Det følgende er skrevet som et tankeeksperiment. Det betyder, at pointerne er intuitive indsigter, der ikke er gennemarbejdede og derfor ikke udtryk for min endelige holdning. Teksten er ment som en organisering af en række strøtanker, der har rumsteret hos mig de sidste mange år efterhånden. Formålet er at skabe en dialog om, hvorledes vi som liberale kan ophæve nogle af de modsætninger, som mange mener, der er mellem liberalismen eller individualismen og fællesskaber. Der er vist ingen tvivl om, at liberalisme ikke er et positivt ladet ord hos den brede offentlighed, og individualisme benyttes oftest til at forklare alt lige fra dårligdom hos specielt de yngre generationer til den afrikanske elendighed. Kapitalisme er ren ondskab, et nødvendigt onde vil Venstre-politikeren sige, men dog et onde man hellere var foruden, hvis bare man lige kunne løse Mises’ calculation kritik.
For at forklare dette fænomen vil jeg ty til en kilde, der ellers ikke er så brugt af liberale skribenter; nemlig Karl Marx. En af Marx’ helt centrale indsigter er, at mennesket har en tendens til at definere sig i klasser. Ordet klasse er selvfølgelig meget venstreorienteret i sin klang, men tag ikke fejl: Klasse-ideen er en ekstremt god analytisk enhed, og der har igennem historien stort set altid været defineret klasser, stænder eller andre former for social differentiering. Både af medlemmerne af en given ”klasse”, men også af andre, der indirekte definerer sig som en klasse i kraft af at betragte sig som adskilt fra en bestemt gruppe.
Måske er det et resultat af menneskets hang til orden, at det er nødvendigt at orientere sig socialt v.h.a. tilhørsforhold; som tilhørende en orden eller som afskåret fra den. Den traditionelle liberale tanke om at ejendomsretten grundlæggende er afledt af det at være individ, fungerer jo netop ved at skabe opdeling. Instinktet er dybt, så dybt at man stadigt taler om naturret i visse liberale kredse.
Det forholder sig altså sådan, at demarkering spiller en stor rolle for menneskets selvopfattelse, og det er nærliggende at tro, at dette samtidigt betyder, at det, man demarkerer sig i forhold til, betegnes som noget mindreværdigt, eller i sjældne tilfælde som noget ophøjet.
Men lad mig kvalificere mine udsagn om klasseopdelingen lidt. Jeg er udmærket klar over, at det ikke er et standpunkt, de fleste liberale vil dele med mig, og derfor kan det måske være en god idé at konkretisere, præcist hvad jeg mener, så dialogen kan blive så opbyggelig som muligt.
For det første: Jeg mener ikke, at der objektivt eksisterer klasser, eller at de har en transcendental egenskab i sig selv, som Marx syntes at påstå. Klasser eksisterer kun i kraft af, at en gruppe mennesker definerer sig i forhold til dem, og deres konkretitet findes kun i kraft af denne konstruktion. Klassebegrebet bliver i denne sammenhæng brugt videst muligt, altså som den egenskab, der gør, at individer kan konstituere en gruppe v.h.a. deres delte selvopfattelse. Disse selvopfattelser behøver ikke være identiske internt i gruppen, altså objektivt ens, men der skal være en ide om, at de tilhører samme gruppe.
For det andet: Bare fordi der eksisterer denne opfattelse, gør det ikke tendensen til noget opbyggeligt eller ønskværdigt. For mig at se er der ikke kun negative konsekvenser ved denne tendens, for folk har det vel bedst med at kunne eksistere i de fællesskaber, de føler passer dem bedst, og et fællesskab fordrer samtidigt adskillelse. Problemet opstår, når den demarkering en gruppe foretager udskiller én hovedfjende, eller ”den anden” som psykologerne kalder fænomenet. Det er ikke svært at finde eksempler på den ekstreme venstrefløj, hvor den anden ophøjes til en størrelse, der kan bekæmpes med alle midler. Men også den økonomiske højrefløj kan. Hos os er det Staten (eller statisten eller kollektivisten), der er den gruppe vi – næsten – kan blive enige om godt må bekæmpes med alle legitime midler.
