Dette er jo i høj grad tiltrængt, men man kan dybt betvivle om der overhovedet vil ske nogen fremskridt når Statsminister Fogh samtidigt lover, at der ikke vil komme mere brugerbetaling.
Det virker jo lidt uforståeligt, når det eneste middel som med garanti kan højne kvaliteten, så kategorisk bliver taget ud af spil på et så tidligt tidspunkt i forløbet. Problemet med kvaliteten i den offentlige sektor, er jo netop at politikerne ikke kan opkræve nok penge i skat til at finansiere de offentlige ydelser ordentligt. Altså når staten fattes penge, skaffes disse ved at udsulte den offentlige sektor, og bagefter kan man således ikke undre sig over at kvaliteten er faldet.
Man siger at man får hvad man betaler for. Hvis man ønsker lidt kvalitet i f.eks. børnepasning, så burde man prøve at tænke lidt over hvad man egentligt får for 2.000 Kr. Det er kommunerne der skal levere børnepasningen, men det er magthaverne på Christiansborg der har besluttet at det ikke må koste mere. Der er altså et grundlæggende problem her. Regeringen har dekreteret skattestop. Regeringen har forbudt øget brugerbetaling. Og så vil man øge kvaliteten!
Kvalitet får man altså kun hvis der er en sammenhæng mellem produktet og betalingen. Når pengene til de fleste ydelser går via skattekontoret, så eksisterer denne sammenhæng ikke, og derved kan brugerne ikke stille krav og true med at tage pengene et andet sted hen. Normalt sker der en permanent feedback fra de mennesker der har magt til at fjerne pengene. Hvordan regeringen vil opnå den samme effekt uden at have de rette værktøjer til rådighed er mig en gåde, men socialismens 5 årsplaner holdt jo heller ikke.