Opfordring til studerende: Drik øl, spis bøffer, se film – og tag til Sverige!

Det etablerede danske samfund har en plan. Alle Folketingets partier er med på den. Arbejdsmarkedets parter er med på den. Det samme er uddannelsessektoren, kommunerne, interesseorganisationer og – ikke mindst – befolkningen. Med regeringen i front skal Kongeriget Danmark paces fra uvidenhed og sløvsind til proaktiv deltagelse som videnssamfund i en global økonomi.
Informationsteknologi, forskning, vidensdeling. Global økonomi, oplevelsesøkonomi, vidensøkonomi. Klapsalverne vil ingen ende tage, for dansken har en plan. Det bliver alle tiders kup. Som absolut førende land, hvad angår udbredelsen af husstandsforbindelser til Internettet, har vi jo en given fordel, når det kommer til viden og uddannelse. Vores universiteter er med til at opsende satellitter, og vores fremtrædende aktører på den internationale scene bidrager ikke blot til klimadebatter, men også redningen af verdens udsatte og marginaliserede lande. Vores statsminister er endda – indrømmet eller ej – placeret som frontrunner til en international lederstilling. Hvad skulle kunne gå galt?!
For at kunne være en førende vidensøkonomi på verdensplan, må vi hurtigt skitsere, hvad der forventes af os. For det første må vi sikre, at befolkningen er i stand til at gennemføre en uddannelse. For det andet skal uddannelsen være af høj kvalitet. For det tredje må det ikke være lettere og mere attraktivt at tiltrække begavede danske hoveder i udlandet, end det er herhjemme. Endeligt, skal det være attraktivt at være et begavet hoved med en god uddannelse bag sig. Det skal man ikke hedde hverken Vestager, Ågerup eller Lomborg for at regne ud.
Og vi har jo ladet os fortælle, at det går godt i Danmark; så fire simple punkter af dén kaliber skulle vel ikke være et problem? Vi ved jo, at vi har et uddannelsessystem, der ikke efterlader noget tilbage at ønske; det er gratis, man bliver endda betalt for at gennemføre det, og kvaliteten er der vel ingen, der betvivler.
Hvad punkt ét angår, vil jeg undlade at begive mig ud i en længere udredning om Pisa-undersøgelser, manglende integration i folkeskolen, faldende niveau for gennemførelse af folkeskolens afgangsprøve mv. Ligesom jeg ved punkt fire vil undlade at begynde at fortælle om effekter af og konsekvenser ved en høj marginalskat. Der findes folk, der er både sjovere at høre på og bedre til at forklare den slags, end jeg er.
Men jeg kender en jævnaldrende fyr, lad os kalde ham Christian. Christian er tilmeldt en længere videregående uddannelse på et dansk universitet, der efter sigende skulle være af høj kvalitet. Han lever af SU og et fritidsarbejde. Christian ringer til mig en tirsdag eftermiddag; der er deadline for indlevering af en eksamensopgave onsdag. Han har – for en gangs skyld – været i god tid med opgaven, men det er gået op for ham, at han har misforstået hele første del. Det er ikke første gang, jeg har hjulpet Christian med hans eksamensopgaver, så jeg springer til, i øvrigt velvidende at jeg ikke har den ringeste indsigt i hverken hans pensum eller studie.
Vi mødes kort tid efter og starter med at slette hele første tredjedel af opgaven. Da klokken begynder at nærme sig tre-fire stykker om morgenen, bliver vi enige om, at det for så vidt er ligegyldigt, hvad der står – der skal bare stå noget! Jeg tror, at alle, der har været igennem en uddannelse, før eller siden, er blevet ramt af dén tanke. For at få afsluttet denne maraton af øl og cigaretter-skriveøvelse nedfælder jeg nogle sider, om emner jeg dybest set aldrig har beskæftiget mig med.
Trods et meget højt akademisk sprog, korrekte referencer og betydningsfulde citater, mere eller mindre arbitrært fundet ved at slå op på en tilfældig side i kompendiet og lade den første sætning fra hver paragraf indgå i opgaven, var indholdet af teksten så minimal, at Ib Michael ville være blevet misundelig. Tekstens reelle indhold kunne snildt have stået på bagsiden af et frimærke. Forsøgte man at nærlæse teksten, blev man forvirret, og skulle man få den tåbelige tanke at finde mening i teksten, ville man hurtigt opgive.
Vi kigger på hinanden med blodsprængte øjne, ikke mindst fra cigaretterne og øllene (der også var begyndt at sætte sig på dømmekræften) og bliver enige om, at Christian sgu nok dumper, for hvilket fjols ville godkende dette virvar af ligegyldigheder, elegant spundet op som pesudoacademia. Inden vi forlader lokalet, når Christian at sige “hvis jeg består det her, dropper jeg ud af studiet”…
På vej hjem kom jeg til at tænkte på en oplevelse fra mit studie i international handel. En del af pensum var et praktikophold i en udenlandsk virksomhed efter eget valg. Da min læsekammerat og jeg aldrig fandt denne famøse virksomhed inden tidsfristens udløb, tog vi til Berlin og levede af kolde øl og røde bøffer perioden igennem. Men da vi kom hjem og opdagede til vores rædsel, at vi skulle aflevere en gennemgående analyse af praktikvirksomhedens organisation og kultur, samt en analyse af dennes økonomiske data, lå bøfferne ikke så godt længere. Særligt fordi vi stadig havde tømmermænd efter så lang tid med druk, samt en mindre proteinforgiftning efter længere tid med ikke helt gennemstegt kød.
