Klassisk liberalisme og verdensfreden

Siden 1. verdenskrig sluttede i 1918 har verden søgt international orden og verdensomspændende fred gennem den politiske metode: International organisation. Folkeforbundet blev set som det store håb for verdens fred og sikkerhed. Forbundets nederlag i årene mellem de to verdenskrige blev set som bevis for, at en bedre og stærkere organisation var påkrævet, hvis endnu […]

Siden 1. verdenskrig sluttede i 1918 har verden søgt international orden og verdensomspændende fred gennem den politiske metode: International organisation.

Folkeforbundet blev set som det store håb for verdens fred og sikkerhed. Forbundets nederlag i årene mellem de to verdenskrige blev set som bevis for, at en bedre og stærkere organisation var påkrævet, hvis endnu en verdenskrig skulle forhindres.

Af anden verdenskrigs asker opstod de Forenede Nationer. Igen hørtes lovprisninger om, at en fredelig og sikker verden var inden for menneskehedens rækkevidde. Og, endnu engang, blev menneskehedens håb knust, denne gang af striden mellem USA og Sovjet under den kolde krig.

I dag, i tiden efter den kolde krig, søger verden nok en gang efter verdensomspændende fred. Troen på at international orden og sikkerhed kan udvikles af internationale organisationer er igen blevet forpurret, efter USA har fortsat dets ensidige interventionisme for at bringe fred og demokrati til hele verden.

Men at forsøge at opnå verdensfred gennem enten politisk internationalisme eller ensidig interventionisme er begge forkerte veje til målet: At afslutte konflikter verden rundt.

I det 20. århundrede, da man søgte at opnå fred gennem internationale organisationer som Folkeforbundet og FN, led verden under krige, borgerkrige og massemord på en skala, der praktisk talt overgår menneskets forstand.

Krige og folkedrab af stater rundt om i verden har betydet døden for mere end 370 mio. mennesker de sidste 100 år.

Det 19. århundrede

I stærk kontrast hertil står de 100 år mellem 1815 og 1914, hvor ingen globale politiske organisationer arbejdede for verdensfreden. I disse år var krigene få, relativt korte og de medførte rimeligt begrænsede ødelæggelser på menneskeliv og ejendom sammenlignet med det 20. århundrede. (Den amerikanske borgerkrig i 1860’erne er en tydelig undtagelse til dette.)

For mange mennesker, som stadig havde en fungerende hukommelse i den første halvdel af det 20. århundrede, stod perioden før 1. verdenskrig som en glansperiode.

Det der særligt kendetegner Europa og Nordamerika i det 19. århundrede er, at mens det kan have været nok så inkonsistent og ufuldendt gennemført, så kan man med rette sige, at de 100 år fra 1815 til 1914 var et produkt at den klassisk liberale ånd.

Det førende princip, som viste vejen for politik i praktisk talt alle lande i den “civiliserede verden”, var afpolitisering af det sociale liv.

Med frihandlens triumf over merkantilismen i de første og midterste årtier af det 19. århundrede, og med elimineringen af en stor del af den nationale regulering, monopolprivilegier og bremsning af privat initiativ, blev staten pludseligt fjernet fra det private livs anliggender.

I dets sted opstod “civilsamfundet”, opblomstringen af den “private sektor” og en udvidelse af netværket af “mellemhandlere” for frivillige markedsforbindelser.

Det “kosmopolitiske ideal”, som inspirerede mange tænkere i det 18. århundrede, blev en realitet i det 19. århundrede.

Mennesker, penge, materielle goder samt intellektuelle opdagelser og forskning rejste mere og mere frit fra det ene hjørne af kloden til det andet, og det med få politiske forhindringer undervejs.

Kendskab til kunst og videnskab blev internationaliseret til fordel for en stadigt større gruppe af den brede offentlighed.

Jo, stater i den “civiliserede verden” dannede internationale foreninger og nåede frem til forskellige aftaler med hinanden i det 19. århundrede, det er sandt.

