Krigens teori om arbejdskraft

Socialister som stadig slutter sig til Marx’ tvivlsomme idéer mener, at den endelige værdi af en service eller et produkt er mængden af arbejdskraft puttet i det. Som de ser det, udnytter profitter arbejdere ved at give dem kompensation for arbejdet, som er mindre værd end arbejdskraften, de lagde i arbejdet. Selv socialister som afviser […]

Socialister som stadig slutter sig til Marx’ tvivlsomme idéer mener, at den endelige værdi af en service eller et produkt er mængden af arbejdskraft puttet i det. Som de ser det, udnytter profitter arbejdere ved at give dem kompensation for arbejdet, som er mindre værd end arbejdskraften, de lagde i arbejdet. Selv socialister som afviser Marx’ doktriner har et ømt punkt for idéen om, at profitter er udnyttelse, og at ansatte skulle modtage løn udelukkende efter anstrengelserne, de lagde i noget. Det er sympatien med denne teori om arbejdskraft og værdi, som får mange socialister til at kræve en “leveløn,” selvom mange jobs ikke producerer værdier nok til en sådan løn.

Jeg løber igennem nyhederne om Irak og tænker på de milliarder af dollars brugt på krigen. Jeg tænker på amerikanere og irakere, der slår hinanden ihjel, og de dyre bomber og våben anvendt i den meningsløse volds navn. Jeg tænker for mig selv: Wow, denne krig kræver godt nok en masse arbejdskraft for at holdes kørende. Jeg undres over, om socialister ville værdsætte det højere end noget, som ville kræve meget mindre arbejdskraft – som fx en fredsaftale.

Der er ting, som de fleste folk værdsætter, som kræver meget mindre arbejdskraft at producere og opretholde end krigen. Mad for 10 milliarder dollars gør meget mere gavn end bombetogter for 100 milliarder dollars. Nogle ting som venstreorienterede især hævder at værdsætte – så som en uberørt regnskov – værdsætter de specifikt fordi, at så lidt menneskelig arbejdskraft er investeret.

Skal vi forsvare et økonomisk system, som udelukkende værdsætter ting, som følge af hvor meget arbejde de krævede, når der er så mange historiske eksempler på ufatteligt arbejdskrævende bedrifter, som i det hele taget ikke så ud til at gavne særligt mange folk? Bortset fra en lille herskende klasse, hvem fik da gavn af den ufatteligt arbejdskrævende ødelæggelse i forbindelse med første verdenskrig?

Næsten alle ville være bedre stillet, hvis USA pakkede sammen og forlod Irak. Desværre har de centrale planlæggere brugt statens magt til at føre en krig, som det frie marked aldrig ville have skabt, og planlæggerne ønsker at bevare denne krig.

Ja, ganske vist nød Halliburton og visse andre firmaer godt af krigen. Venstreorienterede beklagede at krigen handlede om olie og virksomhedsprofitter. Selv hvis det er sandt, er det svært at forestille sig disse virksomheder så tiltrukne af krig i et frit marked, hvori de ville blive nødt til at punge ud med hundrede af milliarder af dollars for at hyre soldater og lave bomber, bare for at gå hen og stjæle olie. Det ville ikke være profitabelt, og folk ville se på med rædsel.

I et frit marked tvivler jeg på, at et firma ville have været i stand til at overtale det amerikanske folk til at bruge hundrede af milliarder af dollars – cirka ettusind dollars pr. person – på at betale for Irak-krigen. Amerikanere ville have lært lektien og undersøgt troværdigheden af påstanden om masseødelæggelsesvåben, før de ville være overbeviste om, at krigen var det værd for dem. Selv hvis de blev overtalt af de humanitære grunde for at fordrive Saddam, ville de have krævet forsikringer for, at deres penge blev brugt på en måde, der ikke sårede de samme folk, som det var meningen, de skulle hjælpe.

Siden staten leverer kapitalen til krig, narres skatteyderne til at tro, at krigen giver mening. Jeg vil gætte på, at nogen folk regner med, de bliver nødt til at betale for krig uanset hvad og overbeviser så sig selv om – bare for at blive ved sine fulde fem – at deres penge går til et godt formål. Amerikanere ville føle sig plyndrede ud over al forstand, hvis de tænkte på, at så meget af deres indkomst, taget fra dem med vold, blev langt mere brugt på at skade folk end på at hjælpe folk.

Mange på venstrefløjen beklager at penge, som staten bruger på krigen, skulle gå til jobs. De har selvfølgelig ret, men hvis de vil have staten til at skabe jobs ved at spendere disse penge, i stedet for at give dem tilbage til de mennesker, som tjente dem, skal de forstå, at krige er den typiske måde at stater “skaber” jobs på.

Krig er det arketypiske statsprogram, og det perfekte eksempel på at prøve at bruge den tvingende stat til at skabe værdier ved hjælp af vold og ødelæggelse.

Selvfølgelig kræver alle nationale statsprogrammer, lige fra offentlige skoler til illegalisering af stoffer, også meget mere arbejdskraft at opretholde, end de er værd, og skader mange flere folk end de hjælper, men krige er i disse henseender værre end noget som helst andet, som staten påfører folk.

Kun i et frit marked vil ægte værdier afgøre hvilke projekter, store som små, folk påtager sig. Politikere baserer deres valg på, hvad der er politisk levedygtigt, og når de laver en fejlberegning, som dræber og lemlæster utallige mennesker for ingenting, er det værste der kan ske, at de bliver stemt ud, og at de må leve resten af deres liv i luksus og med behagelige skattefinansierede pensioner. Efter en politiker bliver stemt ud, bliver systemet på pladsen, og en eller anden ny bliver valgt ind og bliver givet mere magt, end nogen som helst person skulle nogensinde have. Staten fortsætter med at skabe katastrofer og skader uskyldige, og den nye hersker bliver ikke stillet til større ansvar for dårlige beslutninger, end herskeren han erstattede. Irak-krigen passer godt ind i demokratiske principper, men det giver ingen økonomisk mening.

Det giver aldrig rigtig mening for folk at bruge milliarder på at dræbe tusinde, når de får regningen i hånden og tager ansvar for deres handlinger, som de ville i et frit marked. En skønne dag bliver det måske dagsordenen, og vi vil ikke få så mange krige.

Men så længe der er så mange socialister, som ikke ser hvordan central planlægning af økonomien fører til krig, og så længer der er så mange konservative, som ikke ser at krig er toppen for socialisme, vil både socialisme og krig fortsætte med at plage Amerika.

Oversat af Lasse Birk Olesen, 2004
Artiklen er oprindeligt bragt på lewrockwell.com d. 12 april, 2004.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password