Truslen fra fælleskabstænkningen

”Det er sørme godt, at det ikke var os, der blev gift”, måtte jeg sige til den charmerende butiksassistent i en isenkramforretning. Jeg var ved at købe køkkenredskaber, og omkring handlen udspandt der sig en munter diskussion om kønsroller. ”Min mand”, havde hun forklaret, ”laver ikke bare mad hver dag, men han kan også selv […]

”Det er sørme godt, at det ikke var os, der blev gift”, måtte jeg sige til den charmerende butiksassistent i en isenkramforretning. Jeg var ved at købe køkkenredskaber, og omkring handlen udspandt der sig en munter diskussion om kønsroller. ”Min mand”, havde hun forklaret, ”laver ikke bare mad hver dag, men han kan også selv tage støvsugeren, når det er nødvendigt.” Køkkenknivene glimtede, som vi svang dem, og vi bekræftede hinanden i, hvor skønt det er at være uenige. Vi mente begge, at vi omsider lever i et pluralistisk samfund, hvor der er plads til alle, og ingen på forhånd er forpligtet til at mene eller at være noget bestemt. Jeg kunne altså godt lægge kortene på bordet og indrømme, at jeg finder det upassende, at mænd går med barnevogn. På den anden side ser man også muslimske mænd med barnevogn, så min undren kan henregnes under personlige idiosynkrasier og private griller. Men sådan en opfattelse er slet ikke noget problem for hverken butiksassistenten, den muslimske mand eller mig, for nu er vi nu kommet frem til det pluralistiske samfund, hvor individets ukrænkelighed midt i mangfoldigheden er det største gode. Jeg har jo aldrig forsøgt at forhindre andre mænd i at trille en tur med den lille. Og selv om jeg som barn lærte, at en kvinde, der ryger offentligt, stempler sig selv, har jeg endnu aldrig slået smøgen ud af kæften på en rygende kvinde på gaden. (At dronningens offentlige fremtræden så giver mig kvalme, er noget, jeg må leve med.)

Og dog. Vi er endnu ikke kommet helt frem til det fri samfund. Der er visse forhindringer for respekten for individet og accepten af forskelligheden. En af de værste forhindringer er fællesskabet. Det ord bruges så ofte og forklares så sjældent, at skønt de færreste vil kunne sige, hvad det indebærer, mener de fleste alligevel, at de ikke kan undvære det. Ordet ligefrem smyger sig om tungen og klæber sig til den, som er det et ord, som danskerne har fået ind med modermælken. Ideen om fællesskabet har jo også de sidste halvhundrede år ligget som en klæg dej over den danske mentalitet, og derfor har mange ikke helt let ved at befri sig for den. Først var det de kirkelige med de grundtvigske i spidsen, der repræsenterede ideologien. Men siden har visse socialistiske grupper sluttet sig til det højrøstede men uanalyserede flertal. Det har bl.a. ført til det overraskende resultat, at SF i dag er et kirkeligt parti.

Nu er problemet med fællesskabet som national kultur bl.a., at det kan være svært at vide på forhånd, hvad det egentlig går ud på. For fællesskabet drejer sig jo ikke om noget, udover at gruppen, der udgør fællesskabet, elsker at være dem, de er som gruppe. Det lyder kedeligt, og det er det også, men for nogle mennesker er deres eneste chance for at få en identitet, at de kan pukke på et medlemskab af et fællesskab. I det nationale fællesskab er alle principielt en del af fællesskabet, men hvis nogen adskiller sig fra den grå masse, er de det ikke længere. Så man opdager først, hvad fællesskabet er, når man træder uden for det. Som når en mulig folketingskandidat vil bære tørklæde. Det kan være svært at se, at det skulle være et problem, medmindre man mener, at mode er vigtigere end politik. Det er den muligvis, men når jeg ser ekspedienter hos DSB, på posthuset og i forretninger bære tørklæde, oplever jeg ikke tørklædet som en krænkelse af individet eller et brud på den offentlige sædelighed og orden. Det var de mange lilla bleer i halvfjerdserne heller ikke, selv om de som mode betragtet lå langt under de nutidige tørklæders niveau.

Men nu er der så nogle, der i det nationale fællesskabs navn vil forhindre andre i at deltage i demokratiet med henvisning til moden. De mange forblommede udtalelser fra forskellige politikere uden for DF gør det ikke let at finde ud af, hvad det hele går ud på, bortset fra at de mode- og mediebevidste politikere i hvert fald ikke vil støde nogen på manchetterne. Det kan de nemlig meget let komme til, for det ligger jo i fællesskabets væsen, at dets indhold næsten ikke kan formuleres eller defineres. Når politikere så alligevel forsøger på det, kræver det straks en politisk kommentator, der kan forklare os, hvad det var, at politikeren forsøgte at sige. Det hele er en temmelig trist affære. For vi indser nu, at fællesskabet er en trussel mod både individet og demokratiet, og at danske politikere helst bruger tiden på trivielle emner. Det er så det, der er det virkelige problem, og vi må håbe, at det danske fællesskab snarest muligt vil dø af åndenød. For demokratiets skyld. Det mest interessante i denne grumsede affære er måske, at det først er den yderste venstrefløj, der tør være så liberal, at de kan sige, at moden ikke et problem, for så vidt kandidaten repræsenterer partiets politik.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password