Udenrigspolitik i én lektion

“Den økonomiske kunst,” skrev Henry Hazlitt i sin klassiker, Economics in One Lesson, “består i ikke kun at kigge på de umiddelbare effekter, men også langtidseffekterne af enhver handling eller politik; den består i at spore konsekvenserne af en politik – ikke kun for en gruppe, men for alle grupper.” Det fornuftige princip har opnået […]

“Den økonomiske kunst,” skrev Henry Hazlitt i sin klassiker, Economics in One Lesson, “består i ikke kun at kigge på de umiddelbare effekter, men også langtidseffekterne af enhver handling eller politik; den består i at spore konsekvenserne af en politik – ikke kun for en gruppe, men for alle grupper.”

Det fornuftige princip har opnået status som Storslået Visdomsord i den libertarianske bevægelse – og med god grund. Logikken er uangribelig. At bedømme handlinger udelukkende udfra deres umiddelbare, synlige konsekvenser er dumdristigt, uanset hvor gode disse konsekvenser lader til at være.

Hvad der derimod ikke er lige så anerkendt er, at dette princip også er fuldt kompatibelt med den udenrigspolitiske kunst. Alligevel er der mange, som sværger til Hazlitts princip i den økonomiske politik, der glemmer det fuldstændigt i den udenrigspolitiske. Det burde ellers være åbenlyst, at det er lige så vigtigt at kigge på de sekundære effekter af regeringsindblanding i udlandet, som det er at kigge på de sekundære effekter af regeringsindgriben på hjemmefronten.

Lad os prøve princippet af på den nylige amerikanske krig i Irak. De umiddelbare effekter er lette at se, særligt nedrivningen af et hæsligt regime, der ikke havde megen respekt for individuelle rettigheder og retsprincipper (“rule of law”). Hvilken frihedselsker ville ikke blive betaget af en folkeopstand mod Saddam Husseins styre? Hvem ville ikke have jublet over, at Husseins overlevende ofre gennemtrumfer retfærdigheden?

Men det betyder ikke, at sådanne ting er ønskværdige uanset andre omkostninger. Hop tilbage til indenrigspolitik et øjeblik. Ingen liberalist ønsker, at folk skal mangle økonomisk sikkerhed, ordentlige boliger, tilstrækkelige sundhedsordninger eller god uddannelse. Men det følger ikke deraf, at liberalister ønsker, at staten så skal sørge for disse ting. Hvorfor? Jo, selv om vi mente, at staten kunne sørge for dem, så er vi også klar over, at den samtidig måtte gøre andre ting, der er uacceptable for dem, der går ind for frihed.

De samme overvejelser må vi gøre os, når vi diskuterer udenrigspolitik og krigsførsel. Før vi støtter den amerikanske regerings træk for at styrte Saddam-styret, må vi se på helheden. Der er en del aspekter i dette.

For at være i stand til at udkæmpe sådan en krig (rent faktisk mere end en ad gangen, ifølge Pentagon), så har den amerikanske regering først været nødt til at spenderere billioner af kroner. Den magtfulde kampstyrke og dens højteknologiske arsenal kræver flere mænd og mere isenkram, end det blot et forsvar af USA’s område ville have krævet. Den amerikanske stat bruger flere penge på forsvar end alle større lande i verden – tilsammen. Hver en dollar staten opkræver i skatter (under trussel om magtanvendelse) til militære formål, er en dollar, de rikke længere er tilgængelig for skatteyderne at bruge på forbrug og til investering. Iværksætterne får færre penge til at skabe de goder, som ville have gjort vores liv sundere og mere komfortabelt. At fratage en mand hans penge mod hans vilje er at indskrænke hans frihed. Derfor fratager den amerikanske interventionistiske politik det amerikanske folk muligheden for at gøre deres liv bedre.

Når politikken så også fremprovokerer angreb mod amerikanske civile, som det er sket før, så stiger prisen på mange måder drastisk. Lad os ikke glemme, at de amerikanske interventioner under og efter den første golfkrig var et kraftig motiv for mordet på tusinder af civile den 11. september.

Krig og regeringsmagt

Men det er bare begyndelsen. Som vi ved fra Robert Higgs’ uundværlige bog, Crisis and Leviathan, så vokser statsmagten under krig og krigsforberedelser. Den forbruger flere ressourcer. Den optager lån. Den hæver skatterne eller udskyder skattelettelser. Den forbryder sig mod privatlivet. Den disciplinerer. Og når krigen slutter vender statsmagten aldrig tilbage til de dimensioner, den havde før krigen. De kalder Higgs for skralde-effekten.

