Hvad er ytringsfrihed?

I lang tid har der været meget snak om ytringsfrihed herhjemme. Man støder på det hele tiden. Mennesker der har en mening om hvad ytringsfrihed er. De påstår at deres ytringsfrihed krænkes når de ikke får trykt et læserbrev i Ekstra Bladet, eller når de får et indlæg slettet på et debatforum, eller hvis nogen kritiserer hvad de har brugt deres ytringsfrihed til at sige. Det kan også være de siger at ytringsfriheden ikke skal bruges til at krænke andre, at ytringsfrihed ikke må give plads til ”hadsk” tale, eller at man må sige hvad man vil, så længe man står til ansvar for det bagefter, også selv om dette skulle resultere i en tur i fængsel.
Jo, meningerne om hvad ytringsfrihed er, er mange. Det er et af de mest misbrugte begreber vi har, og derfor har jeg fundet det nødvendigt at tage emnet op, for at gøre det helt klart hvad ytringsfrihed er. Jeg kan allerede nu afsløre at ytringsfrihed slet ikke eksisterer som en separat rettighed.
Ytringsfrihed er ejendomsret
Grunden til at det ikke er nødvendigt at udskille ytringsfriheden som en separat rettighed, er at det hele er indeholdt i det selvejerskab og den deraf afledte ejendomsret, som er grundlaget for den klassiske liberalisme. Respekteres disse, så respekteres ytringsfriheden også.
Tænk lidt over det. Ytringsfrihed er ikke retten til at sige hvad du vil hvor du vil, men derimod at sige hvad du vil, på enten din ejendom eller et sted hvor du har fået lov til det. Hvis du ikke er enig i dette (som f.eks. en del socialister har det), så prøv at tænke dig hvordan det ville være, hvis ytringsfriheden ikke var afhængig af den private ejendomsret og alle havde, ikke ytringsfrihed, men ytringsret. Så ville det være en krænkelse hvis den enkelte ikke fik lov til at sige hvad han ville, hvor han ville. Aviserne kunne ikke længere afvise kronikker og læserbreve og hvad folk ellers sendte ind, men ville være nødt til at trykke alt. Det ville ingen gide at læse, og omkostningerne for det ville også være for dyre. Du kunne ikke gå i teateret eller biografen for at nyde et stykke, eller en film i fred, for enhver ville jo have ret til at råbe op under stykket, da det ellers ville krænke deres ytringsfrihed, osv, osv. De to eksempler burde være nok til at enhver kan se at ytringsfrihed indebærer retten til at diskriminere imod andre individer, ved selv at bestemme hvad der ytres på ens private ejendom, det være sig et tidsskrift, website, dagligstue, eller hvad det nu kan være.
Det der selvfølgelig er vigtigt, er at enhver har lov til at købe og sælge ejendom og ydelser frit, således at den enkelte kan trykke løbesedler, leje en hal og indkalde til et offentligt møde, udgive en avis, lave et website, osv. Uden at de udsættes for repressalier fra statens eller anden side.
Det skal være privat
Man kan selvfølgelig ikke have ytringsfrihed i et socialistisk samfund. Hvis staten ejer alle produktionsmidlerne, så er det jo dem der kontrollerer dem, og de vil selvfølgelig ikke smide ressourcer efter folk, hvis meninger de betragter som forkerte, eller måske endda undergravende. I et sådant samfund kan nemlig ikke regne med at finde en der vil leje en mødesal til en, eller trykke en tryksag eller hvad det nu kan være. Det er ikke uden grund at vi har set en massiv undertrykkelse af anderledes tænkende i samtlige socialistiske samfund der har eksisteret. Ytringsfriheden kan kun eksistere i kraft af den private ejendomsret, ja, det er som sagt, umuligt at skille de to ad.
”Hadske” budskaber
Nogle mener at det ikke hører til ytringsfriheden at udbrede hadske budskaber som f.eks. sexistiske eller racistiske meninger. Ligeledes mener nogen at blasfemi og generel forhånelse af etniske grupper, skal være forbudt ved lov, sådan som det er i Danmark i dag. Men selv om jeg ikke bryder mig om den slags, så kan jeg ikke se at der skulle være basis for et forbud. Den enkelte har ret til at have racistiske meninger, og bør selvfølgelig også have mulighed for at bruge sin ejendom til at udbrede disse meninger, ligegyldigt hvor usympatiske vi andre så ellers synes at de er. Ytringsfriheden gælder ikke kun de ”rigtige” meninger. Det er i sandhed en ubehagelig tanke at politikere skal afgøre om en mening er god nok til at man må ytre den på sin egen ejendom.
