Den liberale "Stemme"

Man må aldrig tilsidesætte det enkelte individs suverænitet og integritet i en højere sags tjeneste. Det kan selv et tidligere medlem af den såkaldte Blekingegadebande forstå, mens det kniber alvorligt for andre. En artikel af Erik Kofoed.

Det er tidligere her på Liberator blevet diskuteret, hvor langt man kan gå i kampen for et højere mål. Og med god grund. En af de største uskikke blandt liberale – eller rettere; dem, der gerne vil være det og dem, der burde være det – er, at et individs rettigheder godt kan tilsidesættes. I hvert fald en gang imellem. Specielt hvis man mener det godt.

Det mest åbenlyse eksempel er den fuldstændige tåbelige invasion af Irak, som Danmark desværre var en del af. I løbet af de seneste år er tusindvis af uskyldige mænd, kvinder og børn blevet dræbt af bomber og missiler, som de fik sendt i hovedet af vestlige tropper. Nå, så bliver de ansvarlige vel straffet for deres ugerninger? Åbenbart ikke. Af og til udsendes en kort undskyldning, men ellers fortsættes ødelæggelserne som om intet var hændt.

Tankegangen bagved er åbenlys. Når man kæmper for ”demokrati” og ”frihed”, må man acceptere nogle civile dødsfald. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre kun at ramme militære mål. Enhver, som har ramlet ind i én af Jesper Lau Hansens efterhånden utallige hyldestartikler om Bush og aggressionen mod Irak, vil vide, hvad jeg taler om: Der er ikke grænser for, hvor mange steder man liiige kan smide en ekstra bombe – og én til, og én til – hvis bare det sker i en kamp for vestlige værdier.

Det er dog en fuldstændig vanvittig tankegang, som ligger bag. Man kan nemlig ikke gradbøje frihed. Ethvert individs ret til selvejerskab er uafhængig at tid og sted. Alle har ret til frit at ytre sig, lige meget om de bor i Danmark, Irak eller sågar på Månen. Det havde de for tusind år siden, og det vil de også have om tusind år. På samme måde er det med ejendomsretten både til egen krop og til eksterne goder som f.eks. et stykke land eller en bil. Man kan aldrig retfærdiggøre et overgreb med begrundelsen, at det sker i en højere sags tjeneste.

Men det er netop denne relativering, man unægteligt kommer til at gøre ved et forsvar for f.eks. Irakkrigen. Fordi en gruppe mennesker tilfældigvis er født et krigshærget sted, har de nøjagtigt samme rettigheder som alle andre. Det er lige så forkert at slå en uskyldig iraker ihjel, som det er at tage livet af enkefru Jensen i lejligheden nedenunder.

Når det borgerlige Danmark i høj grad har svigtet i kampen for en grundlæggende respekt for individet frem for absurde nyttevurdering, er det godt, vi kan få hjælp fra en anden kant – en ganske uventet en af slagsen. I Peter Øvig Knudsens 2. bog om Blekingegadebanden[1] sidder et tidligere bandemedlem – den såkaldte ”Stemme” – og taler om begivenhederne fra dengang. Her er et kortere uddrag:

Hvis man overhovedet vil sætte sig ind i vores [Blekingegadebandens, red] tankegang, må man huske, at vi mente, at man også blev medansvarlig ved IKKE at handle, og at det var værre ikke at gøre noget end at handle med risikoen for at gøre noget forkert. Samtidig relativerede vi konstant de negative konsekvenser af vores kriminalitet ud fra den grundtanke, at små lidelser hos få mennesker var en lille omkostning for alt det gode, vi gjorde for mange mennesker i den tredje verden. Men den grundtanke er syg: Man kan ikke måle nogle få menneskers små lidelser i forhold til mange menneskers store lidelser, for faktum er, at for det enkelte menneske er enhver lidelse absolut.

Den syge tanke, tror jeg, er blandt andet vokset ud af Maos tese fra hans bog ’Om modsigelser’, der for eksempel konkluderer, at kvantitative ophobninger slår om i en ny kvalitet – en tese vi alle fik banket ind i hovedet af Godfred Appel allerede i KAK-tiden. Konsekvensen er, at når vi arbejder for bedre forhold for den tredje verdens milliarder af mennesker, så bliver et kraniebrud hos en vagtmand eller et psykisk sammenbrud hos en portvagt betydningsløst.

Det dårlige vi udsætter nogle enkelte for, opvejes så rigeligt af alt det gode, vi gør for de mange, og vi blev med jævne mellemrum bekræftet af den taknemmelighed, vi oplevede under besøg i diverse flygtningelejre. Men sandheden er, at det gode, jeg gør, ikke på nogen måde relativerer mit ansvar for at udføre fysiske og psykiske overgreb mod nok så få mennesker i Danmark. Der findes ikke ligegyldige ofre. Ét offer, tyve ofre, hundrede ofre – det er ét offer, tyve ofre, hundrede ofre for meget.

Min egen selvkritik handler om, at jeg forvandlede verden til et moralsk system. Jeg tillod mig den tanke, at menneskelig lidelse kan vejes på en guldvægt, hvor jeg godt kunne lægge lidt mere lidelse på den ene vægtskål, fordi der var masser af lidelse på den anden. Men for Jörn Rausing[2] ville det ikke mindske hans lidelser under en brutal kidnapning det mindste, at vi henviste til palæstinensernes situation. Tankegangen er et udtryk for samme moralske forfald, som når nogle af Danmarks allierede i dag argumenterer for, at det er i orden at udsætte ét menneske for tortur for at redde fem tusinde andre fra terrorisme.

Bundlinien må altid være, at der ingen argumenter findes for at gøre ondt mod et andet menneske. Man må moralsk vurdere den handling, man er i færd med at udføre, helt isoleret og uden at relativere eller bortforklare den med henvisninger til et højere formål. En handling må vurderes på dens konkrete konsekvenser og kan ikke sættes ind i et moralsk system. Det er den grundtanke jeg er nået frem til: Målet helliger aldrig midlet.

Når selv en tidligere voldforherligende maoist kan komme på så gode tanker, burde det også lade sig gøre for os andre. Lad os sende alle de tåbelige nyttekalkuler ad Pommern til, og holde fast i tanken om, at ethvert menneske er ukrænkeligt; at det lever for sin egen skyld og ikke kan tvinges til at leve – og dø – for andre. Alt andet vil være umenneskeligt.

[1]Blekingegadebanden – Den hårde kerne

[2]Svensk milliardærsøn, som Blekingegadebanden planlagde at kidnappe. Planen blev dog aldrig gennemført.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password