Stop "genopbygningen af Irak"

Som liberal har man unægteligt en dårlig smag i munden over at diverse af verdens såkaldt frihedselskende og demokratiske stater havde held med at føre deres befolkninger bag lyset, og starte et militært eventyr med tvivlsomme intentioner. At de bevæggrunde der i sin tid blev givet for besættelsen af Irak var direkte usande står nu […]

Som liberal har man unægteligt en dårlig smag i munden over at diverse af verdens såkaldt frihedselskende og demokratiske stater havde held med at føre deres befolkninger bag lyset, og starte et militært eventyr med tvivlsomme intentioner. At de bevæggrunde der i sin tid blev givet for besættelsen af Irak var direkte usande står nu klart for alle andre end de mest fanatiske krigstilhængere, og vil blive husket som en historisk stor falliterklæring for demokratiet.
Mange andre vil mene at et af de erklærede og opfyldte mål med konflikten, nemlig afskaffelsen af den rædselsfulde diktator Saddam Hussein, retfærdiggjorde midlet. At detroniseringen af Saddam retfærdiggør at verdens eneste supermagt (og andre nationer) helt bevidst lyver for verdenssamfundet og sine egne borgere. Men dette er en meget farlig glidebane, som i sidste ende kan vise sig en meget større trussel imod de vestlige demokratier en Saddam nogensinde var.

Egentlig er det slet ikke besættelsen af Irak, og hvor retfærdig eller uretfærdig den egentlig var, som jeg vil kommentere på her. Krigen blev en realitet, og sket er sket. I stedet vil jeg kommentere på en del af postkrigsscenariet, som nu udspiller sig i det trøstesløse land som engang var civilisationens vugge.Det der skræmmer mig lidt er det koncept, der kaldes “genopbygningen af Irak”, og som langt de fleste politikere fra yderfløj til yderfløj er så inderligt dedikerede til. “Det er simpelthen vores ansvar”, udtales der fra København til Washington, og for den sags skyld også i mange af de lande der ikke deltog i den militære aktion, på trods af de meget begrænsede materielle skader den 2. golfkrig påførte Irak som nation.

Af de i den Amerikanske kongres vedtagne milliardbudgetter til Irak-operationen går væsentlige dele til den såkaldte genopbygning, dvs. konstruktion af skoler og infrastruktur, fabriksanlæg og olieindustri i Irak; primært foretaget af udenlandske entreprenører.
Målene med denne genopbygning er sikkert lige dele ægte velgørenhed samt kynisk og keyniansk kalkulation. Det er jo ikke ringe for fx. den Amerikanske stat pludselig at sidde med ekstrabevillinger i milliard-dollars klassen, som man kan vifte foran næsen på erhvervslivet. Den slags er jo magt. Og nogle ser sikkert også de mange Irak-genopbygningsprojekter som en måde af få gang i den Amerikanske økonomi, på trods af at væsentlige mængder af disse penge kommer fra nationale budgetoverskridelser og ekspansiv pengepolitik. De befolkninger der i denne proces bestjæles føler, at de gør noget godt for Irakerne, ved at pumpe dollars ind i deres nedslidte land, men er det egentlig også tilfældet? Kan en regn af gaveguld forvandle et krigshærget land til et paradisisk mønsterdemokrati?

Det er svært at købe et land til velstand. En dreng passer ikke ligeså godt på den cykel som han får foræret, som den cykel han selv har købt for penge, optjent på at gå med aviser. Men værst er at pt. dikteres genopbygningsprocessen af politikere, i stedet for af markedet. Dvs. irakerne får bygget de ting som politikere tror de har brug for, i stedet for de ting som de faktisk har brug for. Jeg så en udmærket udsendelse på DR2 om Irak, et år efter krigen. I denne udsendelse blev der gjort opmærksom på den store skade som rodet i genopbygningsbudgetterne skabte i lokalsamfundene. Omkring Falluja var der 20 større projekter i gang, som havde måtte stoppe, fordi pengene midlertidigt var sluppet op. De lokale var sure, for nu kunne de ikke fortsætte arbejdet på de forskellige projekter, for de blev ikke længere betalt dollars for det.
Hvis der virkelig var det ægte samfunds og markedsmæssigt behov for de ting som de byggede, så blev de jo nok også bygget, amerikanske dollars eller ej. Som det fx. var tilfældet med den Moske som i Bagdad blev svært beskadiget i et Amerikansk angreb, og genopbygget uden hjælp fra ditto.

Det kan godt være vi undrer os over prioriteringen (Moskeer frem for skoler), men nu er samfund jo engang forskellige, og det nytter ikke bare at gå ind og diktere hvad der skal bygges og hvad der ikke skal, hvis ikke Irakerne selv er enige i den prioritering. Det eneste man får ud af det er fejlslagne projekter, som fx. de mejerier vi fra Dansk side prøvede at bygge i diverse Afrikanske lande i 70’erne, og som aldrig kom til at producere én eneste liter mælk så snart finansieringen ophørte.