Det samme gælder blasfemi. At nogen bliver stødt er selvfølgelig beklageligt, men de må bare leve med det. Det er vigtigt at understrege at selv om man ikke vil gribe ind med vold og trusler om bøde eller fængsel overfor den slags, så betyder det ikke at man bifalder sådanne meninger. Det man bifalder er den enkeltes ret til ytringsfrihed. Meningerne kan man jo så modsige, eller man kan iværksætte en boykot af de personer der udspyer den slags galde, hvis man mener det er nødvendigt. Fra et liberalt synspunkt er det at man ikke vil lovgive sig ud af problemerne, altså ikke ensbetydende med at man synes at det er en god idé at være racist, eller f.eks. at tage narko eller hvad det nu kan være som liberale ikke vil lovgive om.
At stå til ansvar
”Ytringsfrihed under ansvar” hører man ofte folk sige. Senest har jeg hørt det i forbindelse med retssagen mod den britiske holocaust-benægter og historiker, David Irving, der i Østrig, blev idømt 3 års fængsel for at påstå at Holocaust ikke havde fundet sted i det omfang som de fleste andre mennesker mener. Både hér på Liberators debatforum, men så sandelig også andre steder, har folk, der ellers påstår at de går ind for ytringsfrihed, udtalt at det er rimeligt nok at man idømmer folk en straf for den slags udtalelser. Når de kan sige den slags, så kan de også stå til ansvar, lyder argumentationen.
Jeg har intet imod at den enkelte står til ansvar for sine udtalelser. Hvis jeg mødte David Irving, ville jeg f.eks. nok skælde ham huden fuld og så i øvrigt ikke have noget yderligere med ham at gøre. Det er min ret at bestemme hvem jeg vil omgås, og det ville være min måde at stille ham til ansvar på. Men når man smider folk i fængsel fordi man har vedtaget at deres meninger er ulovlige, så er det straks en anden sag. For så krænker man det enkelte individ, hvilket er lige præcis det der er overgået Irving: en krænkelse. Ligesom med racismen og blasfemien, så må det være den enkeltes sag hvilke meninger han/hun vil have, og så længe de ikke bruger vold overfor andre, eller tvinger nogen til at trykke deres meninger eller lignende, ja, så skal der ikke på nogen måde gribes ind, andet end med gode argumenter og sund fornuft. Noget der ikke er svært, når det kommer til en person der i ramme alvor påstår at Holocaust er opdigtet.
At påstå at man har ytringsfrihed, når man ikke kan sige hvad man vil uden at blive sendt i fængsel, er grinagtigt. Så kunne man også påstå at der er ytringsfrihed i Nordkorea, for der kan man også sige hvad man vil, man må bare stå til ansvar for det bagefter, og risikere at ende i en arbejdslejr eller massegrav. Ytringsfriheden gælder også for de idéer og tanker vi ikke bryder os om.
Bagvaskelse og injurier
Når der spredes negativ information om folk, så kan det resultere i at deres rygte lider overlast. Således lyder straffelovens bestemmelse på dette område:
Ӥ 267
Den, som krænker en andens ære ved fornærmelige ord eller handlinger eller ved at fremsætte eller udbrede sigtelser for et forhold, der er egnet til at nedsætte den fornærmede i medborgeres agtelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.”
Men ens rygte, eller andres agtelse, om man vil, er ikke noget man sådan kan kontrollere. Den mening du eller jeg har om en given person, er jo noget der findes i vore tanker. Den agtelse som man kan nyde, er derfor ikke noget man kan eje, og en sådan lov kan kun karakteriseres som et forsøg på at styre hvad folk går og tænker, eller i hvert fald et forsøg på at forhindre Person A i at påvirke Person Bs tanker. For en liberal er det klart at et hvert individ ejer sig selv, og derfor bør man selvfølgelig have ret til at sprede sin mening om andre mennesker som man lyster, så længe det foregår inden for ejendomsrettens rammer. At nogen kan føle sig stødt på manchetterne over hvad andre kan finde på at sige om dem, er ærgerligt, men man kan jo ikke være venner med alle.
En fordel ved at ikke at have en injurielovgivning, kunne være at den enkelte ville få sværere ved at tage løse påstande for gode varer, og derfor ville vælge sine kilder med større omhu, eller i hvert fald tvivle på dem indtil han/hun fik informationerne bekræftet.
Under alle omstændigheder, så er det klart at det må være et hvert individs ret at ytre sin mening om andre individer, også selv om de måske finder det krænkende eller usandt.
Som demonstreret, så er ytringsfrihed ikke alene afhængig af den private ejendomsret, man kan sådan set sige at ytringsfriheden ikke eksisterer, men at det eneste der betyder noget i denne sammenhæng er ejendomsretten, og jeg kan kun håbe at de mennesker, der anser sig selv som liberale, men alligevel går ind for begrænsninger af ytringsfriheden, vil tænke sig om en ekstra gang inden de advokerer for statslige indgreb i ytringsfriheden.