Vejen til frihed

F.A. Hayek advarede os om vejen til trældom, men han var også overbevist om vejen til frihed: Overbevis de intellektuelle om kapitalismens goder og resten af befolkningen vil følge med. Hayeks strategi er fortsat meget populær blandt liberale, men den er desværre så langsommelig, at den ikke giver meget håb om frihed i vores livstid. […]

F.A. Hayek advarede os om vejen til trældom, men han var også overbevist om vejen til frihed: Overbevis de intellektuelle om kapitalismens goder og resten af befolkningen vil følge med. Hayeks strategi er fortsat meget populær blandt liberale, men den er desværre så langsommelig, at den ikke giver meget håb om frihed i vores livstid.

Efterhånden som staten får mere og mere kontrol over flere og flere dele af vores liv, synes opgaven snart så umulig, at man får lyst til at sluge den blå pille og give op. Men hvad nu hvis blot en lille gruppe engagerede mennesker kan gøre en enorm forskel ved at opbygge en liberal konkurrent til de nuværende stater? De vil ikke kun leve i frihed selv, men også stå som et godt eksempel for resten af verden. Jeg har kigget på forskellige veje til frihed i vores livstid og ender med at finde en, som synes både realistisk og attraktiv.

Demokratisk

Den mest befærdede vej til at forsøge at opnå politiske forandringer er naturligvis gennem det etablerede demokratiske system. Hvadenten man blot stemmer på den mindst socialistiske politiker eller arbejder for at opstille en ny liberal liste, så er fordelene og ikke mindst ulemperne de samme.

Den demokratiske metode har én stor fordel: Man kan blive boende, hvor man nu bor, man kan beholde sit arbejde, sine naboer og sin kultur samt bo nær sin familie.

Ulempen er, at ca. 2 mio. danskere, halvdelen af de stemmende, skal have lyst til at bryde lænkerne. Hvis man er lige så optimistisk som Jim Davies, kan 10 dedikerede liberalister hvert år overbevise 10 mere, som selv kan overbevise 10 mere hvert år, som selv kan overbevise 10 mere hvert år, osv. osv. Efter 18 år vil de 10 være blevet til 2.621.440, og det demokratiske flertal er hjemme. Hvis man derimod bare er lidt realist, så ved man, at mange ikke vil købe liberale argumenter, uanset hvor gode de måtte være. Måske fordi de har gået i socialdemokratisk skole i 9 år og er blevet udsat for socialdemokratisk propaganda hver dag siden. Eller måske fordi 60% af befolkningens økonomi er dybt afhængig af politikernes gavmilde natur.

Når over halvdelen af stemmekvæget har interesse i større statslig omfordeling, er vi over “point of no return”, og den demokratiske strategi må altså anses som værende noget urealistisk. Selv hvis det kan lade sig gøre, er processen yderst langsommelig, ergo ikke favorabel for frihed i vores livstid.

Som født ind i den danske kultur håber jeg selvfølgelig, at danskerne en dag ønsker at være frie, men jeg tror ikke, det vil ske, mens jeg lever. Til formålet vil intet dog hjælpe bedre end et libertariansk samfund, der kan stå som et godt eksempel og give inspiration til Danmark. Så lad os se på de andre strategier.

Free State Project

Free State Project arbejder også indenfor demokratiske rammer, men udnytter, at vælgerne kan flytte til andre demokratiske enheder. Formålet med det amerikanske projekt er at få 20.000 libertarianere til at flytte til New Hampshire og på den måde skaffe sig større demokratisk indflydelse på delstatsniveau, end de 20.000 har, når de er spredt ud over
hele USA. Et website for et europæisk sidestykke er sat op.

Fordelen ved denne strategi er, at man kan få gennemført libertarianske reformer lidt hurtigere end ved den rent demokratiske strategi.

Til gengæld virker gevinsten ved at flytte fra hus, familie og omgangskreds meget lille. Det amerikanske FSP har pt. kun 7.300 tilmeldte, og selv hvis vi regner med, at de når deres mål, som er 20.000, vil de kun kunne spille en meget lille rolle blandt New Hampshires 1,2 mio. indbyggere.

Hvis et Free State projekt for alvor skal give mening og ikke bare være en libertariansk kaffeklub, bør tilflytterstaten være af en sådan størrelse, at de tilflyttende libertarianere kan opnå betydelig indflydelse hvis ikke absolut flertal. Og her kan et europæisk projekt måske komme til sin ret med mikrodemokratier som Liechtenstein og Monaco med 35.000 indbyggere hver samt Andorra med 67.000 eller ligefrem Færøerne med sine 47.000 indbyggere, hvis man kunne gennemføre en løsrivelse fra Danmark. Hvis man er i et mere eksotisk humør, vil verdens mindste demokrati, Niue i Polynesien, være ganske attraktiv med sine kun 800 stemmende borgere.

