Hvem truer miljøet?

Al Gore skal have tak for, i sin film ‘En ubekvem sandhed’, at tage fat i det væsentlige og komplekse emne, global opvarmning. Desværre undgår Gore bevidst at pege på de faktuelle usikkerheder, som ligger til grund for filmens budskab. Den menneskeskabte udledning af drivhusgasser får således uforbeholdent skylden for klimaændringer, orkanen Katrina, uddøende arter, […]

Al Gore skal have tak for, i sin film ‘En ubekvem sandhed’, at tage fat i det væsentlige og komplekse emne, global opvarmning. Desværre undgår Gore bevidst at pege på de faktuelle usikkerheder, som ligger til grund for filmens budskab. Den menneskeskabte udledning af drivhusgasser får således uforbeholdent skylden for klimaændringer, orkanen Katrina, uddøende arter, epidemiske sygdomme, oversvømmelser, tørke og smeltende gletschere, selvom forskere verden over fortsat strides så det brager, om den aktuelle opvarmning bedre kan forklares med naturlige fænomener.

Den ensidige fremstilling underminerer filmens troværdighed. Desuden forsømmer Gore at give afbalancerede svar på, om en realistisk nedbringelse af menneskeskabt CO2 udslip med sikkerhed kan afværge (ikke blot udskyde) de påstående ulykker, samt om omkostningerne ved en reduceret udledning af drivhusgasser giver ‘mere miljø for pengene’ end ved en alternativ miljøindsats.

Ægte miljøforkæmpere, som misvisende kaldes miljøskeptikere, kræver svar på disse spørgsmål før kostbare foranstaltninger som f.eks. Kyoto-aftalen iværksættes. Omvendt øger Gore med sin sort/hvid fremstilling, risikoen for at menneskeheden i miljøets navn foretager en gigantisk fejlprioritering af ressourcer, hvilket gør hans film til en alvorlig trussel imod – miljøet.

Gore gør intet forsøg på sagligt at imødegå kritikeres indvendinger, men insinuerer i stedet at de har dunkle motiver. For at sætte trumf på betegner Gore global opvarming som et moralsk spørgsmål hævet over politik (og fakta, kunne man tilføje), hvorved han indirekte kalder sine kritikere for onde.

Det er for letkøbt. Uanset motiv bør debatmodstandere ikke imødegås med personangreb, men med argumenter. Gore vil sikkert også gerne, og med rette, have sig frabedt at blive affejet med at han har gjort sit klimaslideshow til en karriere og mulig affyringsrampe for præsidentambitioner. Spørgsmålet er for vigtigt til at lade mudderkastning sætte dagsorden.

Forsigtighedsprincippet taler derfor for at afvente en reel og fordomsfri videnskabelig afklaring af problemets natur samt af hvordan menneskeheden mest effektivt kan imødekomme veldokumenterede udfordringer frem for blindt at kaste sig ud i Kyoto blot fordi det er populært og politisk korrekt.

I filmen citeres Mark Twain for at sige: »Det er ikke det, du ikke ved, der får dig på glatis. Det er det, du er helt sikker på, men som bare ikke passer.« Heri ligger desværre nok den ubekvemme sandhed om filmen og Gores projekt for var han på mere sikker grund ville det ikke være nødvendigt at oversælge budskabet.

Skulle det alligevel vise sig at Gore har ret og at Kyoto er svaret, er det dobbelt ærgeligt at filmen ikke argumenterer mere nuanceret og dermed overbevisende for sagen , men i stedet forfalder til grøftegraveri – for det udskyder tidspunktet for, hvornår der kan skabes global enighed om at implementere Kyoto. Sat på spidsen truer Gores film således miljøet, uanset om han har ret i sit budskab eller ej.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password