Findes der en liberalistisk udenrigspolitik?

Man kan klassificere en bestemt udenrigspolitik som liberalistisk på to måder. På den første og bedste måde er en bestemt udenrigspolitik liberalistisk, hvis den følger af liberalistiske principper – hvis liberalister må støtte den, fordi den kan, og andre politikker ikke kan, føres ud i livet uden at krænke nogens rettigheder. En af denne artikels […]

Man kan klassificere en bestemt udenrigspolitik som liberalistisk på to måder. På den første og bedste måde er en bestemt udenrigspolitik liberalistisk, hvis den følger af liberalistiske principper – hvis liberalister må støtte den, fordi den kan, og andre politikker ikke kan, føres ud i livet uden at krænke nogens rettigheder. En af denne artikels teser er, at der på denne måde ikke findes nogen liberalistisk udenrigspolitik, eller i hvert fald ikke nogen, som mange liberalister kan acceptere. Denne artikels anden tese er, at der findes en liberalistisk udenrigspolitik på en anden og tyndere måde – en politik som liberalister forventer vil virke bedre end andre politikker af de samme grunde, som de forventer et liberalistisk samfund vil virke bedre end alternative samfund.

I mine udenrigspolitiske overvejelser vil jeg, for det meste, ignorere spørgsmålet om hvem der fører den og hvordan det betales. De liberalister som tror på en begrænset stat, kan tænke på det som sådan en stats udenrigspolitik. De, der ligesom jeg tror på et samfund uden stat, kan tænke på det som udenrigspolitikken for de institutioner, der måtte være i et sådant samfund, som er ansvarlige for at beskytte samfundet fra fremmede stater, eller som udenrigspolitikken vi bør anspore vores stat til at følge, indtil det lykkes os at afskaffe den.

Jeg finder det nyttigt at starte med at tage to brede former for udenrigspolitik i betragtning: interventionistisk og ikke-interventionistisk. Under en interventionistisk udenrigspolitik vil en nation forsvare sig selv gennem et netværk af alliancer. Den støtter de magter og de politiske kræfter, som, den mener, vil være nyttige allierede i fremtiden; den modsætter sig de, som den anser som fjender. Under en ikke-interventionistisk politik vil en nation lave få eller ingen alliancer og fatte lille eller ingen interesse i, hvad de andre nationers stater foretager dem. Den forsvarer sig selv ved at skyde fjendtlige soldater, som prøver på at krydse dens grænse, eller den skyder atommissiler mod alle lande, som skyder atommissiler efter den.

Nogen vil måske hævde, at en interventionistisk politik ikke er liberalistisk fordi, at ved at intervenere i andre landes interne anliggender krænker vi deres frihed til at regere over sig selv. Dette argument forveksler nationers selvstændighed med individers frihed. Om min nation er selvstændig, eller om jeg er fri, er to ret forskellige spørgsmål. At min nation er selvstændig betyder blot, at jeg bliver regeret af folk, som tilfældigvis lever tæt ved mig selv. Jeg kender ikke til noget i liberalistisk teori, som gør tvang moralsk legitimt, blot fordi tvangsudøverne og deres ofre lever i den samme del af verden, taler det samme sprog eller har den samme hudfarve.

Et bedre argument mod en interventionistisk politik er, at en sådan politik næsten uundgåeligt medfører alliancer med undertrykkende stater. Der er trods alt ikke mange liberalistiske stater at alliere sig med. Selv hvis vi tillader alliancer med stater, der ligner vores egen, låser vi os stadig ude fra det meste af verden og bliver alvorligt handicappede i ethvert forsøg på at føre en interventionistisk politik. I praksis involverer en interventionistisk politik næsten uundgåeligt alliancer med Irans shah, eller den nuværende regering i Kina, eller Joseph Stalin, eller Ferdinand Marcos eller, når vi taler om USA’s faktiske politik de sidste 60 år, samtlige ovenstående.

At alliere sig med frastødende stater betyder ikke blot at hjælpe dem mod vores fælles fjende. Undertrykkende stater har også interne fjender. Hvis ikke vi er villige til at tilvejebringe den nødvendige assistance, de behøver for at blive ved magten, vil de finde andre allierede med færre skrupler. Så i praksis kan en alliance med shahen ikke begrænses til et forsvar mod en russisk invasion – det indbefatter også en væbning og træning af det hemmelige politi.

