Maskinstormeri på hovedet: om indvandring

Stephen Cox, redaktør på Liberty magazine, skrev for nylig en vel modtaget artikel hvor han gik i mod det angiveligt selvmordspolitiske ved åbne grænser (“The Fallacy of Open Immigration”, tilgængelig online her). Cox stilede sin artikel til de libertarianere, der forståeligt nok mener, at den eneste acceptable holdning er at holde på, at staten intet […]

Stephen Cox, redaktør på Liberty magazine, skrev for nylig en vel modtaget artikel hvor han gik i mod det angiveligt selvmordspolitiske ved åbne grænser (“The Fallacy of Open Immigration”, tilgængelig online her). Cox stilede sin artikel til de libertarianere, der forståeligt nok mener, at den eneste acceptable holdning er at holde på, at staten intet gør for at hindre fremmede i at komme ind i USA.

Følgende i sporene af Hans Hoppes pionerarbejde, argumenterer Cox for, at det omvendt er fuldt ud konsistent for en libertarianer at modsætte sig “åbne grænser”.

Cox’s artikel er lang, og dækker mange forskellige pointer. Jeg er enig med ham (og Hoppe) i, at der ikke findes noget sådant som en “ret” til at immigrere til et andet land, og således burde tilhængere af åbne grænser ophøre med at benytte dette fjollede sprogbrug.

Når det er sagt, er jeg uenig i stort set alle andre punkter i Cox’s analyse. I nærværende artikel fokuserer jeg primært på hans økonomiske argumenter.

Indvandrere: tager det arbejde ingen andre vil have?
Et almindeligt (og temmelig svagt) argument for indvandring er, at fattige, nytilkomne vil tage “det arbejde amerikanere ikke vil have”. Cox noterer, ganske rigtigt, at dette udsagn kun er sandt for de laveste løngrupper; hvis du betalte dem nok, ville selv forkælede, hvide teenagere rense wc’er og plukke grøntsager. (Men hovedpointen er stadig gyldig: ivrige indvandrere er villige til at udføre disse uønskværdige job for mindre, end de fleste lokale ville, og heraf de lavere priser på grøntsager og andre varer for den amerikanske forbruger). Cox fortsætter derefter med at fremsætte en besynderlig påstand:

Hvis al indvandring pludselig blev lovligt, ville indvandrere have samme lønniveau som indfødte amerikanere. De ville konkurrere om de samme job, blive medlemmer af de samme fagforeninger og være underlagt de samme arbejdsretslige love og skattesatser som alle andre. Kort sagt, deres lønninger ville stige, og der ville ikke længere findes arbejde, som “amerikanere ikke vil tage”.

Situationen er væsentlig mere kompliceret end Cox’s hastige analyse antyder, og jeg er for mit vedkommende overhovedet ikke overbevist om, at hans konklusion er velfunderet. Cox synes tilsyneladende at hævde, at fx mexicanske indvandrere ikke rigtigt er mere villige til at udføre visse “beskidte” job end den gennemsnitlige amerikanske statsborger; det er kun fordi deres arbejde udføres sort og dermed ureguleret, at det sker. Men vent et øjeblik. I sig selv gør det faktum, at deres arbejdskraft er ubeskattet, at de ikke (lige så nemt) kan sagsøge for arbejdsskader eller chikane osv., disse arbejdere mere attraktive for arbejdsgivere. Så denne tilstand kan ikke forklare hvorfor mexicanske arbejdere bliver betalt så lidt.

Se det er sandt, at vi ikke kan stoppe analysen her. Når en arbejdsgiver hyrer en illegal indvandrer, udsætter han sig selv risikoen for heftige juridiske følger, hvis han bliver opdaget. Dette bliver delvist opvejet af at kontrakten i sin natur er “sort”. Det kunne dog se ud til, at den illegale stadig ville være villig til at arbejde for en lavere løn (givet hans produktivitet) end den typiske amerikanske arbejder, ellers kunne arbejdsgiveren lige så godt have ansat Jens Hansen sort, og høste alle fordele ved at ansætte en illegal indvandrer. Det faktum at arbejdsgiveren ikke gør dette, antyder at de illegale indvandrere virkelig er villige til at udføre det samme arbejde for mindre.

Men vent. Der er endnu en komplikation. Det er meget mere sandsynligt at en arbejdsgiver vil blive retsforfulgt for brud på de arbejdsretslige love, hvis han ansætter en amerikansk statsborger, der taler flydende engelsk (og hvis far er advokat). Omvendt ville en illegal indvandrer være meget mere tilbageholdende med at anmelde misligheder, eftersom han ville løbe risikoen for deportation. Så vi kunne udlægge Cox’s ord til at betyde, at hvis vi fjernede denne trussel, ville den gennemsnitlige hårdarbejdende indvandrer, være lige så kræsen med at vælge et arbejde, som almindelige borgere er.

Desværre falder Cox’s sag stadigvæk fra hinanden. Uden føderale restriktioner på indtræden på det amerikanske arbejdsmarked, vil arbejdere fra hele verden fortsat strømme her til indtil lønningerne indenfor visse erhverv, var presset så lavt, at de resterende udlændinge foretrak at blive i deres hjemlande.