Men disse foreninger og aftaler var for det meste (hvis man ser bort fra forskellige skiftende politiske og militære alliancer) lavet for at lette de private forbindelser mellem deres borgere.

De inkluderede internationale flod-overenskomster, jernbane- og transportaftaler, telegrafi- og postunioner, sundhedsregler og retningslinjer, procedurer for ensartede vægt- og måleenheder og respekt for patenter og copyright.

Stater prøvede ganske vist stadig ind i mellem at indrette disse internationale standarder og procedurer efter egen nationale interesse og begrænse den kommercielle gennemslagskraft for visse udenlandske konkurrenter.

Men tankerne bag dem var i stor udstrækning at etablere nogle generelle ”rules of the game” for at hjælpe globaliseringen af den private kommercielle og kulturelle handel videre. (Om selv disse sager omhandlende standarder, måleenheder og procedurer burde have været overladt til frivillige, private foreninger og aftaler er et selvstændigt historisk emne.)

Stater forsøgte også at enes om regler for afgørelse af indbyrdes stridigheder, ”civiliserede regler” for kamp på land og vand og human behandling af nonkombattanter og neutrale parter, hvis der skulle udbryde krig.

Meningen med disse var at begrænse ødelæggelserne, som moderne krigsførelse førte med sig, og at mindske skaderne på menneskeliv og privat ejendom. Hvis krige stadig skulle udkæmpes, så ville de negative konsekvenser for det civile samfund i det mindste indskrænkes mest muligt.

I denne klassisk liberale æra før 1914 skabtes en umådelig international orden, som lettede globaliseringen af handel, erhverv og investering, som igen fremmede et kosmopolitisk klima, hvori nationale grænser ikke længere forhindrede mennesker eller idéer i at bevæge sig, og hvori krig blev anset for et vildt dyr, der skulle tæmmes, begrænses og forhindres i at skade menneskers liv.

Den fundamentale drivkraft bag alt dette var idéen om individuel frihed, og den private ejendoms ukrænkelighed som en uadskillelig del af denne individuelle frihed. Stater blev udstyret med legitimitet og autoritet for at beskytte individet og dets ejendom mod vold og plyndring. Deres funktion var negativ og defensiv.

International orden og en høj grad af international fred kunne opretholdes fordi, at mere eller mindre alle stater i den ”civiliserede verden” havde det til fælles, at dette var en af deres vigtigste funktioner.

Ingen særlig organisation for verdensfred eller sikkerhed var nødvendig, for alle verdens ledende nationer stræbte imod de samme ”rules of the game”, og fordi de alle delte det samme generelt klassisk-liberalt-orienterede syn på mennesket, samfund og stat.

Jeg er klar over, at det er en bred generalisering; flere detaljer vedrørende hvert af disse lande kan nemt bruges til at argumentere imod min gennemgående konklusion. Alligevel mener jeg, at hvis man kigger på en historisk periode samlet set, så er det nogle gange muligt at få øje på en bestemt idé eller et bestemt tankesæt, som kan siges at have været i tidens ånd, og som har haft indflydelse på tingenes gang på flere forskellige måder.

På denne måde har den klassisk liberale idé hjulpet med til at begrænse stater og sætte individet frit; og den har fungeret som den bagvedliggende opfattelse, der bestemte ”the rules of the game” som internationale forbindelser krævede i en tid med frie mennesker, privat initiativ og civilsamfund.

International fred og orden var, i denne forstand, uadskilleligt fra de klassisk liberale idéer om private, frivillige forbindelser, fredelig konkurrence og et globalt arbejdsdelingssystem.

Kollektivismen rejser sig

En anden idé begyndte at udfordre og til slut fortrænge det klassisk-liberale ideal i de sidste årtier af det 19. århundrede. Idéen var politisk og økonomisk kollektivisme. I slutningen af det 19. og det 20. århundrede antog den flere forskellige former: Marxistisk socialisme, fascisme, Nazisme, velfærdsstatsideologi, socialdemokratisme, neomerkantilisme, protektionisme og imperialisme.

