Libertariansk media

Medierne er glade for ’dårlige nyheder’. De var helt vilde med Michael Moore’s ’Bowling for Columbine’, og ’Fahrenheit 9/11’ fik endda lov at spilde vores tid i biograferne. Hans ’Sicko’ forherligede Danmarks sygehusvæsen, som om det var godt og effektivt.
Morgan Spurlock åd McDonald’s mad i lang tid i ’Supersize Me’, og det eneste afsnit af ’30 days’, der sendes på dansk TV, er dét, hvor han og kæresten lever på minimumsløn. Sørgelige historier, som er taget ud på overdrevet, men påstås at være ’sandheden’.
Min gamle læremester, Karl Nielsen, skrev en håndbog for dokumentarister, der hed ’Video er sandheden 25 gange i sekundet’. Ifølge hans æstetik var den påstand god nok, for han stillede sig op med sit kamera, skød virkeligheden, som den foregik foran ham, og derefter editerede han den, så sandheden kom frem; ikke den sandhed, der passede bedst med hans egen overbevisning.
Michael Moore og Morgan Spurlock kreerer deres egen sandhed, når de laver deres ’dokumentarfilm’. Det gør alle dokumentarister i dag, men de glemmer, at der altid er to eller flere sider af en sag, som skal bringes frem i dokumentaren, hvis den skal fremstille sandheden.
Drew Carey, der nok er mest kendt for sit ’Drew Carey Show’, men anses for at være en af de mest indflydelsesrige libertarianere i USA, er begyndt at lave en serie af små to-the-point dokumentarfilm på Reason.tv. Han tager emner som Mexico-Muren, eminent domain (ekspropriation) og sågar baconpølser under behandling.
Det er ikke humoristen Drew Carey, der rapporterer fra Los Angeles, det er den bekymrede libertarianer, der desværre går for langt ned i detaljerne med sin rapporter, men de detaljer afslører ofte den lokale regerings alt for store trang til at tilrane sig magt over andres liv og levned, hvilket i langt højere grad støtter den libertarianske sag.
På dansk tv kan vi se ’Bullshit’ med komiker/magikerparret Penn & Teller. De kan andet end at underholde med flotte trylleshow og deres trick-afslørende trylleshow. De tager nogle helt almindelige emner op og vrider dem fra alle sider. Teller siger aldrig et ord; det har han aldrig gjort, og det vil han aldrig komme til i medierne, men Penn siger meget, og han gør det på sin egen, højtråbende måde.
Kapitalisbet har hele ’recycling’ episoden af ’Bullshit’ liggende på sin hjemmeside. Netop dét afsnit er arketypisk for Penn & Teller, der på deres egen måde viser, at genbrug faktisk ikke er så godt, som folk går og tror. Som de selv forklarer i starten af episoden, så tror de stadig selv en smule på den løgn, de netop har afsløret!
Alle ’Bullshit’ episoderne er værd at se for enhver libertarianer. Ikke fordi de alle er vedkommende for netop ens eget liv, men der er altid guldkorn at hente.
Herhjemme ser det til gengæld skidt ud med libertarianske holdninger i medierne. Sebastian Dorset var nok det tætteste, vi kom på noget, der lugtede bare en smule af fisk, da han i 2004 skrev på bagsiden af MetroXpress. Han blev dog aldrig helt libertarianer, men holdt en meget stærk Venstre-mands kurs, sådan som partiet venstre burde have holdt den.
’Selvgjort er velgjort’ siger et gammelt ordsprog, og jeg har jo faktisk det produktionsapparat, der skal til for at producere videoprogrammer med libertariansk indhold, men jeg har været ude hos TV-stationerne for at høre, hvordan de ville stille sig over for et dansk program/show, der lænede sig op ad det ellers så populære ’Bullshit’ af Penn & Teller.
Det er man ikke interesserede i, i hvert fald ikke, hvis historierne tages seriøst. Den producer, jeg snakkede med, fortalte mig, at man ikke regnede med, at folk tog ’Bullshit’ alvorligt, da det jo var et komikerpar, der lavede showet.
Så nu skal jeg ud og finde to dygtige komikere, så vi kan lave et komisk show, der kan narre sådan en producer til at tro, at det er komik, vi laver, og ikke en seriøs libertariansk agenda serveret med humor.