Det kvalmende fedteri for kvinder

»Helen er ved at skabe sig sin egen lille familie, og omsider skal 11-årige Lucas være storebror.« (Jyllands-Posten 24/12). Helen har altid ønsket sig flere børn, men hun vil ikke risikere at skulle dele et nyt barn med en mand, som hun ikke kan stole 100 pct. på, så nu venter hun og sønnen i […]

»Helen er ved at skabe sig sin egen lille familie, og omsider skal 11-årige Lucas være storebror.« (Jyllands-Posten 24/12).

Helen har altid ønsket sig flere børn, men hun vil ikke risikere at skulle dele et nyt barn med en mand, som hun ikke kan stole 100 pct. på, så nu venter hun og sønnen i spænding på den lille ny, som snart kommer til verden med arvemateriale fra en veluddannet donor med brune øjne og mørkt hår.

Helen udtaler, at hun ikke har valgt en mand fra, men et barn til; hun er ikke spor bekymret, for hun bliver jo ikke den eneste i det ny barns liv, der er jo også storebror, som nok skal levere en masse mandehørm, og så håber hun da sandelig en dag at møde en sød kæreste.

Helen har mødt stor forståelse for sit projekt, ikke mindst fra veninderne, kun ét enkelt, forstokket familiemedlem har været ude med riven og ytret betænkelighed ved, at den lille ny ikke får en far, hvilket har gjort ondt på både mor og søn, specielt blev sønnen meget ked af det. Det fremgår endvidere af artiklen, at Helen har været nødt til at dele sønnen med dennes far, hos hvem drengen tilbringer hver anden weekend.

Det fremgår ikke, om drengens far ikke har været 100 pct. til at stole på og således har været medvirkende årsag til Helens aktuelle beslutning, eller om drengen er så begejstret over at have en far, at han derfor blev ekstra bedrøvet over, at den lille ny bliver snydt for sådan en, ej heller fremgår det, hvor mange procent Helen skal kunne stole på en fremtidig kæreste for at opfatte ham som værende sød!

Min chef sagde i sjov, at han var bange for, at jeg havde startet en tendens, fortæller Helen, og det tror hun bestemt, at chefen har ret i.

Jeg kan ikke lade være med at forestille mig Helen, når hun ad åre kommer i farmoralderen, hvis konsekvensen af hendes nystartede tendens, bliver at hendes egen, nu 11-årige, søn kommer i den situation, at hans chance for at finde en partner, der vil risikere at dele et barn med ham, ender med at blive minimale, fordi han ikke har set sig i stand til at bevise, at han er ét hundrede procent til at stole på; personligt synes jeg, at det kan være vanskeligt nok at stole ét hundrede procent på sig selv; men det er næppe en overvejelse eller et problem, som nager Helen.

Heller ikke lesbiske bryder sig om at dele noget som helst med mænd, altså lige med undtagelse af deres sædceller, der indtil videre er et nødvendigt onde, produceret af de hankønsvæsner, som endnu har bevaret evnen hertil; det står jo som bekendt jammerligt til med mænds sædkvalitet.
Nu hvor det er blevet et samfundsanliggende at bestøve lesbiske, er det netop fremgået, at disse åbenbart bryder sig så lidt om heteroseksuelle mænd, at de ikke vil risikere at lade sig inseminere med sæd fra en sædbank, men at de foretrækker at modtage sæd fra bøssevenner.

Ifølge den ny lovgivning på området er det imidlertid et krav, at man skal være sådan et rigtigt vaskeægte kærestepar for at benytte sig af denne fremgangsmåde; lesbiske kan således ikke på lovlig vis få gratis insemination medmindre donor er anonym, og dermed løber man naturligvis en beklagelig risiko for, at han er af heteroseksuel observans; man kan ellers stort set vælge den donor, der passer i ens kram, men endnu gives der altså ikke bøssegaranti, hvilket sandsynligvis kun er et spørgsmål om tid.

Så skal man bare lyve sig et parforhold til, råder formanden for lesbiske og bøssers forening.
Med en anden ny lovgivning vedrørende delt forældremyndighed, er der derfor lagt op til en både spændende og farverig opvækst for kommende børn i sådanne alliancer.

Gad i øvrigt vide, hvordan de mange lesbiske mødre vil forklare deres eventuelle sønner, at de gerne har villet bringe drengebørn til verden, som de dog helst havde set undfanget ad modum jomfru Maria, og som de i øvrigt nødigt vil røre med en ildtang, når det uundgåelige sker, at de bliver voksne mænd?

Måske forestiller man sig, at man via kombinationen lesbisk og bøsse kan gardere sig mod heteroseksuel indflydelse?

Lidt pudsigt er det nu også, at lesbiske og bøsser, som i årevis har kæmpet en indædt kamp for at opnå accept af og ret til at være anderledes, en kamp jeg vil mene, at man har haft succes med, nu har taget fat på en lige så indædt kamp for ikke at adskille sig.