Hvis vi støtter, træner, væbner og subsidierer styrkerne, som en stat bruger til at tvinge sit folk, er vi delvist ansvarlige for den tvang. Hvis vi som liberalister mener, at vi ikke må indlede tvang, følger det heraf, at vi ikke må hjælpe andre folk til at indlede tvang. Konsekvensen er, at vi ikke kan have en interventionistisk udenrigspolitik, eller i hvert fald ikke ret meget. Selv hvis den bedste måde vi kan forsvare os selv fra Sovjetunionen er ved at alliere os med Irans shah eller det kinesiske kommunistparti, er vi ikke berettiget til at købe vores forsvar på bekostning af iranerne eller kineserne.

Jeg synes, dette er et overbevisende argument. Uheldigvis kan det bringes et skridt videre. Det åbenlyse alternativ til en interventionistisk politik er en ikke-interventionistisk politik. Under sådan en politik forsvarer vi os – ikke ved et netværk af udenlandske alliancer – men med en masse atommissiler. Missilerne sigter på Sovjetunionen; hvis Sovjetunionen angriber USA, affyrer vi dem. Resultatet er mord på mellem 50 og 200 millioner indbyggere i Sovjetunionen. Mens et par stykker måske vil være højt rangerende kommandører, vil de fleste være ofre for det sovjetiske system og lige så lidt skyldige for deres stats synder som iranerne eller kineserne.

Både interventionistisk og ikke-interventionistisk udenrigspolitik involverer for liberalister det samme moralske dilemma. Under en interventionistisk politik forsvarer vi os selv, når det synes nødvendigt, ved at hjælpe de stater, vi allierer os med, med at undertrykke deres folk. Under en ikke-interventionistisk politik forsvarer vi os selv, når det synes nødvendigt, ved at dræbe uskyldige borgere under de stater, vi kæmper imod.

I begge tilfælde er det fristende at retfærdiggøre vores handlinger ved at betragte landene, som var de mennesker. Vi vil gerne kunne sige, at hvis russerne angriber os, er det retfærdigt, at vi til gengæld dræber dem – ligesom hvis John Smith angriber mig, har jeg ret til at dræbe ham i selvforsvar. Men “russerne” er, i modsætning til John Smith, ikke en person. At jeg taler det samme sprog eller lever i det samme land som en anden gør mig ikke ansvarlig for hans forbrydelser. Ligeledes vil vi gerne kunne sige, at lige meget hvad vi giver i støtte til den iranske stat, er vi ikke skyldige i at udøve tvang, for iranerne spurgte selv efter støtten. Men iranerne, som spurgte efter støtten, og iranerne, som den bliver brugt imod, er ikke de samme mennesker.

Hvis liberalistiske principper udelukker både interventionistiske og ikke-interventionistiske udenrigspolitikker, er der så nogen alternativer tilbage? Jeg tror, svaret er ja, men de er ikke særligt attraktive.

En strategi, som nogle få liberalister støtter, er, at forsvare os selv med guerillakrig og propaganda i stedet for alliancer eller missiler. Jeg tvivler på, det ville virke. Så vidt jeg ved, har størstedelen af guerillabevægelser uden støtte udefra tabt mod almindelige hære. Endvidere tager guerillaer generelt ikke mere hensyn til de uskyldige parters rettigheder end de statslige hære, de kæmper mod. Hvis vi vælger guerillakrig for ikke at krænke individuelle rettigheder, vil vores guerillaer kæmpe under svære indskrænkninger. De må aldrig detonere en bombe, hvor den måtte skade privat ejendom. De må aldrig bruge automatvåben, hvis der er civile i baggrunden, som sandsynligvis vil blive ramt. De vil i praksis kæmpe med den ene hånd bundet på ryggen.

