Demokratiet er lønmodtagerne og storkapitalens allierede

Det frie marked er de store firmaers slaraffenland, til skade for de små selvstændige erhvervsdrivende. De demokratiske institutioner er de selvstændiges vigtigste redningsline. Eller er det? Artikel af Martin Rannje.

En nylig undersøgelse udført for Børsen af analyseinstituttet Greens viste, til manges store overraskelse, at selvstændige nyder størst respekt blandt beskæftigede danskere – med privatansatte lønmodtagere på anden pladsen, og offentligt ansatte som nummer sjok. Det skal bemærkes, at der var visse offentlige embeder, der stadig trumfede de selvstændige, som eksempelvis højesteretsdommere og universitetsprofessorer. Men havde man gennemført samme undersøgelse i 1970erne havde resultatet alligevel utvivlsomt set noget anderledes ud. Der er altså noget der tyder på, at det så småt er kommet på mode at klare sig selv i Danmark. Måske er det fordi regeringens ”kulturkamp” virker efter hensigten (hvad den så end er) eller måske er det fordi, at antallet af selvstændige i Danmark er faldet til en så uendelig lille størrelse at ”efterspørgselen” efter den eksklusive lille klasse stiger af naturlige årsager.

For antallet af selvstændige er minimalt i Danmark – også i forhold til lande vi normalt sammenligner os med, altså de øvrige OECD-lande. I følge de seneste opgørelser fra OECD udgør selvstændige 8,9% af den samlede arbejdsstyrke i Danmark, imod et OECD-gennemsnit på 16%. Nogenlunde det samme kan siges om vores skandinaviske naboer, og til dels også vores storebror mod syd, Tyskland. De sidste 50 år er antallet af selvstændige faldet stødt i Danmark og andre OECD lande.

Resultatet er at store virksomheder indtager en særdeles synlig position på det frie marked, og at nutidens mest udbredte arbejdende type er ”lønmodtageren”, en udvikling som venstrefløjen ikke har været sen til at tage til sig og udnytte til at fremme deres politiske dagsorden. Socialismen er netop udviklet som en kritik af økonomier baseret på store virksomheder, og målretter sine budskaber til folk, der ernærer sig som lønmodtagere. Specielt i 1970erne blev det populært blandt akademikere og intellektuelle, at fordømme den endeløse vækst og knopskydning af store, multinationale firmaer, der realiserede stordriftsfordele gennem en kompromisløs intern optimering af arbejdsdelingen, med det resultat at arbejdet blev ”umenneskeliggjort”. Det var med andre ord ikke ”bæredygtigt”. Uanset om man mente, at der var tale om arbejderens fremmedgørelse fra produktet, systemets kolonisering af livsverdenen eller elimineringen af meningsfuldt arbejde, var man i hvert fald enige om det uønskelige i udviklingen. Det er akademiske modeord, men det afspejler en udbredt og almen holdning. Ikke mindst blandt konservative. Når et nyt storcenter eller et nyt supermarked i Bilka-klassen truer de selvstændige næringsdrivende i en mindre by i provinsen, viser den sit ansigt. I debatten om lukkeloven luftes holdningen også regelmæssigt (Mens jeg skriver dette kører TV-Avisen faktisk i baggrunden, med et indslag om lukkeloven, og jeg har netop hørt en fagforeningsrepræsentant fremføre ”tænk på de ansatte” argumentet). Holdningerne baserer sig lige så ofte på en form for romantisk sentimentalisme som på en gennemtænkt, systematiseret ideologi. Antipatien overfor de store virksomheder er en udtalt del den generelt skeptiske holdning man finder til det frie marked, specielt i Danmark, et land der er præget af alt andet end en ”big is beautiful”-kultur.

Paradokset ved den demokratiske styring

Svaret var for mange af de venstreorienterede, eksempelvis Habermas, at bane vejen for mere demokrati og lade markedet vige for kollektiviseringen af beslutninger. Demokratiet skulle have indflydelse på stadigt flere områder (eksempelvis i driften af virksomheder, via forbud, pligter og reguleringer), og forfatninger og individuelle rettigheder blev anskuet med skepsis som reaktionære relikvier, eller i værste fald som redskaber for individets tyranni over fællesskabet. De fleste venstreorienterede har ukritisk accepteret historien om at koncentrationen af kapital og magt på færre og færre hænder, er en naturlig konsekvens af kapitalismens logik. Demokratisk styring blev lovprist som løsningen. Selvom begreber som ”monopolkapitalisme” primært anvendes i mere ekstremistiske kredse, virker logikken bag deres teori formentlig intuitiv for mange almindelige danskere. Det paradoksale ved den holdning er, at demokratiet i mange henseender er storvirksomhederne og lønmodtagerens bedste ven.