Mange (nok mest drengebørn) har, på et eller andet tidspunkt i løbet af deres folkeskoletid, overvejet at skrive en boganmeldelse af en bog, der aldrig er blevet skrevet. Kim, som vi kalder min tidligere læsekammerat, og jeg fandt på de højere handelslæreranstalters ækvivalente ved at skrive en rapport om en virksomhed, der aldrig har eksisteret. For dem, der har set Alien-filmene, virker navnet Weyland-Yutani Corporation, der alle filmene igennem er den altoverskyggende antagonist i form af et symbol på industriel ondskab og kapitalismens vilje til at ofre menneskeliv for profit, måske bekendt.
Nuvel! Inden studerende får gode ideer, skal det nævnes, at vi kunne have sparet flere uger ved at have valgt en forbandet praktikplads i god tid og dermed have adgang til reelle data. Vi sprang (desværre) ikke over, hvor gærdet var lavest, men derimod hvor pigtråden var højest og endte med at bruge uforholdsmæssig lang tid på at sammensætte denne rapport om en fiktiv virksomhed, der havde medvirket i film tredive år forinden. Vi sammenstykkede endog en promotionsvideo for virksomheden for at underbygge illusionen (den kan ses på youtube, hvis man søger på “weyland-yutani promo”). Musikken var lånt fra en anden science fiction-klassiker, Resident Evil.
Heldigvis var vi begge beboere i husstande med internetopkobling (som statistikken påviser næsten er uundgåeligt, såfremt man er mellem 15 og 55 og bosat i Københavnsområdet), hvilket gjorde det muligt at indhente flere – fiktive – data om denne “virksomhed”.
Kim og jeg fik et gyldent 11-tal (det fandtes dengang), samt udmærkelser for vores skarpe analyser af virksomheden og dets økonomiske data. Herligt! Vi kunne vende tilbage til vores sprit og bøffer. Vi har siden hen, blandt de studerende, opnået legende-status på den pågældende uddannelsesinstitution for at have gennemført dette projekt.
Det var på vej hjem fra førnævnte skriveøvelse, at jeg kom til at tænke på Weyland-Yutani-fadæsen.
Christian fik afleveret til tiden, og som dagene gik, blev han indstillet på at måtte gå til reeksamen, men om ikke andet havde han nu læst, hvad opgaven går ud på. Da han langtfra er ubegavet, skulle han nok bestå i andet forsøg.
Jeg har svært ved at sige, om jeg var overrasket, men han fik opgaven tilbage med “bestået”, og der var naturligvis også knyttet en kommentar til den første, noget obskure, del: “Godt arbejde, dybdegående indsigt og herligt formuleret”. Småkage! Hurra for middelmådige undervisere!
For at vende tilbage til førnævnte fire punkter, fik jeg nævnt, at det i øvrigt også skal være mere attraktivt og lettere tilgængeligt (ikke fagligt lettere!) at læse herhjemme end i udlandet. Om ikke andet, så mere attraktivt.
Christian og Kim forlader nu historien, og ind træder Kasper. Kasper har læst ved et svensk universitet. Han forlod studiet for at arbejde, og da han, efter et par år, havde skiftet interesser og fundet ud af, at han ville læse noget nyt, søgte han ind på et dansk universitet (dét, hvor Christian iøvrigt læser), med eksamenspapirer fra Sverige.
Overrasket var Kasper, da han fandt ud af, at han ikke kunne optages, da der fra og med i år er indført skærpede adgangskrav (se evt. Berlingske Tidende fra d. 7. juni). Kasper har ikke gået i gymnasiet i en del år, så det undrede ham, at han pludseligt var underlagt den slags morsomheder. Nuvel, verden er ikke indrettet for at straffe de kløgtige, tænker han, så hvorfor ikke søge ind med de point, han optjente i Sverige og dermed gå udenom adgangskravene.
Desværre forholdt det sig således, at Kaspers tidligere svenske universitet havde rettet henvendelse til det danske, da niveauet på det danske var for lavt. De måtte finde en ordning for at tilbyde nogle supplerende kurser, da det svenske havde svært ved at modtage de danske studerende; de var ganske enkelt ikke klædt godt nok på. Reaktionen fra det danske kom prompte; hvis I ikke giver fuld merit for vores uddannelse, kan vi ikke anerkende jeres. Hurra for dansk forvaltning!
Kasper søgte dispensation fra de nye adgangskrav. Efter to måneders behandlingstid fik han naturligvis afslag. Han kunne ikke optages på studiet.
Kaspers reaktion kom prompte: Hvis I ikke ønsker mig, ønsker jeg ikke jer. Han gik ind på Verket for Högskoleservice (den svenske pendant til Den Koordinerede Tilmelding) og efter fire klik havde han ikke bare fået et nyt svensk personnummer via mail men også fået bekræftelse på, at han var optaget på det studie, han ønskede og på det universitet, han ønskede, såfremt holdet ellers blev oprettet.
For at være sikker på optagelse skrev Kasper en mail til sin gamle studievejleder fra Sverige, som han ikke havde talt med i to år, og spurgte, om der evt. var plads til ham på et hold til at fortsætte hans gamle studie, såfremt hans oprindelige ønske ikke havde nok tilmeldinger. Tyve minutter senere lå der et svar: “Hvor er det fantastisk at høre, at du har det godt! Selvfølgelig er der plads. Vi starter d. 1. september, du kommer bare”.
Så længe den primære attraktion i det danske uddannelsessystem er, at der ikke er direkte brugerbetaling involveret, en generøs SU samt en utilgiveligt lavt niveau hos undervisere og akademisk personale, må det bedste, en dansk studerende kan gøre for at bevare Danmark som førende videnssamfund, være at drikke rigeligt med øl, spise bøfferne rå, tage en uddannelse i Sverige og se science fiction.
Om de kommer hjem igen, har jo nok mere med marginalskat og Pisa-undersøgelser at gøre…