altruismen en stor hjælp. Ulykkelige mennesker vil komme til dig. De trænger til dig. De kommer for at finde trøst og hjælp, og glemsel. Naturen tillader ikke tomme rum. Gør menneskets sjæl tom – og du kan selv fylde tomrummet. Jeg kan ikke forstå, hvorfor du ser så rystet ud, Peter. Det er den ældste lære på jorden. Se på alle de store moralsystemer, fra orienten og op gennem tiderne. Har de ikke alle prædiket, at man bør ofre den personlige glæde? Har de ikke alle trods de forskellige udtryksformer haft det samme ledemotiv: offer, resignation, selvfornægtelse? Har du ikke opfattet deres omkvæd – ’Giv op, giv op, giv op’? Og se på moralen i dag. Enhver nydelse af cigaretter til erotik, fra ærgerrighed til profitmotivet, betragtes som syndig. Bevis blot, at noget gør mennesket lykkeligt – og du har fordømt det. Så vidt er vi kommet. Vi har knyttet lykke og skyld sammen. Og vi har grebet menneskeheden i struben. Kast din førstefødte på offerbålet – lig på et bræt med søm i – gå ud i ørkenen for at dræbe kødets lyster – dans ikke – gå ikke i biografen om søndagen – prøv ikke at blive rig – ryg ikke – drik ikke. Det er samme tanke, der ligger bag det alt sammen. Den store tanke. Dumme mennesker tror at tabuer af denne art er noget vrøvl, noget forældet og gammeldags. Men der er altid en hensigt bag vrøvlet. Gør dig ikke ulejlighed med at analysere vrøvlet – men spørg, hvad det fører til . Ethvert moralsystem, der har prædiket opofrelse, er blevet en verdensmagt, der behersker millioner af mennesker. Naturligvis må det besmykkes. Man må fortælle folk, at de opnår en højere form for lykke ved at opgive alt det, der gør dem lykkelige. Man behøver ikke at udtrykke sig for klart. Brug store dunkle ord. Man behøver ikke at udtrykke sig for klart. ’Universel harmoni’ – ’Den evige ånd’ – ’Guddommelig hensigt – ’Nirvana – ’Paradis’ – ’Racens overlegenhed’ – ’Proletariatets diktatur’. Korruption indefra, Peter. Det er den ældste af alle måder. Farcen har fortsat gennem århundreder, og folk falder stadig for den. Skønt komedien er så let at gennemskue. Hør på profeten, og hvis du hører ordet ’offer’ – så løb. Løb for livet. Sund fornuft burde jo sige en, at hvor der er et offer, må der være nogen, der tager mod offergaverne. Hvor mennesker tjener, er der også nogen, der bliver tjent. Den, der nævner ordet offer, taler i virkeligheden om slaver og herrer og har i sinde at blive herre. Men hvis du nogensinde hører et menneske sige, at du skal være lykkelig, at det er din naturlige ret, at det er din første pligt mode dig selv – så har du fundet en mand, der ikke er ude efter din sjæl, en mand, der ikke har noget at vinde fra dig. Men lad ham [under det kollektivistiske moralsystem, MRS] komme – og du vil skrige dig hæs og hyle op om, at han er et egoistisk uhyre. Så svindelen kan fortsætte i mange hundrede år endnu. Men måske du lagde mærke til en lille ting. Jeg nævnte den sunde fornuft. Forstår du? Menneskene har et våben mod dig. Fornuften. Derfor må du se at få fornuften pillet ud af dem. Tag selve grundlaget bort under dem. Men vær forsigtig. Fornægt ikke fornuften direkte. Fornægt aldrig noget direkte, så røber du dig ikke. Sig ikke, at fornuften er af det onde – skønt enkelte er gået så vidt med stort held. Sig blot, at fornuften er begrænset,. At der er noget, der er højere. Hvad for noget? Det behøver du heller ikke udtrykke så klart. Der er ubegrænsede muligheder. ’Instinkt’ – ’Følelse’ – ’Åbenbaring’ – ’Guddommelig intuition’ – ’Dialektisk materialisme’. Hvis nogen griber dig på et væsentligt punkt og siger, at der ikke er nogen mening i din lære – så er du rede. Du siger ham, at der er noget, der står over meningen. At her må man ikke forsøge at tænke, men at føle. Man må tro. Sæt fornuften ud af spillet, så har du frit slag. Alt går, som du vil have det, og når det passer dig. Så har du ham. Kan man herske over et tænkende menneske? Vi ønsker ikke tænkende mennesker.”

