Kommunal udligning – principper og virkelighed

Idéen bag kommunal udligning er følgende: At det i alle danske kommuner skal være muligt at levere nogenlunde den samme kommunale “service” til nogenlunde samme “pris” – altså skatteprocent. For at nå dette mål, skal de kommuner, hvis borgere har høje gennemsnitsindkomster, sende penge til kommuner med lave gennemsnitsindkomster; ligesom kommuner med omkostningstunge borgere skal […]

Idéen bag kommunal udligning er følgende: At det i alle danske kommuner skal være muligt at levere nogenlunde den samme kommunale “service” til nogenlunde samme “pris” – altså skatteprocent. For at nå dette mål, skal de kommuner, hvis borgere har høje gennemsnitsindkomster, sende penge til kommuner med lave gennemsnitsindkomster; ligesom kommuner med omkostningstunge borgere skal modtage kompensation fra de kommuner, hvis borgere ikke koster så meget.

Men er det rimeligt – endsige fornuftigt?

Omkostningsudligning skaber tabere
Med hensyn til “omkostningsudligning”, så er det vel i høj grad et spørgsmål om ideologisk grundopfattelse: Mener man, at der i Danmark til alle tider er X antal svage = omkostningstunge personer (og det derfor alene er et spørgsmål om, hvilke kommuner der er uheldige og sidder med dem)? Eller mener man, at sådanne svage mennesker “skabes” af systemet – i dette tilfælde den kommune, de bor i? De fleste danskere vil nok mene, at svaret er at finde et sted midt i mellem. Og i det lys er det selvfølgelig udfordringen, at indrette systemet, så kommuner til dels kompenseres for deres andel af udgiftstunge borgere; og til dels bevarer et incitament til at undgå, at deres borgere forsumper.

Det store spørgsmål er så blot, om denne balance findes bedst via den kommunale udligning? Eller snarere ved at staten (som det er tilfældet i dag) dækker en del af de sociale udbetalinger? Jeg vil mene det sidste – og at faren ved for stor omkostningsudligning består i, at man nemt skaber perverse incitamenter for kommunerne til at holde de svage nede; eller så kommunerne i det mindste ikke gider anvende for mange midler på at få dem på benene igen.

Indkomstudligning skævvrider markedet
Så er der indkomstudligningen: Kommuner, der ved en given skatteprocent har store skatteindtægter pr. borger, sender penge til kommuner, der med samme skatteprocent blot får mere moderate skatteindtægter pr. borger. Dermed sikres, at alle kommuner ved samme skatteniveau har nogenlunde samme skatteindtægt per borger. Det lyder umiddelbart rimeligt – indtil man kradser i overfladen.

Generelt er det sådan, at borgere med høje indkomster bor i de tætbefolkede kommuner i og nær de store byer – hvor leveomkostningerne (bolig, indkøb, etc.) er høje; i landkommunerne – hvor leveomkostningerne er lave – bor generelt folk med lavere indkomster. Dette er ikke tilfældigt. Nær de større byer bliver folk kompenseret via lønnen for de højere leveomkostninger. Og de, der ikke har råd til at bo nær byen – og har mulighed for at finde arbejde andetsteds – gør dette.

Til gengæld betyder koncentrationen af høje indkomster i storbykommunerne, at beboerne dér kan slippe billigere i kommuneskat (forstået som skatteprocent) end lavindkomst-folkene på landet. Når højtlønnede Gentofteborgere betaler 18,5 procent af deres indkomst i kommuneskat, så giver det mange flere penge i kommunekassen per indbygger, end samme procentsats i Grindsted. Og selv om mange af de kommunale omkostninger i Gentofte også er højere end i Grindsted (husleje i kommunale bygninger, lønninger, etc.), så gør det alt i alt at Gentofte kan levere samme service som Grindsted (skoler, ældrepleje, etc.) for en lavere skatteprocent. Til gengæld er det så meget desto dyrere at bo og leve i Gentofte end i Grindsted.

Kommunal udligning ødelægger denne naturlige balance mellem kommuneskat og leveomkostninger. Ikke bare kan familier i landkommunerne bo og leve meget billigere end en tilsvarende familie i byen – de kan nu også få den samme kommunale service til en lavere skatteprocent end “markedet” dikterer. Omvendt skal storby-familien ikke bare betale gennem næsen for at bo og leve; den “naturligt” lave skatteprocent bliver de også snydt for.