En del af udviklingen kan formentlig, korrekt nok, tilskrives at overgangen til den industrielle og senere servicebaserede økonomi, har banet vej for sektorer præget af stordriftsfordele, der gør det nemmere for store virksomheder at udkonkurrere de små. Men venstrefløjen har overset hvilken effekt demokratiet har på økonomien.

I bogen ”The Constitution of Liberty” bemærkede F.A. Hayek at en væsentlig konsekvens af udbredelsen af demokratiske rettigheder, var at give den mest mangfoldige type gode muligheder for at fremme sine egne interesser ved at forme systemet i egen favør. Den amerikanske økonom Sam Peltzman observerede i 1980 netop denne effekt af demokratiet, da han ved analyse af udviklingen i velfærdsstaterne i OECD-lande udledte, at det frie markeds klasse-udlignende effekt, havde skabt en middelklasse der var blevet stor nok til at kunne udnytte systemet i egen favør, altså sørge for den offentlige provision af netop den type ydelser som middelklassen benyttede sig af – daginstitutioner, middel- og længerevarende uddannelser, offentlige pensionssystemer osv. Lighed avlede med andre ord endnu mere lighed, når demokratiet blev indsat i ligningen.

Eftersom at lønarbejderen med tiden var blevet den mest talrige klasse, observerede Hayek, ville det naturligvis medføre at staten og lovgivningen ville ende med at afspejle denne specifikke types position og verdensbillede. Livet som selvstændig ville langsomt blive mindre og mindre attraktivt i forhold til livet som lønmodtager. Begreber som ”minimumslønninger”, høje skatter til at finansiere generøse velfærdsydelser, sociale forpligtelser for firmaer (som man eksempelvis finder det i Tyskland og Frankrig) er alle ting der gør livet som lønmodtager nemmere, i forhold til det mere risikable liv som selvstændig, der kræver frie hænder og en høj forventet gevinst som kompensation for risikoen. Mange af de tunge byrder, der er forbundet med velfærdsstaten medfører, at det primært er de stærkeste skuldre, altså de store firmaer, der kan løfte dem. De store firmaers i forvejen stærke position overfor den selvstændige, hvad enten denne er nystartet eller etableret, bliver altså styrket af det demokrati der har til formål at stå på den ”lille mands side” overfor de store.

Men udbredelsen af demokrati har ikke kun gjort det sværere at være selvstændig. Det har også i mange henseender gjort det nemmere at være et stort firma. Reguleringer på frihandel, for at skærme den nationale industri imod konkurrence, har eksempelvis også haft den effekt at gøre det nemmere for de store virksomheder at vokse til en dominerende position. Derudover medfører en mere potent stat endvidere, at der er bedre muligheder for at firmaer kan tilkæmpe sig privilegier gennem målrettet lobbyarbejde, en kunst, der kræver store ressourcer som de små selvstændige ikke har.

En ting er, at venstrefløjens ureflekterede lovprisning af demokratiet er paradoksal, i forhold til deres egne hensigter. Et andet og mere væsentligt problem er, at lønmodtagerens fremstormen på bekostning af den selvstændige har mange beklagelige langsigtede konsekvenser. Hayek ærgrede sig derfor også over den udvikling han observerede. Først og fremmest begrænser det antallet af jobmuligheder for den enkelte. Dernæst har det den konsekvens, at markedets anarkiske og spontane processer, der bidrager til innovation og fremskridt, bliver forkrøblede. Sidst har det, ifølge Hayek, den mere fundamentale, kulturelle konsekvens at udbrede en holdning til belønning og merit, der er nærmere beslægtet med den man finder i bureaukratier, der baserer sig på objektive kriterier, frem for den der finder sted på markedet, der baserer sig på subjektive værdisættelse af resultatet. Årsagen er, at lønmodtagere i store organisationer ofte befinder sig i situationer, hvor det er svært at bestemme værdien af deres individuelle bidrag. Det er formentlig en af årsagerne til, at man i nutidens løndebatter ustandseligt hører slogans som ”lige løn for lige arbejde”, hvilket i fagforeningernes optik betyder at folk der har lige lang uddannelse skal aflønnes ligeligt, uanset hvilken værdi disse uddannelser tilfører slutproduktet.

Debatten om fremtidens arbejdsmarked burde koncentrere sig mere om demokratiets uønskede konsekvenser for markedet og det generelle fremskridt og væksten i velstanden, end omvendt.

(Note: skribenten af denne artikel er lønmodtager.)

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password