Velfærdsskandalerne

Hvad ville der ske, hvis privatproducerede biler blev fuldstændigt forbudt i Danmark, og der blev oprettet en statslig produktion af biler? Ideen er faktisk set før. I Sovjetunionen producerede man biler (Skoda, Lada, Trabant osv.), som på alle tænkelige måder var inferiøre i forhold til biler produceret i Vesten under benhård konkurrence. Kun meget mærkelige […]

Hvad ville der ske, hvis privatproducerede biler blev fuldstændigt forbudt i Danmark, og der blev oprettet en statslig produktion af biler? Ideen er faktisk set før. I Sovjetunionen producerede man biler (Skoda, Lada, Trabant osv.), som på alle tænkelige måder var inferiøre i forhold til biler produceret i Vesten under benhård konkurrence. Kun meget mærkelige og venstreorienterede mennesker importerede disse biler til Danmark, og endnu færre mente, at de var pengene værd.

I dag er de fleste mennesker enige om, at staten ikke kan finde ud af at producere biler og andre store, håndgribelige ting. Det sidste halve århundredes talrige og katastrofalt mislykkede forsøg med statslig sværindustri, store anlægsarbejder og statslig regulering af arbejdslivet taler deres tydelige sprog: regningen bliver i de fleste tilfælde dobbelt så stor, som hvis en ureguleret privat virksomhed udførte arbejdet.

Tilsyneladende mener et flertal af befolkningen dog alligevel, at det giver mening, at staten skal producere ”velfærd” – og hermed menes specielt at tage sig af psykisk syge, fysisk handikappede og andre mennesker, som ikke er i stand til at tage vare på sig selv. Faktisk har venstrefløjen haft held til at udbrede en ide om, at det er særligt farligt og etisk forkasteligt, hvis private virksomheder skulle varetage disse opgaver. Denne ide følges yderst sjældent op af et argument for, hvorfor det skulle forholde sig sådan, eller hvorfor staten skulle kunne finde ud af at producere ”velfærd” på en betryggende måde, når den kludrer i alt andet, den laver.

Selvom begrebet velfærd dækker over langt flere områder, er det navnlig betydningen af hjælp til samfundets allersvageste, som i befolkningens øjne udgør legitimeringen af vort absurde skattetryk. Derfor er det oprørende for skatteborgere og almindeligt humant indstillede borgere at skulle opleve de afsløringer, som journalister og universitetsstuderende i de sidste par år har stået for mht. de reelle forhold for samfundets allersvageste.

Reaktionen på skandalerne har været ganske forudsigelig. Politikere og bureaukrater har overalt råbt på højere bevillinger, mere kontrol, flere ansatte og mere ”uddannelse” til disse for at undgå lignende tilfælde i fremtiden. Imidlertid vil sådanne tiltag ikke løse noget som helst.

Et fælles træk i velfærdsskandalerne har været, at den statslige kontrol i de fleste tilfælde har været udført efter bogen, og at de skandaliserede institutioner generelt ikke har fået nogen anmærkninger. Systemet har med andre ord frikendt sig selv – indtil almindelige mennesker afslørede de gruopvækkende forhold for offentligheden. Den statslige kontrol er derfor lige så lidt værd, som alle de andre statslige monopolydelser – som en slimet ål vil den bitre og usympatiske kultur, som alt for ofte trives hos velfærdsstatens frontsoldater, behændigt slange sig udenom de forhold, som kontrollen har til formål at afdække.

Samfundets allersvageste er blevet gidsler i et forbenet ideologisk spil, hvor venstrefløjen alt for længe har haft muligheden for at diktere spillereglerne. Ved at insistere på, at man ikke skal tjene penge på at passe de allersvageste, har venstrefløjen (hvilket efterhånden er hele Folketinget) udstyret de svageste med en service, som i bilverdenen ville svare til de sovjetiske, blyindsprøjtede blikspande.

Det er på tide, at vi på vegne af de allersvageste blandt os kræver en fuldstændig privatisering af de institutioner, som skal tage sig af den daglige tilvejebringelse af ”velfærd”. Også i denne sektor skal der arbejde mennesker, som kan gøres ansvarlige, miste en del af deres indtjening eller sågar deres stilling, hvis de ikke udfører et ordentligt stykke arbejde. En plejeinstitution skal kunne gå konkurs, og institutioner med en mere produktiv og samvittighedsfuld personalekultur skal kunne overtage dens kunder. Tilsvarende skal det utvivlsomt utallige plejepersonale, som yder en god og samvittighedsfuld service belønnes med større løn, mere ansvar og højere anseelse. Disse incitamenter er i statens strukturer stort set ikke-eksisterende, og det lider de svage under.Hver dag som for de svage henruller i statens institutioner, betyder flere ydmygelser og mere unødig tvang og omsorgssvigt. Det kan vi ikke være bekendt.

[Denne artikel har tidligere været bragt i Berlingske Tidende som kommentar.]

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password