Video (læs svadaen, der kan være svær at høre):
Mandag d. 23. oktober afholdt Skatteministeriet og “Task Force mod sort arbejde” en konference om sort arbejde. Konferencen blev holdt som en retssag mod skatteministeren, hvor det skulle afgøres, om han har gjort nok for at bekæmpe sort arbejde samt hvilke yderligere tiltag man kunne lave for at bekæmpe skatteunddragelse.
I den forbindelse brød den ultraliberalistiske aktivistgruppe EGO ind midt under konferencen og lavede en civil arrestation af skatteministeren på folkets vegne.
Anklageskriftet lyder:
I marts 2006 igangsatte skatteminister Kristian Jensen en moraliserende og løgnagtig kampagne mod sort arbejde, specielt rettet mod unge. I denne kampagne indgik flere løgne – bl.a. at sort arbejde skulle gøre samfundet fattigere. Det passer ikke. Sort arbejde gør samfundet rigere. Enhver handel forudsætter, at både køber og sælger mener, at de efter handlen vil være bedre stillet end før handlen. Både køber og sælger mener, at det de modtager gennem handlen er mere værd end det, de skiller sig af med gennem handlen. Ellers ville de ikke lave nogen handel. Med den høje beskatning i dagens Danmark bliver alle handler dyrere og færre handler indgået. Akademikere arbejder uhyrligt mange timer i deres eget hjem med opgaver såsom rengøring og renovering – samtidig har vi flere hundrede tusinde mennesker på overførselsindkomster i stedet for i arbejde.
Kristian Jensen lovede også at hvis mængden af sort arbejde faldt, ville danskerne få skattelettelser. En nylig undersøgelse fra Rockwool fonden viser at mindre sort arbejde bliver udført – og samtidig har Anders Fogh bekendtgjort at der ikke er skattelettelser i sigte.
Sort arbejde er selvforsvar. Hvis en røverbande forsøger at overfalde dig er det din ret at forsvare dig. At man på helt fredelig vis forsøger at undgå tvangsinddrivelse af sin ejendom kan kun betegnes som det mest sociale selvforsvar. Man skader jo ikke nogen!
EGO opfordrer derfor alle sunde og fornuftige mennesker til at blive ved med at arbejde frit og undgå tvangsinddrivelsen af de værdier, som rettelig tilkommer dem.
EGO er en ærkeliberalistisk/kapitalistisk aktivistgruppe. I EGO tror vi på at frihed og den private ejendomsret er fundamentet vi bør bygge vores samfund på. Da alle medlemmer af EGO er individualister har vi derfor ikke noget fælles principprogram eller en formand. EGO er det latinske ord for “jeg” og det afspejler hvad der er vigtigst for EGO – nemlig at hævde individets ret over flertallets tyranni. Demokratiet har taget overhånd i Danmark – det er ikke retfærdigt at man kan stemme sig til andre menneskers penge! EGO vil blive ved at gå på gaden og anklage politikere, vælgere og alskens agitatorer og opfordre til civil ulydighed – koste hvad det vil!
Besøg også:
Freeplay – fordi sort arbejde er smukt!

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.