Selvom om Cox måske har ret i, at den samtidige fjernelse både af truslen om deportation (for arbejderen) og truslen om det retslige efterspil for at ansætte en “illegal” (for arbejdsgiveren) alt i alt ville hæve lønningerne for nuværende illegale arbejdere, er det ikke desto mindre sandt, at nye strømme af ufaglærte arbejdere, indenfor visse erhverv, ville presse lønningerne ned endnu engang. Vi ville stadig se ufaglærte indvandrere (nu fuldt legale) tage arbejde til en løn, indfødte amerikanere ville finde uacceptabel.

Kapital- eller arbejdsintensiv?
En af Cox’s mere fjollede øjeblikke forekommer under hans diskussion af de skadelige følgevirkninger af ufaglært arbejdskraft:

Eksistensen af et stort og stigende udbud af ufaglært arbejdskraft har en tilbøjelighed til at skabe et fald i priserne – særligt indenfor græsslåning, ‘Tysons’ Kylling og visse arter af frugter og grøntsager. Men hvis du tror, at jo flere ufaglærte arbejdere vi har, jo større og mere dynamisk vil økonomien være, har du en besynderlig opfattelse af værdiskabelse. Når jeg får min bil vasket, udføres noget af arbejdet af ufaglært arbejdskraft, men så meget så muligt udføres af maskiner. Hvis flere menneskelige sprøjtere og svabere var tilgængelige, er jeg sikker på at prisen på deres arbejde ville falde og på et tidspunkt ville maskinerne være fuldstændig erstattet af muskelkraft … dog tror jeg ikke at en lavtløns, ufaglært økonomi er at foretrække på nogen måde frem for en maskine økonomi, der udbetaler høje lønninger til veluddannede mennesker. Hvis du synes det, hører du til i den præindustrielle tidsalder.

Alt hvad Cox har gjort er at vende det sædvanlige maskinstormer-argument på hovedet. I stedet for at bekymre sig om maskiner, der gør mennesker arbejdsløse, tager Cox den hidtil ukendte kurs, at beklage sig over mennesker, der gør maskiner arbejdsløse! Som den mere almindelige frygt, er denne ligeledes grundløs. Hvis lave lønninger gør det mere profitabelt at bruge mennesker i stedet for maskiner til at tørre biler, så vil de ressourcer, der tidligere gik til disse maskiner, nu bliver brugt til at lave noget andet (enten andre maskiner eller forbrugsgoder). Hvorom alting er, vil resten af befolkningen nødvendigvis være rigere, efter en materiel målestok, eftersom flere ting kan blive produceret. (Som det altid er i disse situationer, vil visse grupper måske blive fattigere – som fx fyren der er fantastisk til at bygge maskiner til at vaske biler, men elendig til alt andet – men produktionen pr indbygger vil stadig stige).

Tilføjelsen af flere arbejdere vil ikke reducere mængden af kapitalgoder I USA. Tilføjelsen af flere arbejdere vil snarere øge kapitalens marginalprodukt. Men til de læsere, der stadig er imødekommende over for Cox’s synspunkt, lad mig stille de følgende spørgsmål. Hvis alle førerhunde, såvel som alle muldyr, heste og alle andre lastdyr, forsvandt, ville det gøre den amerikanske økonomi mere produktiv? (Når alt kommer til alt, leverer disse dyr noget af det mest uudannede og ufaglærte arbejde overhovedet!)

Hvis 90 procent af alle arbejderne i Bangladesh pludselig døde, ville landet da blive “kapitalintensivt” og dermed rigere? Hvis, i eventyrstil, alfer begyndte af lave sko, fjernsyn, biler og andre goder midt om natten som butiksejerne kunne opdage hver morgen, ville det trykke lønningerne og skabe en skrækkelig lavkonjunktur? Ville vi efterlade små breve til alferne, hvori vi krævede, at de holdt deres billige arbejdskraft for dem selv?

Nu hvor jeg har berørt nogle af de mere påfaldende økonomiske fejl i Cox’s artikel, vil jeg bruge et kort øjeblik på andre emner af relevans for et libertariansk publikum.

Et, stort hus?
Cox’s kollektivistiske verdenssyn er ganske åbenbar, når han skriver, “er en nation virkelig som et hus? Kan mennesker, der lever i en nation egentlig beslutte at holde andre mennesker ude af den, som en husejer måske ville beslutte at holde fremmede ude af sin bungalow? Ja det er og ja de må.”

Det virker helt mærkeligt at skulle påpege dette overfor redaktøren af Liberty, men NEJ det er ej og NEJ de må ikke. Som ejeren af mit hus, kan jeg bestemme at alt lys skal slukkes kl. 22:00, og jeg kan forbyde mine gæster at ryge. Betyder det at rationering af el og offentlige rygeforbud alligevel er libertarianske?