Historisk har man altid kunnet finde denne tendens til gruppeorientering. Grækerne havde klare juridiske og sociale klasser. Middelalderen ligeså. Renæssancen så merkantilismen og købmandens fællesskab ændre på samfundets grundlæggende struktur. Syttenhundredetallet gav anledning til en ændret selvopfattelse blandt de danske bønder. Attenhundredetallet er velkendt med konstruktionen af arbejderklassen og dermed konstruktionen af kollektivismen og velfærdsstatens fundament. Således har hver epoke haft et udvalg af ”den anden”.
Men indtil videre er der ikke noget i min redegørelse, der indikerer, at dette skulle skabe en antipati mod individualismen og dermed liberalismen.
Når liberalismen hylder individet og minder os om, at kollektivet kun kan fungere på individets præmisser, så beder man samtidigt individet, der identificerer sig via en klasse, erkende, at denne klasse i realiteten er en tom størrelse. Hvis dette individ – hvad ofte er tilfældet – placerer en stor del af sin selvopfattelse i netop dette tilhørsforhold, så opfattes dette som at individets forankring, eller identitet, tages bort. Dette på trods af, at liberalismen ikke hævder, at sådanne identitetskonstruktioner er forkerte.
Opfattelsen af individualismens væsen som lig rodløshed, som fjernelse af al forankring og dermed identitet, spejles i kapitalismen, der – korrekt – opfattes som individualismens endelige manifestation. Markedet tolererer ikke klasseopdelingen – det er som regel en dårlig investering. Selv når markedet udnytter folks identitet ved at segmentere, så opfattes det ikke som styrkende. Det opfattes derimod som en invasion. Segmenteringen afslører, at tilhørsforholdet til en gruppe kan udnyttes af kapitalismen til at udfylde de behov, dette tilhørsforhold måtte skabe.
Kapitalismen er altså en konstant påmindelse om, at grupperinger kun er konstruktioner, og at de sociale institutioner, der fungerer bedst, er dem, der, med Hayeks udtryk, er opstået spontant og fungerer uden at folk knytter et identitetsskabende bånd til dem. Så når brede dele af den vestlige befolkning opfatter individualismen som en del af problemet og ikke løsningen, er det udtryk for en ganske naturlig reaktion mod, at en del af deres identitet trues. Det er derfor også naturligt, at der i takt med kapitalismens udbredelse og globaliseringen opstår større og større modstand mod individualismen.
Historisk er det tydeligt at se, at der i takt med industrialiseringsprocessernes udvikling har eksisteret en sideløbende kollektiviseringsproces. I takt med at folk har skullet agere mere og mere individuelt og mere og mere løsrevet fra deres gruppeidentitet, har folk søgt et tvunget fællesskab, der på en måde mætter behovet for et tilhørsforhold.
Det, der i mine øjne er behov for, er en stædig insisteren og argumentering for, at den bedste måde at fungere kollektivistisk på i virkeligheden er v.h.a. individualismen. Det store mål er at ændre folks opfattelse af individualismen, men ikke ved at tale imod kollektivisme, der jo ikke er problemet i sig selv. Den bedste metode til at ændre folks holdning på har altid været samtale. Højtråben har det ene formål at tilfredsstille den råbende. Så det handler om at møde statisterne på deres præmisser og vise dem, at individualismen er den bedste måde at fungere kollektivistisk på. At frivillige fællesskaber er stærkere end tvungne, og at individualismen kun kan give og ikke frarøve. Simpelthen ved at fjerne modsætningen mellem individualisme og kollektivitet. Når det først er opnået, tror jeg ikke, at det vil være svært at få samfundet rettet ind på en mere liberal kurs. Eller for at sige det mere præcist: Når det er opnået, så er samfundet rettet ind på en mere liberal kurs. Det vil blot være de sociale institutioner, der vil mangle at rette ind.

