Den liberale elastik

Liberalismen har undergået en besynderlig udvikling. Den er vokset og indeholder formentlig ad åre samtlige tænkelige holdninger i verden. Nogensinde. Overhovedet. Artikel af Thomas Breitenbach.

For et par måneder siden var jeg inviteret til at holde oplæg om kulturkamp ved et VU-seminar. Min plan var at fortælle de unge mennesker noget opbyggeligt om, hvorfor vi altid vil være ofre for flertallet, og at en regimeændring derfor altid vil gå gennem at påvirke masserne. Politik er dermed ligegyldig. Hvis flertallet deler den værdi, at undertrykkelse og tvang er legitime midler for at nå sine mål, vil der altid stå en repræsentant parat til at indtage et sæde i Folketinget og undertrykke befolkningen på vegne af flertallet.

Desværre måtte jeg indlede mit oplæg med en omvej.

Før mig talte et prominent VU-medlem. I slutningen af sit oplæg definerede han liberalismen som retten til at gøre, som man vil, uden at krænke andres ret til at gøre det samme. Samme definition som Liberalisterne i øvrigt benytter. Fordelen ved denne – lidt primitive – definition er, at den er enkel og nem at kommunikere. Ulempen er, at den levner rum for ret vidtløftige fortolkninger. Man kan altid fravige en streng fortolkning af definitionen til fordele for mere bløde udlægninger. Politikere vil altid kunne argumentere, at den ene eller den anden adfærd hindrer andres frie udfoldelse, uden at det har noget som helst med stringente liberale principper at gøre.

Fra den definition sprang han til en noget besynderlig argumentationsrække. Han sagde at på den baggrund, kan man heller ikke ”tage patent” på liberalismen. Man kan ikke slå andre i hovedet med ”en rigtig” definition af liberalismen, for så har man, sagde han, brudt med selve liberalismens grundidé.

For at understrege sin pointe bad han de af tilhørerne, der gik ind for fri hash, om at række hånden op, hvilket, så vidt jeg husker, samtlige tilhørere gjorde. Ham selv inklusive. Dernæst bad han de af tilhørerne, der gik ind for fri narko, om at række hånden op. Lidt færre end før rakte hånden i vejret. Hans egen hånd blev også nede. ”Der kan I bare se”, sagde VU’eren triumferende, som om han dermed havde bevist sin påstand om, at liberalismen er et par spandex-bukser, der kan rumme enhver røv.

Ikke alene er hans villighed til at regulere narko i modstrid med den definition, han selv havde sat op. Han reducerede også liberalismen til at være en ideologi, der indeholder alle holdninger. For hvad hvis der blandt tilhørerne havde siddet én, der var tilhænger af et forbud mod homoseksualitet, havde det så også være liberalisme?

Når man således springer fra logik til ren og skær retorik, gør man liberalismen til en begrebsmæssig elastik, der kan rumme snart sagt enhver holdning. Det er ikke et fænomen, der er enestående for vores VU’er, det er hvad (liberale) politikere altid har gjort. Politikere er, med H.L. Menckens ord, mennesker, hvis livsopgave det er at forsimple idéer fremsat af mænd bedre end dem selv.[1]

Liberalismens udgangspunkt
Den individualisme, der blev fremsat af de tidlige liberale, fastholdt at enhver borger har en række ukrænkelige rettigheder.[2] Dette er en fundamental doktrin, for uden den ville individualismen ikke eksistere. Endvidere anså den tidligere liberalisme ikke alene doktrinen for fundamental, men også som aksiomatisk – en selvindlysende sandhed. Fx tager den amerikanske uafhængighedserklæring den selvindlysende sandhed i denne doktrin som sit grundlæggende udgangspunkt, at ethvert menneske, blot ved at blive født, har særlige umistelige rettigheder, og statens opgave er at opretholde og sikre disse rettigheder.[3]

Når man kigger tilbage på den tidligere formulering af liberalismen, og hvordan liberalisme er blevet praktiseret frem til i dag, ser man tydeligt, at liberalismen har været udsat for en pervertering, der ikke har været andre ideologier til dels.

Der findes en afgørende forskel på liberalisme og alle andre ideologier. I modsætning til de kollektivistiske ideologier, der postulerer, at et individ ikke har nogen rettigheder, som staten skal respektere, er den frihed, som liberalismen taler om, betinget af, at individet har en række umistelige rettigheder. For kollektivisterne har individet kun de rettigheder, som individet får tildelt af staten. Kollektivismen praktiseres naturligvis på en skala, men er, fordi rettighederne tildeles af staten, i princippet grænseløs. Fra Claus Hjort Frederiksens version af personligt ansvar, Kenndy’s ”spørg ikke hvad dit land kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for dit land” til kollektivismens mest ekstreme former i de totalitære ideologier, socialisme, kommunisme, nazisme og fascisme.

