Kampdag eller ej? NEJ!

Fra tid til anden kan man høre mere eller mindre kendte kvinder tale om kvinderettigheder og diskrimination. Det er ikke altid helt let at føle sig repræsenteret af den ofte hysteriske og skingre tone, som præger kvindebevægelsens udtalelser, og man kommer uvægerligt til at spørge sig selv, om de gør mere skade end gavn. Jeg […]

Fra tid til anden kan man høre mere eller mindre kendte kvinder tale om kvinderettigheder og diskrimination. Det er ikke altid helt let at føle sig repræsenteret af den ofte hysteriske og skingre tone, som præger kvindebevægelsens udtalelser, og man kommer uvægerligt til at spørge sig selv, om de gør mere skade end gavn. Jeg vil skyndsomt understrege, at jeg tager afstand fra usaglig diskrimination og nedværdigende behandling af både kvinder og mænd. Sigtet i det følgende er ikke at anfægte kvindediskursens formål – kampen mod diskrimination – men derimod at pointere, at den i sig selv er fordrende for forskelsbehandling.

Der knytter sig en helt særlig mytologi til kvinde-diskursen, som navnlig centrerer sig om vendinger som ”tingsliggørelse”, ”seksuel værdighed” og ”pornoficering” kombineret med at kvinders livssituation fremhæves som noget ganske særligt, præget af universelle problemstillinger, der gør at kvinder som gruppe har noget til fælles alene i kraft af deres køn.

Et godt eksempel på kvindediskursen de senere år findes i den udbredte kritik af sprogbrugen i forskellige rap-numre. De kritiseres for, at kvinder tingsliggøres og sprogligt fornedres. Er det gode tekster? Jeg skal da ærligt indrømme at jeg engang imellem kan have svært ved at identificere mig med teksterne, og ingen tvivl om at tonen i nogle tilfælde er mere gigolo end Jesus. Og hvad så? Er man utilfreds kan man lytte til noget andet. Fremdeles med kritikken af reklamer, hvor kvinder og mænd afbilledes nøgne. Et godt eksempel er her ”shake-it-baby”-reklamen for Cult Shaker. Er man træt af reklamen, kan man da bare købe noget andet og se den anden vej.

Så let slipper Jokeren og Cult Shaker nu ikke. Men når kvinderettighedsforkæmpere forarges og ønsker, at der gribes ind over for det de betragter som krænkende for deres køn, har de god grund til at overveje om den nuværende tilgang er den rigtige. Når Jokeren lader sine sproglige blomster flyde eller Cult Shaker sælger produkter med billeder af nøgne kvinder (og mænd), er det for mig at se ikke et spørgsmål om den sproglige eller billedlige behandling af kvinder. Det er derimod et generelt spørgsmål om niveauet i de ytringer vi mødes med. Det er for mig at se strengt taget lige ydmygende for en kvinde som en mand at høre sin søster beskrevet som ”ho” eller ”bitch”. Ligeså med den ydmygelse man mener at finde i, at sex sælger i reklamer. Det er vel i så fald et generelt problem.

Det er her vandene skilles. Mange mener nemlig, at der er behov for særlige rettigheder for kvinder og det er ikke kun et dansk fænomen. Også i international sammenhæng er tendensen klar. Kvinders rettigheder behandles adskilt fra menneskerettigheder, f.eks. har FN et særligt charter om kvinders rettigheder og særlige organer, der sætter fokus på krænkelser af kvinder. Er det nu så slemt?

Når man åbner op på forskelsbehandling – enten i sproget, i sine krav om handling eller i de institutioner man betjener sig af – er man med til at legitimere et spring i rettigheder mellem mænd og kvinder. Når man selv lægger op til at kvinder er en særlig gruppe, som ikke kan behandles ligesom resten af jordens befolkning, er det en håndsrækning til de, der ønsker at forskelsbehandle negativt. Muligheden for positiv forskelsbehandling går i sin grundlæggende argumentation hånd i hånd med muligheden for negativ forskelsbehandling. Dette er ikke mindst særdeles relevant i den tredje verden, hvor kvinder ofte er en marginaliseret gruppe, som diskrimineres negativt på grund af deres køn.

Den skingre tone i debatten, dens fremhævning af kvinder som en særlig gruppe og den totale fokusering på kvinder alene fremstår for mig som en svaghed. Jeg mener ikke kvinder generelt skal behandles dårligere end mænd. Vi skal behandles lige. Kravet om lighed er det stærkeste krav.

Derudover synes jeg, der er behov for en vis selvransagelse i kvindediskursen. Tonen er til tider så ekstremt skinger og præget af meget primitive forestillinger om mænds tankeunivers, at man som udenforstående må konstatere, at vores køn ikke øger hverken forståelsen eller enigheden. Ofte føler jeg og mange andre kinder os således i højere grad repræsenteret af de tanker, som langt de fleste mænd gør sig: at kvinder netop skal have samme rettigheder. Hverken mere eller mindre.

Hvis ikke krav om særlig handling på vegne af sit køn er den rigtige løsning, hvad skal man så gøre når man er træt af den tone, kvinder og mænd beskrives og afbilledes i? En del af løsningen var jeg inde på tidligere, nemlig markedsøkonomi. Ingen gider producere noget, de ikke kan sælge. Hvis man ønsker at undgå f.eks. ”en sexualisering af det offentlige rum” (ja – det kaldes det altså!), må man alliere sig med dem, der i den sidste ende bestemmer mest effektivt. Her tænker jeg naturligvis ikke på politikere. Vi skal ikke have flere forbud mod ytringer og andre manifestationer. Der er allerede rigeligt af den slags i forvejen, tænk blot på Forbrugerrådet, Forbrugerombudsmanden og Forbrugsministeren. Dem, der skal på banen, er i stedet forbrugerne selv. Jeg vil virkelig tage hatten af for kvindebevægelsen den dag de seriøst går ind i en oplysningskampagne med det formål at få bevidstgjort forbrugerne og dermed flyttet markedsandele. Det er den mest effektive form for regulering – og så er den moralsk forsvarlig, fordi den bygger på frivillighed og ikke tvang.

Også i den tredje verden, er det vejen frem. Her er ikke brug for kvinde-chartrer, særlige organer i FN, kvindekonferencer og andre påhit, som involverer staten og bureaukratiet. Der er behov for markedsøkonomi. Kvinders manifestation som selvstændige individer i udviklingslandene hænger nøje sammen med deres økonomiske selvstændighed. Således er kvindeundertrykkelse mere udbredt i landsamfund, hvor kvinderne er økonomisk afhængige af mænd end andre steder, oftest i byerne, hvor kvinderne gennem deres selverhverv bliver uafhængige og kan sætte dagsordnen i deres eget liv.

Det liberale svar på kvindernes internationale kampdag er således at afstå fra den. Gør det i stedet til en del af din dagligdag at tænke på hvordan du bruger dine penge. Støt det du kan lide og hold dig fra resten!

Se også David B. Karsbøls Ejendomsret og kvindefrigørelse.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password