Kunst eller skrald?

[Redaktionel note: Denne artikel har tidligere været bragt i Berlingske Tidende] I starten af sidste år fjernede nogle tyske skraldemænd noget byggeaffald fra en offentlig plads i Frankfurt. Derved satte de ubevidst et af den moderne kunsts største problemer på spidsen: den er i mange tilfælde ikke til at skelne fra almindeligt affald. Det viste […]

[Redaktionel note: Denne artikel har tidligere været bragt i Berlingske Tidende]

I starten af sidste år fjernede nogle tyske skraldemænd noget byggeaffald fra en offentlig plads i Frankfurt. Derved satte de ubevidst et af den moderne kunsts største problemer på spidsen: den er i mange tilfælde ikke til at skelne fra almindeligt affald. Det viste sig nemlig, at byggeaffaldet faktisk var (offentligt) støttet kunst, som var udstillet flere steder i byen.

Sagen endte ironisk med, at skraldemændene skulle modtage undervisning i moderne kunst, så de lærte at skelne den fra affald. Den store ironi består i, at skraldemændene har været langt mere egnede til at undervise i kunst (og ikke-kunst) end underviserne på kurset. Er man nemlig i tvivl om, hvorvidt noget er kunst eller affald, må alle mennesker med begge ben plantet på jorden insistere på, at det så er affald og bør smides ud.

I det hele taget bør ting, som er forvekslelige med affald, ikke skæmme vore offentlige pladser for vore egne skattepenge. Man bør undlade at stemme på de borgmestre og politikere, som lader dyrt betalte lokale kunstnertyper tilplastre rundkørsler og torve med meningsløse og hæslige skrotdynger til stor fare for vore børns æstetiske opfattelse og den trafikale sikkerhed.

Flere årtier er henrundet, hvor kunstkleresiet i benovelse over sine egne frembringelser har erklæret, at alt hvad der vækker forargelse eller tankevirksomhed er kunst. Det siger sig selv, at dette synspunkt er attraktivt at udbrede for de kunstnere, som lever af offentlig understøttelse og hvis talenter ikke ville bringe dem langt på et almindeligt marked, hvor de var afhængige af almindelige kunder med kritisk sans og folkelige moralbegreber.

Tankegangen om, at kunstens centrale elementer ikke består i skønheden, evigtgyldigheden eller nuancernes spil mod hinanden er blevet afløst af en efterhånden dominerende strømning i den moderne kunst, som blot går ud på at bryde dogmer og tabuer eller kritisere de kulturelle træk, som den jævne befolkning har holdt som deres egne igennem menneskealdre.

Denne logiks inerti har en ubehagelig slutdestination – tabuerne er begrænsede, og de provokeredes reaktioner ebber ud, jo flere ubehageligheder de slynges i hovedet og vender sig til. Derfor må provokationerne og de brudte tabuer blive mere og mere alvorlige for at få den ønskede effekt – og for at kunne kalde sig kunst efter den “moderne” definition.

Selve kunstens ide er måske nok at få os til at reflektere over vores tilværelse og at se den i et andet lys, hvilket fortalere for den moderne kunst sikkert ikke er sene til at påpege. Desværre står dette forhold i stærk modsætning til den offentlige kunststøtte, som i vid udstrækning har formået at skabe et udbud af kunst og kultur, som ingen gider opleve og derfor reflektere over.
Se blot på teaterkrisen, som ikke er skabt af mangel på offentlig støtte, men af for megen. Problemet er jo, at teaterverdenen ikke længere skaber teater for tilskuere men for sig selv og sine venner i kunstbureaukratiet, som sidder på bevillingerne. Halve eller kvarte sale er resultatet.

Se på filmverdenen, hvor dukkefilmen ”Strings” fik næsten 11 millioner kr. i støtte, mens kun 17.000 mennesker fandt det umagen værd at se den. Lars von Trier har dog været tæt på at være en succes i fremvisningen af sine offentligt støttede, meningsløse ubehageligheder som ”Idioterne”, idet han anvender sex og humor som salgstrick.

Jeg savner et bredt, folkeligt opgør med den såkaldt moderne kunst og forestillingen om, at man ikke kan tillade sig at sige, at noget bestemt kunst er noget lort. Der er for megen falden på halen for kunstnerne og for megen ydmyghed over deres resultater. Kunsten er til for folkets skyld, ikke for kunstnerne. Et eksempel kan måske illustrere, hvad jeg mener. Da jeg studerede, boede jeg på Østervold Kollegiet, der ligger tæt på Statens Museum for Kunst, hvor der var gratis entre om onsdagen. Dette benyttede jeg sammen med nogle medkollegianere en dag, hvor der var en udstilling om moderne kunst, hvor nogle lidt for smarte mennesker havde revet ægte tæpper i stykker og hældt sand ud over gulvet til fyrstelige gager. Under frakken medbragte vi et stort billede af en kollegiebeboer, som hældte øl op i et glas. Da vi kom ind i afdelingen med moderne kunst, hængte vi billedet op på en tom plads med tilhørende tekst, så det så ud som en virkelig udstilling. Derefter observerede vi de øvrige besøgende. Selvsagt lod ingen sig mærke af vort billede. Det var lige så meningsløst og plat som alt det andet. Den eneste forskel var, at vi ikke havde fået 75.000 kr. for at udstille det. Men vi fik et billigt grin.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password