Til trods for alt det som er gået galt med “Operation Iraqi Freedom” (så som den manglende frihed for irakerne), så hører vi stadigt igen og igen, at “verden er et bedre sted efter at Saddam Hussein er borte.”
Er den virkelig det?
Alt har sin pris – selv at blive af med Saddam Hussein. Ethvert mål eller resultat bør afvejes i forhold til omkostningerne ved at opnå det, for at fastslå om det er – eller var – det værd. Intet mål kan siges at være værd enhver pris.
Med hensyn til Hussein inkluderer omkostningerne ti milliarder vis af dollar fra vores skattepenge, som er blevet hældt i opgaven med at drive én mand fra magten – og på at rydde op i det rod som denne operation har skabt.
Nævn en pris
Men endnu mere vigtigt, så omfatter prisen også de mennesker som bliver dræbt. Derfor må vi spørge os selv:
Hvor mange tabte menneskeliv er en passende pris at betale for fjernelsen af Saddam Hussein?
Ville du mene at det var prisen værd at fjerne Hussein, hvis én million mennesker – amerikanere og irakere – ville blive dræbt for at opnå det? Hvis svaret er nej, så lad os prøve en lavere pris. Hvad med 100.000? Hvis det er for mange, hvad så med 10.000 mennesker, som dræbes i forsøget på at fjerne én mand fra magten?
Det relevante spørgsmål
Lad os gøre det lidt nemmere. I stedet for at kaste tal rundt, så lad os blot stille ét spørgsmål:
Ville fjernelsen af Hussein være prisen værd, hvis den var bare et enkelt menneskeliv – men det liv var dit?
Ville du være villig til at dø for at fjerne Saddam Hussein fra magten i Irak?
Hvis svaret er nej, så er alt hvad du måtte sige om at verden er et bedre sted nu – om collateral damage, om hæderen ved de soldater der ofrer deres liv for deres land – meningsløst. Du er ikke villig til at betale prisen. Du er ligesom så mange andre mennesker, der mener at statslige tiltag er vidunderlige – så længe det er nogle andre der betaler for dem.
Alle de som er døde i Irak indtil nu, havde et liv der betød lige så meget for dem som dit liv gør for dig. Men nu er det liv ødelagt, afsluttet, forsvundet for evigt.
Ved at støtte krigen i Irak, støtter du ideen om at det er okay at slå folk ihjel – andre folk.
Men indtil du er villig til selv at være en af de dræbte, bærer dine ord ikke nogen vægt.
Oversat af Jonas Vognsen, 2004.
Artiklen er oprindeligt bragt på harrybrowne.org d. 27. maj, 2004.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.