Keating havde sat sig på gulvet ved siden af kommoden; han var så træt, og han havde simpelthen sat sig med korslagte ben. Han ville ikke bort fra kommoden, han følte sig tryggere, så længe han lænede sig mod den, som om den endnu vogtede over det papir, han havde udleveret.

”Peter, du har hørt alt dette. Du har set mig praktisere det i ti år. Du har set det praktiseret verden over. Hvorfor er du rystet? Du har ingen ret til at sidde der og stirre på mig med den moralske overlegenhed, det giver dig at være forarget. Du har været med. Du har taget din del, og du må følge med. Du er bange for at se, hvor det ender. Det er jeg ikke. Jeg skal fortælle dig om fremtidens verden, den verden som jeg vil have, en verden med lydighed og sammenhold. En verden, hvor hvert enkelt menneskes tanker ikke er hans egne, men et forsøg på at gætte, hvad der foregår i hans næstes hjerne, der heller ikke rummer en selvstændig tanke, kun gisninger om, hvad der foregår i næstens hjerne og så videre, Peter, kloden rundt. Fordi alle må være enige med alle. En verden, hvor intet menneske kan have noget personligt begær, men vil bestræbe sig på at tilfredsstille sin næstes begær, der heller ikke eksisterer. Fordi alle må tjene alle. En verden, hvor ingen vil arbejde for at opnå noget så uskyldigt som penge, men for det hovedløse uhyre, der hedder prestige. Medmenneskers respekt – deres gode mening – den gode mening hos mennesker, der ikke får lov at have nogen mening. En blæksprutte med fangarme og uden hjerne [demokratisk kontrol, MRS]. Der bliver aldrig tale om at fælde en dom., der bliver kun offentlige afstemninger. Et gennemsnit af nuller – da individualitet er forbudt. En verden, hvor motoren er slået fra – en verden med et enkelt hjerte, der pumpes med hånden. Min hånd – og nogle få andre mænds hænder – nogle få mænd af min slags, der ved, hvad der rører sig i alle jer små gennemsnitsmennesker, der ikke har rejst jer i raseri, når vi kaldte jer gennemsnitsmennesker, men har fundet behag i og godkendt benævnelsen. I skal sidde på tronen og blive forherliget, I vil få den uindskrænkede magt, som alle fortidens despoter ville misunde jer. Vox populi. Det gennemsnitlige, det jævne, det almindelige vil komme til at herske. Ved du, hvad der er det modsatte af jeget? Det banale, Peter. Det banales herredømme [Demokrati, MRS]. Men selv det banale må have sin oprindelse et sted. Vi skal være begyndelsen. Vox dei. Vi vil fuldstændige underkaste os massen, der aldrig har lært andet end at underkaste sig. Vi vil kalde det at ’tjene’. Vi vil give medaljer for tro tjeneste. I vil kappes om at komme til at underkaste jer. Der bliver intet andet mål for ærgerrigheden. Kan du forestille dig Howard Roark i en sådan verden? Nej? Så spild ikke tiden med dumme spørgsmål. Alt, hvad der ikke lader sig beherske, må forsvinde. Og hvis der stadig af og til bliver født unaturlige undtagelser, vil de ikke overleve deres tolvte år. Når deres hjerne begynder at funktionere, vil den mærke trykket og eksplodere. Ved du, hvordan det går med dybhavsfisk, der kommer op til overfladen? Sådan går det med fremtidens Roarker. Alle I andre vil smile og adlyde. Har du lagt mærke til, at åndssvage altid smiler? Menneskets første panderynken er Guds første stempel på dets pande. Tankens stempel. Men vi vil hverken vide af Gud eller tanken. Kun afstemning ved smil. Automatiske stemmer, der alle siger ja… Hvis du nu var lidt mere intelligent – som for eksempel din tidligere kone – ville du spørge: Men hvad med herskerne, hvad med Ellsworth Monkton Toohey? Og jeg vil sige: Ja, du har ret. Jeg opnår at I bliver ved at være tilfredse, ved at lyve for jer, smigre jeres forfængelighed og lovprise jer og holde taler om folket og det fælles bedste. Peter, min stakkels gamle ven, jeg er det mest uselviske menneske, du nogensinde har truffet. Jeg er mindre uafhængig end du, skønt jeg lige har tvunget dig til at sælge din sjæl. Du har da i al fald brugt menneskene for at opnå noget af dem. Jeg ønsker ikke noget personligt. Jeg bruger kun mennesker med henblik på det, jeg kan gøre for dem. Det er min eneste funktion og min eneste tilfredsstillelse. Jeg har intet personligt mål. Jeg ønsker magt. Jeg ønsker min nye verden. Alle skal leve for alle. Alle skal ofre og ingen høste udbytte. Alle skal lide og ingen glæde sig. Fremskridtet må standses. Der er lighed i stagnation. Alle skal være underkastet alles vilje. Universelt slaveri er målet, slaveri under slaveriet. En stor cirkel og total lighed – det er fremtidens verden.”