De, som dette virkelig rammer, er lavindkomstgrupperne i de større byer – sygeplejersken, politimanden, bibliotekaren, folkeskolelæreren… Ja, alle de faggrupper, som man i denne tid hører den ene efter den anden politiker begræde, bliver jaget fra byerne på grund af byen leveomkostninger. Men det er en forkert opfattelse af virkeligheden. Leveomkostningerne i byen er naturligt høje; det er kommuneskatten som er kunstigt høj! Tvunget op af den kommunale udligning!

Uden kommunal udligning vil det jo netop være muligt for byens lavindkomstgrupper at “nasse” på deres højtlønnede bysbørn: Det høje indkomstgrundlag sikrer at bykommunen kun behøver at opkræve en lav kommuneskat, således at også de lavindkomstgrupper, som har deres arbejde i byen, kan blive boende – trods høje leveomkostninger. Det ødelægger den kommunale udligning ved at drive kommuneskatten op – og dermed lavindkomstgrupperne på flugt!

De, som virkelig nyder godt af den kommunale udligning er de højindkomstgrupper, som er heldige nok til at have mulighed for at bo på landet. De nyder ikke alene godt af det lave omkostningsniveau – via den kommunale udligning får de oveni et tilskud til lavere kommuneskat; betalt af bl.a. den enlige sygeplejerske i København.

Det er i den forbindelse værd at tage fat i ét af argumenterne imod at tage leveomkostninger i betragtning, når man forhandler udligning (bl.a. fremført at Kristian Thulesen Dahl), nemlig: At mens man i storbyerne har høje leveomkostninger, så har man også stor formueopbygning gennem stigende huspriser. Selv hvis dette er sandt (og boligmarkedet ikke lige pludselig krakker), så kan disse gevinster kun realiseres netop i det øjeblik man flytter fra en bykommune til en landkommune. Dér – i landkommunen – kan man så nyde godt af sin boligopsparing samtidig med at man nyder godt af den udligningsordning, som sender penge til landkommunen. Og hvem betaler de penge? Det gør den stakkels familie som netop har sat sig i kæmpe gæld for at købe den millionvilla, man lige solgte i byen. Bliver man i byen, nyder man jo på ingen måde godt af den opsparing, man måtte have i boligen. Den betyder alene stigende boligskatter. Selv hvis man belåner sit hus, så er det jo penge som skal tilbagebetales. Og det kan de kun, hvis man sælger sin bolig – og flytter til en billigere. Og det vil igen sige, at man skal flytte på landet.

For at opsummere, så betyder den kommunale udligning kort og godt, at den naturlige balance mellem bo- og leveomkostninger på den ene side og kommuneskat på den anden side (høje bo- og leveomkostninger i byen kombineret med lav kommuneskat; og omvendt på landet) ødelægges. De hårdest ramte bliver byens lavindkomstgrupper, der ikke – hvilket ville være naturligt – kompenseres for høje leveomkostninger gennem lav kommuneskat.

Og var dette tilfældet før den kommende udligningsreform, så bliver det endnu mere tilfældet efter.

Fra teori til praksis
Nu kunne man sige: Too bad! Udligningsordningen er som sagt indført med det formål, at sikre alle danskere nogenlunde samme kommunale service for nogenlunde samme skatteprocent. At boligmarkedet og dagligvarekæderne er ligeglade med det, og fortsætter med at frarøve byboerne en meget større del af deres indkomst, end tilfældet er på landet, er bare ærgerligt. Det er ikke Folketingets hovedpine. Med Lars Løkkes ord, skal udligningen – og i særdeleshed den nye reform – sikre, at alle borger får samme kommunale service (underforstået: uden at skatten er højere på landet).

Sagen er bare den finurlige, at regeringen eget kommunale skattestop forhindrer dette i at ske! For skattestoppet betyder som bekendt, at hvis én kommune sætter skatten op – så skal én anden kommune sætte skatten tilsvarende ned. Og da vi ved, at så godt som alle de hårdt ramte bykommuner vil reagere på reformen ved at sætte skatten op (de må jo ikke sænke på “servicen”), så er de begunstigede landkommuner “tvunget” til at sætte skatten ned til gengæld. Reformen kommer derfor alene til at bevirke, at de borgere (i landkommunerne), som i forvejen har mange flere penge til rådighed inden reformen, nu blot får endnu flere penge mellem hænderne. Og i bykommunerne, hvor folk i forvejen har langt færre penge til rådighed end på landet? Ja, der stiger kommuneskatten, hvilket blot forstærker dette billede.

Således vil reformen gøre det endnu sværere for lavtlønsgrupper at blive boende nær de store byer. Er det, hvad Folketinget forsøger at opnå?

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password