I krigens indledende fase bliver staten og individets herre/tjener-forhold skærpet. Myndighederne forlanger fuld opbakning og antyder, at de der er uenige hjælper den udpegede fjende. At stille spørgsmål ved krigsførslen mistænkeliggøres – ikke kun af politikerne, men også af alle de folk, der trofast accepterer deres (u)førerers ord og af mediernes heppekor. Uenighed bliver til utroskab.

I den samme indledende fase finder myndighederne det ofte nyttigt at undlade at fortælle sandheden til de, der betaler regningen. Igen tror de fleste på magthaverne og taler ilde om de, der ikke gør. Det styrker statsmagten og baner vej for mere bedrag.

Resultatet bliver, at regeringen vokser, og individet skrumper. For hver krig ændres det særlige amerikanske syn på forholdet mellem folk og stat til skade for friheden. Det gælder også for Irak-krigen.

Når krigen endelig kommer, opstår der nye omkostninger. Mest åbenlyst er det, at civile i det invaderede land uværgeligt bliver dræbt, som det også skete i Irak. Myndighedspersoner vil rutinemæssigt udtrykke deres beklagelse og undskylde dem selv med, at det er hvad der sker, når man er i krig. De fleste medier vil understøtte den vildledning. I den forbindelse kan vi notere os, at Bush-regeringen har sagt, at den ikke vil gøre noget som helst for at tælle de dræbte irakere; det er for besværligt, siger de. (I følge Iraqbodycount.net, som baserer sig på mediernes efterretninger, er mellem 16.400 og 18.700 civile irakere blevet dræbt indtil marts 2005 [tallet opdateret af oversætteren]. Det er uklart, hvor mange der er blevet lemlæstet.)

Krigsfortalerne har selvfølgelig ret. Uanset hvor smarte bomberne er, så dræbes og såres civile altid i en krig. Men det belaster jo blot de ansvarlige for krigen yderligere, i stedet for at undskylde dem. Som Rosseau sagde: “Den, som vil målet, vil midlet”. Fordi krig altid forårsager civile tab burde ingen regering nogensinde starte en krig, medmindre der et rendyrket forsvar af dens befolkning.

Det passer sig ikke for amerikanske embedsmænd at argumentere for, at de tab tjener det formål at befri andre irakere fra Husseins tyranni. Selv hvis der ikke følger et nyt tyranni i kølvandet på konflikten, er det argumnet uacceptabelt. Ingen embedsmand har ret til igangsætte en proces, der vil ofre uskyldig for at et større antal irakere vil gavnes af det.

Evighedskrigen

Endnu en uundgåelig konsekvens af Bush’ udenrigspolitik er, at den højst sandsynligt vil føre til flere konflikter. Præsident Bush hævder det usandsynlige, at amerikanere nu er blevet sikrere, efter vi er begyndt at tale om Saddam Hussein-regimet i datid.

Modsigelsen er, at den amerikanske regerings triumf besejring af regimet kun vil opmuntre præsidenten til at fortsætte det, han ser som en succesfuld politik.

Den nuværende amerikanske regering har formuleret en strategisk doktrin, der hævder retten til at foranstalte præventive krig, når som helst den tror, at en udenlandsk regering muligvis kan blive en trussel engang i fremtiden.

Hvis Husseins Irak opfyldte den vage betingelse, så gør en hel masse andre lande også. Bush-regeringens stridbare ord om Syrien lyder bekendte – de er næsten identiske med, hvad der blev sagt om Irak. Vi ved også, at Bush-rådgivere indenfor og udenfor regeringen har snakket om regime-skifter i Iran, Libyen og andre steder.

Det er svært at forestille sig, at det forholdsvist hurtige irakiske nederlag vil dæmpe Bush’ aggresive politik. Alt peger den modsatte vej. Bush og hans hjælpere tror måske, at magtdemonstrationen vil overbevise “røverstatene” til indvillige i amerikanske krav. Måske vil de det – på overfladen. Men det er usandsynligt, at de vil lægge sig fladt ned. Det er mere tænkeligt, at de fortsat vil forfølge deres egne interesser, og når de gør det, så har Bush-regeringen sin casus belli.

I regeringens øjne har “succesen” i Irak bekræftet politikens anvendelighed. Derfor vil vi sandsynligvis se den brugt igen.

Men resultatet er, at den nylige krig har gjort mere end bare at vælte Saddam. Det var kun en af de umiddelbare, synlige effekter, mens de sekundære effekter var og vil blive ved med at være mange og alvorlige: de forudsiglige drab og lemlæstelser af uskyldige, større forbrug i regeringen, øget invasion af privatlivet, et forøget herre-tjener-forhold mellem stat og individ og opildnede udenrigspolitikere. Med andre ord var prisen for Saddams fald et amerikansk imperie og afskaffelsen af republikken.

I det lys ser den politik ikke så godt ud.

Oversat af Thomas Stærmose, 2005.
Artiklen er oprindeligt bragt i Freedom Daily i juli 2003.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password