Min farfars brønd

”Den personlige frihed er sat over styr i dette land!” udtaler T, der har kæmpet med kommunen i over 20 år for at få lov til at beholde sin egen private brønd. Men da kommunen sidste år truede med politiet og havde taget vandprøver på T’s regning for mange tusind kroner, bukkede T alligevel under og måtte tilslutte sig offentligt vand – for egen regning, naturligvis! Celia Schow beretter.

 For ca. 38 år siden fandt T og J, der netop var blevet forældre og nyligt var blevet gift, deres drømmehus: et hyggeligt stråtækt hus langt væk fra byens larm med stor have, markudsigt og egen brønd. T og J har altid været glade for deres eget vand. Det var altid koldt og smagte bare bedre end andet vand, hævder de. Men ca. 18 år efter de var flyttet ind, dumpede det første brev fra kommunen ind af brevsprækken: ”… påbud om, at der skal foretages vandanalyse.” Dette brev var det første af de uendeligt mange, der er blevet sendt til T og J gennem de sidste 20 år.

Kommunen fik naturligvis deres vandprøve, og der viste sig ikke at være nogen problemer med vandet. Fire år senere forlangte kommunen endnu en vandprøve. Og fire år senere endnu en. T og J indvilligede i at få foretaget disse vandprøver med få års mellemrum. Men ved årtusindskiftet brød Helvede løs. Den vandprøve, de fik foretaget efter årtusindskiftet, viste sig at have et højt indhold af colibakterier. ”Det kunne vi jo ikke forstå,” udtaler T ”for ingen var jo nogensinde blevet syge af at drikke vores vand.”

 

T og J fik foretaget endnu en vandprøve fra samme firma. Også den viste sig at have for højt indhold af colibakterier. ”Men det kom sådan set ikke bag på mig,” siger J ”for ham, der var her for at tage prøven, sjuskede med mange ting. Han lånte toilettet, før han tog vandprøven, og jeg hørte ham ikke vaske fingre” påstår J. Det vand, man undersøger, bliver fyldt ned i et sterilt glas. ”og han brugte jo ikke handsker, men holdt bare på glasset.” siger J og ryster på hovedet. ”Så er det jo klart, at de kan måle colibakterier i vandet.”

 

Kommunen mente, at det kunne være lækning i T og J’s kloak, der kunne være årsag til det høje indhold af colibakterier i vandet, og de anmodede om, at T og J fik tjekket deres kloak. Men da T foreslog, at kommunen også skulle tjekke deres egen kloak (da denne går under T og J’s grund), nægtede kommunen. ”Der var i hvert fald ikke noget galt med deres kloak!” gengiver T, ”men når de ikke ville tjekke deres kloak, ville jeg sgu heller ikke tjekke min!” fastslår han. Der blev ikke gjort mere ved denne sag.

 

Uprofessionel behandling

Kommunen sendte stadig flere og flere påbud om, at T og J skulle aflevere vandprøver. Men det ville de ikke, da de ikke følte, det blev gjort under ordentlige forhold. Men til sidst indvilligede de i at få foretaget endnu en vandprøve – denne gang fra et andet firma. ”Da de var her for at tage en vandprøve fra det andet firma, virkede det meget mere professionelt” fortæller T. Og da de fik resultaterne fra denne vandprøve, viste det sig, at der ikke var nogen problemer med vandet. Kommunen stoppede med at sende påbud om vandprøver indtil fire år senere. T og J ville have det professionelle firma ud igen, men det viste sig, at det var blevet opkøbt af det andet firma.

 

T og J indsendte ikke de vandprøver, kommunen forlangte, og det førte til, at kommunen skrev:

 

”I brev af 06.03.2007 er det indskærpet overfor Dem, at såfremt analyseresultatet for prøve af ejendommens drikkevand ikke forelå senest den 01.06.2007 vil kommunen få foretaget forenklet kontrol for deres regning.”

