”Vi vælger velfærd”, budskabet er ikke til at undgå i mediebilledet i disse dage. Helle Thorning-Schmidts valgmanipulation kører for fuld tryk. Der er bare et lille problem i budskabet. Socialdemokratiet vælger faktisk velfærdsbesparelser. Det der kommer i vejen er en økonomisk teori kaldet Lafferkurven, som siger at hvis skatten bliver for høj, så falder statens indtægter, og dermed er der færre penge til velfærd. Og skatten i Danmark er for høj.
Eftersom Thorning-Schmidt er uddannet Cand.scient.pol, så må hun være bekendt med denne teori og hendes tidligere støtte til skattestoppet vidner da også om dette. Derfor ved hun godt at det er en fed løgn hun fyrer af. Men hun ved også at vælgerne råt køber det misundelsesargument hun fyrer af, fordi det for mange lyder logisk forkert at statens indtægter stiger hvis skatten sættes ned. Men prøv at forestille dig hvor meget Du selv ville arbejde hvis Din skat var 100%, og regn så tilbage hvor smertegrænsen ligger.
Op mod dette siger venstrefløjen og fagbevægelsen så at undersøgelser viser at danskerne vil arbejde mindre hvis skatten blev sat ned. MEN, det er altså blot hvad folk siger når de bliver spurgt. Der er altså forskel på hvad folk siger og hvad de gør. Fra virkelighedens verden har nobelprismodtageren Edward Prescott fundet at Amerikanerne arbejder 50% mere end Tyskerne og Franskmændene. Og den eneste grund han kunne finde til dette var skattetrykket. Hvad tror du på, et spørgeskema eller virkeligheden?
Desværre har socialdemokraternes manipulationer den konsekvens at Venstre og Konservative ligger underdrejede og ikke tør melde klart ud at top skatten skal væk hurtigst muligt, så vi kan undgå velfærdsbesparelser. Vi risikerer at Anders Fogh også får fyret så store valgløgne af, at han ikke tør gøre det eneste rigtige, af frygt for at tabe næste valg om 4 år. Bortset fra nogle få VK kandidater, så er det altså kun Ny Alliance man kan stole på hvis topskatten skal væk.
Det ville være forfriskende om flere VK kandidater ville bryde partilinjen og melde ud, så man kunne slippe for at anbefale Ny Alliance.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.