Det statslige fødemaskineri

Mange mennesker har et utroligt stort ønske om at få børn. De, der ufrivilligt er barnløse, gennemgår en hård periode i livet, mens de ser på, at venner og familie, par efter par, kommer i lykkelige omstændigheder og bringer de fine, nye væsener til verden.
Derfor bør vi glæde os over, at den teknologiske udvikling har bragt os så langt, at fertilitetsbehandlinger og kunstig befrugtning kan afhjælpe de årsager, der nu måtte være til barnløsheden. Kvinder – og mænd – kan altså modtage behandlinger, der gør dem i stand til at blive forældre gennem kvindens egen graviditet, hvilket mange naturligvis ønsker sig. I Danmark findes flere private klinikker, som tilbyder denne slags behandlinger.
Men herhjemme nøjes vi ikke med private klinikker. I første omgang henvises man nemlig gennem egen læge til behandling i det offentlige sygehusvæsen. Det er vedtaget ved lov, at regionernes sygehuse må ”yde behandling med kunstig befrugtning til enlige kvinder, der ikke har børn, og par, der ikke har fælles børn”.[1] Finansieringen af denne form for menneskeskabelse varetages altså af skatteyderne. Men hvorfor?
Bør det være en menneskeret at få børn? Ja, det kan man vel sige – forstået således, at hvis man tror på retten til selv at bestemme over sin egen krop, så skal ingen diktere, hvorvidt man må eller ikke må få børn, ej heller hvor mange af slagsen man bringer til verden. Bør det være en rettighed at få finansieret produktionen af børn? Nej, selvfølgelig ikke, og det er faktisk en skam, at den principielle diskussion om det offentliges tilbud om fertilitetsbehandlinger aldrig handler om andet og mere, end hvorvidt homoseksuelle skal have samme rettigheder som heteroseksuelle.
Selvfølgelig skal de det. De skal nemlig heller ikke tilbydes offentlig finansieret børneproduktion. Sagen om kunstig befrugtning og fertilitetsbehandling drejer sig ikke om, hvorvidt man er til det ene eller andet køn. Homoseksualitet er en naturlig årsag til, at man ikke kan få børn, ligesom der findes mange andre årsager – både selvforskyldte og naturlige.
Af selvforskyldte årsager får man i samtale med lægerne at vide, at en livsstil, der indeholder en eller flere af følgende forhold: rygning, narkotiske stoffer, fedme, indtagelse af alkohol, indtagelse af farvestoffer, brug af hudprodukter med parfume, parabener og meget mere, kan medvirke til en nedsat fertilitet. Af de mere håndgribeligt selvforskyldte årsager til barnløshed nævnes tidligere provokerede aborter og kønssygdomme, der kan lede til denne sørgelige tilstand senere i livet.
Man kunne måske argumentere for, at når den enkelte ikke selv bærer den økonomiske byrde ved sine mere eller mindre fornuftige valg gennem ungdommen, så forsvinder incitamenterne til en ansvarlig og sund livsstil. Men det er irrelevant al den tid man ikke ønsker at diktere nogen særlig form for livsstil, så derfor bunder problematikken ved det statslige fødemaskineri naturligvis i valg og præferencer.
Uanset hvordan man er kommet i situationen at være barnløs – selvforskyldt eller naturligt – så er det et personligt valg at få børn. Det er en præference; noget man ønsker sig, og noget man gør for sin egen skyld. Alt imens det er ganske sørgeligt, når dette ikke kan lade sig gøre – eller når det ikke lader sig gøre så hurtigt, man ønsker sig det, og på præcis det tidspunkt man ønsker sig det – så er der ingen valide argumenter for at lade fremmede mennesker bekoste det forløb, man skal igennem for at få opfyldt drømmen. Nuvel, hvis fremmede mennesker frivilligt vil bidrage med økonomisk støtte, bør der ikke være noget til hinder for dette, og det er vel ikke en situation, der er svær at forestille sig. Har man selv været udsat for problemet (og havde man generelt lidt flere af egne penge til rådighed, end det er tilfældet under nærværende skattesystem), kunne man med meget lidt fantasi se velgørende organisationer dukke op, som brænder for netop dette område. Eller virksomheder i fertilitetsbranchen, der nedsætter fonde til formålet eller …
Der er altså ingen valide argumenter for at tvinge fremmede mennesker til at betale for barnløse pars – eller enliges – kunstige befrugtning. Kigger man desuden nærmere på udgiften ved behandlingen, undres man yderligere over, at man har gjort så stor en offentlig industri ud af området. Hos danske fertilitetsklinikker koster en behandling, der svarer til den ordning det offentlige tilbyder, op til cirka 40.000 kroner.[2] Hvorvidt de private klinikker modtager tilskud fra det offentlige fremgår ikke af klinikkernes hjemmesider. Sammenligner man dog med eksempelvis amerikanske klinikker, er udgifterne her marginalt højere (svingende fra stat til stat), men i mange tilfælde dækker parrets sundhedsforsikring, og der gives forskellige typer af rabatter. Det ser altså ikke ud til at være dyrere.
