Muhammed-tegningerne og GRU

Debatten om Muhammed-tegningerne har atter en gang dokumenteret de negative konsekvenser ved GRU – Gratis Rådden Uddannelse. Ulemperne ved GRU fremtræder især tydeligt, når de offentlige former for ”oplysning” er blevet doceret til naive og forudsætningsløse individer, hvilket navnlig har været situationen siden indførelsen af masse-universitet i 1970’erne. I dag underviser ofrene selv. Konsekvenserne ved […]

Debatten om Muhammed-tegningerne har atter en gang dokumenteret de negative konsekvenser ved GRU – Gratis Rådden Uddannelse.

Ulemperne ved GRU fremtræder især tydeligt, når de offentlige former for ”oplysning” er blevet doceret til naive og forudsætningsløse individer, hvilket navnlig har været situationen siden indførelsen af masse-universitet i 1970’erne.

I dag underviser ofrene selv. Konsekvenserne ved GRU er dermed blevet tydeligere. Det burde give anledning til håb om snarlig bedring – først og fremmest i form af mindre offentlig uddannelse kombineret med skattelettelser. Sådanne tiltag ville give et dobbelt incitament til at dygtiggøre sig og tjene penge; og dermed samtidig ikke til at fordumme sig, mens man bruger andres.

Problemet med GRU er i alt sin enkelthed, at simple men helt centrale forudsætninger for at orientere sig i verden ødelægges: Det gælder ikke mindst evnerne til analytisk at sondre mellem – og anvende begreber – såsom aktør, intention, handling og konsekvens; hvilket navnlig er tilfældet på humaniora. Dermed undergraves evnen til selvstændig tænkning, hos netop de individer i samfundet, der måske mere end mange andre kunne og burde have bidraget positivt til produktivitetsforbedringer i samfundet.

Således kunne flere adgangsbegrænsninger kombineret med en højere grad af brugerbetaling have ført til, at en række af ofrene for GRU i dag ville have bestridt nyttige og helt basale undervisningsfunktioner, såsom at undervise i at læse, skrive og regne, eller de ville have ernæret sig ved mere fysisk betonede gerninger; hvilket – i takt med overudbuddet af Begrebsmæssigt Udfordrede Akademikere – BUA’ere – i vore dage rent faktisk kan omfatte en række former for vellønnet beskæftigelse.

Værre er det imidlertid – set i et samfundsmæssigt perspektiv – at de stakler, hvis hjerner man mishandler på de offentlige læreanstalter herefter ikke – som følge af det, man med rette bør beskrive som ”aflæring” – helt nøgternt får tildelt en status som ”gamma” eller ”beta”, sådan som det skete i Aldous Huxleys ”Fagre Nye Verden”; hvilket i det mindste ville begrænse de efterfølgende skadevirkninger forbundet med det offentliges ”undervisningsaktivitet”. I stedet tildeles ofrene for GRU en række fine titler og placeres i ofte indflydelsesrige positioner, inddrages som kulturelle frontløbere; og som Jeppe på Bjerget behandles ”generation GRU 1968” i dag med ære, og respekt – eksempelvis i rollen som ”meningsdanner”.

Når man således kommer uden for murene, og ikke længere er i stand til at sondre mellem hvem der gør hvad, mellem intention og konsekvens, mellem handling og parole – eller mellem primære og sekundære effekter (det sidste gælder ikke mindst miljø-BUA’erne), ja så tildeles den ofte permanent mishandlede BUA’er typisk et offentligt embede – måske ligefrem en ”humanistisk” forskerstilling, hvor udsagn, der baseret på følelser og fornemmelser herefter ophøjes til ekspertudsagn, og betragtes som faglig indsigt.

Ikke desto mindre stod de begrebsmæssige forudsætninger for overlevelse og velstandsskabelse langt klarere indprentet hos bonden eller kvægdriveren ude på prærien i det nittende århundrede USA, end det er tilfældet for den typiske sociologistuderende eller den færdigt uddannede kandidat.

Og jævnfør de hjemlige debatter om Muhammed-tegningerne er det nu kommet frem, hvor galt det står til: For hvem gjorde hvad, og hvem havde ansvaret for hvilke handlinger under ”Muhammedkrisen”? En ting er sikkert, skylden for destruktiv adfærd ligger ifølge BUA’eren ikke hos den destruktive.

For ifølge den typiske BUA’er kunne den borgerlige regering på forunderlig vis drages til ansvar for … et eller andet udefinerligt, når det gælder reaktionerne på Muhammed-tegningerne. Det var noget med manglende dialog med diktaturstater? Eller pædagogisk samtale med nogle imamer. Eller med de dele af et trossamfund, der ikke brød sig om det, de fandt i Jyllands-Posten?

Helt præcist hvorfor JP’s tegninger overhovedet skulle vedkomme den danske regering er den typiske BUA’er ikke i stand til at svare på; han eller hun hævder blot i det blå, at regeringen havde et eller andet ubestemt, men alligevel afgørende medansvar. I løbet af de gratis rådne uddannelsesforløb har man nu engang lært, at staten og dermed den til en hver tid siddende regering kan gøres ansvarlig for det meste.

Når det gælder ”Muhammedkrisen” fremturede BUA’erne imidlertid ud fra deres mærkværdige virkelighedsopfattelse: Ikke alene forsøgte man således at tørre et eller andet uspecificeret ansvar for ”krisen” af på regeringen; det vil sige volden, dødsfaldene, ambassadeafbrændingerne m.m. i Mellemøsten og Asien. Man forsøgte også at give Jyllands-Posten andel i disse handlinger; det vil sige atter at vælte en form for ”delt ansvar” – men endnu engang uspecificeret og antydet over på avisen.

Igen var det mangel på ”dialog”, mangel på forståelse eller på tolerance; det vil sige dårlige eller ”forkerte” intentioner samt nogle tegninger, der pludselig blev ophævet til at være en del af årsagen til nogle konkrete og meget destruktive individers handlinger (individer, som i øvrigt har et om muligt endnu mere problematisk forhold til virkeligheden) i Mellemøsten. Atter engang afslørede BUA’erne derfor, at de ikke er i stand til at sondre mellem eksempelvis handling og intention.

Eftersom BUA’ere som oftest er uden for pædagogisk rækkevidde, nytter det imidlertid ikke noget at påpege groteskheden i deres virkelighedsopfattelse, ved at henvise til, at de ofte hårrejsende karikaturtegninger af jøder, der produceres i navnlig Iran, ikke kan inddrages i et ansvarlighedsspørgsmål, når det gælder de fysiske reaktioner på disse eventuelt i form af berettigede og fredsommelige protester i New York.

Beslutninger om at protestere, og at gøre det – enten på en civiliseret eller uciviliseret måde – befinder sig dermed altid hos den pågældende aktør, der træffer sådanne beslutninger.

Fundamentale sammenhænge mellem aktør, handling, konsekvens og personligt ansvar, er i løbet af det gratis og rådne uddannelsesforløb således blevet afskaffet til fordel for en idé om alles ansvar for alt; og ikke mindst statens ansvar for det meste.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password