Klimavenlig kapitalisme

Hvad skal vi gøre, hvis klimaændringerne viser sig at være menneskeskabte? Statslige indgreb er ikke løsningen, men gør blot problemet værre, skriver Mikkel Kruse.

Hører du til dem, der sprutter af raseri, når nogen hævder, at klimaændringerne er menneskeskabte? Drømmer du om at se Al Gore lagt på hjul og stejle? I så fald har du en hård tid foran dig.

Den politiske konsensus har samlet sig tungt bag drivhusteorien, og gamle modstandere er nu at finde blandt fortalerne. Statsminister Anders Fogh Rasmussen påkaldte sig miljøbevægelsens vrede, da han i 2002 udnævnte Bjørn Lomborg som leder af Institut for Miljøvurdering. Siden har Fogh som bekendt afsværget sin klimaskeptisisme og arbejder nu hårdt på at profilere sig ved FN’s klimatopmøde i København i 2009.

Nok er Anders Fogh ikke just kendt for sin stålsatte principfasthed. Men han er ikke alene. Libertarianere og prominente kritikere af teorien om den menneskeskabte opvarmning som Michael Shermer og Ronald Bailey har vedkendt sig nye data og har nu opgivet deres modstand mod drivhusteorien. I en artikel, offentliggjort sidste år i det konservative magasin National Review, lød det: “Det er ikke længere muligt, hverken videnskabeligt eller politisk, at benægte, at menneskets aktiviteter højst sandsynligt har ført til højere globale temperaturer.”

Hvad er konsekvenserne, hvis teorien om den menneskeskabte globale opvarmning er korrekt? Må vi så kaste os om halsen på samfundsarkitekterne og bede dem frelse os fra vores egoistiske forurening?

Ingenlunde. Selv hvis hvert et ord i FN’s klimarapport er sandt, vil massive statsindgreb sandsynligvis forårsage langt flere problemer, end de løser.

Sult for klimaets skyld

En af bekymringerne ved klimaændringerne er, at de vil medføre tørke, hvilket vil gå ud over høsten. Men takket være flere landes klimapolitik har verden allerede nu nok fået en forsmag på fødevaremanglen.

Både EU og USA giver særlige tilskud til landmænd, der dyrker afgrøder, som laves om til biobrændstof. EU brugte i 2007 2,84 millioner hektar på at producere biobrændstof, mens over en tredjedel af USA’s majsproduktion i 2006 blev hældt i benzintanken. Biobrændstof kan laves af flere forskellige afgrøder, bl.a. majs, raps og sukker, men resultatet er det samme: Færre fødevarer og højere priser på mad.

Men en lille smule sult er vel i orden, hvis det kan hjælpe klimaet, vil miljøforkæmpere måske mene. Uheldigvis tyder ny forskning på, at når der tages højde for alle led i produktionen, er biobrændstof faktisk med til at forværre drivhuseffekten.

Efterspørgslen på biobrændstof fører til rydning af skov- og buskland; enten direkte, fordi området skal bruges til at dyrke biobrændstofsafgrøder, eller indirekte, fordi de høje fødevarepriser gør det attraktivt at have mere landbrugsland.

Men når jorden pløjes op, frigives der store mængder CO2, ligesom landbrugsland ikke er i stand til at optage lige så meget CO2 som den vegetation, der lå der før. Når der tages højde for dette, viser biobrændstof sig at lede til mere CO2-udledning end der spares.

Atomkraft? Ja tak!

Statslige organisationer gennemfører ikke blot “løsninger”, der i virkeligheden gør problemet værre. Regeringer over hele verden stiller sig også i vejen for teknik, der faktisk kan nedbringe udslippet af drivhusgasser.

Adskillige undersøgelser viser, at atomkraft er en af de mest klimavenlige energikilder, der findes. I januar 2008 offentliggjorde den britiske regering en rapport, “Meeting the Energy Challenge”, der tog højde for udslippet ved alle aspekter ved atomkraft, fra opgravningen og transporten af uran, til opførelsen af værket. Resultat: Atomkraft er, sammen med vindkraft, den energikilde, der har den mindste CO2-udledning per kilowatttime. Og så koster atomkraft under halvdelen af, hvad de billigste former for vindenergi koster.

Elforbruget bidrager ifølge FN’s klimapanel med 26 procent af hele verdens udslip af drivhusgasser. Hvis vi begyndte at få vores strøm fra atomkraftværker, ville der med andre ord være mange tons CO2 at spare. Alligevel har miljøorganisationer som Greenpeace forsinket eller helt afbrudt konstruktionen af atomkraftværker i flere lande, deriblandt Danmark.

Grøn genmodificering

Landbruget bidrager også i høj grad til klimaændringerne. Ifølge FN’s klimapanel står landbruget for næsten 14 procent af den globale udledning af drivhusgasser. Udover, at landbrugsjord er ringe til at optage CO2, bruges der meget energi på at pløje, gøde og høste.

I de seneste år har forskere gennem genmodificering udviklet forbedrede afgrøder, der kræver færre pesticider, mindre pløjning og som giver højere udbytte. Det betyder, at man kan producere mere mad med mindre møje, hvilket nedsætter udledningen af drivhusgasser.

En tredjedel af landbrugets udledning af drivhusgas skyldes brugen af nitrogenbaseret gødning. Traditionelle afgrøder er kun i stand til at optage halvdelen af næringsstofferne, mens resten skylles ud i søer og vandløb til skade for miljøet. En stor del af de uoptagne næringsstoffer bliver omdannet til drivhusgassen dinitrogenoxid. Men det er lykkedes genforskere at udvikle en mere nitrogeneffektiv type ris. Udviklerne mener, at risen vil kunne spare, hvad der svarer til 50 millioner tons CO2 om året.

Genmodificering er dog ikke blevet vel modtaget i EU, hvor miljøorganisationers skræmmekampagner har ført til streng regulering og handelsbarrierer.

Kapitalismens grønne tommelfinger

Handelsbarrierer er også årsagen til, at klimaændringerne vil anrette flere skader, end de ellers ville have gjort. FN’s klimapanel vurderer, at klimaændringerne vil gå hårdest ud over den tredje verden. Ikke blot fordi mange af disse lande i forvejen har høje temperaturer, men fordi de mangler ressourcer til at imødegå temperaturstigningerne gennem kunstvanding, dyrkning af andre afgrøder, etc.

Toldbarrierne omkring EU, såvel som de mange handelsbegrænsninger tredjeverdenslandene imellem, er med til at holde Afrika i fattigdom. Hvis verdens regeringer droppede deres protektionistiske handelspolitik, ville vi alle være bedre rustet, når klimaændringerne for alvor rammer.

De grupper, som kræver mere statslig indgriben, er kun med til at forværre det problem, som de hævder at være så bekymrede over. I virkeligheden bidrager statslige programmer mere til fødevarekrisen end til faldende temperaturer, mens man aktivt forhindrer markedet i at benytte sig af teknologi, som ville nedsætte CO2-udledningen.

Kapitalismen har ikke blot en usynlig hånd, men også grønne tommelfingre. Hvis verdens miljøforkæmpere mener klimakampen alvorligt, ligger løsningen lige for: rul staten tilbage og lad markedet komme til.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password