Marshall-planen reddede Europa fra hungersnød og kommunisme; den skabte velstand og vækst, som så tydeligt ses i det tyske Wirtschaftswunder. Dette er ikke et helt dårligt bud på den almene borgers opfattelse af Marshall-planen. Men der er behov for en mere kritisk vinkel på denne umiddelbare succeshistorie. Den tysk-østrigske økonom Wilhelm Röpke gav kritik af Marshall-planen i dens samtid, det samme gjorde Ludwig von Mises, og Henry Hazlitt har skrevet en hel bog i 1947 om dollardiplomati og de økonomiske konsekvenser heraf, især med vægt på Marshall-planen. For at finde en nyere kritik af Marshall-planen skal vi frem til Tyler Cowens arbejde for The Heritage Foundation fra 1985. Det er især fra Hazlitt og Cowen, at denne artikel vil tage sine argumenter og kilder.
Kort om Marshall-planen
De første planer for at få Europa på fode, som eksempelvis Morgenthau-Planen, havde elementer af krigserstatning, og der blev lagt låg på Tysklands udvikling for at undgå en gentagelse af krigen. Disse midler skulle således finansiere opbygningen af Europa. Det var dog først med George Marshalls tale ved Harvard University i juni 1947, at ideen om direkte pengehjælp fra USA til Europa blev aktuel: ”Det er logisk, at USA gør, hvad de er i stand til, for at verden kan vende tilbage til normal økonomisk tilstand, uden hvilken der ikke kan være nogen politisk stabilitet og ingen sikker fred. Vor politik er ikke rettet mod noget land, men mod hungersnød, fattigdom, fortvivlelse og kaos.” Så der var på overfladen en masse gode intentioner, og diagnosen var da også korrekt. Europa blev nødt til at komme sig økonomisk for, at den politiske stabilitet kunne genoprettes, men var Marshall-planen den rette medicin?
De fleste lande, på nær Spanien, fik derefter tilbudt støtte fra USA under Marshall-planen. Det, der senere blev til østblokken, afviste den at støtte under pres fra Sovjetunionen. Sovjetunionen oprettede senere sit modstykke, nemlig Molotov-planen. Marshall-planens mål blev en genopbygningshjælp, der skulle give et boost til den europæiske økonomi. Samtidig var der uofficielt også et håb om, at den kunne danne værn mod kommunisme, og opbygge nye markeder for amerikanske varer.
I 1947 kom den første hjælp til Grækenland og Tyrkiet som en del af Truman Doktrinen. Marshall-hjælpen begyndte fra juli 1948. I alt blev der givet 12,4 milliarder dollars i støtte mellem 1948 og 1951. De største modtager af hjælpen var henholdsvis England og Frankrig.
Den samtidige kritik af Marshall Hjælpen
Den samtidige kritik fra Hazlitt og Mises gik især på, at Marshall-planen ville forlænge krisen i Europa, da den mindskede incitamenter for politiske reformer. Det var netop reformer i retning af et friere marked og især monetære reformer, mange af Europas lande havde brug for. Reguleringer af kapitalbevægelser, priskontrol og rationering af varer samt huslejekontrol burde være blevet fjernet hurtigt efter krigens slutning, men blev opretholdt i lang tid efter. Man skal huske, at mange af de økonomer og embedsmænd, der sad i administrationen af Marshall-planen, havde en fortid i Roosevelts New Deal program. Disse bureaukrater administrerede Marshall-hjælpen på en måde, så den hjalp til at vedligeholde de reguleringer, der var så skadelige for de europæiske økonomier. Grækenland forsikrer således den amerikanske regering, at “Eksisterende reguleringer på import og eksport og udenrigshandel vil blive opretholdt og styrket med alle mulige midler. . . . Et omfattende program vil blive fortaget for at holde priser nede og for at skabe et rimeligt forhold mellem priser og lønninger. . . . Huslejekontrol og rationeringer af vare vil fortsætte. . . . Den Græske regering ønsker også at den (Amerikanske) mission assister i . . . reguleringen af priser og lønninger.” Selvfølgelig kunne man have mindsket dette problem, hvis betingelserne for Marshall-planen var de rigtige frimarkedsreformer, men det var i efterkrigstidens følsomme diplomati tæt på en umulighed.
Et af de mest brugte argumenter for Marshall-planen var, at Europa led af “dollarmangel.” Dette var dog bare en anden måde at sige på, at Europa ville købe mere af USA, end det kunne sælge og at det ville købe mere, end det kunne producere. Den rette hjælp til dette var selvfølgelig ikke at låne dollars til Europa, men at gennemføre reformer, så Europa kunne hæve deres produktion til fortidens højde.