Men des større en del af befolkningen de libertarianske tilflyttere udgør, des mindre er chancen for, at de etablerede borgere accepterer så enorm en indvandring. Mange vil slet ikke være interesserede i et libertariansk samfund,og endnu flere vil frygte en stor arbejdsløshed, når “de fremmede tager vores jobs”. Det er jo desværre stadigt en udbredt misforståelse, at arbejdsudbuddet ikke følger arbejdsefterspørgslen. Overhængende risiko for politisk regulering af indvandringen gør Free State projekter i mikrodemokratier meget mindre attraktivt.

Se også Læserinterview med Jason Sorens.

Revolution

En vognfuld Kalashnikovs, lidt artilleri og evt. et par bestilte kamikazebombere burde være mere end nok til at kuppe Christiansborg. Den liberale revolution ville være hjemme.

Mange vil hævde, som de amerikanske founding fathers, at det ikke blot er menneskets ret men dets pligt at vælte en uretfærdig og korrupt stat. I så fald kan vi vel roligt starte med den danske.

Problemet er, at enhver autoritet kun har magt, fordi dens undersåtter samtykker. For som vi kun ved alt for godt, mener langt de fleste danskere, at det danske system er et af de bedste i verden. Det er trods alt det, de får at vide hver dag hele deres liv.

Uden en bred folkelig opbakning til at vælte styret vil en liberal revolution uvægerligt ende som så mange andre voldelige revolutioner i historien er endt: Med oprør, forsøg på mod-revolutioner og voldelige konflikter med modstridende parter. Som Franklin Sanders skrev om amerikanerne: Hvis den nuværende amerikanske stat pludseligt skulle forsvinde, “ville den gængse amerikanske slavementalitet blot oprette et andet slavesystem [læs: stat].”Der er ingen grund til at tro, at det vil går anderledes i Danmark.

Sagt på en anden måde, så afhænger målet af midlerne. Bruges der voldelige midler til at nå målet, vil målet også blive voldeligt. Ønsker vi et fredeligt, liberalt samfund, hvor alle menneskelige interaktioner er frivillige, må midlerne til at nå det være af nøjagtigt samme natur. “Vore skridt mod målet er altid i direkte overensstemmelse med vore midlers renhed. Denne metode kan virke lang, måske for lang, men jeg er overbevist om, at den er den korteste.”, sagde Gandhi.

Den revolutionære strategi har altså samme ulempe som den demokratiske: Den kræver bred folkelig opbakning, før den lader sig gøre. Og når den folkelige opbakning først er der, virker det alligevel nemmere at gå ad den demokratiske vej.

Se også Frivillig modstand.

Løsrivelse

Der er på Liberators debatforum flere gange blevet diskuteret løsrivelse. Fordelen er, at man vil få fuld selvbestemmelse. Ingen demokratiske modparter eller oprørske socialister. Desuden kan man blive boende tæt på Danmark, den danske kultur og sin familie. Man kan måske endda beholde sit job.

Spørgsmålet er, om staten vil invadere det frie område og kræve sit herredømme tilbage. Mens det er imod statens natur frivilligt at afgive magt, så gør politikerne ikke noget, der vil koste stemmer ved næste valg. Det gælder altså om at vinde den offentlige mening. Ved at give afkald på alle statslige goder som sygesikring, uddannelse og beskyttelse for til gengæld blot at kunne leve i fred, vil libertarianerne virke ganske harmløse, mens staten vil se totalitær og hensynsløs ud, hvis den forbyder dem at leve, som de vil. Selv betonsocialister som Rune Lund ser ingen grund til at gribe ind. Staten greb ikke ind overfor Christiania, selvom christianitterne besatte statsejet område. Hvorfor skulle den så gøre noget, hvis en gruppe libertarianere ærligt og redeligt købte et område, fx en ø, og erklærede det selvstændigt med det eneste ønske at være i fred? Hvis de selvstændige skal tages alvorligt, kræver det dog, at det ikke bare er et par excentriske, skattesky rigmænd, men en bredere flok mennesker der vil stå frem og fortælle, at de ikke vil finde sig i statens lænker.

Uanset hvad så ved man aldrig, hvad staten finder på, og man har et seriøst problem i det øjeblik, at staten står på dørtærsklen med det samlede danske forsvar i ryggen for at kræve sin suverænitet tilbage. Derudover har man kun ringe muligheder for at udvide det selvstændige område, som befolkningstallet stiger. Begge problemer undgår den næste strategi.

Byg nyt land

Mens nogle vil hævde, at en legitim løsrivelse ikke kun kræver, at man køber jorden af ejermanden, men også af staten, så vil staten på ingen mulig måde kunne kræve sin ret til nybygget land i internationalt farvand. Rent teknisk kan det foregå enten ved at dumpe store mængder jord, sand eller grus i havet eller ved at bygge stående eller flydende platforme.