”Ellsworth … du er … ”

”Gal? Tør du ikke sige det? Der sidder du, og ordet står skrevet over hele dit ansigt, dit sidste håb. Gal? Se dig om. Tag den første, den bedste aftenavis og læs overskrifterne. Kommer det ikke nærmere? Er det her ikke? Alt det, jeg har talt om? Er Europa ikke allerede opslugt, og er vi ikke ved at følge efter? Alt, hvad jeg har sagt, rummes i et enkelt ord – kollektivismen. Er det ikke dette århundredes gud? Handle sammen, tænke sammen, føle sammen, slutte os sammen, være enige, adlyde, tjene og ofre. Del og hersk – først. Men dernæst foren og hersk. Det har vi endelig opdaget. Kan du huske den romerske kejser, der sagde, at han ville ønske, menneskeslægten havde én hals, så han kunne hugge den over? Folk har leet ad ham i mange hundrede år. Men den, der ler sidst, ler bedst. Vi har opnået hvad han ikke magtede, vi har lært menneskene at forene sig. Og dermed har vi en enkelt hals vi kan lægge lænken om. Vi har fundet det magiske ord. Kollektivismen. Se på Europa, dit fjols. Kan du ikke se gennem al vrøvlet og se det væsentlige? Ét land hylder bygger på tanken om, at individet ingen ret har, at kollektivet er alt. Individet betragtes som et onde, massen som Gud. Intet motiv og ingen dyd tillades – undtagen det, der tjener proletariatet. Det er én form. Et andet land bygger på tanken om, at individet ikke har nogen rettigheder, at staten er alt. Individet betragtes som et onde, racen som Gud. Intet motiv og ingen dyd tillades – ud over det, der tjener racen. Er jeg rivende gal, eller er det allerede den nøgne virkelighed på to kontinenter. Se, hvordan cirklen sluttes. Hvis du bliver ked af den ene form, driver vi dig over i den anden. Frem og tilbage. Vi har lukket dørene. Vi har mønten parat – plat, kollektivisme, og krone, kollektivisme. Bekæmp en lære, der slagter individet, med en anden lære, der slagter individet. Giv din sjæl til et ’råd’ – eller giv den til en fører. Men giv den, giv den, giv den. Min teknik, Peter. Giv gift som mad, og giv gift som modgift. Gør, hvad du vil med detaljerne, men hold fast på hovedsagen. Lad idioterne vælge, lad dem more sig – men glem ikke målet. Dræb individet. Dræb menneskets sjæl. Resten går rent automatisk. Se, hvordan verden ser ud i øjeblikket, Peter. Tror du stadig, jeg er gal?”

Keating sad på gulvet med skrævende ben. Han løftede den ene hånd og så på fingerspidserne, så stak han den i munden og bed en neglerod af. Men bevægelsen betød ikke noget, han var reduceret til en enkelt sans nu, høresansen, og Toohey vidste, at han ikke kunne vente svar.

Keating ventede lydigt; det lod ikke til, at det gjorde nogen forskel for ham; lyden var holdt op, og nu var det hans opgave at vente, til den begyndte igen.

Toohey lagde hænderne på armlænene, så løftede han håndfladerne og lod dem falde ned på stolen igen med et lille klask, en resigneret afslutning. Han rejste sig.

”Tak, Peter”, sagde han alvorligt. ”Ærlighed er en vanskelig ting at udrydde. Jeg har talt til store forsamlinger hele mit liv. Dette var en tale, jeg aldrig har haft lejlighed til at holde.”

Keating løftede hovedet. Stemmen lød, som om han tog rædslen på forskud – den var ikke skræmt, men den rummede ligesom ekkoet af den næste time:

”Gå ikke, Ellsworth.”

Toohey stod foran ham og lo sagte.

”Det var svaret, Peter. Det er beviset. Du ved, hvad jeg er, du ved hvad jeg har gjort mod dig, du gør dig ikke længere illusioner om dyd. Men du kan ikke forlade mig, og du vil aldrig være i stand til at forlade mig. Du har adlydt mig i idealernes navn. Du vil også adlyde mig uden idealer. For det er alt, hvad du duer til nu. … Godnat, Peter.”

Bragt på Liberator første gang februar 2004.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password