Den liberale politiker
Fordi liberalismen har denne fundamentale forskel ift. andre ideologier, betyder det også, at liberalisme i politik bør praktiseres væsensforskelligt fra andre praktiserede ideologier. Fordi liberalisme handler om begrænsningen af statens magt overfor individet, vil den liberale politikers opgave ikke være at formulere en positiv politik, men at begrænse øvrige politikeres forsøg på at undertrykke befolkningen. Den liberale politikers opgave vil være at føre anti-politik – at begrænse skadesvirkningerne de øvrige politikeres erodering af borgernes rettigheder.

Men er det de selvproklamerede liberale politikeres dagorden? Spørgsmålet besvarer vel næsten sig selv, og problematikken har eksisteret lige så længe, der har eksisteret politikere, der kaldte sig selv liberale. Fra 1860 og frem fraveg de britiske liberale deres liberale standpunkter, og indførte love og restriktioner over briterne, så selv de konservative begyndte at sige fra. I USA kom Roosevelt til magten i 1932, og frem til 1939 gennemtvang han den til dato mest systematiske erodering af amerikanernes rettigheder og kastede landet ud i samme deroute som Storbritannien havde oplevet 50 år tidligere. Der findes ikke et eneste eksempel på liberale politikere, der ikke har fraveget liberale principper til fordel for positiv politik.

Kigger vi på den vestlige verden i dag, findes der ikke et eneste parti, der kalder sig selv liberalt, og samtidig har en liberal dagsorden.

What’s in a name?
Efterhånden som liberalismen er blevet mere og mere perverteret har de, der kun er liberalister af navn, været nødt til at finde på nye navne til liberalismen. Disse falske liberale har bevæget sig så langt fra liberalismens grundidé, at hvis vi beemede Herbert Spencer hertil fra 1860, ville han tro de var marxister. De opfinder udtryk som ultraliberal for at antyde, at det ikke er dem, der fraviger liberale principper. Men i takt med at de bevæger sig længere og længere væk fra liberalismen, bliver ultraliberal ikke længere et udtryk, der strækker til at dække den oprindelige, klassiske liberalisme. Som en narkoman der skal have flere og flere stoffer for at opnå sin rus, bevæger de sig længere og længere ud på absurditetens overdrev. Det hidtidige lavmål var da Anders Fogh Rasmussen, for at kunne bibeholde sit liberale prædikat, har måttet kalde Anders Samuelsen for ultraliberal.

Hvad gør det så et parti som Liberalisterne til? Og endnu værre, hvad gør det liberalister til?

Måske skal vi bare glæde os over, at liberalismen med tiden vil have overvundet samtlige andre ideologier, ved at have annekteret deres idéer. If you can’t beat them – eat them.


[1] Citatet er – indrømmet – taget ud af en sammenhæng. Betydningen er dog passende her. Det fulde Mencken citat lyder: ”My guess is that well over eighty per cent of the human race goes through life without ever having a single original thought. That is to say, they never think anything that has not been thought before, and by thousands.
A society made up of individuals who were all capable of original thought would probably be unendurable. The pressure of ideas would simply drive it frantic. The normal human society is very little troubled by them. Whenever a new one appears the average man displays signs of dismay and resentment, The only way he can take in such a new idea is by translating it crudely into terms of more familiar ideas. That translation is one of the chief functions of politicians, not to mention journalists. They devote themselves largely to debasing the ideas launched by their betters. This debasement is intellectually reprehensible, but probably necessary to carry on the business of the world.” (H.L. Mencken. Minority Report)
[2] Når jeg taler om ”rettigheder”, mener jeg de negativt formulerede frihedsrettigheder – altså friheden fra ekstern tvang.
[3] Hvorvidt staten kan, eller bør, være garanten for disse rettigheder, er ikke væsentligt for temaet i denne artikel. Uenighederne mellem individuelle anarkister og de såkaldte minarkister, er sikkert læseren velkendt. Lad mig blot slå fast, at før minarkisternes argument for en stat kan siges at være legitimt, bør det være afvejning af, hvorledes individets rettigheder bedst sikres. En holdning man bl.a. finder hos Ludwig von Mises, der understrege vigtigheden af eksistensen af en velfungerende lovsystem, og antog at et sådant system skulle tilvejebringes af en stat.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password