Arbejdernes internationale kampdag?

I dag er det igen d. 1. maj – de røde faner vajer, alle offentlige kontorer lukker kl. 12, hornorkestre fylder gågaden og Svend Auken er på tv-skærmen. Det er tid for arbejderne at gå i kamp – men for eller imod hvad? Ifølge Hans Jensen er dagens store kamp følgende: Vi vil kæmpe mod […]

I dag er det igen d. 1. maj – de røde faner vajer, alle offentlige kontorer lukker kl. 12, hornorkestre fylder gågaden og Svend Auken er på tv-skærmen. Det er tid for arbejderne at gå i kamp – men for eller imod hvad?

Ifølge Hans Jensen er dagens store kamp følgende:

Vi vil kæmpe mod intolerance og ulighed. Vi vil kæmpe mod snæversyn og griskhed. Vi vil værne om vores fællesskab. Vi vil stå sammen mod fremmedhadere og fribyttere; mod egotrippere og guldflippere; mod CEPOS-egoister og ultraliberalister. Og vi vil vinde. Endnu engang.
For vi står sammen om en stærk og uovervindelig idé. En idé om at fællesskabet er stærkere end egoismen. En idé om, at friheden, ligheden og solidariteten stadig skal være de bærende principper i vores fællesskab. En idé om, at der skal være plads til de svageste i vores samfund.

Lad os for sjovs skyld se på punkterne ét ad gangen…

At kæmpe mod intolerance er ikke specielt socialistisk. Faktisk udviser netop fagbevægelsen gang på gang en ekstrem intolerance overfor enhver, der måtte ønske en anden organisering af sit arbejdsliv end den, de ønsker. Et godt eksempel er fagbevægelsens og Socialdemokraternes kæphest om at ville tvinge mænd på barsel. Tænk hvis man tolererede at familien selv valgte hvad de ville… Eller hvis man lod butikkerne selv bestemme hvornår de skulle have åbent?

At kæmpe mod ulighed er et tvivlsomt mål. Og det er yderst tvivlsomt om det reelt set er i arbejdernes interesse at bekæmpe uligheden. Hvor svært det end kan være for socialister at forstå er øget rigdom for nogle ikke nødvendigvis ensbetydende med øget fattigdom for andre. Økonomi er ikke et nulsumsspil, men noget der kommer alle til gode. Derudover skaber ulighed incitament til at yde en ekstra indsats, fordi der er noget at vinde ved det. Kan man tænke sig noget bedre for hele fællesskabet?

At kæmpe mod snæversyn er svært at være imod. Jeg kan dårligt forestille mig nogen holde en tale, hvori de erklærer at de vil gå til kamp for snæversyn. Selv de mest intolerante mennesker vil næppe se sig selv som snæversynet, men måske som særligt indsigtsfulde? Men kæmp endelig videre…

At kæmpe mod griskhed er nok den underligste kamp for en fagforening. Fagforeninger er som udgangspunkt organiseret griskhed – et bundløst dyb af krav om mere af alt. Selv når der er opnået 1 timers arbejdsuger og betalt ferie vil fagforeninger kæmpe videre. Så at kæmpe mod griskhed vil være at lukke fagforeningerne.

At værne om fællesskabet… Er det virkelig noget, de er så stolte af? For en af de ting, de virkelig kæmper for er at det er meget vanskeligt at komme ind på arbejdsmarkedet, hvis man har været udenfor eller hvis man mangler uddannelse og sprogkundskaber. Takket være den stive protektionisme fagbevægelsen udviser, er der i Danmark for mange i den arbejdsdygtige alder, der må klare sig på passiv forsørgelse fordi det ikke er muligt at konkurrere på lønnen. Er det virkelig den slags fællesskab man ønsker?

At kæmpe mod fremmedhadere er i mine øjne en smuk tanke – men næppe en vindersag i fagbevægelsen, hvor tilslutningen til Dansk Folkeparti er ganske betydelig. Hovedfjenden bør dog være fremmedhadet i alle former og ikke fremmedhaderne som sådan. Fremmedhadet har også to sider – hadet mod de fremmede i form af både flygtninge og indvandrere, men også hadet/angsten mod det fremmede i form af globalisering, nye impulser udefra og generel international indflydelse. Men her er der da en kamp med en vis mening…

At kæmpe mod fribyttere… Slår man op i ordbogen under fribyttere forklares det som sørøvere eller pirater. Det er sikkert rimeligt nok at antage at det ikke er dem, Hans Jensen henviser til. Men hvilke fribyttere mener han så? Det første jeg tænker på ville være Tom Kristensens digt Fribytter, men heri er fribytteren et frit og drømmende menneske – og selv i Hans Jensens øjne kan det vel ikke være en trussel mod samfundet?

At kæmpe mod egotrippere er en underlig kamp at kæmpe. Egotrippere er i sagens natur vist ikke nogen samlet gruppe med et fælles mål. Derfor vil en kamp mod egotrippere blive en grundig omgang spredt fægtning – men det er så heller ikke en ukendt disciplin for hverken fagbevægelsen eller Socialdemokraterne.

At kæmpe mod guldflippere er en nem kamp. Såvidt vides er ”racen” guldflipper ikke set siden engang sidst i firserne :-)

At kæmpe mod CEPOS-egoister er endnu en mærkværdig kamp. Kan man egentlig forestille sig noget mindre egoistisk end åbent at fremlægge al den viden man tilegner sig? Eller noget mere idealistisk end at ønske et mere frit og velstående Danmark? Man behøver bare at læse følgende fra CEPOS egen formålsparagraf for at se at de ikke arbejder imod arbejdernes interesser:

CEPOS ønsker at bidrage til mere personlig og økonomisk frihed, retsstat og demokrati samt en begrænset statsmagt understøttet af sunde borgerlige institutioner som familie, foreninger og kulturliv.

CEPOS vil omlægge og begrænse direkte og indirekte støtte fra det offentlige til befolkningen. Støtten skal komme de svage til gavn og afskaffes for personer, der kan klare sig selv.

Er det virkelig værdier, som den almindelige danske arbejder vil kæmpe imod???

At kæmpe mod ultraliberalister er muligvis en kamp, der giver mening for diverse socialdemokrater og fagforeningsfolk. For hvad er en større fjende mod det tvungne fællesskab end folk, der tænker selv? I første omgang kan man trække lidt på smilebåndet over denne udmelding, da antallet af folk i Danmark, der vil betegne sig selv som ultraliberalister næppe udgør nogen enorm mængde i forhold til de socialister i mange farver, der ønsker at bekæmpe dem. Men når man tænker på at Henry Holt Jochumsen (forbundsformand for NNF) for et års tid siden betegnede statsministeren som ultraliberalist, så er vi nok en del, der i den terminologi må gælde som de rene anarkister… Skræmmende tanke.

At fællesskabet er stærkere end egoismen er en mærkelig opstilling. Egoisme udelukker ikke fællesskab, men sørger for at man kun søger de fællesskaber, man er reelt interesseret i at indgå i. Og fagbevægelsen er vel mest af alt et fornuftsfællesskab båret af mange menneskers egoisme.

Måske arbejderne i virkeligheden burde kæmpe for retten til at tale for sig selv i stedet for at lade diverse socialdemokrater tiltuske sig retten til at tale på deres vegne?

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password