Det bliver nogle gange fremført, at en af fordelene ved at forsvare et liberalistisk samfund på liberalistisk facon er, at sovjetterne ikke kan erobre os, hvis ikke der er nogen til at overgive sig til dem. Måske, hvis vi ikke havde en stat, ville sovjetterne ikke finde det arbejdet værd at opbygge en marionetstat fra grunden. Hvor ville de trods alt kunne finde tilstrækkeligt med engelsktalende kommunistbureaukrater?
Desværre findes der en enkel løsning på dette dilemma, og det vil sandsynligvis gå op for sovjetterne eller en anden erobrer. Alt hvad de behøver at gøre er at vælge en mellemstørrelses by, som ikke er af nogen større vigtighed, og bekendtgøre, hvor meget de ønsker i tribut, og hvornår det skal betales. De vil også bekendtgøre, at hvis tributten ikke betales inden den kommende deadline, vil byen blive brugt som testzone for et atomvåben. Statens organisation, som vil betale tributten, kan roligt overlades til lokale initiativer. Hvis tributten ikke betales, smider sovjetterne bomben, filmer resultatet og sender filmen på omgang. Den næste by betaler.

Hvis mine argumenter er korrekte indtil videre, ser det ud som om, at vi kun har to muligheder. Enten følger vi en politik, som gør det nemt – og profitabelt – for enhver magtfuld nation at erobre os, eller vi forsvarer os selv med de midler, som er mindst problematiske i forhold til liberalistiske principper. Hvis vi vælger det sidste, mener vi, at hvis den eneste måde, hvorpå vi kan forsvare os, involverer at skade uskyldige mennesker, har vi ret til at gøre det. Vores moralske position ligner dermed den af en væbnet mand, der bliver beskudt i en menneskemængde og skyder tilbage velvidende, at han nemt kan ramme en af de omkringstående. Det virker urimeligt for de omkringstående, at de skal bære omkostningerne for hans forsvar, men det virker også urimeligt at sige, at hans eneste moralske alternativ er at stå der og blive dræbt.

Hvis vi ikke er villige til at pålægge andre omkostningerne for vores selvforsvar, så er der en liberalistisk udenrigspolitik – overgivelse. Det er ikke en politik, som særligt mange af mine bekendte liberalister er villige til at acceptere. Hvis vi er villige til at pålægge andre sådanne omkostninger, fortæller liberalistiske principper os ikke, om vi bør føre en interventionistisk politik og lægge omkostninger på borgerne i de undertrykkende stater, som vi allierer os med, eller føre en ikke-interventionistisk politik og pålægge omkostningerne vores fjenders borgere. På den måde er der ingen liberalistisk udenrigspolitik. Ved den ene fortolkning af de liberalistiske principper er ingen af alternativerne acceptable, ved den anden fortolkning er de begge.

Jeg mener dog, at der er en liberalistisk udenrigspolitik på en anden måde. En udenrigspolitik, som liberalister venter, vil virke bedre end dens alternativer af de samme grunde, som vi venter, et frit samfund vil virke bedre end dets alternativer. For at vise hvorfor, er det belejligt at starte med argumentet for en interventionistisk politik og problemerne med det argument.

Det, der taler for en interventionistisk politik, kan sammenfattes i én sætning: lektien fra München. Det hævdes almindeligvis, at hvis blot briterne og franskmændene havde været villige til at stoppe Hitler, da München-aftalerne blev indgået, ville han være trådt tilbage og anden verdenskrig ville aldrig have fundet sted. Mange konkluderer, at en passende måde at behandle potentielle fjender, specielt fjender som stræber efter verdensherredømmet, er at bekæmpe dem, før de bliver stærke nok til at bekæmpe dig, at forhindre deres udvidelse ved at alliere sig med de nationer, de ønsker at annektere og at alliere sig med enhver stat villig til at hjælpe dig i din modstand mod dem.

Hvis nazisterne angriber Tjekkoslovakiet, vil tjekkerne kæmpe for deres eget forsvar så længe, som de ænser enhver chance for at vinde. Hvis vi hjælper dem, bekæmper vi for størstedelen nazisterne med tjekkoslovakisk blod og tjekkoslovakiske rigdomme. Hvis vi lader Tjekkoslovakiet gå, vil vi fem år senere være i færd med at bekæmpe produktet af Skoda-våbenfabrikkerne i den tyske hærs hænder. Det er et overbevisende argument. Det ser ud til at have overbevist amerikanske taktikplanlæggere og store dele af den amerikanske offentlighed med det resultat, at vi har forsøgt at følge sådan en politik i forhold til Sovjetunionen.