Der er dog en anden forstærkende årsag til denne ”dollarmangel”. De fleste af de europæiske lande havde en overevalueret valuta i forhold til dollaren. Denne ubalance opstod under det stive Bretton Woods monetære system, som ikke tillod frie valutakurser. Netop derfor var monetære reformer strengt nødvendige.
Så samtidens kritikpunkter af Marshall-planen var, at den ville være uden stor betydning, hvis ikke der også fulgte økonomiske reformer med. Uden disse ville hjælpen tværtimod bare forlænge problemerne, da regeringerne i landene ville få et mindre incitament til reformer. Ligeledes burde man iværksætte monetære reformer for at mindske eller helt afhjælpe de ubalancer, der var i den internationale handel. Som vi senere vil se, var det netop de lande, der gennemførte sådanne reformer, der kom hurtigst ud af problemerne fra anden verdenskrig.
Nyere kritik
Men hvordan gik det så? Det er her, Tyler Cowens artikel er god. For som tidligere postuleret var det netop de lande, der gennemførte reformer, der kom først ud af deres økonomiske problemer. Et land som Belgien var allerede ude af de fleste problemer, før Marshall-planens dollars kom. Kun en måned efter befrielsen gennemførte Belgien deres første valutareform, hvor de devaluerede deres valuta. Yderligere begrænsede de priskontrollen samt mindskede pengemængden. Alt sammen førte til, at Belgien var det første land, der kom ud af problemerne fra anden verdenskrig.
Det nok meste kendte eksempel på Marshall-planens ”hjælp” var det tyske Wirtschaftswunder. Men også Tyskland var allerede på vej ud af deres problemer, før Marshall-planen påbegyndtes.
Tysklands problemer blev i efterkrigsårene kun gjort værre af de allieredes administration, skatterne blev hævet, nazisternes priskontrol blev bevaret, og i 1945-46 var udenrigshandel forbudt i Tyskland. Selv da Marshall-hjælpen var på sit højeste, overførte Tyskland flere penge i krigserstatning og omkostninger til de allierede, end der kom ind i tilskud og hjælp. Tyskland kom på rette fod, da de allierede strammede pengemængden til en tiendedel af den tidligere pengemængde. Reichs-marken blev til Deutsch-marken. Den tyske levestandard steg allerede i timerne bagefter. Men der manglede stadig en ændring af finanspolitikken. At dette lykkedes allerede en måned efter pengestramningen, kan vi takke handelsministeren for den britisk-amerikanske zone, Ludwig Erhard, for. Han var inspireret af Wilhelm Röpke, og det siges, at han ene mand en søndag, hvor ingen andre var på arbejde, afskaffede priskontrollen og rationeringen i Tyskland.
Så det var altså ikke Marshall-planen, der fik disse lande ud af deres problemer. Andre lande som Østrig og Grækenland fik først vendt udviklingen, da hjælpen stoppede, og der kom ekstra pres for reformer. Det lader altså til, at samtidens kritiker, som Ludwig von Mises og Henry Hazlitt, fik ret i deres forudsigelser.
Marshall-planen havde desuden nogle absurde komplikationer. Venstrefløjen har beskyldt den for at ”proppe kapitalisme ned i halsen på Europa”. Virkeligheden var snare modsat: Marshall-planen promoverede statsinterventioner. For hver dollar et land fik i støtte, skulle det selv investere et tilsvarende beløb (i egen valuta) i offentlige investeringer. De allierede forhindrede desuden vigtige reformer i mange lande, og promoverede keynsiansk politik i lande som Italien. De amerikanske ”New deal” bureaukrater udtrykte endda bekymringer over Italiens forsøg på at balancere deres budgetter!
Marshall-planen var desuden præget af egne interesser fra amerikansk side. Den græske tobaksindustri blev lagt i ruiner på grund af store ladninger af amerikansk tobak, og den italienske produktion af traktorer blev vraget til fordel for amerikanske traktorer osv.
Værnet mod kommunismen
Marshall-planen promoverede altså ikke frimarkedspolitik, den hjalp ikke Europa økonomisk, og den var endda til skade for nogle lande. Men var den et værn mod kommunisterne i Sovjet? Hvis Marshall-planen skulle værne Europa mod kommunisme, så skulle den virke: Den skulle skabe velstand og vise kapitalismens overlegenhed over for det planøkonomiske Østeuropa. Men vi har lige set, at Marshall-planen ikke var til gavn for de europæiske økonomier, så hvordan kan den værne Europa mod kommunisme? Tænk, hvis der ikke havde været nogen Ludwig Erhard; hvis ikke, der var blevet gennemført de nødvendige reformer, men den keynsianske politik, som Marshall-hjælpen promoverede i flere lande, ville Europa da have været antikommunistisk på grund af nogle små pengegaver fra USA? For ja, de var små, Marshall-planen udgjorde f.eks. på intet tidspunkt mere end 5 % af Tysklands BNP.