Men ligegyldig dens form, så var dens opfattelser af mennesket, samfundet og staten i modsætning til dem af klassisk liberalisme. Individuel frihed, civilsamfund og markedsforbindelser var underordnet og, i de ekstreme udgaver af politisk og økonomisk kollektivisme, undertrykt af politiske mål. Mennesket og samfundet blev atter politiseret.

Det var den nye kollektivistiske idé, der ledte verden til første verdenskrig. Op til krigen var man på vej mod monopoliserede markeder; national regulering af handel og finans; militarisering af internationale forhold; tilblivelsen af ”stormagts-politikker”, som individuelle interesser måtte ofres for; individuel lydighed overfor statens interesser; og velfærdstatsideologi, med dets nationalisering af indkomst og omfordeling af rigdom.

Den første verdenskrig forstærkede dramatisk disse tendenser på en måde, som permanent endte den klassisk liberale æra. Det betød også enden på disse særlige omstændigheder, som bidrog til international fred.

I den kollektivistiske periode i det 20. århundrede blev alt til statslige anliggender, for intet var uden for politiske betragtninger. Handel og finans var ikke længere forbindelser mellem private personer, der søgte gensidig vinding gennem handel; i stedet kom det til at handle om national fremgang, national beskæftigelse, national industriel udvikling og nationale levestandarder.

Ejerskab til og kontrol over ressourcer og råstoffer i forskellige dele af verden blev til sager vedrørende den ”nationale sikkerhed”, ligesom det havde været under den ældre merkantilisme, før den klassiske liberalisme havde befriet og privatiseret de økonomiske og internationale foretagender i livet.

Alle sider af livet, enhver menneskelig forbindelse, enhver form for finans, initiativ og handel blev atter politiseret. Endnu en gang blev det til statslige anliggender frem for private aftaler og privat konkurrence om at forbedre menneskets vilkår.

Hvad lå til grund for skiftet fra klassisk liberalisme til kollektivisme?

To nye kræfter kom i spil i det 20. århundrede. Først, særlige interesser og, dernæst, den tiltalende sociale ingeniørkunst.

Princippet om lige, individuelle rettigheder for alle under loven blev erstattet af idéen om gruppeprivilegier og nogles ret til noget på andres bekostning, nationalt eller internationalt.

Adam Smiths idé om et naturligt frihedsorienteret system, hvorunder hvert menneske var frit til fredeligt at følge hans egne interesser med det kumulative resultat, at menneskets interaktioner blev en spontan orden af menneskelige forbindelser, blev erstattet af samfundsplanlæggeren, der overmodigt betragtede sig selv som klog og vidende nok til at genskabe samfundet efter hans høje vision om de korrekte, fair og retfærdige forbindelser, som skulle herske blandt mennesker. (Se “Planning and Social Engineering at Home and Abroad” i Freedom Daily, juli 2003.)

Fetichen for den sociale ingeniørkunst gik ikke bort med Nazismen i 2. verdenskrig eller med kommunismens kollaps i Sovjetunionen i de tidlige 1990’ere. Det er essensen af velfærdsstaten, og det har været den implicitte agenda bag Amerikas militære interventioner rundt omkring i verden både under og efter den kolde krig sluttede.

Hvad enten sådanne interventioner i andre lande foretages ensidigt af USA eller af flere nationer i fx NATO-regi eller ligefrem i hele verdens navn med bemyndigelse fra FN, så vil forsøget på at bringe fred og orden i denne periode nødvendigvis fejle.

Den fundamentale grund til denne fortsatte fiasko er, at fred og orden kun kan etableres fast i en verden hvor klassisk liberale idéer atter er fremherskende.