Argumentets ømme punkt er, at det forudsætter at den interventionistiske udenrigspolitik vil blive gjort godt – at din udenrigsminister er Machiavelli eller Metternich. For at politikken skal virke, skal du kunne forudse hvilke lande, som bliver dine fjender, og hvilke der bliver dine allierede ti år ude i tiden. Hvis du fejler, vil du rode dig ind i andre folks krige, ofre dit blod og dine rigdomme på deres stridigheder i stedet for deres på dine. Du kan, for at tage et ikke helt tilfældigt eksempel, komme ind i en krig som et resultat af at prøve at forsvare Kina fra Japan, bruge de næste tredive på at forsvare Japan (og Korea, og Vietnam, og… ) fra Kina for til sidst at finde ud af, at kineserne er dine naturlige allierede mod Sovjetunionen.

Et problem med en interventionistisk udenrigspolitik er, at du kan komme til at intervenere unødvendigt eller på den forkerte side; det har muligvist også været tilfældet med meget af vores Kina-politik. Et andet problem er, at selvom du skulle være på den rigtige side, bliver du ofte involveret i konflikter, som er meget vigtigere for de andre aktører, med det resultat, at du ender med at betale prisen for interventionen uden at opnå særligt meget.

En af de mest slående ting ved Vietnam-krigen er, at vietnameserne på begge sider blev ved med at slås efter de havde lidt tab, som i forhold til deres befolkning var umådeligt meget større end de tab, der drog USA ud af krigen. Det er, hvis man tænker over det, ikke særligt overraskende. Vietnam er en hel del mere værd for vietnameserne, nord eller syd, kommunistisk eller anti-kommunistisk, end det er for amerikanerne. Selvom vi var meget større og stærkere end de andre styrker i krigen, syntes vi at prisen for at vinde var højere, end hvad vi var villige til at betale. Sovjetterne ser ud til at have lært en lignende lektie i Afghanistan; vi lærer den måske igen i Nicaragua.

Problemet med en interventionistisk politik er, at det er meget værre at gøre det dårligt end slet ikke at gøre det. Noget som skal gøres godt, for at det er værd at gøre, bliver gjort af de samme folk, som driver postvæsenet – og cirka lige så godt.

At sige at vi fører en dårlig udenrigspolitik er på en måde misvisende. Måske er grunden til, at vi støtter diktatorer, som yder meget lidt til beskyttelsen af USA, at de i stedet bidrager til profitterne af de amerikanske firmaer, som gør forretninger i deres land, og de amerikanske firmaer til gengæld yder til de politikere, som skaber vores udenrigspolitik. Hvis det hænger sådan sammen, er det, vi ser, ikke udenrigspolitikernes inkompetence til at føre en udenrigspolitik, men deres kompetence til at opnå mål, som ikke handler om at forsvare USA – men i stedet navnlig deres egen rigdom og magt.

Men præcist den samme ting kan siges om postvæsenet. En af grundene til det synes at blive dårligt bestyret er, at poststillinger er politiske ønskejobs, som bliver brugt som belønning til trofaste støtter af partiet ved magten. Når man beskriver staten som inkompetent til at opnå dens mål, taler man metaforisk; staten er ikke en person. Den har lige så lidt mål, som den har hænder, fødder eller idéer. Det jeg mener, når jeg siger, at staten er dårlig til at drive postvæsenet, er, at en af konsekvenserne af at mange individer bruger staten til at opnå deres egne mål er, at posten bliver leveret uregelmæssigt og for sent. Det jeg mener, når jeg siger, at staten er dårlig til at føre vores udenrigspolitik, er, at et andet resultat af at individer bruger staten til at opnå deres egne mål er en dårligt udtænkt udenrigspolitik, der skal forsvare USA. Hvad enten grunden til dette er inkompetence eller korruption er irrelevant.

