"Danske værdier"

Ord som ”værdier”, ”kultur” og ”dannelse” hører til blandt de mest populære slagord i disse år, hvorimod det, der skulle have været en trumf i modeordenes parade, nl. ”sammenhængskraft”, var så bombastisk, at det alt for hurtigt afslørede sig selv som det, det er: En fis i en hornlygte.
Men de andre ord holder nok en tid endnu, og det gør de, fordi de nogle gange faktisk betyder noget og ikke altid kun er slagord. F.eks. kan vi ikke undvære et ord som ”værdi”. Det bruges i så mange konkrete sammenhænge, at det både har en betydning og en funktion. Og det forhold er de kulturelle platuglers chance. De kan læne sig tilbage og tale om ”danske værdier” eller ligefrem ”vort værdigrundlag” med en skidtvigtighed, som i sig selv burde være et faresignal.
Problemet er så at få defineret disse værdier. Det er straks vanskeligere. De kulturelt bekymrede giver sig på det punkt uvægerligt hen i tågesnak eller sølle postulater, som f.eks. at statskirken er en del af ”vor værdimæssige forankring”. Hermed støder man jo en stor del af populationen uden for det danske ”værdifællesskab” og involverer en del andre, der med en pistol for panden ikke ville kunne sige, hvad det betyder at være kristen, og som kun er medlemmer af statskirken, fordi det er man nu engang, når man bor i Danmark. Eksemplet med ”danskhed og kristen forankring” er sikkert det mest tjenlige, når man vil vise vanskeligheden ved at formulere reelle og bindende værdier.
For det er jo sådan med de værdier, der virkeligt betyder noget for mennesker, at de er både så virkelige og selvindlysende, at ingen ville gide at formulere dem. Og måske kan de heller ikke. Det er en ofte nævnt idehistorisk indsigt, at det er først, når værdier ikke længere er bindende, dvs. mindre virkelige, at man begynder at formulere dem.
Problemet er pinligt tydeligt med kulturministerens kanonprojekt. For det er først, når folk ikke længere interesserer sig for klassikerne, at det bliver nødvendigt at fortælle dem hvilke værker, det drejer sig om. Naturligvis er projektet dødsdømt. Det er jo et forsøg på at formulere og fiksere kulturelle værdier, der ikke længere er virkelige, og derfor bliver de mange normgivende beskrivelser af dansk kultur, der har verseret de senere år, lige så mange gravskrifter over fænomenet. Så hvil i fred og snak ikke mere om det, men lyt i stedet til, hvad almindelige mennesker tager for givet, når de mødes i hverdagen.
For selvfølgelig har folk værdier. Ellers ville de jo ikke være i stand til at handle og at træffe valg. F.eks. når der skal udføres et arbejde i huset eller i en anden privat sammenhæng. Så ser man med hvilken søvngængeragtig sikkerhed, de fleste danskere træffer deres valg og sørger for at få arbejdet lavet sort. Det er helt selvfølgeligt, og der er næppe nogen, der føler, at de kommer i bås med Låsby Svendsen ved at få udført eller selv lave sort. Det er snarere de mennesker, der fordømmer frit arbejde – typisk offentligt ansatte kvinder -, som sætter sig selv i bås. For de har ofte ikke muligheden og bruger så den mangel til at spille hellige. Og i praksis viser det sig jo også, at selv om de hellige ikke selv laver sort, vil de nu godt have det udført. Frit arbejde er heller ikke en personlig brist eller privat grille, som man skal prøve at få nogle enkelte snakket fra. At det er acceptabelt at få lavet sort arbejde, er så selvfølgeligt og så udbredt, at vi med bestemthed kan forstå sort arbejde som en særlig dansk værdi.
Derfor er det heller ikke nogen overraskelse, når 24timer d.25. oktober kan fortælle, at Danmark er det land i Europa, hvor der udføres mest frit arbejde. Det gives der bestemt nogle dårlige grunde til, men i stedet for at nævne dem – for alle kender dem jo -, kunne man vel nok for en enkelt gangs skyld læne sig tilbage og glæde sig over denne værdi, der deles af så mange og dermed er et virkeligt og ikke et postuleret værdifællesskab, og undtagelsesvist må man også have lov til at sige, at uden sort arbejde ville samfundets sammenhængskraft være mindre.
Ja, frit arbejde er en del af dansk kultur, som vi med rette kan være stolte af, og som vi i hvert fald i Jylland aldrig har skammet os ved at være med til som enten producent eller aftager. Det er noget, man kan tale åbent om i Jylland, hvor sort arbejde er lige så naturligt, som når statsministeren – må Gud være med ham – fortæller, at han kører med trailer. Måske der faktisk laves mest frit arbejde i Jylland, men da det reelt er en værdi, de fleste danske deler, er der ingen grund til, at en enkelt landsdel skal have æren for den.
Danskerne vil gerne arbejde, og det er mange steder stadigt muligt at træffe en aftale mand til mand og få tingene gjort. At vi med sort arbejde står over for en reel værdi på linie med f.eks. respekten for ens naboer, fremgår også af, at det er en af de værdier, vi ikke behøver at fejre ved specielle lejligheder eller under højtidelige former. Politikerne vil da heller ikke slå til lyd for mere sort arbejde under den igangværende valgkamp. Det ved vi. De vil derimod fortælle den sædvanlige ammestuehistorie om, at hvis der var mindre frit arbejde, ville de kunne sætte skatten ned. Er der nogen, der tror på den? Ikke mange i Jylland. Med den indstilling, politikerne har til arbejdende menneskers penge, vil de selvfølgelig aldrig kunne styre sig ved udsigten til flere. Men de politiske luftkasteller anfægter ikke danskerne. Vi ved, hvad vi tror på, og hvad vi vil, og uanset, hvor mange tåbelige pjecer skatteministeren vil få lavet for de misbrugte danskeres hårdt tjente penge, er frit arbejde stadigt et hyggeligt og underholdende emne, vi kan dele med andre danskere i vores hverdag. Frit arbejde er som et solstrejf på en efterårsdag.