Konkurrence- eller misundelseslovgivning?

Konkurrencelovgivning kan i det store hele opsummeres med Alan Greenspans ord som et ”virvar af økonomiske irrationalitet og uvidenhed”.[1] Paradoksalt nok er konkurrencelovgivning et område, som ellers relativt frimarkedsorienterede politikere har været positive overfor. Formålet lyder da også nobelt: ”at sikre konkurrence og skabe effektive markeder”. Desværre bunder konkurrencelovgivning i fejlagtige velfærdsanalyser og en forfejlet markedsopfattelse. Men lad os starte med det mere åbenlyse modargument på denne rejse af irrationalitet og uvidenhed.
Konkurrencelovgivninger strider mod ejendomsrettigheder
Allerede i og med at der er tale om regulering af frivillige handler, bør man mumle ord som socialistisk rævepis eller kommunistisk planøkonomi. Selv en Adam Smith, som var skeptisk over for eksempelvis priskarteller, mente ikke, at monopol lovgivning kunne være ”konsistent med frihed og retfærdighed”.[2]
Og hverken fusioner, vertikale så som horisontale, priskarteller, markedsdeling eller prisdiskrimination udgør da nogen aggression over for andres ejendom. Så hvordan frimarkedsfortalere også kan være fortalere for konkurrencelovgivning er mig en gåde. Men for dem, der ikke nødvendigvis respekterer ejendomsrettigheder og hellere vil høre på velfærdskalkulation, vil jeg fortsætte argumenterne.
Teorien bag konkurrencelovgivning
Argumenterne for konkurrencelovgivning går ret basalt set på, at markedet ikke altid giver det optimale resultat, derfor har vi brug for lovgivning og regulering for at optimere det. Alle firmaer optimerer deres profit ved at sætte de marginale omkostninger lig med de marginale indtægter. Men da en monopolist skal tage den samme pris fra alle kunder, vil en profitoptimerende adfærd ikke resultere i en markedspris. Der vil altid blive produceret mindre, og forbrugeren skal betale en overpris. Dette giver et ”velfærdstab”, som skulle fremkomme ved monopoler eller høj koncentration i bestemte markeder.

Figur 1. Her ses dødvægtstabel (velfærdstab), som kommer af den nu begrænsede udbudte mængde. Den udbudte mængde går fra Qc ved fuldkommen konkurrence til Qm ved et monopol.
Altså denne neoklassiske økonomiske teori fortæller os, at et monopol i et marked resulterer i en højere pris for forbrugeren, og et lavere udbud end ved fuldkommen konkurrence.[3] Vores økonomi er altså ikke efficient.
De områder, konkurrencelovgivning beskæftiger sig med, er blandt andet priskarteller, prisdiskrimination, fusioner samt opdeling af markeder. Dette er i hvert fald blandt de områder, man slår ned på i EU.[4]
Det er dette velfærdstab, konkurrencelovgivning i teorien skal forhindre. Dette gør regulering og lovgivning ikke ved at gøre monopoler ulovligt, men ved at gøre det ulovligt at misbruge sin markedsmagt dominerende, så som at forhindre yderligere konkurrence eller holde den udbudte mængde på et for lavt niveau.
Konkurrencelovgivning er baseret på en fejlagtig markedsopfattelse
Konklusionerne bag monopolteori er muligvis korrekt – hvis verden altså var statisk og ikke dynamisk med usikkerhed og ufuldkommen konkurrence. Men da ingen markeder kommer i en varig tilstand af ligevægt, da usikkerhed eksistere, da produkt differentiering er nødvendigt, og da alle aktører ikke har fuldkommen information, så kan det være nødvendigt med markedsdelinger, fusioner og andre former for samarbejde mellem firmaer. Dette kan give mange fordele for kunden, større og mere varigt udbud, bedre mulighed for produkt, innovation etc. At se kundens eneste ønske som værende lav pris er ganske ensidigt.
Når man skal vurdere, hvorvidt et firma misbruge en dominerende position, må man altså vurdere velfærdstabet. Altså hvor vidt for eksempel en fusion giver flere fordele (rationaliseringer, stordriftsfordele, mindre usikkerhed) til forbrugeren end ulemper (højere priser, laver udbudte mængde). Men hvordan vurderer man dette regnestykke i et evigt forandrende marked? Når markeder sjældent er i statisk ligevægt, bliver det svært at vurdere udbuddet som værende den socialt mest efficiente mængde (for slet ikke at tale om estimering af efterspørgslen). Faldende udbudsmængder og stigende priser behøver ikke være udtryk for velfærdstab og monopoler, men skal snare ses som en del af de evige markedsbevægelser.
