Den økonomiske krise er – jf. Politiken – nået til Amager, hvor en enlig mor ikke kan betale børneinsitution og husleje.
Fra Enlig mor: Jeg kan ikke betale min husleje – Politiken.dk
“På Amager mærker Christina Leth følgerne af finanskrisen. Hun er enlig mor og bor i en andelsbolig med afdragsfrit lån og variabel rente.”
Ja, sørme om det ikke er den “økonomiske krise” der bider hende i hælene. Det kan da sørme ikke være nogle fuldstændigt vanvittige dispusitioner.
På den ene side har hun vel egentlig krav på samme behandling af Nationalbanken, som Roskilde Bank fik.
På den anden side set har hun, præcis ligesom bankerne og ejendomsinvestorerne, gamblet med sine penge. Og det har konsekvenser.
Det skal ikke hedde sig at vi, på Liberator, er stakkelhadere. Men, det er ikke synd for folk, der ikke tænker sig om – hvadenten det er en bank eller en enlig mor fra Amager.
Fra Politiken: Enlig mor kan ikke betale husleje pga. "krisen"
“Men da vi gik fra hinanden i 2007, stod jeg alene med en dyr lejlighed, der var langt over, hvad jeg kunne dække alene. Det har ført til en række risikable lån og håb om bedre tider.”
Ja satans at det lotto ikke gav pote. Man sidder sgu ikke et år eller mere i en lejlighed der er “langt over hvad man kan dække alene”.
Jeg har altid ondt af folk der har det hårdt. Også dem der tydeligvis er delvis selvforskyldte i deres problemer. Men vi kan jo desværre ikke redde folk fra selvskabt ulykke. Uden konsekvens, ingen ansvarlighed. Og selv med konsekvens er det svært for nogle.
Jeg hader den slags artikler for der er ingen tal man kan forholde sig til. Hvad laver de? Hvad tjener de? Hvad koster lejligheden? Hvad har de af udgifter?
Jeg kan huske en radioudsendelse hvor OBO siger at folk ofte er selvforskyldte i deres ulykke og jeg syntes faktisk at det var lidt hårdt sagt (men forfriskende selvfølgelig), men ovenstående artikel giver ham jo mindst delvis ret.
“Men da vi gik fra hinanden i 2007, stod jeg alene med en dyr lejlighed, der var langt over, hvad jeg kunne dække alene. Det har ført til en række risikable lån og håb om bedre tider.”
Ja satans at det lotto ikke gav pote. Man sidder sgu ikke et år eller mere i en lejlighed der er “langt over hvad man kan dække alene”.
Jeg har altid ondt af folk der har det hårdt. Også dem der tydeligvis er delvis selvforskyldte i deres problemer. Men vi kan jo desværre ikke redde folk fra selvskabt ulykke. Uden konsekvens, ingen ansvarlighed. Og selv med konsekvens er det svært for nogle.
Jeg hader den slags artikler for der er ingen tal man kan forholde sig til. Hvad laver de? Hvad tjener de? Hvad koster lejligheden? Hvad har de af udgifter?
Jeg kan huske en radioudsendelse hvor OBO siger at folk ofte er selvforskyldte i deres ulykke og jeg syntes faktisk at det var lidt hårdt sagt (men forfriskende selvfølgelig), men ovenstående artikel giver ham jo mindst delvis ret.
Selvfølgelig er folk selvforskyldte i deres situation, som de så kan kalde “ulykke”, hvis de hverken vil ændre den eller selv tage ansvaret for den. Løsningen er ganske enkel: “Simplify”, med Thoreaus ord.
Selvfølgelig er folk selvforskyldte i deres situation, som de så kan kalde “ulykke”, hvis de hverken vil ændre den eller selv tage ansvaret for den. Løsningen er ganske enkel: “Simplify”, med Thoreaus ord.
Jeg mener ikke at det giver mening at tale om selvforskyldt ulykke eller ej. Samfundet kan ikke gå ind og sikre mod nogen af delene.
Desuden er ulykken jo egentligt ikke økonomisk, men nærmere en klassiker, nemlig skilsmisse.
Jeg mener ikke at det giver mening at tale om selvforskyldt ulykke eller ej. Samfundet kan ikke gå ind og sikre mod nogen af delene.
Desuden er ulykken jo egentligt ikke økonomisk, men nærmere en klassiker, nemlig skilsmisse.
Jeg ser ikke skilsmisse som en ulykke i sig selv. Men en skilsmisse kan selvf. give økonomiske udfordringer. Men så må man sørge for at lægge sine udgifter om (finde billigere lejlighed) istedet for at håbe på mirakler.
Jeg ser ikke skilsmisse som en ulykke i sig selv. Men en skilsmisse kan selvf. give økonomiske udfordringer. Men så må man sørge for at lægge sine udgifter om (finde billigere lejlighed) istedet for at håbe på mirakler.