 

Dette betød, at kommunen ville sende nogen ud, for at tage en vandprøve, og T og J kunne ikke stoppe det. Naturligvis var der i brevet oplyst, hvornår de ville komme, og T og J kunne godt ændre tidspunktet, hvis det passede dem meget dårligt. Men da tidspunktet passede dem fint, valgte de bare at acceptere det.

 

Dagen kom, hvor den forenklede kontrol skulle foretages. J var på arbejde, og der var derfor T, der skulle være til stede under prøvetagningen. Da prøven skulle fortages senere på dagen, var T taget ud for at ordne nogle ting tidligt på dagen. Pludselig blev han ringet op om, at dem, der skulle foretage prøven, var hjemme hos ham – de var kommet flere timer for tidligt.

 

Da T kom hjem, var de taget af sted igen; vandprøven havde de taget fra hanen udenfor. ”Men det er jo rent sjusk – vandprøven skal tages indenfor.” siger T. Og selvom denne vandprøve var taget under klart uordnede forhold, blev den alligevel taget for T’s regning.

 

Politianmeldelse

Kommunen sendte stadig påbud til T om, at han skulle få foretaget flere vandanalyser. Men han var ved at have fået nok af det, da det kostede 3000 kr. at få foretaget en vandprøve. Tonen i kommunens breve blev hårdere og hårdere, og i det sidste brev truer de med ”eventuel politianmeldelse”.

 

T og J indså, at der ikke var noget, de kunne gøre. De kunne ikke blive ved med at få foretaget de dyre vandanalyser, og de ville ikke have politiet blandet ind i sagen. Derfor valgte de at blive tilsluttet offentligt vand, efter en lang, dyr kamp. Det var heller ikke gratis at blive tilsluttet det offentlige vand, da T og J bor i den såkaldte ”landzone”[1], hvor det koster 45.000 at blive tilsluttet.

 

I dag er T og J tilsluttet det offentlige vand, men kommunen er stadig ikke tilfreds. T og J’s brønd er der stadig, og selvom de ikke drikker brøndens vand mere, er der stadig bøvl med kommunen. ”Nu vil de også have, at vi tømmer brønden og fylder den med cement! Vi må ikke engang bruge vandet til at vande have med!” siger T og ryster på hovedet. ”Men jeg har ikke tænkt mig at tømme brønden, før de sender mig påbud igen. Jeg ved jo ikke, hvor jeg skal gøre af de 5000 liter vand, der står i den.” Siger han.

 

Statslig tvang

Når T ser tilbage på den lange kamp, han har haft med kommunen, er han dybt rystet. ”Jeg føler, det er sket under statslig tvang.” Siger han. ”Jeg mener, det er en privat sag at bestemme, hvilket vand man vil drikke.” Forklarer han og argumenterer for det ulogiske i statslig tvang. ”Det er et indgreb i den personlige frihed!” Udbryder T – og det kan man jo kun give ham ret i!

 

Da jeg interviewede T og J, kom det meget bag på mig, at der foregår ting som dette. Det er jo ikke noget, man normalt hører om, og det er ikke et område, jeg overhovedet før har skænket en tanke. Men det er tankevækkende, at der foregår sådanne ting i det skjulte. T og J sagde flere gange, at de mente, det var op til folk selv at vælge, om de ville drikke deres eget vand eller ej.

 

Der er mange myter om, at vand fra private brønde er mere forurenet end offentligt vand, og det ved brøndejerne også godt, men hvorfor er det statens pligt at sørge for, at folk ikke drikker forurenet vand? Når der er oplysning på området, kan jeg ikke se, hvorfor Staten skal blandes ind i det? Det er jo også i brøndejernes interesse, at de ikke drikker forurenet vand, så disse vil formentlig selv få deres vand tjekket – det er på ingen måde et område, Staten skal blandes ind i.[2]

 

 

[1] I ”byzonen” er prisen ca. det halve.

[2] Der findes en forening, der kæmper for, at brøndejerne skal have lov til at beholde deres brønde. Foreningen hedder Dansk Brøndejerforening, og hvis man gerne vil læse om, hvad de står for, kan man finde dem her.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password