Gener på gaflen

Mikkel Kruse skriver om fordelene ved genmodificerede fødevarer – og om de myter, som miljøorganisationer har spredt om dem.

For Buthelezi ser livet lysere ud end for så mange andre afrikanske landmænd. Han dyrker nemlig genmodificeret bomuld, “bt cotton”, der ikke behøver at blive sprøjtet så ofte som konventionelle bomuldsplanter.

“Det gode liv startede, da vi fik bt cotton. Nu kan mine børn gå i skole. Den traditionelle bomuld gav os en chance for at overleve, men heller ikke mere. Vi får nu større afkast, og der er mindre arbejde. Det er intelligent landbrug. I stedet for at spraye 10 gange eller mere mod skadedyr, gør vi det to gange nu. Så vi importerer færre kemikalier. Nu kan vi efter høsten sætte os ned med vores familier og gøre en fortjeneste op. Det kunne vi ellers aldrig. Før havde vi ikke penge nok til at betale vores arbejdere,” fortæller han til Information.

“Bt” står for Bacillus thuringiensis, en bakterie med et giftstof, der specifikt rammer borebiller, møl og andre insekter, der kan forvolde store skader på afgrøder. Giftstoffet er biologisk nedbrydeligt, skader hverken mennesker eller insektbestøvere, og selv økologiske landmænd bruger bakterien til at afværge de værste skadedyrsangreb.

Med genteknologiens hjælp har forskere taget bakterie-genet, der er ansvarlig for giftproduktionen, og indsat det i bomuldsplantens DNA. Resultater: Højere udbytte, lavere forbrug af sprøjtegifte – og gladere landmænd.

Men det er ikke alle, der er begejstrede for bioteknologiens frugter. Miljøorganisationer kæmper en indædt kamp for at forhindre afrikanske landmænd i at dyrke genmodificerede afgrøder på deres marker – uanset omkostningerne i menneskeliv. Greenpeace fortæller således afrikanerne, at de ikke må sælge til EU, hvis de dyrker genmodificerede afgrøder. Hvad de ikke fortæller er, at det er dem selv, der lobbyer for EU-forbud mod import af afgrøderne.

Greenpeaces modstand mod genteknologi omfatter ikke kun afgrøder, der kan ende i maverne på sultne afrikanere. Også genmodificerede planter, der kan afsløre nedgravede landminer, vækker miljøorganisationens vrede. “Vi er imod udsætning af genmodificerede planter – uanset hvad,” lød det i en pressemeddelelse, da danske forskere planlagde en forsøgsmark på Amager.

Selektiv videnskabelighed
I miljøbevægelsen er man glad for den videnskabelige konsensus – i hvert fald, når det drejer sig om den globale opvarmning. Men når det kommer til genteknologi, er indstillingen åbenbart, at nogle videnskabelige konsesusser er mere lige end andre.

“Der kommer stadig flere beviser på, at udsætning af GMO [genmodificerede organismer] kan udgøre en fare for økosystemer og true den biologiske mangfoldighed,” hævder Greenpeace, mens Friends of the Earth gennem sin danske afdeling, NOAH, stiller det ledende spørgsmål, om det er “sundhedsskadeligt at spise gensplejsede majs?”

Et spørgsmål, som den videnskabelige sagkundskab allerede har undersøgt – og afvist. Rapporten “Transgenic Plants and World Agriculture” fra 2000, udviklet under ledelse af syv videnskabelige sammenslutninger, inklusiv det amerikanske National Academy of Sciences og British Royal Academy, konkluderer, at “ingen menneskelige sundhedsproblemer, specifikt forbundet med indtagelsen af genmodificerede afgrøder eller deres produkter er blevet identificeret.” Også The International Council for Science, der i 2003 foretog en omfattende gennemgang af den videnskabelige litteratur, konkluderer, at “der er indtil videre intet, der tyder på negative sundhedseffekter som følge af indtagelse af fødevarer indeholdende genmodificerede ingredienser.”

Genernes sorte boks
Der er grund til at være bekymret for de langsigtede konsekvenser af genteknologien, mener Greenpeace, “fordi kendskabet til genernes opbygning, og sammenspillet mellem forskellige gener, er meget begrænset.” Risikoen er, at genmodificerede fødevarer kan “indeholde gensekvenser, der producerer uforudsete nye proteiner, hvilket kan medføre eksempelvis allergiske reaktioner.”