Så vejen frem var ikke den planøkonomiske Marshall-hjælp. Nej, det var sunde frimarkedsreformer, som viste sig at være den sovjetiske kommunisme både økonomisk og ideologisk overlegen.
Afslutningsvis vil jeg henlede opmærksomhed på Econtalks podcast fra den syvende april i år. Her er Christopher Coyne inde på hele ideen om eksport af demokrati efter krig og trækker linjer fra Irak og Afghanistan tilbage til Tyskland og Japan efter anden verdenskrig. Den kan varmt anbefales.
For yderligere læsning:
Henry Hazlitt – Will Dollars save the World (pdf)
Tyler Cowen – The Marshall Plan – Myths and Realities (pdf)
D.W. McKenzie – Slaves to the Marshall Myth
Interessant artikel som bekræfter det som jeg altid har forventet, at Marshall hjælpen naturligvis var propfyldt af fejl fordi det var offentlig støttet. Tak fordi du tog dig tiden til at grave i det.
Det næste som så kunne være interessant at få en relation til er kul og stål fællesskabet, om denne forløber for EU, var gavnlig eller ej, om den var et udtryk for de reformer der skulle til eller om disse ville være kommet alligevel.
Interessant artikel som bekræfter det som jeg altid har forventet, at Marshall hjælpen naturligvis var propfyldt af fejl fordi det var offentlig støttet. Tak fordi du tog dig tiden til at grave i det.
Det næste som så kunne være interessant at få en relation til er kul og stål fællesskabet, om denne forløber for EU, var gavnlig eller ej, om den var et udtryk for de reformer der skulle til eller om disse ville være kommet alligevel.
Interessant, men billedet er jo mere nuanceret, for protektionismen ville nok have været der også uden Marshall Hjælp, I England var labour kommet til magten og de var faktsk rødere end de lakajregeringer sovjetstyret havde indsat i de besatte lande, (Orwell skrev 1984 i 1948) og Italien stod jo også på kanten af en kommunistisk revolution efter krigen. Men amerikanerne burde have stillet større krav til økonomiske liberaliseringer i landbrugslandet Danmark havde vi jo smørrationeringer lang tid efter krigen.
Noget andet der betød noget var jo etableringen af Kul og Stålfællesskabet, der siden blev til vore dages EU, EFTA betød selvfølgelig også noget, begge organisationer bidrog til de nødvendige reformer af økonomien og liberaliseringer.
Interessant, men billedet er jo mere nuanceret, for protektionismen ville nok have været der også uden Marshall Hjælp, I England var labour kommet til magten og de var faktsk rødere end de lakajregeringer sovjetstyret havde indsat i de besatte lande, (Orwell skrev 1984 i 1948) og Italien stod jo også på kanten af en kommunistisk revolution efter krigen. Men amerikanerne burde have stillet større krav til økonomiske liberaliseringer i landbrugslandet Danmark havde vi jo smørrationeringer lang tid efter krigen.
Noget andet der betød noget var jo etableringen af Kul og Stålfællesskabet, der siden blev til vore dages EU, EFTA betød selvfølgelig også noget, begge organisationer bidrog til de nødvendige reformer af økonomien og liberaliseringer.
@Jimmi Kristensen
“Interessant, men billedet er jo mere nuanceret, for protektionismen ville nok have været der også uden Marshall Hjælp, I England var labour kommet til magten og de var faktsk rødere end de lakajregeringer sovjetstyret havde indsat i de besatte lande,, (Orwell skrev 1984 i 1948) og Italien stod jo også på kanten af en kommunistisk revolution efter krigen.”
Ja, men Marshall hjælpen forhindrede heller ikke protektionisme.
Og uden tvivl var der kommunistiske tendenser i en del vest europæiske lande. Men jeg tvivler endnu engang stærkt på, at pengegaverne fra Marshall hjælpen vil ændre på det. Planøkonomi forklædt som kapitalisme, her i form af Marshall Planen, er i hvertfald næppe måden hvorpå yderligere kommunistisk indflydelse undgås.