Netop at markeder ikke er statisk men dynamisk betyder også, at markedsprocesserne vil udjævne minimonopoler med tiden, ofte før bureaukrater kan få en sag gennemført. Naturlige monopoler er da også svære at finde rent empirisk og eksisterer ikke over ret lang tid.
Man kan også se på fusioner, markedsdelinger og andre aftaler mellem firmaer som en del af en læringsproces for aktørerne på markedet. Her ser man behovet for frihed til at forfølge nye veje for at udvikle og konkurrere. Konkurrencelovgivning og regulering mindsker kun bevægeligheden på markedet, og man risikerer at mindske nytænkning, produktinnovation og udvikling af tilbuddene på markedet.
Fusioner
Hvis vi for en stund glemmer alt om det overstående og antager, at konkurrencelovgivning i teorien giver mening, så er den stadig praktisk uanvendelig. Dette ses f.eks. ved godkendelse af fusioner.
Når konkurrencemyndigheder skal godkende en fusion, sker det ofte ud fra den kommende markedskoncentration. Det er der mange problemer med. For det første skal man definere et marked, hvor meget skal man tage med her? Hvor bredt er det? Skal det defineres inden for en bestemt målgruppe, eller ud fra forhandlernettet? Eller hvad med de substituerende produkter, skal det også tages med?

Økonomer bruger her krydselasticiteter[7] til at bestemme et markeds udbredelse. Disse siger dog ikke ret meget. De er manipulerbare og fortæller kun noget om fortiden. De er ikke absolutte størrelser og afhænger i høj grad af længden af perioden, man har fortaget dataindsamlingen.[7]
Et andet problem er at sætte en grænse for, hvor stor en koncentration der må være på et marked. Her kommer grænsen til at være fuldstændig arbitrær. Om man bruger det ene indeks eller det andet bliver ligegyldigt, det bliver lige arbitrært.
Der er desuden store metodologiske problemer ved at bruge sammenhængen mellem profit og markedskoncentration i lovgivning og regulering. Profit over længere tid kan komme af, at en virksomhed er mere efficient end andre, eller det kan være udtryk for statsintervention (skatter, told eller anden lovgivning), der giver virksomheden en fordel.
Barriere for indgang og predatory pricing
Predatory pricing er, når virksomheder i en kort periode sænker deres priser til et niveau, der kan retfærdiggøres ud fra profitoptimering. Ideen er, at der kan holdes konkurrenter væk fra markedet, da disse har et mindre kapitalapparat end det etablerede firma og ikke har råd til at indgå i en priskrig.
Intet firma kan opretholde priser under gennemsnitlige omkostninger over lang tid. Problemet ved at bruge predatory pricing, som en barriere for nye konkurrenter, er, at der hele tiden står nye aktører i kø. Derfor er det ikke nok bare at have et stort kapitalapparat i en kort periode. Man bliver nødt til at kunne holde priserne nede ved at være effektiv eller bedre, og at et firma er effektivt kan ikke være til skade for forbrugerne eller velfærden.
Desuden er predatory pricing et subjektivt begreb, som er svært at håndhæve. Over hvor lang tid skal et firma sænke en pris med hvor meget, for at det kan kaldes predatory pricing?
En almen måde at opretholde ”overnormal” profit er ved at bygge barrierer for potentielle konkurrenter, det kan gøres ved høje reklameomkostninger, høje R&D-udgifter eller ved at være effektiv eller have stordriftsfordele. Men så længe at disse barrierer ikke kommer fra patenter, lovgivning eller subsidier fra staten kan disse ikke skade forbrugeren eller konkurrencen. Om noget er produktdifferentiering, reklame og høje udviklingsomkostninger et udtryk for en velfungerende markedsplads, hvor firmaer konkurrerer om kundernes gunst ved at tilfredsstille deres behov.
Altså hverken pris-dumping eller barrierer for indgang kan retfærdiggøre monopollovgivning og regulering.