Join the Conversation

13 Comments

  1. Selv http://www.leksikon.org/art.php?n=1397 tager afstand fra kollektivisme. Sådan rent retorisk, så tror jeg at det er bedre at bruge ordet fællesskabet, selvom kollektiv og fællesskab betyder næsten det samme.
    Problemet med fællesskabet, demokratiet o.s.v. er at et fællesskab jo er godt, så derfor må det “totale fællesskab” jo være den “endegyldige lykke”. Det er lidt ulykken i vores tidsalder at man ikke forstår at ramme måde.

  2. Selv http://www.leksikon.org/art.php?n=1397 tager afstand fra kollektivisme. Sådan rent retorisk, så tror jeg at det er bedre at bruge ordet fællesskabet, selvom kollektiv og fællesskab betyder næsten det samme.
    Problemet med fællesskabet, demokratiet o.s.v. er at et fællesskab jo er godt, så derfor må det “totale fællesskab” jo være den “endegyldige lykke”. Det er lidt ulykken i vores tidsalder at man ikke forstår at ramme måde.

  3. Tak for en virkelig god igangsætter. Artiklen slår ind på en farbar vej, for den nedbryder ikke kun den falske modsætning mellem individ og gruppe, som liberalismens kritikere lystigt kolporterer, men den skiserer også flere muligheder for udviklingen af de ideer, artiklen indeholder. At den er ufærdig, gør ikke noget, så længe det der er i den allerede, er noget, man kan arbejde videre med.
    Om individet. Individet er ikke en enkeltstående, selvberoende størrelse. ( Kun Gud er absolut, for kun Gud forudsætter ikke noget andet for at være til. ) Individet er allerede en social størrelse, dvs. en af slagsen. ( Synspunktet er udfoldet i Volker Gerhardts Selbsbestimmung. Das Prinzip der Individualität.)
    Klassebegrebet. Det marxske klassebegreb er dog objektivt: ejendomsretten til produktionsmidlerne. Merværditeorien må falsificeres på økonomiske præmisser. Det gør Hülsmann i sin første forelæsning her.
    Men det er interessant, at klassebegrebet er blevet altmodisch. I dag er det mere relevant at tale om lag (se f.eks. Ulrich Bech i Risikogesellschaft ). De sociale lag skabes af staten gennem beskatning. Derfor skaber velfærdsstaten både et neo-feudalt samfund og cementerer den sociale lagdeling, som først markedet er i stand til at frigøre individer fra.
    Individualiseringsprocessen. Den omtales af biedermeiersocialister som en form for kønssygdom, der spredes af liberalister. Men individualiseringsprocessen er lige så lidt som globaliseringen noget, man kan blive fritaget for ved at stemme på et parti eller opnå offentlig ansættelse. Den er et vilkår for alle.
    Det var blot et par strøtanker on the spur of the moment.
    Men tak for artiklen og gerne mere af samme slags.

  4. Tak for en virkelig god igangsætter. Artiklen slår ind på en farbar vej, for den nedbryder ikke kun den falske modsætning mellem individ og gruppe, som liberalismens kritikere lystigt kolporterer, men den skiserer også flere muligheder for udviklingen af de ideer, artiklen indeholder. At den er ufærdig, gør ikke noget, så længe det der er i den allerede, er noget, man kan arbejde videre med.
    Om individet. Individet er ikke en enkeltstående, selvberoende størrelse. ( Kun Gud er absolut, for kun Gud forudsætter ikke noget andet for at være til. ) Individet er allerede en social størrelse, dvs. en af slagsen. ( Synspunktet er udfoldet i Volker Gerhardts Selbsbestimmung. Das Prinzip der Individualität.)
    Klassebegrebet. Det marxske klassebegreb er dog objektivt: ejendomsretten til produktionsmidlerne. Merværditeorien må falsificeres på økonomiske præmisser. Det gør Hülsmann i sin første forelæsning her.
    Men det er interessant, at klassebegrebet er blevet altmodisch. I dag er det mere relevant at tale om lag (se f.eks. Ulrich Bech i Risikogesellschaft ). De sociale lag skabes af staten gennem beskatning. Derfor skaber velfærdsstaten både et neo-feudalt samfund og cementerer den sociale lagdeling, som først markedet er i stand til at frigøre individer fra.
    Individualiseringsprocessen. Den omtales af biedermeiersocialister som en form for kønssygdom, der spredes af liberalister. Men individualiseringsprocessen er lige så lidt som globaliseringen noget, man kan blive fritaget for ved at stemme på et parti eller opnå offentlig ansættelse. Den er et vilkår for alle.
    Det var blot et par strøtanker on the spur of the moment.
    Men tak for artiklen og gerne mere af samme slags.

