Afskaf statens uddannelsesstøtte

I stedet for blot at justere lidt på de nuværende SU-regler bør regeringen ændre systemet radikalt: Afskaf den statsfinansierede uddannelsesstøtte og fritag til gengæld de studerende for beskatning af arbejde. Det er på tide, at de danske studerende forlanger retten til selv at bestemme tilbage.
I forbindelse med forårets velfærdsforhandlinger var regeringens bebudede ændringer af statens uddannelsesstøtte et af de forslag, som kunne få studerende fra alle grene af det danske uddannelsessystem op af stolene. Størstedelen af de unge, der demonstrerede den 17. maj, havde utilfredshed med ændringsforslagene til SU’en som hovedbudskab til regeringen, ligesom protestaktionerne fra den selvbestaltede såkaldte ”Velfærdsmission” skyldtes, at regeringen har planer om at ”stjæle de studerendes indkomst”. For er der noget, vi danske studerende tilsyneladende kan blive enige om, så er det SU’en. Vi betragter den som vores retmæssige ejendom, den er ligeså naturgiven som regn på Roskildefestivallen og tømmermænd om søndagen. Det er SU’en, der muliggør, at vi kan studere. Det er SU’en, der sikrer, at alle uanset postnummer eller forældrekøb kan tage en videregående uddannelse. Ændringer – nedskæringer, forstås – af SU’en vil derfor være den sikre kurs mod en samfundsmæssig katastrofe; færre unge vil have råd til at læse videre, uddannelse vil blive forbeholdt børn af velbjærgede forældre, og for det store flertal vil tør pasta (uden ketchup) blive dagens ret alle ugens dage.
En påstand bliver imidlertid som bekendt ikke til sandhed, blot fordi den gentages i det uendelige. Når de studerende hævder, at ændringer af SU-systemet uvægerligt vil betyde begrænsninger, så bunder det efter min opfattelse i en afgørende og indgroet misforståelse: Det er ikke SU’en, der gør det muligt at studere. Tværtimod er SU’en den klods om benet, der gør, at danske studerende i dag har mistet enhver ret til selv at bestemme over og tilrettelægge deres uddannelsesforløb.
I sin tid betragtede mange indførelsen af statens uddannelsesstøtte som den vise sten, der sammen med statsfinansierede uddannelser gjorde brud med den negative sociale arv mulig. Videregående uddannelser ophørte således med kun at være forbeholdt en elite, idet staten med økonomisk støtte gav alle unge mulighed for at kunne finansiere en tilværelse under uddannelse. Der er mange danskere, som med stolthed i stemmen ynder at fremhæve denne ordning ved vores samfund; alle uanset økonomisk baggrund har muligheden for at tage en videregående uddannelse i Danmark. Fra bistandsklient til bankdirektør, ville nogle vel sige. Der er imidlertid markant færre, som tilsyneladende vil erkende, at skattefinansieret uddannelsesstøtte nødvendigvis har en konsekvens. Når man ikke selv betaler gildet, kan man heller ikke forvente at bestemme alting selv. I forvejen har man med de offentligt betalte uddannelser mistet en stor del af retten til medbestemmelse over sin uddannelse. Men hvad man derudover nødvendigvis må gøre sig klart er, at det øjeblik, man siger ja tak til SU, giver man samtidig afkald på fuldstændig selv at kunne bestemme over sin uddannelse.
Det turde altså være klart for enhver, at så længe det er staten, der betaler for studierne, så må staten også forlange noget igen. De landsdækkende protester, som regeringens ændringsforslag affødte, tyder imidlertid på, at dette ikke er tilfældet. Når man som barn modtager lommepenge fra mor eller far uden nogen form for modydelse, er man godt klar over, at det så til gengæld også er forældrene, der bestemmer, hvad der er råd til. Det er en ordning, der holder, så længe man er barn, men det er vel de færreste voksne mennesker, der ville acceptere forældres fortsatte økonomiske indblanding. Tankevækkende er det derfor, at så snart mor og far skifter navn til SU-styrelsen, så giver en hel generation af selvstændige og såkaldt selvrealiserede unge mennesker afkald på selv at bestemme over deres indkomst.