Priskarteller og markedsdeling
Det typiske og mest brugte eksempel, der skal retfærdiggøre konkurrencelovgivning, er priskarteller og markedsdeling. Disse handlinger er ofte ikke engang underlagt en almen sammenligning af omkostninger og gavn for samfundet, men er ulovlige bare ved dets udførelse. Dette selvom der kan være fordele for forbrugeren og samfundet. Markedsdelinger eller andre former for samarbejde mellem firmaer kan reducere risici og usikkerhed. Denne stabilitet og sikkerhed kan komme forbrugerne til gode.
Yderligere er pris og markedsaftaler svære at opretholde over længere tid. Der vil altid være meget at vinde ved at afvige. Desuden er der altid risikoen for, at en nytilkommet virksomhed vil udnytte situationen. Rent empirisk er dette da også vist.[8]
Konkurrencelovgivning administreres af bureaukrater
Bureaukrater ved ikke, hvordan markedet fungerer (der kan være en enkelt fornuftig bureaukrat et sted derude – som i så fald er havnet det forkerte sted), derfor kan de heller ikke designe og administrere denne regulering. Bureaukrater håber at fjerne markedsfejl, og i processen skaber de selv problemer, der er endnu værre.
Bureaukrater kan ikke fortælle, hvad forbrugerne ønsker og ikke ønsker, eller bestemme hvilke firmaer, der er for store og hvilke, der ikke er aggressive nok. Bureaukraterne har ikke den information, der skal til, selvom de designer deres regulering, som om de har. Lad magten ligge ved forbrugeren ikke staten.
Ligeledes har jurister og bureaukrater ikke i nærheden af al den information, der skal til at dømme efter konkurrencelovgivningen. Det er simpelthen en umulighed at afsige ”retfærdige” domme på dette felt.
Derudover bevæger markederne sig væsentlig hurtigere end selv den hurtigst offentlige institution. Før dommen kan blive afsagt og implementeret, kan markedssituationen se væsentlig anderledes ud. Mens IBM’s retssag kørte fra 1969 til 1982, blev deres markedsandel halveret. Sagen blev anlagt i 1969, kom for retten i 1975 og efter 6 år i retten og 104.000 siders dokumenter blev sagen trukket tilbage.[9]
Konkurrencelovgivning bruges konkurrencehæmmende
De fleste søgsmål kommer fra konkurrerende firmaer, helt op til 90 % i USA.[10] Her bliver konkurrencelovgivning en mulighed for ineffektive virksomheder til at anklage bedre drevne konkurrenter for brud på konkurrencelovgivningen. Det er ofte ikke svært, da konkurrencelovgivninger er subjektive, svagt defineret og har mange aspekter. Hæver du priserne, udnytter du din dominerende position, sænker du dem, er det predatory pricing, og hvis de ligger tæt på konkurrenternes, er det et kartel.
Dette gør ligeledes konkurrencelovgivning og regulering et let offer for korruption og lobbyisme. Hvis du kan få lagt dine konkurrenter ned ved en retsafgørelse, er mange penge sparet på effektivisering af din produktion.
Konklusion
Konkurrencelovgivning og regulering hjælper ikke på markedets effektivitet eller skaber mere velstand eller bedre forhold for forbrugerne. Denne lovgivning og regulering er overgreb på de effektive og succesrige virksomheder, som opnår høje markedsandele, eller bare træder forkert i henhold til en arbitrær lovgivning. Konkurrencelovgivning er en lov, der straffer de dygtige og belønner de dumme.
Videre læsning
EU afgørelser i konkurrencelovgivninger
Læseguide til konkurrencelovgivning

(1) Cato Handbook on Policy
(2) Dominick T. Armentano, Antitrust – The case for Repeal. s. 100
(3) Læs mere om teorien bag fuldkommen konkurrence i Jan Madsens artikel fra tidligere på året.
(4) Se artikel 81 og 82 i Rom traktaten
(5) Læs mere om monopol teori samt de empirisk beviser her mod i denne artikel af Thomas J. DiLorenzo.
(6) Om krydselasticiteter.
(7) Walter Block – Total repeal of antitrust legalisation: A critique of Bork, Brozen, and Posner. s. 52
(8) Dominick T. Armentano, Antitrust – The case for Repeal. s. 37
(9) Dominick T. Armentano, Antitrust – The case for Repeal. s. 14
(10) Dominick T. Armentano, Antitrust – The case for Repeal. s. 18