Individualisme som vejen til kollektivitet

Kim Hvid Johnsen vil arbejde for at afskaffe modsætningen mellem individualisme og ægte kollektivitet.

Det følgende er skrevet som et tankeeksperiment. Det betyder, at pointerne er intuitive indsigter, der ikke er gennemarbejdede og derfor ikke udtryk for min endelige holdning. Teksten er ment som en organisering af en række strøtanker, der har rumsteret hos mig de sidste mange år efterhånden. Formålet er at skabe en dialog om, hvorledes vi som liberale kan ophæve nogle af de modsætninger, som mange mener, der er mellem liberalismen eller individualismen og fællesskaber. Der er vist ingen tvivl om, at liberalisme ikke er et positivt ladet ord hos den brede offentlighed, og individualisme benyttes oftest til at forklare alt lige fra dårligdom hos specielt de yngre generationer til den afrikanske elendighed. Kapitalisme er ren ondskab, et nødvendigt onde vil Venstre-politikeren sige, men dog et onde man hellere var foruden, hvis bare man lige kunne løse Mises’ calculation kritik.

For at forklare dette fænomen vil jeg ty til en kilde, der ellers ikke er så brugt af liberale skribenter; nemlig Karl Marx. En af Marx’ helt centrale indsigter er, at mennesket har en tendens til at definere sig i klasser. Ordet klasse er selvfølgelig meget venstreorienteret i sin klang, men tag ikke fejl: Klasse-ideen er en ekstremt god analytisk enhed, og der har igennem historien stort set altid været defineret klasser, stænder eller andre former for social differentiering. Både af medlemmerne af en given ”klasse”, men også af andre, der indirekte definerer sig som en klasse i kraft af at betragte sig som adskilt fra en bestemt gruppe.

Måske er det et resultat af menneskets hang til orden, at det er nødvendigt at orientere sig socialt v.h.a. tilhørsforhold; som tilhørende en orden eller som afskåret fra den. Den traditionelle liberale tanke om at ejendomsretten grundlæggende er afledt af det at være individ, fungerer jo netop ved at skabe opdeling. Instinktet er dybt, så dybt at man stadigt taler om naturret i visse liberale kredse.

Det forholder sig altså sådan, at demarkering spiller en stor rolle for menneskets selvopfattelse, og det er nærliggende at tro, at dette samtidigt betyder, at det, man demarkerer sig i forhold til, betegnes som noget mindreværdigt, eller i sjældne tilfælde som noget ophøjet.

Men lad mig kvalificere mine udsagn om klasseopdelingen lidt. Jeg er udmærket klar over, at det ikke er et standpunkt, de fleste liberale vil dele med mig, og derfor kan det måske være en god idé at konkretisere, præcist hvad jeg mener, så dialogen kan blive så opbyggelig som muligt.

For det første: Jeg mener ikke, at der objektivt eksisterer klasser, eller at de har en transcendental egenskab i sig selv, som Marx syntes at påstå. Klasser eksisterer kun i kraft af, at en gruppe mennesker definerer sig i forhold til dem, og deres konkretitet findes kun i kraft af denne konstruktion. Klassebegrebet bliver i denne sammenhæng brugt videst muligt, altså som den egenskab, der gør, at individer kan konstituere en gruppe v.h.a. deres delte selvopfattelse. Disse selvopfattelser behøver ikke være identiske internt i gruppen, altså objektivt ens, men der skal være en ide om, at de tilhører samme gruppe.

For det andet: Bare fordi der eksisterer denne opfattelse, gør det ikke tendensen til noget opbyggeligt eller ønskværdigt. For mig at se er der ikke kun negative konsekvenser ved denne tendens, for folk har det vel bedst med at kunne eksistere i de fællesskaber, de føler passer dem bedst, og et fællesskab fordrer samtidigt adskillelse. Problemet opstår, når den demarkering en gruppe foretager udskiller én hovedfjende, eller ”den anden” som psykologerne kalder fænomenet. Det er ikke svært at finde eksempler på den ekstreme venstrefløj, hvor den anden ophøjes til en størrelse, der kan bekæmpes med alle midler. Men også den økonomiske højrefløj kan. Hos os er det Staten (eller statisten eller kollektivisten), der er den gruppe vi – næsten – kan blive enige om godt må bekæmpes med alle legitime midler.