Er der hold i denne bekymring? Ja, men ikke på den måde, som Greenpeace tror. Vores nuværende afgrøder indeholder allerede fra naturens hånd stoffer, hvis effekter vi kender meget lidt til. Det gælder ikke mindst økologiske fødevarer, der på grund af manglende brug af pesticider indeholder flere giftstoffer end konventiontionelt dyrkede afgrøder.

“Det giver god fornuft for planten fx at lave flere giftige stoffer, når den bliver angrebet af svampe eller insekter. Økologisk dyrkede planter vil i mange tilfælde være mere stressede end konventionelt dyrkede planter, dels fordi de har mindre kvælstof tilgængeligt, dels fordi de er udsat for flere stresspåvirkninger end planter der bliver beskyttet mod angreb ved hjælp af pesticider. Derfor er der ikke noget mærkeligt i, at økologisk dyrkede planter kan have et højere indhold af sekundære plantestoffer. De økologiske planteprodukter har iøvrigt også ofte et højere indhold af de førnævnte kræftfremkaldende svampetoxiner,” som Henrik Vibe Scheller, forskningsprofessor ved Institut for Plantebiologi, skriver i Berlingske Tidende.

For Greenpeace er genet som en ukendt, sort boks: Hvis man med genteknologien piller ved indholdet, er det ikke til at sige, hvilken trold, der vil springe frem.

Men hvis det er tilfældet, er genmodificerede afgrøder ikke det eneste, som Greenpeace bør frygte. Den traditionelle vej til højtydende afgrøder er forædling, hvor der avles på planter med de foretrukne karaktertræk. I dag bruger planteavlerne forskellige mutationsfremmende kemikalier til at sætte fut i forædlingen. Når der kommer flere mutationer i planterne, går arbejdet med at fremavle mere højtydende sorter hurtigere.

Denne proces, hvor alle plantens gener bombarderes med ukendte mutationer, er langt mere omfattende end genteknologien, der som regel kun omfatter et eller få gener. Hvis der virkelig var noget om Greenpeaces frygt for genernes “sorte boks”, burde vi holde os langt væk fra konventionelle afgrøder og kun spise GMO-mad – som i øvrigt er underkastet en langt skrappere kontrol end konventionelle afgrøder.

“Tjener, der er et gen i min tomatsuppe”
Der hersker desværre mange myter omkring genteknologi, særligt i Europa. Ifølge den seneste Eurobarometer-måling, fra 2005, tror ca. 20 pct. af europæere fejlagtigt, at deres egne gener kan blive modificerede, hvis de spiser genmodificeret mad. Og hver tredje tror, at der kun er gener i genmodificerede tomater, og ikke i konventionelle tomater.

Ny teknologi er alle dage blevet mødt med mistro og fordomme. Tag blot frygten for de første “reagensglasbørn” og mikrobølgeovne. Men efterhånden som teknologien har vundet indpas i hverdagen og skræmmescenarierne er udeblevet, er frygten blevet gjort til skamme.

Desværre forhindrer streng regulering og langsomme godkendelser forbrugerne i at blive fortrolige med genmodificeret mad. Det kan dog komme til at ændre sig. Den nuværende fødevarekrise har skabt fokus om behovet for en højtydende landbrugssektor. Både politikere, forskere og landmænd er begyndt at kræve mere lempelige regler for genmodificerede afgrøder.

For frihedsforkæmpere og genelskende groupier er håbet lysegrønt. Det er ikke alle lande i verden, der har en stat, der ønsker – eller formår – at blande sig i, hvad indbyggerne lader vokse på deres jord. Ifølge den seneste årlige vurdering fra The International Service for the Acquisition of Agri-Biotech Applications er mængden af landbrugsjord med genmodificerede afgrøder steget støt de seneste ti år. Væksten er størst i ulandende, hvis indbyggere ikke har den luksus at kunne rynke på næsen af genteknologien.

I takt med, at flere og flere mennesker får gener på gaflen uden at få hverken blomkålsører eller stikkelsbærben, vil de teknofobe miljøorganisationerne forhåbenligt blive set som de fortidslevn, de er.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password