Om relativ fattigdom, Lolland og fattige grækere

Som Statler så korrekt observerer, anvendes der i disse tider en ikke ubetydelig mængde ressourcer på at fremstille og publicere diverse fattigdomsanalyser, der selvfølgelig alle opererer med dette noget flygtige begreb “relativ fattigdom”. Begrebet er selvklart junk-science af værste skuffe; og ingen mulighed må forspildes for at påpege dette – over for hverken kollegaer, familie […]

Som Statler så korrekt observerer, anvendes der i disse tider en ikke ubetydelig mængde ressourcer på at fremstille og publicere diverse fattigdomsanalyser, der selvfølgelig alle opererer med dette noget flygtige begreb “relativ fattigdom”.

Begrebet er selvklart junk-science af værste skuffe; og ingen mulighed må forspildes for at påpege dette – over for hverken kollegaer, familie eller venner.

Tag f.eks. den analyse, som for et par år siden viste, at stort set samtlige lollikker vokser op i den dybeste (relative) fattigdom, idet de kommer fra familier med en disponibel indkomst EU’s fattigdomsgrænse på 60 procent af gennemsnittet – eller medianen for at være helt korrekt. Noget sådan vås kan og skal selvfølgelig angribes på (mindst) tre fronter:

Som fremført i forbindelse med udligningsreformen er det for det første værd at bemærke, at den samme indkomst, som knap nok rækker til et tåleligt liv i en kummerlig et-værelses uden bad i hovedstaden (ugen menu: Nettos ravioli og snavset overfladevand fra de Indre Søer), på Lolland sagtens kan finansiere et liv i sus og dus på en firlænget med egen sø og skov (ugens menu: påkørt vildt og tyske dåsøl). Selv i et lille land som Danmark er afstanden til medianindkomsten derfor et yderst dårligt mål for hvilken materiel levestandart, man rent faktisk er i stand til at oppebære.

Dernæst kommer det faktum at analysen – på trods af at bygge på et europæisk fattigdomsmål – selvfølgelig ikke så på den relative fattigdom indenfor hele EU. En sådan analyse ville nemlig vise, at mens Lollikkernes indkomst stort set er umulig at adskille fra alle øvrige danskeres – så er stort set hele Grækenland og alle Østlandene fyldt til randen med fattige. Men så solidarisk er der åbenbart ingen grund til at anskue problematikken.

Endelig skal analysen selvfølgelig angribes på sine egne præmisser: Hvis stort hele Lollands befolkning er relativt fattige, så er rent faktisk ingen af dem fattige! For det er jo relativ fattigdom, vi taler om. Denne pointe er værd at bide mærke i, for den relaterer til de to andre: Hvis de skal give mening at tale om relativ fattigdom, må man først besvare dette fundamentale spørgsmål: relativt til hvem? Og man skal have brandgode argumenter klar for, hvorfor det er OK at smide lollikker og københavnere i samme gruppe; men ikke grækere og danskere.

Vi venter stadig…

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password