Det ser på ingen måde lyst ud for fremtidens mænd; det er slemt nok for dem, at Helen har startet en tendens, men at mange mænd oven i købet ikke længere er befrugtningsdygtige, hvis de ellers skulle vinde i lotteriet og løbe på kvinder, der er villige sådan på den gammeldags facon, er da foruroligende.

Er der overhovedet nogen, der har skænket mænd en tanke i den uopslidelige debat om kvinders ligestilling?

Hvordan skal mænd få børn, hvis kvinder ikke længere ønsker at dele afkom med dem, og hvad med de mænd, som i lighed med lesbiske heller ikke bryder sig om naturmetoden, skal de snydes for livets under? Hvor er ligestillingen henne? Ja, hvor er vi i det hele taget henne?

Så længe jeg kan huske, har kvinder harceleret over, at mænd kun var ude på én bestemt ting, nu kan mænd altså sige nøjagtigt det samme om kvinder.

Det forlyder i øvrigt, ikke så lidt truende, at Sædstrømmen tørrer ud, fordi donorer fremover skal beskattes af den klatskilling, de får for deres anstrengelse, og det mener Cryos direktør ikke, at donorerne vil, fordi det samtidigt indebærer, at anonymiteten ryger! Sædbanken går fattigere tider i møde, siger han; det gør vi måske alle, hvem ved?

Før tendensen til at overflødiggøre mænd slår for kraftigt igennem, bør løkkeposen rystes med henblik på at fremskaffe øremærkede forskningsmidler, som hurtigst muligt kan sikre mænd retten til at få børn, som heller ikke de skal risikere at dele med kvinder, som de ikke kan regne 100 pct. med, for sådanne findes vel også!

Hvem husker ikke, hvor nuttet Arnold Schwarzenegger så ud i filmen, hvor han var i lykkelige omstændigheder; det vil måske nok bringe sundhedsbudgettet på kogepunktet, men det manglede da bare, vi er vel et foregangsland.

I øvrigt ville et nyt fertilitetspåhit, som gjorde det muligt for mænd at føde børn, som en sidegevinst opløse den opslidende barseldiskussion og én gang for alle ekspedere mændene hjem til kødgryderne, hvor de ville kunne hygge sig med finere babymadlavning.
Det omsiggribende kræveri har taget overhånd.

At man, som par, ønsker sig børn sammen er der intet nyt i, det har man altid gjort, og det er også ofte endt med, at man har fået det, hvad enten man nu ønskede det eller ej.
Det kan også gå an at ønske sig hjælp til at få børn sammen, hvis naturen stiller sig på bagbenene, men hvordan det overhovedet kan være blevet en lægelig opgave at udføre kunstig befrugtning på kvinder, som for eksempel ikke vil risikere at dele børn med mænd, som de ikke kan stole 100 pct. på, eller fordi man ikke kan udholde tanken om naturmetoden, er da rent ud sagt grotesk.

Ikke mindre grotesk bliver det, når man tager den accelererende lægemangel og et sundhedsvæsen, som hverken har mandskab eller midler til at behandle mennesker med dødbringende lidelser i betragtning.

Forleden hørte jeg en let krybende journalist interviewe en yngre kvindelig leder, som sagtens kan have været en sand skønhed, og hun kan også meget vel have sagt kloge ting, men noget i hendes toneleje overdøvede eventuelle guldkorn og frembragte uvægerligt et billede på nethinden af én af disse små, aggressive terriere med underbid, som bestemt ikke er til at spøge med, hvilket journalisten da også klogeligt undlod.

Der verserer et kvalmende fedteri for kvinder. De fleste mænd kan remse kvindelige fortrinligheder af sig på en måde, der minder om fortidens afliring af salmevers.

Det er da herligt, at mange kvinder i alle måder klarer sig på lige fod med mænd, i nogle henseender endda bedre, men desværre er nogle af disse kvinder ved at overgå selv de grelleste mandlige eksempler på magtbegærlig og egoistisk adfærd.

Selvom kvinder uafladeligt ømmer sig over manglende ligestilling, er det ikke desto mindre dem, der har bukserne på, og for mændene vil det kræve helt andre midler end Viagra at liste dem af. Giv dog nu kvinder den ligestilling og den magt, de har krav på i relation hertil, men så heller ikke mere, for der er ingen tegn i sol og måne på, at kvinder vil være bedre til at at administrere overmagt, end mændene har været det.

Det er nok bare sådan med magt, at de færreste formår at administrere for meget af den, og uanset hvor mange såkaldt bløde værdier, man fedter kvinder ind i, er der næppe beviser på at al menneskelig herlighed entydigt befinder sig i x- kromosomerne.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password