Ulemperne er, at medmindre man vil begrænse sig til et hjørne af den kun 490 meter brede internationale sejlrende i Øresund, så skal man efter nye regler fra 1999 hele 24 sømil (44 km) fra kysten, før staten ikke længere har noget at sige. Og dog kan 24 sømil måske ikke engang gøre det, for FN har sikret stater ret til havets ressourcer ikke mindre end 200 sømil (370 km) fra kysten i den såkaldte eksklusive økonomiske zone. Derudover er strategien lidt dyrere i første omgang end i hvert fald den demokratiske og Free State strategierne, især hvis man vælger at dumpe grus.

Til gengæld vil man med fuld selvbestemmelse ikke betale skat overhovedet, og så er beton et utroligt billigt materiale, hvorfor det at bygge platforme ikke er frygteligt dyrt. Flydende platforme, hvor der kan bo en familie eller et mindre nabolag på hver, har en meget stærk fordel: De kan kobles sammen til større moduler, så det libertarianske samfund på den måde gradvist kan vokse sig større og større. Og ikke mindst så kan hver enkelt flydende enhed blot flytte væk, hvis den ikke bryder sig om naboerne og miljøet. I forhold til i dag hvor det at flytte betyder, man skal ud og finde nyt hus, er omkostningerne meget små.

Det vil også sige, at hvis staten kommer efter en, flyder man bare væk til fredeligere vande. Det gælder selvfølgelig den danske stat, men også hvis en stat skulle begynde at tage form ombord på platformene. Des mindre omkostninger ved at flytte, des sværere vil en stat have ved at opnå magt, for som David Friedman skriver i sin bog Machinery of Freedom: “Forestil dig hvordan verden ville se ud, hvis omkostningerne ved at flytte fra et land til et andet var lig nul. Alle bor i campingvogne og taler det samme sprog. En dag bekendtgør Frankrigs præsident, at der snart indføres nye militærskatter samt værnepligt pga. problemer med nabolandene. Næste morgen vågner Frankrigs præsident op som leder af et fredeligt, men tomt landskab, hvor befolkningen er blevet reduceret til ham selv, tre generaler og syvogtyve krigskorrespondenter.”

Hvis man undlader at krænke statens “ret” til havets ressourcer i den eksklusive økonomiske zone, kan man altså placere nyt land på flydende platforme 44km fra kysten og opnå de samme fordele som ved løsrivelse: Fuldstændig selvbestemmelse men stadig tæt på den øvrige verden. Til gengæld er chancen for, at staten blander sig meget, meget mindre, og skulle det ske alligevel, flyder man bare væk. Endvidere er man ikke begrænset til det løsrevne område: Det er jo kun små 25% af jordens overflade, der er besat af stater, de resterende 75 flydende procent venter bare på at blive homesteaded. At bygge nyt land virker både som den mest realistiske og attraktive strategi.

Seastead

At homesteade havene er netop hvad Seastead projektet vil. Wayne Gramlich og Patri Friedman, Miltons barnebarn, har lagt en plan, der trin for trin bevæger sig fra svømmepølsmodellen til de første sødygtige kolosser. Nuværende skridt er at færdiggøre bogen, der i detaljer forklarer, hvordan de flydende platforme vil fungere. Formålet er at opbygge interesse og skaffe investorer. Kladden på ca. 100 sider kan læses og kommenteres online.

Der har før været forsøg på at bygge nye mikronationer på havet, men de har stort set alle haft det til fælles, at de var hamrende urealistiske. Som fx New Utopia der stadig går og venter på en eller anden endnu ukendt investor med milliarder af dollars, der skal finansiere alt på én gang. Seasteads tilgang er anderledes trinvis og overraskende billig med en estimeret kvadratmeterpris på godt 3.000 kr. ved de første små modeller. De større sødygtige modeller vil selvfølgelig alt andet lige være billigere pr. kvadratmeter. Seasteadens sekskantede design gør den tilmed i stand til at passe ind i større moduler, så området kan udvides spontant og gradvist, ligesom det sker med byer på fastlandet.

Desværre kører projektet langsomt for tiden med færre end månedlige opdateringer på bloggen. Men det skal ikke forhindre os andre i at læse bogen, lære af deres idéer og føre dem ud i livet. Udover at flere forskellige brancher vil have interesse i et totalt ikke-reguleret skattefristed, så findes der da danske liberale med noget på kistebunden, som måske kunne have interesse i at investere i et dansk seastead-projekt?

Se også præsentationen af Seastead ved University of Colorado på video.

Mark Twain, 1800’s: “Buy land. They’ve stopped making it”

Seasteaders, 2003: “Memo: Production Resuming”

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password