LO’s publikation, Ugebrevet A4, har i dag offentliggjort en spørgeskemaundersøgelse af danskernes holdninger til det at være venstre- eller højreorienteret samt til spørgsmålet om omfordeling. Af undersøgelsen er det interessant at bemærke, at hele 41 pct. af de adspurgte opfatter sig som borgerlige, mens kun 18 pct. opfatter sig som socialister.
Et andet og sørgeligere forhold i undersøgelsen er, at 57 pct. er helt eller delvist enig i påstanden om, at vi bør omfordele endnu mere end vi allerede gør. Kun 24 pct. er helt eller delvist uenige i denne påstand.
Danmark er i forvejen et af de mest lige samfund i verden. Hver gang der skabes en krones værdi i Danmark, bliver over halvdelen konfiskeret af staten, og 33 øre af den bliver brugt til omfordeling. Det kan næsten ikke engang betale sig at tage en længerevarende uddannelse, fordi vore høje marginalskatter forringer værdien af den senere indtjening. Den reelle forskel i indkomst mellem mennesker, som vælger at undlade at arbejde eller kun at arbejde 20 timer om ugen og andre som vælger at arbejde på fuld tid, er i mange tilfælde meget lille.
På mange måder kan man argumentere for, at denne tilstræbte lighed i slutresultatet i virkeligheden er udtryk for en grotesk ulighed, fordi lønnen per arbejdstime er så forskellig (ulige) alt efter, om man arbejder meget eller lidt. Der hvor jeg kommer fra har det altid heddet sig, at enhver skulle svare sit, og at man skulle arbejde, hvis man var i stand til det. Det er måske udtryk for en (desværre) efterhånden gammeldags moral, men det betyder meget for min og min families selvforståelse, at vi ikke har ligget andre til last.
Jeg har derfor min stolthed intakt, men det kan man nok dårligt sige om de hundredetusinde mennesker, som på den ene eller anden måde har valgt at undlade at arbejde. To tankesæt brydes derved i det moderne demokrati mod hinanden: det gamle, som satte selvforsørgelsen højt, og det nye, som iscenesætter det kontinuerlige klynketeater og som lærer befolkningen at indrette sig så selvnedværdigende som muligt for at kunne kvalificere sig til flere sociale ydelser. Demokratiet søger at nedbryde det gamle tankesæt, fordi det er en trussel imod den altomfavnende kollektivisme, som udgør demokratiets slutstation.
Derfor er resultatet af Ugebrevet A4’s undersøgelse universel for de vestlige demokratier. I en hvilken som helst europæisk stat, hvor man havde spurgt befolkningen, om de var for eller imod mere omfordeling, ville resultatet formentlig have været stort set det samme som i Danmark. Danmark burde derfor være et skræmmeeksempel for alle andre lande: Se, hvor lige vi er, og dette er ikke engang nok!
Demokratiet har jo også i andre lande reelt skabt en dagsorden, hvor nærmest ethvert punkt handler om, hvordan et bestemt lov ville påvirke de svagest og dårligst stillede blandt os. Det er rigtig nok synd for de svage og syge, at de har det dårligt, og de fortjener vor (frivillige) hjælp og støtte, men den omsiggribende svaghedstænkning har efterhånden fordærvet vore tidligere så sunde, moralske værdier og vor fornuft. Ved at indrette al vor lovgivning på at støtte svage, syge, handikappede og på enhver tænkelig måde ringere stillede mennesker, har vi reelt skabt så mange incitamenter til at blive netop et af disse mennesker, at næsten en million mennesker i den arbejdsdygtige alder nu lever af andres arbejdskraft.
Lighedsdiskussionen har derfor sin egen onde spiral. Den skaber flere sociale problemer, som kun kan løses, hvis vi ofrer stadigt større dele af vor stigende levestandard på altruismens alter. Men disse midler, som herefter deles ud til dem, som opfører sig dårligt nok, og som med tiden tilegner sig antisociale værdier, vil kun resultere i endnu flere sociale problemer. Hvilket igen kræver højere skatter osv.
Det er Sisyfosmyten om igen. Lad nu den sten rulle ned ad bjerget og lad den ligge. Vi bliver nødt til at acceptere, at der altid vil være mennesker, som klarer sig dårligt. Men lad os indrette vore institutioner således, at det er så få mennesker som muligt, og lad os ikke friste svage sjæle med rigelig belønning, hvis de formår at indrette deres liv på den løgn, at de ikke kan klare sig selv og fortjener at leve af andres arbejde.
Sifyfoskampen mod ulighed