Studerende beklager sig over, at staten vil bestemme, hvornår man skal påbegynde en videregående uddannelse, og hvor lang tid studierne må vare. Det, de studerende imidlertid tilsyneladende ikke vil erkende, er, at de for de penge, de modtager i studiestøtte fra staten, har solgt deres ret til at være medbestemmende over disse ting. For at vinde denne ret tilbage er det derfor nødvendigt at lave studiestøttesystemet radikalt om: Fuldkommen selvbestemmelse forbliver ganske vist en utopi, så længe uddannelserne er betalt af staten. Men ved at give afkald på SU’en vil danske studerende atter kunne håndhæve en vis ret til selv at tilrettelægge deres studietid.
I England modtager man ikke statsfinansierede lommepenge til studierne. Men de studerende betaler til gengæld heller ikke skat. Danmark burde indføre samme system: SU’en bør afskaffes, og til gengæld skal studerende fritages fra at betale skat. For at undgå snyd og socialt bedrageri skal de studerende dokumentere studieaktivitet, hvilket vil sikre, at man ikke kan indskrive sig som studerende blot for at blive fritaget for skat, eller at man bliver evighedsstuderende og aldrig færdiggør sin uddannelse. Samtidig skal det sikres, at alle studerende, der måtte ønske det, har mulighed for at optage lavtforrentede lån, der tilbagebetales efter endt studietid. De statsfinansierede lommepenge ryger altså, men til gengæld tilbageerobres retten til selv at bestemme over sin uddannelse. Der er ikke længere nogen, der skal presses til at starte på en uddannelse senest to år efter studentereksamen. Der er heller ikke nogen, hverken den siddende eller kommende regeringer, der skal bestemme, hvor lang tid man er om at gennemføre sit studie.
En SU efter skat svarer ca. til 11 timers arbejde om ugen til en timeløn på 87 kr. Ud fra egne sparsomme erfaringer er det et fåtal, der ikke har 11 timer til overs fra bøgerne om ugen. Og derudover vil der være mulighed for at tage studielån. Det til bevidstløshed gentagne argument om, at erhvervsarbejde vil mindske aktiviteten på studiet og dermed forlænge studietiden, falder yderligere til jorden, hvis SU’en afskaffes, fordi der ikke længere er andre end dig selv, der skal bestemme, hvor længe uddannelsen skal tage, så længe man er studieaktiv.
Når den nuværende regering forsøger at presse de unge til at starte tidligere på en videregående uddannelse og derudover blive hurtigere færdig, så tages der ikke højde for, at mennesker ikke er ens. Ikke alle er klar til at læse videre direkte efter studentereksamen. Regeringens erklærede ”respekt for den enkelte” kan synes mere end svær at få øje på, når man i en sådan grad forsøger at ensrette unge mennesker. Hvis man virkelig mener noget med plads til forskellighed, til forskellige behov og forudsætninger, så er løsningen ikke at indskrænke den enkeltes handle- og valgmuligheder. Som systemet er indrettet i dag, er der dog ikke noget at sige til, at regeringen handler, som den gør. Ingen andre steder i verden bruges der så mange offentlige udgifter på uddannelse som i Danmark.
Når staten betaler, må staten også lave reglerne og forlange noget igen. Og fordi studerende, der udelukkende har SU som indkomst, lever af andre menneskers statsligt indkrævede og omfordelte skattekroner, har de dermed givet afkald på retten til at have noget at skulle have sagt.
Det er min holdning, at unge mennesker skal have lov til selv at bestemme, hvornår og hvor længe de vil studere. Men hvis vi forlanger ret til medbestemmelse, er vi også nødt til at vise, at vi tager et ansvar for os selv og vores uddannelse. Hvis man vil opnå at blive hørt af omverdenen, er man nødt til at sætte sig i respekt. Den respekt får man ikke ved at lade sig passivt forsørge men tværtimod ved at vise en vilje til at forsøge at klare sig selv. Om vejen frem er studielån eller erhvervsarbejde eller en kombination af begge, må være op til den enkelte.
Derfor vil mit budskab til regeringen lyde: Afskaf SU’en. Og til samtlige landets studerende ved videregående uddannelser skal opfordringen være: Forlang retten til selv at bestemme over jeres uddannelse tilbage! Stå fast på, at hverken denne eller andre regeringer skal bestemme, hvornår eller hvor længe I læser! Kræv respekten for jeres indsats tilbage! Forlang SU’en afskaffet!