Så det kan ikke være prisen, der gør, at vi som samfund finder det tvingende nødvendigt at deles om udgifterne til børneproduktionen. Ydelsen er universel og tildeles uanset indkomstforhold, og når de fleste nu har råd til flere årlige ferierejser, biler og andet livsnyderi, er det svært at forestille sig, at de samme mennesker ikke vil sætte lidt opsparing til side til undfangelse af ønskebarnet. Igen, det er faktisk muligt at blande sig uden om, hvordan private individer forvalter deres personlige formue, hvis de altså selv fik lov at beholde den. Det er en meget lille skattelettelse, der skal til, før en almindelig dansk husstand får det råderum tilbage, der sætter dem i stand til selv at bekoste transaktionen ved opsparing over nogle år.
Desforuden indeholder sagen om børneproduktion velsagtens andre elementer. Det klassiske: Hvem leverer det bedste produkt, og hvem har det største incitament til at finde den billigste løsning? Spørgsmålet er stillet mange gange før i mange andre sammenhænge, og svaret adskiller sig sandsynligvis ikke væsentligt her. Derfor vendes blikket i stedet mod en diskussion, som foregik på de kloge hoveders blog, Punditokraterne, hvor Christian Bjørnskov, i forbindelse med folketingsvalget, bad politikerne prioritere i sundhedsvæsenet og stoppe med at lave børn på folk.
De første to kommentarer til indlægget var indvendinger mod Bjørnskovs fremragende forslag og lød som følger:
Med den nuværende demografiske udvikling tyder alt på, at der initialt er ganske god samfundsøkonomi i at subsidiere børneproduktion her til lands. Eller også skulle man langt hårdere beskatte barnløse personer, som ikke vil bidrage til, at samfundets befolkning opretholdes.
og
Der fødes for få børn i Danmark (og resten af den vestlige verden). Derfor er det en god investering i vores alle sammens fremtid.
Undertegnede er tilsyneladende ikke den eneste, der har en god fantasi, og forslaget om at beskatte barnløse personer med ovennævnte uhyrlige begrundelse tager i mine øjne præmien. Fantasi til side; det, som er mest bekymrende ved disse argumenter for at opretholde det statslige fødemaskineri, er de konsekvenser, man kan udlede ved den modsatte situation, altså enten den hvor den ”demografiske udvikling” betyder, at der ikke er god ”samfundsøkonomi” i at subsidiere børneproduktion eller den situation, hvor der fødes for mange børn i Danmark. For hvad gør man så?
Uden øvrig sammenligning forestiller man sig, at konsekvensen må være, at de to indgrebsivrige kommentatorer også vil være venligt stemt overfor tiltag lignende dem, man ser i lande, vi sædvanligvis ikke ynder at sammenligne os med. Det kunne være kvoter på børneproduktionen, men også andre uhyggelige idéer. For hvis det er maksimering af samfundets afkastgrad, der er målet, er midlet så underordnet?
I øvrigt kunne begge argumenter gøres fuldstændigt overflødige, hvis man antog en afmontering af den velfærdsstat, hvilken ovennævnte herrer mener børneproduktionen gavner i form af en fortsat kapitalindsprøjtning. I så fald ville det være interessant for det enkelte individ alene, hvorvidt man fik et barn eller ej. Som det rettelig burde være. For hvem får børn for andres skyld endsige for samfundets? Jeg kender heldigvis ikke nogen.

[1] Bekendtgørelse af lov om kunstig befrugtning i forbindelse med lægelig behandling, diagnostik og forskning m.v. (LBK nr 923 af 04/09/2006, §1 a.)
[2] Eksempelvis hos Nordica Fertilitetsklinik og Fertilitetsklinikken Trianglen