At vinde friheden tilbage

Men forståelsen af et frit samfund og, i sidste instans, dets etablering kan ikke opnås med social ingeniørkunst, planlægges centralt eller påtvinges med vold. Det må gro inde i hvert enkelt individ.

Når et tilstrækkeligt stort antal mennesker i et samfund deler visionen om et frit civilsamfund og et frit marked, hvor staten blot beskytter disse ”rules of the game”, så vil de nødvendige institutionelle forandringer komme og forvandle samfundet til et frit fællesskab for frie mennesker.

Dette er blevet sværere efter den førende nation, som gør sig til talsmand for at omstrukturere verden med magt, selv har tabt forståelsen for den rigtige betydning af frihed. Hvordan kan Amerika lære fra sig og hjælpe andre lande med at indføre en frihedsbaseret model, når Amerika ikke selv forstår, hvad frihed betyder?

Kan frihed betyde offentlig sygesikring, statslig standardisering af uddannelse i hele landet, politisk motiverede vennetjenester og privilegier for særlige interessegrupper, statslig overvågning af og indtrængen i civile borgeres private sager, regulering af industri og handel, arrestationer og ubestemte fængslinger uden sigtelser samt en voksende skattebyrde, der skal betale for omkostningerne ved national og udenlandsk interventionistisk politik?

Hvordan kan man undervise i og lægge planer for frihed for andre, når hverken amerikanere eller europæere har en sand og klar forståelse af, hvad frihed betyder og kræver af hverdagslivet?

Og hvordan kan de mennesker, som udenlandsk politisk og militær intervention ”befrier”, være fri for både retfærdig og falsk mistænksomhed overfor interventionisternes motiver, når deres egne stater involveres i flere forskellige nationale og internationale sager netop for at benytte deres magt til at hjælpe nogen på andres bekostning?

Kun en vellykket genfødsel af de klassisk liberale idéer om individuel frihed, privat ejendom, upartisk ”rule of law”, fri handel og en stærkt begrænset stat kan give verden fred.

Kun når man igen tror på disse idéer, og de etableres og vejleder mennesket i dets valg, kan man fjerne de primære grunde til, at stater går i krig med hinanden, eller at mennesker udkæmper borgerkrige mod andre indenfor deres eget land.

Kun når det sker, vil de nødvendige forhåndsbetingelser være til stede for, at verdenssamfundet består af fredelige nationer som det, det 18. og 19. århundredes liberale forestillede sig og delvist skabte i denne tidligere epoke i menneskets historie.

Indtil da vil der fortsat udbryde krige og borgerkrige, der vil ødelægge verden. Og selv den mest magtfulde nation i hele verden kan ikke forhindre dette i at ske, eller fjerne grundene til det.

Hvis Amerika skal spille en rolle i verdens søgen efter fred, så er det bedste, det kan gøre, at genopdage og praktisere frihed inden for dets egne grænser.

Ved at reetablere en strengt begrænset stat; ved at befri individet fra de sociale og økonomiske reguleringer, restriktioner og kontroller, som borgerne i USA lever under i dag; ved at genskabe den individuelt selvkontrollerende ånd og ansvar for livet, vil Amerika gøre mere for international fred og orden end nogen vildledt og kontraproduktiv politisk og militær intervention nogensinde vil kunne håbe på.

Ved at følge denne kurs og vise, hvad frihed og fred kan opnå, kan Amerika stå som forbillede og ideal for millioner verden rundt. Man ville have respekt for det gode amerikanske eksempel, og folk i andre lande ville anse det som legitimt, når Amerika rent faktisk praktiserer den ikke-interventionistiske politik, som det ofte prædiker, men som det i dag fortsætter med at bryde både nationalt og internationalt.

Den klassisk-liberale idé, som bragte mere frihed og velstand til flere mennesker end nogensinde set før, kan reddes, hvis blot idéen om individuel frihed forstås og værdsættes bedre.

Oversat af Lasse Birk Olesen, 2006.
Artiklen er oprindelig bragt på Freedom Daily i oktober 2003.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password