Integrationsministeriet har sendt et lovforslag om indfødsretsprøve til høring. Dette er mit svar, som jeg har gjort kort, da indholdet alligevel ligger totalt udenfor den begrebsverden som eksisterer inde på Christiansborg.
Dette forslag er blot endnu en forhindring for integration af velfungerende indvandrere i Danmark, og endnu en gang en favorisering af problematiske og dyre indvandrere. Det fremgår af kommentarerne til lovforslaget, at der skal betales et gebyr, men dette er jo langt fra den fulde omkostning. Den største omkostning er tid.
Dette forslag er simpelthen en begmand til indvandrere som f.eks. min kone der droppede ud af sprogskolen, fordi hun hellere ville bruge hendes lægeuddannelse inden hun helt glemte hvad det ville sige at arbejde. Vil du være dansk statsborger, så tag et halvt års orlov og lær de ting som du skal kunne for at blive dansk statsborger. Og husk, om du så tjener en million om året, så er det altså det sidste der kvalificerer dig til at blive dansk statsborger.
Det vil da kun være indvandrere der har for god tid, som fremover vil gide at søge om Dansk statsborgerskab. Altså primært mere eller mindre arbejdsløse indvandrere som dræner eller har drænet det danske integrationssystem for ressourcer. De gode indvandrere derimod, altså de som bare er kommet og er begyndt at betale skat, de bliver aldrig danske statsborgere, for det gider de simpelthen ikke. Dermed kan Danmark heller ikke regne med deres loyalitet som gode skatteydere i fremtiden.
Hvis integrationsministeren vil kalde sig for en liberal Venstre kvinde, så er det mindste hun da gør, at indføre en regel om at denne prøve behøver man ikke gå op til hvis man betaler 100.000 Kr i skat om året. Det er da vel ikke andet end rimeligt som tak for bidraget til det danske samfund.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.