Cox’s begreb om rettighedsteori er så meget mere vaklende i det følgende citat:

Selvom om din bedstemor, eller oldemor, eller du selv, oprinder fra fremmede himmelstrøg … hvad skulle kunne vise – at der skal være ubegrænset indvandring i al fremtid? Da jeg flyttede ind i det nabolag, hvor jeg bor nu, var indbyggertallet begrænset og priserne lave; det var derfor jeg flyttede ind. Så steg indbyggertallet, priserne steg og det blev meget svært for personer som mig, at gøre hvad jeg gjorde i 1986. Er det et moralsk problem? Bør jeg forsøge at få vedtaget en lov, der garanterer, at mennesker som mig, altid skal have mulighed for at bosætte sig her?

Forvirringen her er intet mindre end chokerende. Cox har ret i, at der intet umoralsk er ved situationen i sit nabolag, men det er helt i overensstemmelse med hans modstanderes holdning. Libertarianere, der går ind for åbne grænser, ønsker ikke at få vedtaget en lov, der giver udlændinge ret til at flytte ind; de er simpelthen modstandere af love, der hindrer folk i at flytte ind.

Så, for at vende tilbage til Cox’s anekdote, ville det være som om han flyttede ind i 1986, og ikke brød sig om de personer der efterfølgende flyttede ind, og han derefter fik byrådet til at vedtage en lov, der forhindrede flere nytilflyttere, selvom de kunne betale huslejen og ikke krænkede nogle kontraktuelle bestemmelser tiltrådt af tidligere ejere. Og ja, hvis det er grunden til at folk ikke flytter til nabolaget, ville det virkelig være umoralsk.

Problemer? Ring til strisserne!
Cox, og andre fortalere for føderal grænsekontrol, begår den samme fejltagelse, som andre tilhængere af statslig indblanding så nemt lader sig narre af. Cox frygter millioner af uønskede udlændinge overløber små samfund, og han antager at den føderale stat er det korrekte organ til at imødegå hans frygt. Han argumenterer, som var alle hans modstandere tilhængere af det skrækscenarium, han selv forestiller sig. Igen, dette er lige så grundløst som en venstre-liberal Demokrat, der beskylder libertarianere for at være imod uddannelse eller de fattige.

Som Cox’s egen anekdote viste tidligere, er der masser af markedsmekanismer der “sorterer” mennesker i forskellige nabolag, navnlig huspriserne. Alt hvad libertarianere, der går ind for åbne grænser, kræver, er at politikere ikke skal kunne underkende frivilligt indgåede aftaler mellem udlændinge og enkelte jordejere (og arbejdsgivere) i USA.

Lad os være realistiske
Slutteligt, lad mig behandle det skarpeste argument Cox kan mønstre: selvom de fleste libertarianere ville enes om at der ideelt ikke ville være nogen føderal indgriben i strømmen af mennesker på tværs af (indrømmet, arbitrære) grænser, må vi indrømme at der er en gigantisk velfærdstat, der alvorligt skævvrider sådanne “frivillige” transaktioner. Værre endnu, mange indvandrere er ikke velbevandrede i Thomas Paine, og vil således kun bidrage til problemet i stemmeboksen. Derfor må en pragmatiker forlade sit dogmatiske standpunkt og billige en indvandringspolitik, der vil afværge nationalt selvmord.

Det åbenlyse svar til et sådant argument er, at det kan bruges til at retfærdiggøre stort set enhver rettighedskrænkelse. Fx: hvem er det vi narrer? Vi slipper ikke af med det statsfinansierede sundhedsvæsen lige med det samme, så vi kan ligeså godt sparre skatteydernes penge og indføre en lov om sikkerhedsselekrav og nedsætte skatten. (Ja jeg ved det. Man kunne godt argumentere for at rygere osv. rent faktisk koster skatteyderne mindre, fordi de dør tidligere. Men er det virkelig hvad libertarianere vil basere deres argument på?)

Men derudover, bliver vi nødt til at spørge: hvad er hensigten med vores lille argument? Hvad vi libertarianere end beslutter, kommer det ikke til at have nogen indflydelse på den nationale politik. Det ville være en ting hvis Cox, eller du kære læser, af en eller anden grund havde magten til at beslutte hvorvidt nationen skulle have føderale grænsepatruljer eller ej – og på samme tid ikke havde indflydelsen til at ændre nogen anden føderal lov.

Men det er ikke situationen. Vi kommer ikke til at overbevise politikerne vedrørende indvandring, på samme måde som de ignorerer os vedrørende skatter og mindstelønninger.

Derfor er formålet med libertariask skriveri, at forsyne den almindelige befolkning med en konsistent og smuk vision for det frie samfund. Og i det frie samfund, vil vi ikke have at børn – hvis far lige har fået et højtlønnet kontorjob i Michigan – bliver tvunget ud af deres amerikanske skole i april, når de bliver grebet på den anden side af grænsen under et forhøjet “terrorberedskab”.

I stedet for at diskutere hvad den optimale politik for det føderale grænsepoliti skal være – som om de lyttede til os – bør vi libertarianere overbevise alle andre om, hvorfor det ville være bedre at leve i et samfund uden en føderal stat.


Tidligere bragt på Mises.org
Oversat af Thomas Breitenbach Jensen

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password