Historisk har man altid kunnet finde denne tendens til gruppeorientering. Grækerne havde klare juridiske og sociale klasser. Middelalderen ligeså. Renæssancen så merkantilismen og købmandens fællesskab ændre på samfundets grundlæggende struktur. Syttenhundredetallet gav anledning til en ændret selvopfattelse blandt de danske bønder. Attenhundredetallet er velkendt med konstruktionen af arbejderklassen og dermed konstruktionen af kollektivismen og velfærdsstatens fundament. Således har hver epoke haft et udvalg af ”den anden”.

Men indtil videre er der ikke noget i min redegørelse, der indikerer, at dette skulle skabe en antipati mod individualismen og dermed liberalismen.

Når liberalismen hylder individet og minder os om, at kollektivet kun kan fungere på individets præmisser, så beder man samtidigt individet, der identificerer sig via en klasse, erkende, at denne klasse i realiteten er en tom størrelse. Hvis dette individ – hvad ofte er tilfældet – placerer en stor del af sin selvopfattelse i netop dette tilhørsforhold, så opfattes dette som at individets forankring, eller identitet, tages bort. Dette på trods af, at liberalismen ikke hævder, at sådanne identitetskonstruktioner er forkerte.

Opfattelsen af individualismens væsen som lig rodløshed, som fjernelse af al forankring og dermed identitet, spejles i kapitalismen, der – korrekt – opfattes som individualismens endelige manifestation. Markedet tolererer ikke klasseopdelingen – det er som regel en dårlig investering. Selv når markedet udnytter folks identitet ved at segmentere, så opfattes det ikke som styrkende. Det opfattes derimod som en invasion. Segmenteringen afslører, at tilhørsforholdet til en gruppe kan udnyttes af kapitalismen til at udfylde de behov, dette tilhørsforhold måtte skabe.
Kapitalismen er altså en konstant påmindelse om, at grupperinger kun er konstruktioner, og at de sociale institutioner, der fungerer bedst, er dem, der, med Hayeks udtryk, er opstået spontant og fungerer uden at folk knytter et identitetsskabende bånd til dem. Så når brede dele af den vestlige befolkning opfatter individualismen som en del af problemet og ikke løsningen, er det udtryk for en ganske naturlig reaktion mod, at en del af deres identitet trues. Det er derfor også naturligt, at der i takt med kapitalismens udbredelse og globaliseringen opstår større og større modstand mod individualismen.

Historisk er det tydeligt at se, at der i takt med industrialiseringsprocessernes udvikling har eksisteret en sideløbende kollektiviseringsproces. I takt med at folk har skullet agere mere og mere individuelt og mere og mere løsrevet fra deres gruppeidentitet, har folk søgt et tvunget fællesskab, der på en måde mætter behovet for et tilhørsforhold.

Det, der i mine øjne er behov for, er en stædig insisteren og argumentering for, at den bedste måde at fungere kollektivistisk på i virkeligheden er v.h.a. individualismen. Det store mål er at ændre folks opfattelse af individualismen, men ikke ved at tale imod kollektivisme, der jo ikke er problemet i sig selv. Den bedste metode til at ændre folks holdning på har altid været samtale. Højtråben har det ene formål at tilfredsstille den råbende. Så det handler om at møde statisterne på deres præmisser og vise dem, at individualismen er den bedste måde at fungere kollektivistisk på. At frivillige fællesskaber er stærkere end tvungne, og at individualismen kun kan give og ikke frarøve. Simpelthen ved at fjerne modsætningen mellem individualisme og kollektivitet. Når det først er opnået, tror jeg ikke, at det vil være svært at få samfundet rettet ind på en mere liberal kurs. Eller for at sige det mere præcist: Når det er opnået, så er samfundet rettet ind på en mere liberal kurs. Det vil blot være de sociale institutioner, der vil mangle at rette ind.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password