Man kan lære en lektie fra München, men det er en anden lektie end den, man normalt lærer. Ved München-aftalens tid havde England og Frankrig interventionistiske udenrigspolitikker; det er derfor, at Hitler ville være sikker på, han havde deres tilladelse, før han invaderede Sudeterlandet. Hvis de traf den forkerte beslutning og missede deres chance for at stoppe anden verdenskrig, så er det bevis for, hvad der er galt med det sædvanlige argument for sådan en politik. Man bør ikke basere beslutninger, om hvad en stat bør gøre, på en forudsætning om, at den altid vil gøre det godt.

Dette argument tyder på, at liberalister bør være skeptiske over for en interventionistisk politik. Det er svært at føre en vellykket udenrigspolitik, og som liberalister forventer vi ikke, at staten er god til svære ting. Selv hvis udenrigspolitikken blev ført af en privat organisation ville mange af de samme problemer findes. Sådan en organisation ville, selvom den var privat, være mere lig Røde Kors end et almindelig privat firma, for den ville hverken have konkurrenter eller nogen nem måde hvorpå, den kunne måle sin ydelse.

Hvis en interventionistisk politik kan forventes at virke dårligt, er det oplagte næste spørgsmål, om en ikke-interventionistisk politik kan forsvare os tilfredsstillende. Hvis svaret er nej, så kan vi, uanset hvor skeptiske vi er overfor statens evne til at føre en interventionistisk politik, måske ikke have andet valg.

Sagen mod en ikke-interventionistisk politik starter med, at vi kan se, at Vesteuropa og Japan besidder en stor del af verdens ressourcer. Med ressourcer mener jeg ikke naturressourcer. I den moderne verden har naturressourcer meget lidt at gøre med verdensmagten; det er derfor, at Australien, Canada, Kuwait, Zaire og Zimbabwe ikke er stormagter, mens Japan er. Når jeg siger, at Japan og Vesteuropa har en stor del af verdens ressourcer, mener jeg, at de har dygtige arbejdere, maskiner som disse arbejdere kan bruge og politiske og social institutioner, som resulterer i, at disse arbejdere og maskiner producerer en masse nyttige ting. Hvis Sovjetunionen erobrede disse områder, er det sandsynligt, at Sovjetunionen ville være en meget farligere fjende, end den er i dag. Det synes at følge heraf, at USA i egen interesse skal forsvare Japan og Vesteuropa.

Men det er de samme ting, som gør disse lande værd at erobre, som også gør dem i stand til at forsvare dem selv. Vesttyskland, Frankrig og Japan har hver for sig omkring det halve BNP af Sovjetunionen – Japan noget mere, Vesttyskland og Frankrig noget mindre. De vesteuropæiske landes samlede BNP, dvs. deres evne til at bygge tanks, jagerfly og missiler, er større end BNP’et af Sovjetunionen og dens satellitstater.

Selvfølgelig er det ikke sikkert, at europæerne er i stand til at finde sammen for at forsvare dem selv – men det behøver de heller ikke. Hvis Vesttyskland havde den halve hær af Sovjetunionen, det halve antal missiler og det halve antal fly, ville det være meget usandsynligt at Sovjetunionen invaderede Vesttyskland. Sovjetterne har en lang grænse til Kina at bekymre sig om. De har en samling broderlige allierede, hvis venskab forbindes med tilgængeligheden af sovjetiske tropper. Og desuden, så ville det ikke være den store sejr, hvis de tilintetgjorde Vesttyskland og samtidigt tabte halvtreds procent af deres egen befolkning.

Hvis dette argument er korrekt, så er de dele verden, som er værd at forsvare, også de dele, som kan forsvare sig selv. Tilbage står vi kun med et overgangsproblem. Forudsat at tyskerne og japanerne ikke i øjeblikket har militærstyrker til at forsvare sig selv, hvordan overbeviser vi dem da til at erhverve sig disse styrker – og forsikrer os, at de ikke bliver erobret, før de gør det?

Det første trin er at gøre det klart, at USA bevæger sig mod en ikke-interventionistisk politik – at vi på et tidspunkt i den snart kommende fremtid vil stoppe med at forsvare de lande, som har været vores allierede. Et muligt andet skridt ville være, for at forkorte overgangsperioden, at sælge nogen af vores våben – inklusive sprænghovederne – som vi før brugte til at forsvare dem med, til vores allierede.