  5. @ Kjeld Flarup. En af mine pointer er netop at overtage betydningen af en række ord der idag ikke er kompatible med liberalisme. Derfor er kollektivisme et godt nok ord. Det er som du netop påpeger langt mere belastet.
    @Bo Nake
    Jeg er ikke sikker på at jeg forstår hvad du mener med individualiseringprocessen. Men det lader til at du mener at det moderne marked automatisk skaber et meget individualistisk(på den egoistiske asociale måde) menneske. Det er jeg ikke sikker på jeg er enig i. Men måske læser jeg din kommentar forkert. Hvis du mener at vi alle er individer så syntes jeg kommentaren tager socialisternes kritik af individualiseringsprocesen lidt for let. Jeg tror ikke du finder en socialist der mener at der ikke findes individer men de vil fremhæve de sociale forankringer i individet som værende af stor betydning for individet. Større end individet selv kan overskue. Dette er jeg for så vidt enig i og et af mine pointer er netop at vi liberale skal fremhæve disse forankringer og fremhæve det nødvendige i at udvikle de frivillige fællesskaber istedet for de mange statslige fællesskaber vi tvinges ind i. Idag er det næste endt med at folk ikke er istand til at danne disse fællesskaber på noget område med konsekvens. Små idrætsforeninger osv er ok, men når det er alvor og der skal løftes i flok så er det staten man vender sig til (og klientliggør sig dermed samtidigt). Igen er USA det store forbilled. Her blomstrer de frivillige fællesskaber. Støttegrupper af alle afskygninger fungerer uden at staten har haft indflydelse på dem, og der er mange andre af den slags meget dybe sociale fællesskaber der fungerer.
    Strøtanker on the spur of the moment.
    Venligst Kim

  6. @ Kjeld Flarup. En af mine pointer er netop at overtage betydningen af en række ord der idag ikke er kompatible med liberalisme. Derfor er kollektivisme et godt nok ord. Det er som du netop påpeger langt mere belastet.
    @Bo Nake
    Jeg er ikke sikker på at jeg forstår hvad du mener med individualiseringprocessen. Men det lader til at du mener at det moderne marked automatisk skaber et meget individualistisk(på den egoistiske asociale måde) menneske. Det er jeg ikke sikker på jeg er enig i. Men måske læser jeg din kommentar forkert. Hvis du mener at vi alle er individer så syntes jeg kommentaren tager socialisternes kritik af individualiseringsprocesen lidt for let. Jeg tror ikke du finder en socialist der mener at der ikke findes individer men de vil fremhæve de sociale forankringer i individet som værende af stor betydning for individet. Større end individet selv kan overskue. Dette er jeg for så vidt enig i og et af mine pointer er netop at vi liberale skal fremhæve disse forankringer og fremhæve det nødvendige i at udvikle de frivillige fællesskaber istedet for de mange statslige fællesskaber vi tvinges ind i. Idag er det næste endt med at folk ikke er istand til at danne disse fællesskaber på noget område med konsekvens. Små idrætsforeninger osv er ok, men når det er alvor og der skal løftes i flok så er det staten man vender sig til (og klientliggør sig dermed samtidigt). Igen er USA det store forbilled. Her blomstrer de frivillige fællesskaber. Støttegrupper af alle afskygninger fungerer uden at staten har haft indflydelse på dem, og der er mange andre af den slags meget dybe sociale fællesskaber der fungerer.
    Strøtanker on the spur of the moment.
    Venligst Kim

  7. Med individualiseringsprocessen tænker jeg på den udvikling, der med industrialisering og urbanisering nedbrød traditionnelle bindinger og fællesskaber. Den er også omtalt i begyndelsen af Taberfabrikken. Det gamle (før-industrielle) samfund blev også nostalgisk kaldt det organiske. Traditionelt forstår man velfærdsstaten som svaret på det organiske samfunds opløsning. Det er en forenkling. Når det var Tyskland, der indførte velfærdsstaten – under Bismarck -, var det også, fordi man ønskede en stærk statsmagt. Jeg opfatter derimod markedet som frigørende. F.eks. vil nogle gerne forstå lighedstænkning som en følge af kristendom. Det vil dog være mere indlysende at se den som følge af pengeøkonomi. Byttemidlet gør alle lige.
    Men svaret på den iscenesatte solidaritet, bragt i stand af staten v.hj.a. beskatning, må være frivillige sammenslutninger. Over for den statslige forvaltning af solidaritetsbegrebet må man sige, at man kan kun være solidarisk med mennesker, som man deler vilkår med, og som man står i en lige relation til. Den tanke er gift for velfærdsstaten, der næres af ulighed og asymmetrier.

