Copyright og den globale gadesanger

Copyright er svært at håndhæve i en tid, hvor stort set alle downloader. H.J. Hansen redegør her for, hvorfor Copyright ikke er værd at håndhæve og hvordan kunstneres rolle er ændret til deres eget bedste.

Et af de helt store områder, som brugere af liberator.dk aldrig har kunnet blive enige om, er intellektuel ejendomsret (IP[1]). Der har tidligere været gennemtæsket en masse argumenter om IP på Liberator, så dem ser jeg ikke den store grund til at gennemgå endnu en gang. Hvis man ikke tidligere har beskæftiget sig med diskussionen, så kan man finde den på http://www.liberator.dk/debatforum/arkiv/display_message.asp?mid=114446

Jeg vil beskæftige mig med to hovedfilosofier bag IP og til sidst komme med et andet syn på medier. De to filosofier bag IP er naturlig rettighed (kunstneren) og utilitaristiske rettigheder. Det er to grunde, som begge legitimerer brugen af IP.

Utilitaristiske rettigheder er ideen om, at man vil skabe det bedste resultat for samfundet generelt. Det skal gøres ved at få kunstnere til at producere så meget kunst som overhovedet muligt. Derfor sikrer man kunstnere (forlæggere, producenter osv.), at de har kontrol over deres værker i håbet om, at det vil hjælpe dem til at skabe mere kunst.[2]

Når man peger på, at kunstneren har særlige rettigheder, så anerkender man, at kunstneren har en moralsk rettighed til at kontrollere det indhold, som hun/han har skabt. Det er udsprunget fra ideen om, at en kunstner har ret til beskytte sit værks integritet, da det er en forlængelse af hendes/hans personlighed. John Locke menes at være en fortaler for kunstneres (særlige) rettigheder. Hans synspunkt var, at en forfatter ejer sin egen krop, derfor ejer forfatteren også frugterne af sin krop.[3], [4]

Marshall McLuhan skrev i 1964 bogen Understanding Media – The Extensions of Man, hvor han fremfører teorien om, at medier blot er menneskets forlængede lemmer. Denne artikel er f.eks. en forlængelse af min stemme. Jeg kunne vælge at stille mig op på torvet og skrige artiklens budskab ud til andre. I stedet vælger jeg at skrive min holdning på Liberator, for på den måde at nå ud til flere. Med internettet har jeg pludselig mulighed for at blive hørt over hele verden.[5] På samme måde har internettet ændret en musikers rolle i dag. I nedenstående eksempel fremviser jeg hvilke lemmer, der bliver berørt for henholdsvis brugeren og musikeren.

Brugeren er den person, som sidder hjemme ved sin computer og vælger at hente det nye album med Madonna. I gamle dage ville brugeren have taget turen ned til sin pladebutik for at købe cd’en. I dag kan brugeren hente albummet hurtigere på internettet, end hvis hun/han var cyklet ned for at købe albummet. Når brugeren henter et musiknummer af Madonna, så forlænger brugeren sit øre. Brugeren er pludselig i stand til at høre en sang, som er produceret langt væk fra hendes/hans hjem. Hendes/hans forlængede øre har pludselig givet brugeren samme mulighed, som hvis man står og lytter til en gadesanger. Man bestemmer selv, om man vil betale for det eller ej.

Musikeren laver fortsat musik, som hun altid har gjort. Hun sælger stadig cd’er, men hendes musik bliver oftere og oftere downloadet gratis på nettet. For hver gang hun sælger en cd, bliver hendes album downloadet tyve gange gratis.[6] Internettet har forlænget hendes stemme, så den nu kan nå ud til endnu flere.[7]. Internettet har gjort musikeren til en gadesanger, som kan nå hele verden med sin musik. Musikeren kan kun håbe på, at folk gider betale for musikken. Tilbage er spørgsmålet bare, om vi vil betale for gadesangerens sang?

Om man er fan af de to første IP teorier eller ej, så må man stadig forholde sig til, at internettet har ændret vores medievaner. Janus Friis udtalte i et interview i Politiken om brugen af Kazaa[8] (wiki note) “Det er jo ikke kriminelle pirater, der bruger det her. Det er millioner af almindelige borgere. Det er forbrugerne, og det er vælgerne,”[9]. Lande, der går ind for de utilitaristiske rettigheder[10], må forholde sig til, at et klart flertal bryder de love, som man påstår, er til for at hjælpe dem. Når kunstnere, producenter og andet godtfolk, som tjener penge på kunst, foreslår afgifter på internettet i den gode sags tjeneste, så kan man ikke gøre andet end at tage afstand fra dem. Der er intet, der tyder på, at der bliver mindre kunst til i dag end tidligere.

Teorien om, at et kunstværk er en forlængelse af en kunstners personlighed, er meget passende. Jeg kan dog ikke se, hvorfor dette skulle give kunstneren særlige rettigheder. Vi deler vores personlighed dagligt med andre mennesker i gennem samtale (det kan være en historie, en god vittighed osv.), fordi mennesket har mulighed for at dele information med andre. At det skulle give særlige rettigheder, fordi man har skrevet sin gode historie ned på et stykke papir, er en absurd idé. En bog eller musik er blot et medie, som vi kan bruge som en forlængelse af vores lemmer, så vi har mulighed for at dele vores information med andre.

Med internettet har en musiker pludselig fået rollen som gadesanger. Musikeren har fået en kendskabsmulighed, som tidligere ikke var mulig. Det er nu op til gadesangeren, om hun/han kan tjene penge på det. Muligheden er derude.


[1] Kaldes i resten af artiklen for Intellectual property (IP)

[2] Side 5-6, David Moser (2006): Moser on Music Copyright

[3] Side 5, David Moser (2006): Moser on Music Copyright

[4] Ikke alle er enige om, hvad John Locke helt præcist mente om copyright.

[5] I hvert fald steder med internet

[6] Udtalt af Jesper Bay fra IFPI i Jyllands Posten (Desværre ikke tilgængelig på nettet). Man kan diskutere, hvor troværdig en kilde han er.

[7] Man kan også pege på, at hun har forlænget sin hjerne, da en musiker prøver at fortælle et budskab med sin sang.

[8] Læs om Kazaa på: http://en.wikipedia.org/wiki/Kazaa

[9]Citat gengivet i Computer World ’Hvordan internettet vendte musikverdenen på hovedet – og hvordan det nu gør det igen’. (Intet link på deres side.)

[10] Bl.a. Amerikansk lovgivning

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password