Med henhold til Marshall Planen som forgænger til Kul og Stålunionen, fortæller mine gamle gymnasie historie bøger og wikipidia, at den blev skabt rimelig uafhængigt af Marshall planen. Men hvis der nogle af jer der har gode kilder der omkring, er jeg meget interesseret der i.
@Jimmi Kristensen
“Interessant, men billedet er jo mere nuanceret, for protektionismen ville nok have været der også uden Marshall Hjælp, I England var labour kommet til magten og de var faktsk rødere end de lakajregeringer sovjetstyret havde indsat i de besatte lande,, (Orwell skrev 1984 i 1948) og Italien stod jo også på kanten af en kommunistisk revolution efter krigen.”
Ja, men Marshall hjælpen forhindrede heller ikke protektionisme.
Og uden tvivl var der kommunistiske tendenser i en del vest europæiske lande. Men jeg tvivler endnu engang stærkt på, at pengegaverne fra Marshall hjælpen vil ændre på det. Planøkonomi forklædt som kapitalisme, her i form af Marshall Planen, er i hvertfald næppe måden hvorpå yderligere kommunistisk indflydelse undgås.
Med henhold til Marshall Planen som forgænger til Kul og Stålunionen, fortæller mine gamle gymnasie historie bøger og wikipidia, at den blev skabt rimelig uafhængigt af Marshall planen. Men hvis der nogle af jer der har gode kilder der omkring, er jeg meget interesseret der i.
Jesper Juul Ander har skrevet en fremragende artikel om Marshall-hjælpen.
Den afgørende faktor synes at have været at det enkelte land fik kontrol over (begrænset) sin pengeforsyning.
De sidste 20 år har væksten i pengemængde i et flertal af de industrialiserede lande været ganske umådeholden og nu skal prisen betales med grænseøs inflation.
Jesper Juul Ander har skrevet en fremragende artikel om Marshall-hjælpen.
Den afgørende faktor synes at have været at det enkelte land fik kontrol over (begrænset) sin pengeforsyning.
De sidste 20 år har væksten i pengemængde i et flertal af de industrialiserede lande været ganske umådeholden og nu skal prisen betales med grænseøs inflation.
Ganske vist regner jeg mig selv for at være laissez faire, men Europa var i en modbydelig forfatning efter 2 verdenskrig. At amerikanerne stillede rigdom til rådighed i en kort periode (1948 – 51) var sådan set sympatisk. Marshall planen er ikke det stykke planøkonomi jeg helst ville kritisere.
Ganske vist regner jeg mig selv for at være laissez faire, men Europa var i en modbydelig forfatning efter 2 verdenskrig. At amerikanerne stillede rigdom til rådighed i en kort periode (1948 – 51) var sådan set sympatisk. Marshall planen er ikke det stykke planøkonomi jeg helst ville kritisere.
Marshall planen var ganske altruistisk og intentioner gode. (at den så blev påvirket af lobby grupper i USA senere hen, kan dog næppe overraske).
Men derfor skal man da ikke lade hver med at kritisere den. (hvorfor ikke i øvrigt?), hvis ikke man gør det kunne der jo ske det skadelige, at vi kom til at begå de samme fejl igen.
Og når man tænker på, at Europa sandsynligvis vil have klaret sig bedre uden den, så kan jeg slet ikke se grund til ikke at påpege fejlene ved Marshall Planen.
Marshall planen var ganske altruistisk og intentioner gode. (at den så blev påvirket af lobby grupper i USA senere hen, kan dog næppe overraske).
Men derfor skal man da ikke lade hver med at kritisere den. (hvorfor ikke i øvrigt?), hvis ikke man gør det kunne der jo ske det skadelige, at vi kom til at begå de samme fejl igen.
Og når man tænker på, at Europa sandsynligvis vil have klaret sig bedre uden den, så kan jeg slet ikke se grund til ikke at påpege fejlene ved Marshall Planen.
Hvad der helt bliver glemt her, er den betydning Marshall planen havde for de amerikanske skatteydere. De blev plukket for at kunne sende hjælp til Europa.
Når både Europa og USA ville have klaret sig bedre uden hjælpen, må den selvfølgelig karakteriseres som en fiasko.
Det kan selvfølgelig ikke undre, da stort set alt staten foretager sig, er en fiasko.
Hvad der helt bliver glemt her, er den betydning Marshall planen havde for de amerikanske skatteydere. De blev plukket for at kunne sende hjælp til Europa.
Når både Europa og USA ville have klaret sig bedre uden hjælpen, må den selvfølgelig karakteriseres som en fiasko.
Det kan selvfølgelig ikke undre, da stort set alt staten foretager sig, er en fiasko.