En fordel ved at have Vesttyskland og Japan til primært at forsvare tyskere og japanere er, at det burde reducere chancen for krig som følge fejlvurderinger betydeligt. Forestil dig at under det nuværende system overvejer sovjetterne en invasion af Vesteuropa. De vil spørge sig selv, om USA mon er villige til at risikere dets egen atomødelæggelse for at redde dets allierede. Så beslutter de sig måske for, at svaret er nej, og invaderer. Hvad enten de gættede rigtigt eller ej, er resultatet, fra både et amerikansk og europæisk synspunkt, uheldigt.

Sovjetterne kan med god grund betvivle, om USA er villig til at starte tredje verdenskrig for at forsvare Tyskland og Frankrig. Der er til gengæld meget mindre tvivlsomt, at Tyskland og Frankrig er villige til det. Så en verden hvor de større lande er ansvarlige for deres eget forsvar, er sandsynligvis en hel del mere sikker, end en verden hvor de er afhængige af os.

Der er en anden grund til, hvorfor en verden med en ikke-interventionistisk politik kan være mere sikker end den verden, vi lever i nu. Siden anden verdenskrig har vi haft en verden med to stormagter – en historisk usædvanlig situation. Det synes sandsynligt, at en verden delt i to magter er meget mindre stabil end en verden delt i mange magter. Hvis der kun er to store magter, og det lykkes en af dem at overvinde den anden uden at blive totalt udslettet undervejs, har den vundet hele spillet. Hvis en af de to magter har en midlertidig føring, kan den måske fristes til at angribe – for hvis den ikke gør det, er situationen måske modsat om ti år. Hvis der på den anden hånd er fem eller seks store magter, så vil en vellykket krig af A mod B blot betyde, at C og F samler stumperne op. Det er en god grund for A til ikke at angribe B.

Min konklusion er, at USA bør bevæge sig mod en ikke-interventionistisk politik. Dette er ikke på nogen måde en principiel konklusion; det er resultatet af at balancere, hvad jeg regner for at være de to muligheders relative fordele. For at gøre diskussionen enkel har jeg gjort det med polare modsætninger – interventionistisk og ikke-interventionistisk. Mens mine argumenter anbefaler, at vi bør foretrække en politik nær den ikke-interventionistiske ende af spektrummet, betyder det ikke, at den amerikanske stat eller en liberalistisk efterfølger ikke bør have noget som helst at gøre med andre stater. Man kan nemt forestille sig bestemte sager – at tillade en amerikansk radarstation i Canada for at give hurtige advarsler om angreb over polen, for eksempel – hvor fordelene ville opveje ulemperne.

Jeg begyndte denne artikel med at spørge, om der fandtes en liberalistisk udenrigspolitik. På én måde er mit svar nej. Enhver udenrigspolitik, som sandsynligvis vil kunne forsvare os ordentligt, involverer alvorlige moralske problemer for liberalister. Det er et eksempel på en af mine pointer fra et tidligere kapitel [i “The Machinery of Freedom”] – vanskeligheden i at definere individuelle rettigheder på en måde, som i det mindste ikke en gang imellem vil føre til konklusioner, som vi ikke kan acceptere.

På en anden måde mener jeg der er en liberalistisk udenrigspolitik – en udenrigspolitik som liberalister forventer, der vil virke bedre end alternative politikker. Den politik er at forsvare os selv ved at bekæmpe dem, som rent faktisk angriber os, frem for at opretholde et globalt netværk af alliancer. Argumentet er simpelt. En interventionistisk politik der føres dårligt, er meget, meget værre end en, der slet ikke bliver ført – og vi kan være sikre på, at en interventionistisk udenrigspolitik ført af den amerikanske stat vil blive ført dårligt.

“The great rule of conduct for us, in regard to foreign nations is, in extending our commercial relations to have with them as little political connection as possible… ‘Tis our true policy to steer clear of permanent alliances, with any part of the foreign world.”
– George Washington, afskedstale til det amerikanske folk, september 1796.

Oversat af Lasse Birk Olesen, 2005
Artiklen er taget fra David D. Friedmans bog “The Machinery of Freedom – Guide to a Radical Capitalism” (Open Court Publishing Company, 1989)

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password