  8. Med individualiseringsprocessen tænker jeg på den udvikling, der med industrialisering og urbanisering nedbrød traditionnelle bindinger og fællesskaber. Den er også omtalt i begyndelsen af Taberfabrikken. Det gamle (før-industrielle) samfund blev også nostalgisk kaldt det organiske. Traditionelt forstår man velfærdsstaten som svaret på det organiske samfunds opløsning. Det er en forenkling. Når det var Tyskland, der indførte velfærdsstaten – under Bismarck -, var det også, fordi man ønskede en stærk statsmagt. Jeg opfatter derimod markedet som frigørende. F.eks. vil nogle gerne forstå lighedstænkning som en følge af kristendom. Det vil dog være mere indlysende at se den som følge af pengeøkonomi. Byttemidlet gør alle lige.
    Men svaret på den iscenesatte solidaritet, bragt i stand af staten v.hj.a. beskatning, må være frivillige sammenslutninger. Over for den statslige forvaltning af solidaritetsbegrebet må man sige, at man kan kun være solidarisk med mennesker, som man deler vilkår med, og som man står i en lige relation til. Den tanke er gift for velfærdsstaten, der næres af ulighed og asymmetrier.

  9. Naturligvis kan frigørelsen eller individualiseringen sætte nogle under pres. Engels har et klart eksempel i The Condition of the Working Class in England in 1844. En far bebrejder sine to døtre, at de vil hen på the gin palace lørdag aften. Pigerne svarer igen, at da de selv tjener deres penge, har han ingen myndighed over dem. Der er jo ret meget i den lille anekdote, bl.a. at kvindefrigørelsen begynder i arbejderklassen. ( Lovgivningen reagerede langsomt. Det var i England først i 1870, at en gift kvinde fik fuld råderet over sine egne indtægter. )
    Det hævdes ofte, at det er en nødvendighed, at staten træder til efter det gamle (før-industrielle) samfunds opløsning. Som jeg ser det, er det at gøre problemet til løsningen.

  10. Naturligvis kan frigørelsen eller individualiseringen sætte nogle under pres. Engels har et klart eksempel i The Condition of the Working Class in England in 1844. En far bebrejder sine to døtre, at de vil hen på the gin palace lørdag aften. Pigerne svarer igen, at da de selv tjener deres penge, har han ingen myndighed over dem. Der er jo ret meget i den lille anekdote, bl.a. at kvindefrigørelsen begynder i arbejderklassen. ( Lovgivningen reagerede langsomt. Det var i England først i 1870, at en gift kvinde fik fuld råderet over sine egne indtægter. )
    Det hævdes ofte, at det er en nødvendighed, at staten træder til efter det gamle (før-industrielle) samfunds opløsning. Som jeg ser det, er det at gøre problemet til løsningen.

  11. Individualisering har trange kår, idet staten med ekstrem beskatning, har sat sig tungt på borgernes handlemuligheder; meget få kan finde råd til det frie valg: Der er, for de fleste væsentlige områder af et liv, allerede disponeret, på borgernes vegne; og det med apati, og stockholmssyndrom overfor staten, til følge.Spørgsmålet er, hvordan man debriefer borgerne, så de kan få et liv i igen; et liv hvor de beskytter børnenes individualitet imod statens pølsemaskine. Men hvad nu, hvis de fleste er tilfredse med somatilstand. Og endelig, er det acceptable liberale demokrati i øvrigt ikke druknet for længst…………..

  12. Individualisering har trange kår, idet staten med ekstrem beskatning, har sat sig tungt på borgernes handlemuligheder; meget få kan finde råd til det frie valg: Der er, for de fleste væsentlige områder af et liv, allerede disponeret, på borgernes vegne; og det med apati, og stockholmssyndrom overfor staten, til følge.Spørgsmålet er, hvordan man debriefer borgerne, så de kan få et liv i igen; et liv hvor de beskytter børnenes individualitet imod statens pølsemaskine. Men hvad nu, hvis de fleste er tilfredse med somatilstand. Og endelig, er det acceptable liberale demokrati i øvrigt ikke druknet for længst…………..

  13. Individualisering har trange kår, idet staten med ekstrem beskatning, har sat sig tungt på borgernes handlemuligheder; meget få kan finde råd til det frie valg: Der er, for de fleste væsentlige områder af et liv, allerede disponeret, på borgernes vegne; og det med apati, og stockholmssyndrom overfor staten, til følge.Spørgsmålet er, hvordan man debriefer borgerne, så de kan få et liv i igen; et liv hvor de beskytter børnenes individualitet imod statens pølsemaskine. Men hvad nu, hvis de fleste er tilfredse med somatilstand. Og endelig, er det acceptable liberale demokrati i øvrigt ikke druknet for længst…………..

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.