At hælde penge ind i et land gør langt mere skade end gavn. I slutningen af 1400-tallet var Spanien en af Europas absolut stærkeste nationer, og havde intet fået foræret. Et land bestående primært af gold klippeørken, og hvor Maurere, Baskere og Spaniere havde kæmpet om herredømmet i århundrede. Da Spaniolerne erobrede størstedelen af Mellem og Sydamerika i 1500-tallet, flød det i årevis ind med ufattelige mængder guld og sølv.
Men i løbet af 50 år, hvor den lette rigdom der flød ind i landet overflødiggjorde lokal industri og skibsbyggeri (den slags købte de sig jo til), tabte Spanien alt på gulvet. Hvad der lignede en gave viste sig at være en forbandelse, og Spanien har faktisk endnu ikke, her 500 år efter, kommet sig helt.
Lignende faktorer havde en stor del af skylden for Romerrigets fald. Og en tilsvarende katastrofe vil efter al sandsynlighed ramme lande som Saudi Arabien og de Forende Arabiske Emirater, hvor den lette olierigdom har skabt et samfund, hvor stort set al arbejde udføres af emigranter, og hvor stort set alle materielle behov dækkes gennem import.

På samme måde som det gik Spanien kan man frygte, at Irak nu vil opleve tiden efter at dollarstrømmen ophører, hvilket at dømme efter de Amerikanske budgetter ikke ligger langt ude i fremtiden. Amerikanske dollars vil overflødiggøre at Irakerne selv opbygger deres land, og alt hvad der dertil hører. Og når pengestrømmen en dag stopper, så er helvede løs.
Dertil kommer at pengestrømmen ind i Irak i dag ikke bejler til den dygtige entreprenør, men til den person der er bedst til at stryge Amerikanerne med håret. Det skulle ikke undre mig om Kaospiloterne snart starter en Irakisk afdeling.
Denne politisk skabte økonomiske overklasse vil potentielt skabe megen ulykke i fremtiden, som politisk privilegerede overklasser har gjort det så mange gange før.

Folk vil fremhæve Marshall-hjælpen efter afslutningen af 2. verdenskrig som et glimrende eksempel på hvor vigtigt økonomisk hjælp er for at lede et land ind på et demokratisk spor. Og man vil pege på det post WWII tyske økonomiske mirakel som et bevis på at økonomisk hjælp er gavnlig og dermed retfærdiggøre indsatsen i Irak.
Men i virkeligheden gik kun en mindre del af Marshall-hjælpen til det totalt sønderbombede Tyskland, mens primært England og Frankrig, som sammenlignet med Tyskland og Japan var relativt ubeskadigede, modtog broderparten. Tredive år senere kunne selv et barn konstatere, at Tyskland og Japan var rigere og økonomisk stærkere lande end de primære Marshall-klienter, England og Frankrig. Så hvor gavnlig er gavehjælp egentlig?

Jeg frygter at den såkaldte genopbygning af Irak gør langt større skade end gavn! Det er et vidunderligt instrument for staterne, der kan plukke flere penge ud af deres befolkninger, og derefter gå i gang med deres yndlingsbeskæftigelse med at bestemme hvem der skal ha’ og hvem der ikke skal ha’. Og det er penge lige ned i foret på statens protegeer og politisk nære erhvervspartnere som mestrer lobbyismens ædle kunst, men som i det frie forbrugerorienterede marked ville være ligeså uddøde som dinosaurerne.

Taberne er alle på nær staten. Den kapital som suges ud af markedet til politiske formål er spildt potentiel rigdom, som helt eller delvist investeres i uproduktive formål og givetvis havner i lommerne på Amerikanske og Irakiske Oligarker. Den almindelige Iraker får ikke chancen for at opbygge sin egen business, for den bliver konkurrencemæssigt tromlet ned at indenlandske og udenlandske “kaospiloter”, med milliarder af gavedollars i backing. Og den dag gavestrømmen hører op, så er landet lige vidt. De vil stå med tusindvis af offentlige bygninger af amerikansk model som er ubrugelige for deres samfund, og de vil have absolut nul konkurrencedygtig lokal industri. Til gengæld vil de (og vi) have lokale rigmænd, som nok hurtigt skal få placeret sig selv i den tomme stol som Saddam efterlod.

At en kunstig finansieret, politisk dikteret genopbygning af Irak er til langt mere skade end gavn burde være synligt for enhver med økonomisk forståelse.
Stop genopbygningen af Irak; for Irakernes skyld! Eftergiv landet og dets borgere deres uforskyldte udenlandsgæld, og lad dem passe sig selv. Kun på den måde vil man opnå en bæredygtig genopbygning af landet.

[NB: Artiklen blev oprindeligt bragt på antikrig.dk 2004]

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password