Om religionsuligheden i Danmark

Der er for tiden bestræbelser i gang blandt muslimer og andre for at få samlet midler til en moske i Århus. Man har lige nu indsamlet knap 600.000 kr til formålet, men da målet er ca. 50 millioner kr, vil det vare en rum tid endnu, inden det beløb er nået. Bidragyderne er mange og […]

Der er for tiden bestræbelser i gang blandt muslimer og andre for at få samlet midler til en moske i Århus. Man har lige nu indsamlet knap 600.000 kr til formålet, men da målet er ca. 50 millioner kr, vil det vare en rum tid endnu, inden det beløb er nået. Bidragyderne er mange og meget forskellige, ligesom beløbene omfatter både generøse donationer og enkens skærv. Dette er i sig selv opbyggeligt. Det er derimod ikke opbyggeligt, at se den chikane, som lokalpolitikerne udøver. F.eks. foreslog nogle sidste år, at moskeen skulle ligge langt uden for byen. Det fremmer hverken projektet eller muslimers integration i Danmark.

Men der ligger meget mere bag den lunkne danske holdning. Vi har angiveligt religionsfrihed i Danmark. Det er en sandhed med modifikation. For religionsfrihed betyder bl.a., at man ikke blot har frihed til at vælge en religion, men også til at fravælge en religion eller måske slet ikke at have nogen. Hvis vi ser bort fra, at religionsfriheden ikke omfatter landets monark, har de fleste så frihed til at vælge den religion, de selv ønsker. Men det er derimod ikke muligt at fravælge den danske statsreligion eller den evangelisk-lutherske kirke. Man kan ganske vist godt melde sig ud af statskirken og bruge sit bidrag til et andet formål, men man er dog stadigt forpligtet til økonomisk at bidrage til gudsdyrkelsen i statskirken. For det er jo sådan, at 40 % af præstelønningerne betales af den almindelige statsskat og ikke af kirkeskatten. Dvs. alle – muslimer, buddhister, andre kristne, ateister, de ligeglade og også små børn, der netop har hentet en pose slik i tanken – er tvunget til at betale til forkyndelsen i statskirken. Det er ikke bare forargeligt men også interessant, da det jo er forkyndelsen og ikke mere alment kulturelle formål som gamle bygningers bevarelse eller kunst og musik, vi er tvunget til at betale til.

Så jeg havde god grund til at ærgre mig, da jeg som ikke-folkekirkemedlem men medbetaler, måtte høre en vestjysk præst sige fra prædikestolen: “En præst kan da godt være et hæderligt menneske, selv om han ikke kan holde en prædiken.” I den lille by var hans problem kendt, og vi forstod udtalelsen som det hjertesuk, den var ment som. Men hæderlig var han vel næppe, når præstens vigtigste opgave er ordets forkyndelse og sakramenternes forvaltning. Man kan ikke både erklære sig selv fallent og stadigt oppebære løn i det job, man ikke magter. Det havde været mere anstændigt, hvis den skattebetalte præst havde fundet sig en anden placering på jobmarkedet. Men som offentligt ansat funktionær behøvede han ikke det, men kunne tørre sit personlige problem af på skatteyderne, f.eks. muslimerne i Århus.

Men hvis en muslim i Århus ville danne sig et indtryk af statskirkens reelle betydning i hans by, kunne han med fordel besøge domkirkens højmesse en søndag formiddag. Det smukke lyse rum kan give plads til 1500, men hvis præsten er heldig, kan han samle ca. 100. Hvem er det, der har brug for en statsreligion i Danmark?

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password